Kan Amerikas indgriben i 1. Verdenskrig retfærdiggøres?
Burton Yale Pines’s værk America’s Greatest Blunder: The Fateful Decision to Enter World War One er vel næppe en ny bog. Den udkom i 2012.
Den blev heller ikke promoveret kommercielt af pressen, trods forfatterens langvarige, ærefyldte karriere som en Time magazine korrespondent og senere som vicepræsident for Heritage Foundation.
Min egen, kortvarige kontakt med Pines var vor fælles tilstedeværelse i et panel ved the Philadelphia Society i 1986, hvor vi blev stillet over for hinanden som henholdsvis kritiker og forsvarer for de neokonservatives indflydelse på Amerikas konservative bevægelse. Vore meningsudvekslinger var ret så bitre og jeg så aldrig igen den person jeg ‘sloges’ med. Jeg forsøgte dog at finde Pines efter at have læst hans bog, men alle mine bestræbelser har fejlet.
Jeg ønskede at lykønske ham med dette værk, der repræsenterer en fyldestgørende del af hvorfor U.S. skulle have holdt sig ude af 1. Verdenskrig. Pines viser også (hvis der skulle være behov for det) at fra begyndelsen havde den amerikanske regering taget side i den europæiske konflikt og undladt at benytte enhver lejlighed til at forhandle fred mellem de krigsførende parter.
De fleste af disse argumenter er blevet fremført førhen, fra Harry Elmer Barnes i 1920’erne til the
Cato Institute’s Jim Powell i 2009 og mindre dramatisk i de historiske studier ved Justus Doenecke. Faktisk er der så mange fornuftige revisionistiske historikere der har skrevet om Amerikas deltagelse i 1. Verdenskrig, at det ville kræve adskillige sider at opliste dem. Uanset hvor overbevisende deres ræsonneren og beviser er, så er disse lærde i stor træk blevet overset af den nationale presse, og siden fremkomsten af neokonservatismen også i etablerede Republikanske publikationer.
Dette kan meget vel forklare skæbnen ved Pines studium, der er skrevet med stor overbevisning og virkelig godt dokumenteret. Hans indrømmelser af, at et oprigtigt forsøg på at forhandle fred ville have været bedre for den amerikanske militære intervention på Allieret side, og hans ret så tydelige afsky for Wilsons “korstog for demokratiet” kan meget vel have kostet ham velvilje hos de som ellers har været hans allierede gennem lang tid.
Lad mig dog bemærke at jeg ikke helt og aldeles deler Pines synspunkt som den kommer til udtryk i hans bogs titel, at Amerikas medvirken i 1. Verdenskrig på sæt og var med til at lade bolsjevikkerne indføre diktatur i Rusland og efterfølgende Hitlers hærger over Europa.
Amerikas tab i Den Store Krig var over 115000 soldater der mistede livet, en garant for en uretfærdig fredsaftale, og så var det medvirkende til at gøre U.S. til det som Walter McDougall karakteriserede som en “korsfarer nation” førende det som Richard Gamble har beklaget som “krige for retfærdighed.”
De ting er slemme nok i sig selv uden at man behøver lægge skylden på Wilson for den skæbnesvangre beslutning (der forresten fik overvældende Republikansk støtte) der igen førte til handlinger den ikke have særlig megen indflydelse på.
Weimar Republikken ville have overlevet trods De Allieredes bestræbelser for at pålægge obskøne erstatningskrav på Tysklands konstitutionelle demomkrati samtidig med med alene pålagde tyskerne skylden for en krig de tabte.
Det var effekterne af Den Store Depression og en række tilfældigheder, foranlediget ved præsident Hindenburgs rådgivere der førte Nazisterne til magten. Selvom fortsættelsen af monarkiet (en muliged Wilson rasede imod) kunne have forhindret den katastrofe fra at indtræffe så ville Republikken have klaret skærene om ikke andre forhold havde været til stede.
Bolschevikerne greb magten fordi Ruslands zarregering var plumpet, uden omtanke, ind i en krig som man ikke kunne komme ud af. Ulig den provisoriske regering der fik magten fra zarregimet i marts 1917 lovede Lenin og hans kammesjukker at trække Rusland ud af den blodige tilsyneladende evindelige kamp. Bolshevikkerne overtog magten ved at tillade at Øsfronten faldt sammen,
Selvom Wilson regering forsøgte at holde russerne inde i krige samtidig med man appellerede til “demokratisk” broderskab mod “tyske militarisme,” var det på det tidspunkt hvor U:S. gik ind i krigen, den russiske front i opløsning og Kommunisterne ventede blot på at slå til. Selvom mange bedrøvelige synder kan tilskrives de amerikanske interventionister så er Bolshevik coup d’état ikke en af dem. Det var tyskerne der bragte Lenin fra eksilet i Schweiz tilFinland Station i Petrograd, for at få den russiske fjende ud af krigen.
Pines overser, eller har ikke med, muligheden for at fortælle den sande historie om sænkningen af den britiske luksusliner Lusitania ved en tysk u-båd ud for den irske kyst den 5. maj, 1915. Den tyske regering havde advaret amerikanske passagerer om faren og om at holde sig borte fra “krigsfartøj.” Resultatet var at 128 amerikanere døde som følge af ubådsangrebet, og det tillod Wilosn og hans pro-britiske regering at være mere direkte i deres erklærede pro-Allierede sympatier.
Udenrigsminister Willliam Jennings Bryan, trak sig da det blev åbenbart, hvilken retning præsidenten var på vej ud i. Bryans efterfølger (on onkel til John Foster Dulles) Robert Lansing var glødende for den Allierede side. Pines behandler det som et mysterium, som en katastrofal fejl at Lusitania blev torpederet, men kommer så med denne information: I december 2008 “fandt dykkere nye dele til puslespillet” om hvorfor skibet sank så hurtigt.” Den følgende rapport givet af den britiske Daily Mail (December 19, 2008) bekræftede at skibet medførte granater og ammunition der skulle bruges til at slå tyske soldater ihjel. Skibet sank så hurtigt netop fordi kontrabande lasten eksploderede med det samme da en torpedo ramte. Den samme artikel nævner også at Churchill glædede sig over ødelæggelsen af skibet fordi han håbede den episode ville trække U.S. ind i krigen.
Trods denne udeladelse demonstrerer Pines at de konventionelle beretninger om den ‘tyske fare’ mod U.S. i 1917 ikke var korrekte. Tyskland udgjorde absolut ingen “militær eller sikkerhedsrisiko” for U.S., da Wilson lod U:S. komme ind i krigen foråret 1917.
“Den ægte realitet ved den tid var, at den særdeles blodige og ressourcekrævende stilstand som krigen var havnet i, gjorde at ingen nation ville fremstå sejrrig eller stabil, men være sårede og desillusionerede.”
Tyskerne havde vendt sig til ubådsangreb mod Allierede skibe, for at bryde en britisk blokade der krævede mange hundredtusinder tyskeres liv gennem sult, og som kan have slået flere tyskere ihjel end alle bombetogterne under 2. Verdenkrigs fra De Allieredes side. Pines påpeger at Wilson var i bund og grund helt ligeglade med brug af dette frygtelige våben (blokade) der var stik imod international lov (dog var det tilladt for England, der nægtede at underskrive Haag konventionen der forbød det). Hungersblokaden blev først hævet i marts 1919, måneder efter “den dikterede Versailles Fredsaftale.” (Tyskerne fik ikke noget at skulle have sagt i de forhandlinger.)
For fuldstændighedens skyld skal nævnes at det var Winston Churchill som First Lord of the Admiralty der indledte blokaden i Nordsøen den 1. august, en dag før tyskerne trådte ind i krigen, det er altså på samme tidspunkt som Storbritanniens allierede, Rusland, mobiliserede en million soldater ved den tyske og østrigske-polske grænse. Under disse omstændigheder finder Pines det særdeles vanskeligt, nærmest umuligt, at give tyskerne og ‘østrigerne hovedskylden for udbruddet af krigen. De var, som den tyske regering beklagede, “omringet” af fjendtlige styrker, nemlig Rusland, Frankrig og lidt længere borte England.
Og det kan have set ud som om at tyskerne er blevet lokket til at affyre det første skud, ud over den kendsgerning at uanset hvor krigerisk franskmændende havde ageret før Krigen, så syntes de virkelig overrasket over da de tyske hære kom strømmende ind i deres land.
Det var Centralmagterne, aldrig De Allierede, der fra 1916 og fremover gerne så en afslutning på krigen gennem en forhandlet fred, og som greb de foreslåede amerikanske indsatser (dog ikke oprigtige) til forhandling. I 1917, oplevede tyskerne, til deres store lettelse at Østfronten blev lettet for presset, men deres allierede Østrig-Ungarn, Bulgarien og Tyrkiet var også militært ved at kollapse og forsøgte desperat at komme ud af krigen.
Selvom Pines helt korrekt observerer at et totalt triumferende Kejser Tyskland ikke ville have opført sig pænere end den side der besejrede den holder han også fast ved at Tyskland ikke ville have været i stand til at diktere sådan en fred, selvom U.S. ikke var gået ind i krigen. Dette er måske den mest oplysende del af Pines værk og med til at vise at Tyskland, ved sluningen af 1917, var blevet så grundigt drænet for ressourcer i den kværnende krigs tre år, at det ville have været yderst svært for hærene at opnå en ensidet fred.
I efteråret 1917 kæmpede Tyskland uden nogen brugbare allierede mod fjender der talmæssigt var Tyskland overlegen. Uanset om Amerika sluttede sig til konflikten ville den britiske blokade fortsætte og kvæle Vaterland. Ydermere havde Tyskland ikke det antal på Vestfronten der skulle til for at opnå et fortrin, hvis og når man kunne slutte krigen. Naturligvis havde briterne ingen grund til at afslutte krigen uden helt og aldeles at have knust Kejser Tyskland, hvilket havde været deres erklærede mål siden 1914, da de sådan set altid havde regnet med (og med god grund) at U.S. eventuelt ville træde ind i krigen.
Pines har helt ret i at det kun var få amerikanere der beskæftigede sig eller skrev om dette emne og synes at være klar over det. Ved begyndelsen af november 1918 var den tyske militærkommando sådan set kollapset - panik og depression - som følge.
Eric Ludendorff og hans stab forsøgte ihærdigt at få Kejseren til at abdicere. Dette blev gjort for at følge op på Woodrow Wilson anti-monarkistiske indstilling og opnå de relative mindre hårde fredsbetingelser skitseret af Wilson i hans Fourteen Points, der lovede en “fred uden anneksioner og erstatninger.” (en sådan fred, observerer Pines, blev hårdt skudt i sænk da den hævngerrige side hos de sejrende fik overtaget)
Ulig Ludendorff advarede den tyske civile regering mod opløsning af Tysklands Vestfront, der ville gøre at landet ville være overladt til de hævngerrige fjenders nåde. Vi bør også erindre at i juli 1917, stemte et flertal i Reichtag for “en fred uden anneksioner.”
Der er vel næppe brug for at nævne af hverken det tyske militær eller de Allierede fandt disse fredsbetingelser acceptable. Men der var de i den tyske regering som havde ønsket “fred uden anneksioner” der senere gik ind for at beskytte Vaterland mod de Allieredes invasion.
Beskyldningen om “kniven i ryggen” der er blevet benyttet til at forklare Tysklands nederlag blev især brugbar for nogle militære ledere der indtog mindre heroiske standpunkter ved krigens slutning. Endelige, så blev vreden over den måde Tyskland blev behandlet på efter våbenhvilen ikke kun noget der kom til at præge den nationalistiske højrefløj.
http://www.americanthinker.com/articles/2017/04/was_american_intervention_in_ww_i_justified.html#ixzz4ddpRlpLp
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar