100 årsdagen for en katastrofe. U.S. i 1. Verdenskrig

100 årsdagen for en katastrofe. USA træder ind i 1. Verdenskrig

Bruce Walker

Den 6. april 2017 er hundredårsdagen for en af de største katastrofer i amerikansk regeringshistorie.

Præsident Woodrow Wilson havde dagene forinden bedt Kongressen om at erklære krig mod Tyskland, og dermed virkelig træde ind i 1. Verdenskrig på De Allieredes side. Wilson gav ingen tvingende argumenter for at sende amerikanske mænd over på den anden side af havet og for at dø.

Det mest anerkendte rationale var at tyskerne havde indført “ubegrænset ubådskrig,” men det et mistænkeligt, da man benytter regler der sådan set er skrevet af briterne, der kontrollerede havenes overflade.

Tyskerne strakte sig langt for at mildne den amerikanske holdning, man havde endog annoncer i amerikanske aviser,  hvor man advarede skibsfarten og offentligheden mod faren ved at sejle i visse områder.

Hvorfor er det helt fint, i orden, at standse et fragtskib med hvede sejlende fra det neutrale Amerika til det neutrale Holland med trussel om sænkning som jo netop var det Royal Navy gjorde under krigen? Begge parter benyttede enhver mulighed for at tvinge sig frem til fred. Blokader af neutrale nationer af briterne, overraskelsesangreb af tyskerne, giftgas, og flammekastere og andre rædsler blev benyttet af alle parter.

De seks store kombattanter, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Østrig-Ungarn og Rusland var ikke perfekte nationer, men ingen af nærmede sig blot det mindste af den ondskab som vi kom til at opleve i 2. Verdenskrig. De alle seks - herunder det kejserlige Tyskland og Zarens Rusland havde folkevalgt nationale forsamlinger med mange forskellige politiske partier der åbent kritiserede regimet.

Vigtigst - i april 1917 var alle seks nationer desperate efter at få fred og så skræmte af  mareridtet ved den moderne industrialiserede, nationaliserede krigsførelse, at der sådan set kun var brug for en våbenhvile for at sikre freden i de næste 100 år. I årene efter 1. Verdenskrig var der een ting franskmændene, tyskerne, briterne kunne enes om - intet kunne retfærdiggøre en ny krig. Selv i årene op til Hitler, mens tyskerne frydede sig over hans ublodige erobringer, så frygtede de en faktisk konflikt. .

Grunden til at Wilson bad Kongressen erklære krig kan man godt forstå. Wilson troede at regeringen er den helt rigtige kur mod de nationale problemer. The Federal Reserve System, den uberegnelige og supra-forfatningsmæssige opfindelse der plager os i dag var netop en af hans “kure” mod et problem der ikke eksisterede.  

Fuldstændig sejr for De Allierede ville skabe udsigten til at der kunne påtvinges betingelser og skabes et system med en internationalregering. Krigen tillod også Wilson at terrorisere borgere der udtrykte den mindste tvivl om det at gå i krig, eller viste den mindste sympati med Tyskland. Amerikanere blev arresteret uden kaution eller anden årsag og borgerlige rettigheder blev trådt under fode.,

Wilson bad Kongressen erklære krig den 2. april, men han kunne have være standset og verden reddet for megen elendighed,  hvis Kongressen den 6. april havde gjort det rigtige og stemt for ikke at erklære krig. Hvis Kongressen havde gjort det, så ville 1. Verdenskrig være sluttet i en forhandlet fred meget snart, og Amerika kunne have tilbudt sine gode tjenester (dog med finansiel hjælp til begge parter) og en varig og retfærdig fred være indgået. .

Hitler ville aldrig være kommet til magten, og Nazismen ville ikke have have fået tag i Tyskland. Lenin ville aldrig være i stand til at styrte Kerenskys Provisoriske regering, det ikke marxistiske, og ikke totalitære regime der erstattede Zaren. Der ville ikke være kommet 2. Verdenskrig. Ingen Holocaust, ingen Holodomor.

Kongressen fejlede ved ikke at undersøge Wilson, dog skulle i det mindste Senatet snart efter nok få hans fantasiboble om Folkeforbundet til at briste. Kongressen var med basis i Constitution og havde stor magt, meget større end de to andre grene, og magten til at erklære krig (eller ikke) var mest sikker blandt den største af disse magtforgreninger.

For 100 år siden da det virkelig gjaldt fejlede Kongressen og svigtede det amerikanske folk, svigtede nationen og måske vigtigst svigtede sit formål ifølge Constitution.

Kongressen har som formål at være staternes bolværk (Senatet) og folket (Repræsentanternes Hus) mod slyngelpræsidenter og den pest som internationalismen udgør, en sygdom Founding Fathers frygtede

Alt det poppede i historieprogramer her i april handler om at “Amerika gik ind i 1. Verdenskrig,” men den sande historie er at Kongressen agerede som en skødehund for en elendig præsident, noget den ikke burde have gjort.  

http://www.americanthinker.com/articles/2017/04/centennial_of_a_disaster.html#ixzz4dRtQQ0ML