Nogle cementhårde kendsgerninger om Hamas
Israelske tropper der er gået ind i Gaza har indtil nu fundet 18 tunneler benyttet af Hamas til at sende bevæbnede terrorister ind i Israel, og man anslår er der er brugt cirka 800000 tons cement. (NB. Stadig flere tunneler er fundet nu).
Tænk over hvad al den cement kunne være brugt til? Dubais Burj Khalifa, verdens højeste tårn - der brugte man 110000 tons cement. Hamas kunne altså have bygget næsten 6 sådanne uhyrer, og så stadig have noget cement til overs.
Hvis de havde haft ønske om at bygge børnehaver med beskyttelsesrum, som Israel har gjort, i for eksempel den udsatte, ‘belejrede’ by Sderot, så ville trods alt, som militærstrategen John Stewart, der har brugt sidste uge med at erklære at Gazas indbyggere ikke har nogen sikre steder at opholde sig som beskyttelse for Israels artilleri, Hamas kunne have benyttet den overskydende cement til at bygge mindst to styk så store som Giants Stadium.
Og det er blot 18 tunneler.
Måske synes du at sådanne kalkulationer er ulækre. De falmer helt sikkert i sammenligning med de hjerteskærende fotos af døde børn på stranden. Men disse kalkulationer har en masse at fortælle. Hvis du nogensinde har læst Robert Caro’s The Power Broker, eller spillet Sim City, eller blot set ud af dit vindue og lagt mærke til din bys høje bygninger der hele tiden forandres så ved du at lederne af byen måles på, ikke efter hvad de siger, men hvad de bygger.
Og Hamas har næsten udelukkende valgt at bygge tunneler, bunkere og affyringsramper for missiler.
Ud fra en ren militær holdning er der intet enestående i at forvandle et stykke landsbrugsjord ved kysten til et gigantiske beton ‘hangarskib’ der er umulig for din fjende at sænke. Men den forestilling at Hamas’ tunneller er med det formål at forbedre velfærden for Gazas 1,8 millioner mennesker, der er tvunget til at bo på dækket mens raketter affyres, er helt hen i vejret.
Hvis tunnelerne nu i sandhed skulle være livliner for Gazaborgerne, som apologeter fra Vesten undertiden fremfører, så kunne man fornuftigvis forvente en ansvarlig ledelse der ville undgå at der affyres salver at missiler mod civile inde i Israel.
Formålet med Hamas’ tunneller er ganske klar når man ser på hvor de er bygget: Inde i Israel. Terrororganisationen har proppet deres underjordiske netværk af tunneler og bunkers med sprængstoffer, våben og mordere, forklædt som IDF soldater. Deres ‘tapre’ plan var at sende drabsmændene gennem tunnellerne således at de kunne dukke op på jordoverfladen midt i en israelsk kibbutz og begynde at kaste med granater og skyde på må og få, for at slå så mange israelere ihjel som muligt. Det er vel nok godt naboskab.
Hvor har Hamas så fået denne enorme mængde cement fra? Det meste af det kommer fra dig og din regering. Hamas fik fat på forsyningerne de skulle bruge til tunnelerne efter man bønfaldt det internationale samfund om at afhjælpe en humanitær krise i Gaza, forårsaget af den kendsgerning at både Israel, som Egypten har lukket grænserne til Gaza, på grund af at begge lande var blevet dødtrætte af at få soldater og civile slået ihjel af terrorister.
Der er vel næppe brug for at fremhæve at Israels bekymringer om hvad cementen skulle bruges til blev forhånet af Vesten som værende grusom og ikke tog hensyn til en lidende befolkning i Gaza - som der vel næppe heller er brug for at fremhæve - ikke fik noget at cementen til eget brug. Den lille Ismail Haniyehs regerings prioriteter var krystalklare - at benytte alle til rådighed stående midler til at gå bygget op til endnu en krig mod Israel.
Hvis du er en af de titusinder af politiske tåber, der har brugt sidste uge på at demonstrere til fordel for Hamas - nu da Khmer Rouge ikke er på mode mere - kan det være nyttigt for dig at vide at mens Gazas borgere har trængsler og elendighed, så lever Hamas ledere i luksus.
Haniyeh købte for eksempel en ejendom nær kysten på 12 hektar for nogle år siden til 4 millioner dollars, betaler for at hans børn kan studere i Europa, og sender sin familie til hospitaler i Israel - altsamme sådan set gode valg, hvilket han dog sikrer ikke er muligt for nogen andre i Gaza der ikke er højt på strå og medlem af hans fundamentalistiske politiske kult.
Alt sammen kan koges ned til at Hamas absolut ikke er oprigtigt interesseret i at styre Gaza, hvilket så igen er årsagen til at alle de ærværdige forsøg på at løse denne nuværende krise alle vil slå fejl. Nye valg vil ikke hjælpe. At give Hamas mere cement heller ikke.
Tidligere på måneden foreslog Israels tidligere stabschef og forsvarsminister Shaul Mofaz en dollars for demilitarisering handel; man skulle indgå en våbenhvile, fulgt af en betaling på gigantiske 50 milliarder dollars til velfærd og infrastruktur mod et løfte om at rense Gaza for raketter og ødelægge tunnelerne. Det er et interessant forslag, der hviler på den formodning at kontanterne vil finde vej til Gazas trætte, fattige og forhutlede masser. Det vil bare ikke ske.
Vi står tilbage med de barske realiteter der gør at så mange af os gode liberale jøder, der er vokset op med princippet om at intet slår fornuften, føler os særdeles ubehageligt til mode:
Man kan ikke forhandle med Hamas. Ikke på grund af nogle højtravende og abstrakte principper - men fordi organisationen ikke er til for at tale med eller vil opbygge eller helbrede det sårede folk i Gaza. Organisationens eneste raison d’etre er at få indført sine lederes fundamentalistike og radikale udgave af Islam - de skyder jøder, og de skyder også enhver anden som organisationen ikke bryder sig om, herunder egyptiske soldater, bøsser og politiske modstandere balndt andre palæstinensiske fraktioner.
Enhver der i sandhed er forpligtet på menneskerettigheder - og ikke mindst har sympati for den palæstinensiske sag - burde slutte til til Israel i landets bestræbelser for at befri verden for den pure ondskab og få væltet Hamas.
At lade Hamas være ved magten er ingen moderat løsning på noget som helst. Det er at blive meddelagtig i deres agenda og deres terrorhandlinger der påfører frygtelige og stadige pinsler, ikke kun på sine naboer, men også på deres eget folk.
Liel Leibovitz is a senior writer for Tablet Magazine.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar