Afrika: Før og efter kolonialismen
Fra deres luksuriøse lejligheder og over de overdådige middagsborde har de pseudo-intellektuelle den luksus at skildre elendigheden og sygeligheden som værende idyllisk, fredelig, noget besættende og harmonisk.
Når de velhavende opgiver deres jordiske besiddelser for at vende tilbage til det simple liv så er det altid med hjælp af sofistikeret teknologi og at man sikre sig muligheden for at blive fløjet tilbage til et hospital hvis det bliver nødvendigt. Kan det derfor undre at den typiske “ensidede kolonihistorie” er blevet fremholdt af den relativt velstående intellektuelle elite?
Teorier om udnyttelse, Marxismen hos nogen, stammede fra Vestens intellektuelle, ikke fra afrikanske bønder. Det er udelukkende denne klike der har råd til at lægge myte på myte om et system der i bund og grund har gavnet almindelige mennesker.
Hvad menes der med ‘gavnet’? Naturligvis er præmissen her at udvikling, så længe den ikke er påtvunget, er ønskværdigt og at det materielle fremskridt er godt. Britiske kolonister i Afrika fik fjernet megen elendighed, sygdom og død forbundet med manglen på udvikling. I den udstrækning at dette bliver fordømt, er Rousseau myten om den ædle, lykkelige vilde tilgivet.
Helt sikkert valgte Afrikas fattige ikke selv at have disse elendige forhold de måtte lide under. Når samme afrikanere så først er blevet introduceret til drikkebart rent vand, sanitet, transport og grundlæggende lægehjælp så er det kun ganske få der ville leve dem foruden. Endnu færre afrikanere ville ønske at vende tilbage til Den Indfødtes Traditions Lov, når de først er blevet introduceret til den ide, at deres liv ikke længere er den øverste Høvdings ejendom, som han gjorde med som han lyster.
Det er “gennemført absurd at mene at kannibalismen, slaveriet, troldomsterapien og drabet på de gamle skulle være i overensstemmelse med den samme ‘værdighed’ eller ‘gyldighed’ som gammeldags sikkerhed, videnskabelig begrundet medicin og metal smedekunst,” bemærkede antropologen George Peter. Mens gamle vaner og traditioner har svært ved at slippe, foretrækker de fleste “mennesker Vestens teknologi og ville hellere kunne give deres børn og ældre føde fremfor at slå dem ihjel,” bemærker han i Culture Matters: How Values Shape Human Progress.
Og Vesten har i det store og hele elimineret “mange af de værste, mest udbredte epidemiske sygdomme i Vestafrika,” Spørg Moeletsi Mbeki, bror til Sydafrikas tidligere præsident Thabo Mbeki. Han har indrømmet at “gennemsnitafrikanerne er (i dag) fattigere end under kolonialismen.”
FILE PHOTO: Alexandra Township, an informal settlement for thousands of South Africans who lack the means to get a proper home, South Africa, July 28, 2016. REUTERS/Siphiwe Sibeko/File Photo
På trods af det - og uanset om de bliver eller er smidt ud - lægges skylden for alle dårligdomme i denne tilbagestående og mørke region på vesterlændingene. En påstand, som er helt forkert er, at kolonimagterne plyndrede Afrika og ikke førte profiterne tilbage. Dette manifests absurditet kan tilbagevises ved de store indsatser i landbrug, minedrift, handel og industri over hele kontinentet. Al infrastrukturen i Afirka blev skabt af kolonimagterne. “Så langt fra at dræne al velstand fra de mindre udviklede lande,” som P.T. Bauer så udførligt dokumenterede i Equality, the Third World, and Economic Delusion så “hjalp britisk industri til at skabe den her (i Afrika).”
En anden meget udbredt, og lige så usandsynlig, påstand er at Vesten, der har haft tråde lige fra sub-Sahara Afrika og sydøst Afrika lang tid før kolonisationen, blev rige på bekostning af fattige nationer. Hvordan forklarer vi så at de skandinaviske lande, Schweiz og Australien har nået nogle af verdens højeste levestandarder? Trods alt havde ingen af disse nationer kolonier (udover Australien, der efter 1. Verdenskrig fik suverænitet over det tidligere tyske protektorat som nu er Papua/New Guinea). De nævnte lande var rige uden nogen rigtig tilknytning til den underudviklede verden. De mest velstående og mest fremmelige lande var selv engang kolonier: Nordamerika og Australien.
Som Bauer så overbevisende viste har Vestens menneskelige ressourcer, og ikke nogen udnyttelse af den tilbagestående verden, været med til dennes fremgang og oplysning.
Langt mindre legitim er påstanden om at kontakten med de foretagsomme europæere og asiater har ‘svækket’ Afrika. De regioner der har haft den mest intense kommercielle kontakt med Vesten er de langt mest udviklede. De andre regioner har kun mindre kontakt. Sammenlign folkene i Vestafrika, dele af Øst- og Sydafrika og indbyggerne i Afrikas havnebYer med ørken- og skovfolk som buskmændene og pygmæerne. Eller med det aldrig koloniserede Liberia, Afghanistan, Tibet og Nepal.
Vi kan heller ikke lægge skylden for Afrikas tragedie på den meget forhadte udnyttelse af naturressourcerne. De fleste naturressourcer er ubrugelige i sig selv. Uden menneskets iderigdom ville - jern, aluminium, kul og olie - være uden værdi og formål i ødemarken og energitilgangen i verden ville være lig 0. Sådan var forholdet i før kolonitidens Afrika, som kolonimagterne introducerede for hjulet og transportmidler.
“Det meste af Storbritanniens koloniale Afrika blev forvandlet i løbet af kolonitiden,” skriver Bauer også i Equality, the Third World, and Economic Delusion:
“På Guldkysten var der cirka 3000 børn der gik i skolen ved begyndelsen af det 19. århundre, hvorimod midt i 1950’erne der var over en halv million. Tidligt i 1890’rne var der på Guldkysten ingen jernbaner eller veje, men kun junglestier. Transport af varer var ved menneskelige bærere eller kanoer.”
,
Før kolonialismen var Sub-Sahara Afrikas økonomi, bytte og tuskhandel. På grund af koloniseringen blev det en pengeøkonomi. Før kolonialismen var der kun stier og grusveje hvorpå mennesker bar deres varer på ryggen. Under koloniseringen blev der bygget veje. I tiden før koloniseringen gjorde det at alt var så usikkert at ingen turde investere i Afrika. I kolonitiden blomstrede investeringerne. Med kolonitidens administratorer fulgte topmoderne landbrugsdrift, introduceret af kolonisterne og af “udenlandske private organisationer under kolonimagtens beskyttelse, og ofte under med de mest formidable udfordringer og forhindringer.”
“I britisk Vestafrika er den offentlige sikkerhed og sundhed blevet forbedret så det er helt utroligt....at kunne rejse fredeligt er muligt, slaveri og slavehandel og hungersnød blev praktisk talt elimineret, og udbrud af de værste sygdomme reduceret.’ Dødeligheden faldt, befolkningstallet øgedes, kommunikationerne og den ‘fredelige kontakt indenfor Afrika og med verden udenfor’ blev bedre og forstærkedes i de britiske kolonier.”
Lige så uens og problematisk som fremskridtene ofte var så “begyndte overalt i Det Sorte Afrika det moderne økonomiske liv med koloniperioden.”
“Økonomisk modernitet kunne ikke være blevet sat i værk uden hjælp fra imperiets struktur,” fastholder økonomen Niall Ferguson.
I Afrika stod koloniregeringerne over for “forhold der var meget lidt gunstige med hensyn til materiel udvikling,” der var borger- og stammekrige og slaveri. Ved at oprette et styre baseret på lov, ved at beskytte den private ejendomsret og påtvinge relationer bundet op på aftaler og kontrakter, ved at bygge infrastruktur og organisere “grundlæggende lægehjælp,” og ved at introducere moderne såvel finansielle som juridiske institutioner - forstærkede kolonimagterne snarere end hindrede fremskridtene. Selvom - eller måske fordi - alle disse forbedringer gik op imod de traditionelle sædvaner fremmede de også den materielle velstand på kontinentet.
.
Det er oplagt at politisk uafhængighed ikke er det samme som materielle fremskridt. Men forklaringer baseret på forurettelse har det med at forstærke sig selv. Før uafhængigheden blev det at Afrika var tilbagestående tillagt kolonialismen. Efter uafhængigheden, erstattede neokolonialismen kolonialismen som dagens undskyldning for den fiasko det har været for de afrikanske ledere i at forbedre deres folks tunge byrder. Neokolonialimsen er erstatningen for enhver uheldig kondition der nu ikke længere kan pålægge kolonialismen.
Pizza Hut der åbner udsalg i Lima kan man med god ret skildre som den moderne Pizzaro der slog ned på Inkaerne - nævner journalisten Henri Astier.
Ved sjældne lejligheder kan interesserne hos en afrikansk politiker og hans folk være sammenfaldende. Ved en sådan lejlighed, og i ren desperation, spurgte den tidligere præsident for Sierra Leone, afdøde Ahmad Tejan Kabbah, og hvor livstidslængden er blot 49 år, en besøgende britisk politiker i overværelse af journalister “om det kunne være muligt for hans land igen at blive en del af Det Britiske Imperium.”
Vesten er hvad det er blevet til på grund af den menneskelige ‘kapital’ - mennesker med fremragende ideer og evner, i stand til at forny sig, skabe noget, udforske, dyrke videnskab, filosofi. Menneskelig handling er den ultimative bedømmelse af et menneskes værd, den samlede indsats af mange menneskers handlinger kan skabe eller nedbryde et samfund.
Overordnet set er det amerikanske samfund de forskellige afrikanske og arabiske samfund overlegen fordi Amerika stadig er befolket af de enkeltindivider der gør det muligt at skabe et blomstrende samfund.
Adapted from Into the Cannibal’s Pot: Lessons for America From Post-Apartheid South Africa (2011) by ILANA Mercer. Ilana’s latest book is The Trump Revolution: The Donald’s Creative Destruction Deconstructed (June, 2016).
Ilana Mercer
http://dailycaller.com/2017/03/26/africa-before-colonialism-and-after-colonialism/#ixzz4cVMYMOTO
Fra deres luksuriøse lejligheder og over de overdådige middagsborde har de pseudo-intellektuelle den luksus at skildre elendigheden og sygeligheden som værende idyllisk, fredelig, noget besættende og harmonisk.
Når de velhavende opgiver deres jordiske besiddelser for at vende tilbage til det simple liv så er det altid med hjælp af sofistikeret teknologi og at man sikre sig muligheden for at blive fløjet tilbage til et hospital hvis det bliver nødvendigt. Kan det derfor undre at den typiske “ensidede kolonihistorie” er blevet fremholdt af den relativt velstående intellektuelle elite?
Teorier om udnyttelse, Marxismen hos nogen, stammede fra Vestens intellektuelle, ikke fra afrikanske bønder. Det er udelukkende denne klike der har råd til at lægge myte på myte om et system der i bund og grund har gavnet almindelige mennesker.
Hvad menes der med ‘gavnet’? Naturligvis er præmissen her at udvikling, så længe den ikke er påtvunget, er ønskværdigt og at det materielle fremskridt er godt. Britiske kolonister i Afrika fik fjernet megen elendighed, sygdom og død forbundet med manglen på udvikling. I den udstrækning at dette bliver fordømt, er Rousseau myten om den ædle, lykkelige vilde tilgivet.
Helt sikkert valgte Afrikas fattige ikke selv at have disse elendige forhold de måtte lide under. Når samme afrikanere så først er blevet introduceret til drikkebart rent vand, sanitet, transport og grundlæggende lægehjælp så er det kun ganske få der ville leve dem foruden. Endnu færre afrikanere ville ønske at vende tilbage til Den Indfødtes Traditions Lov, når de først er blevet introduceret til den ide, at deres liv ikke længere er den øverste Høvdings ejendom, som han gjorde med som han lyster.
Det er “gennemført absurd at mene at kannibalismen, slaveriet, troldomsterapien og drabet på de gamle skulle være i overensstemmelse med den samme ‘værdighed’ eller ‘gyldighed’ som gammeldags sikkerhed, videnskabelig begrundet medicin og metal smedekunst,” bemærkede antropologen George Peter. Mens gamle vaner og traditioner har svært ved at slippe, foretrækker de fleste “mennesker Vestens teknologi og ville hellere kunne give deres børn og ældre føde fremfor at slå dem ihjel,” bemærker han i Culture Matters: How Values Shape Human Progress.
Og Vesten har i det store og hele elimineret “mange af de værste, mest udbredte epidemiske sygdomme i Vestafrika,” Spørg Moeletsi Mbeki, bror til Sydafrikas tidligere præsident Thabo Mbeki. Han har indrømmet at “gennemsnitafrikanerne er (i dag) fattigere end under kolonialismen.”
FILE PHOTO: Alexandra Township, an informal settlement for thousands of South Africans who lack the means to get a proper home, South Africa, July 28, 2016. REUTERS/Siphiwe Sibeko/File Photo
På trods af det - og uanset om de bliver eller er smidt ud - lægges skylden for alle dårligdomme i denne tilbagestående og mørke region på vesterlændingene. En påstand, som er helt forkert er, at kolonimagterne plyndrede Afrika og ikke førte profiterne tilbage. Dette manifests absurditet kan tilbagevises ved de store indsatser i landbrug, minedrift, handel og industri over hele kontinentet. Al infrastrukturen i Afirka blev skabt af kolonimagterne. “Så langt fra at dræne al velstand fra de mindre udviklede lande,” som P.T. Bauer så udførligt dokumenterede i Equality, the Third World, and Economic Delusion så “hjalp britisk industri til at skabe den her (i Afrika).”
En anden meget udbredt, og lige så usandsynlig, påstand er at Vesten, der har haft tråde lige fra sub-Sahara Afrika og sydøst Afrika lang tid før kolonisationen, blev rige på bekostning af fattige nationer. Hvordan forklarer vi så at de skandinaviske lande, Schweiz og Australien har nået nogle af verdens højeste levestandarder? Trods alt havde ingen af disse nationer kolonier (udover Australien, der efter 1. Verdenskrig fik suverænitet over det tidligere tyske protektorat som nu er Papua/New Guinea). De nævnte lande var rige uden nogen rigtig tilknytning til den underudviklede verden. De mest velstående og mest fremmelige lande var selv engang kolonier: Nordamerika og Australien.
Som Bauer så overbevisende viste har Vestens menneskelige ressourcer, og ikke nogen udnyttelse af den tilbagestående verden, været med til dennes fremgang og oplysning.
Langt mindre legitim er påstanden om at kontakten med de foretagsomme europæere og asiater har ‘svækket’ Afrika. De regioner der har haft den mest intense kommercielle kontakt med Vesten er de langt mest udviklede. De andre regioner har kun mindre kontakt. Sammenlign folkene i Vestafrika, dele af Øst- og Sydafrika og indbyggerne i Afrikas havnebYer med ørken- og skovfolk som buskmændene og pygmæerne. Eller med det aldrig koloniserede Liberia, Afghanistan, Tibet og Nepal.
Vi kan heller ikke lægge skylden for Afrikas tragedie på den meget forhadte udnyttelse af naturressourcerne. De fleste naturressourcer er ubrugelige i sig selv. Uden menneskets iderigdom ville - jern, aluminium, kul og olie - være uden værdi og formål i ødemarken og energitilgangen i verden ville være lig 0. Sådan var forholdet i før kolonitidens Afrika, som kolonimagterne introducerede for hjulet og transportmidler.
“Det meste af Storbritanniens koloniale Afrika blev forvandlet i løbet af kolonitiden,” skriver Bauer også i Equality, the Third World, and Economic Delusion:
“På Guldkysten var der cirka 3000 børn der gik i skolen ved begyndelsen af det 19. århundre, hvorimod midt i 1950’erne der var over en halv million. Tidligt i 1890’rne var der på Guldkysten ingen jernbaner eller veje, men kun junglestier. Transport af varer var ved menneskelige bærere eller kanoer.”
,
Før kolonialismen var Sub-Sahara Afrikas økonomi, bytte og tuskhandel. På grund af koloniseringen blev det en pengeøkonomi. Før kolonialismen var der kun stier og grusveje hvorpå mennesker bar deres varer på ryggen. Under koloniseringen blev der bygget veje. I tiden før koloniseringen gjorde det at alt var så usikkert at ingen turde investere i Afrika. I kolonitiden blomstrede investeringerne. Med kolonitidens administratorer fulgte topmoderne landbrugsdrift, introduceret af kolonisterne og af “udenlandske private organisationer under kolonimagtens beskyttelse, og ofte under med de mest formidable udfordringer og forhindringer.”
“I britisk Vestafrika er den offentlige sikkerhed og sundhed blevet forbedret så det er helt utroligt....at kunne rejse fredeligt er muligt, slaveri og slavehandel og hungersnød blev praktisk talt elimineret, og udbrud af de værste sygdomme reduceret.’ Dødeligheden faldt, befolkningstallet øgedes, kommunikationerne og den ‘fredelige kontakt indenfor Afrika og med verden udenfor’ blev bedre og forstærkedes i de britiske kolonier.”
Lige så uens og problematisk som fremskridtene ofte var så “begyndte overalt i Det Sorte Afrika det moderne økonomiske liv med koloniperioden.”
“Økonomisk modernitet kunne ikke være blevet sat i værk uden hjælp fra imperiets struktur,” fastholder økonomen Niall Ferguson.
I Afrika stod koloniregeringerne over for “forhold der var meget lidt gunstige med hensyn til materiel udvikling,” der var borger- og stammekrige og slaveri. Ved at oprette et styre baseret på lov, ved at beskytte den private ejendomsret og påtvinge relationer bundet op på aftaler og kontrakter, ved at bygge infrastruktur og organisere “grundlæggende lægehjælp,” og ved at introducere moderne såvel finansielle som juridiske institutioner - forstærkede kolonimagterne snarere end hindrede fremskridtene. Selvom - eller måske fordi - alle disse forbedringer gik op imod de traditionelle sædvaner fremmede de også den materielle velstand på kontinentet.
.
Det er oplagt at politisk uafhængighed ikke er det samme som materielle fremskridt. Men forklaringer baseret på forurettelse har det med at forstærke sig selv. Før uafhængigheden blev det at Afrika var tilbagestående tillagt kolonialismen. Efter uafhængigheden, erstattede neokolonialismen kolonialismen som dagens undskyldning for den fiasko det har været for de afrikanske ledere i at forbedre deres folks tunge byrder. Neokolonialimsen er erstatningen for enhver uheldig kondition der nu ikke længere kan pålægge kolonialismen.
Pizza Hut der åbner udsalg i Lima kan man med god ret skildre som den moderne Pizzaro der slog ned på Inkaerne - nævner journalisten Henri Astier.
Ved sjældne lejligheder kan interesserne hos en afrikansk politiker og hans folk være sammenfaldende. Ved en sådan lejlighed, og i ren desperation, spurgte den tidligere præsident for Sierra Leone, afdøde Ahmad Tejan Kabbah, og hvor livstidslængden er blot 49 år, en besøgende britisk politiker i overværelse af journalister “om det kunne være muligt for hans land igen at blive en del af Det Britiske Imperium.”
Vesten er hvad det er blevet til på grund af den menneskelige ‘kapital’ - mennesker med fremragende ideer og evner, i stand til at forny sig, skabe noget, udforske, dyrke videnskab, filosofi. Menneskelig handling er den ultimative bedømmelse af et menneskes værd, den samlede indsats af mange menneskers handlinger kan skabe eller nedbryde et samfund.
Overordnet set er det amerikanske samfund de forskellige afrikanske og arabiske samfund overlegen fordi Amerika stadig er befolket af de enkeltindivider der gør det muligt at skabe et blomstrende samfund.
Adapted from Into the Cannibal’s Pot: Lessons for America From Post-Apartheid South Africa (2011) by ILANA Mercer. Ilana’s latest book is The Trump Revolution: The Donald’s Creative Destruction Deconstructed (June, 2016).
Ilana Mercer
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar