Kristendommen grundlagt på den historiske kendsgerning- Opstandelsen
3 konversioner der skulle forandre historien.
Da Saulus fra Tarsus blev en der gik i Jesu fodspor, ændredes historien for evigt. Da Martin Luther havde sin konversion ved “Tårn oplevelsen” i kostret i Wittenberg 1519, og Den protestantiske Reformation” blev resultatet. Da C.S. Lewis forlod ateismen til fordel for Kristendommen,........
Jesu apostle og andre disciple var villige til at dø for ham. Og hvad så? Har tilhængere af andre religiøse ledere og tilhængere af politiske ledere ikke også været villige til at dø for dem? Hvad er det der gør Jesu efterfølgere så enestående i denne henseende?
Jeg behandler dette meget vigtige spørgsmål i min nye bog, “Jesus on Trial: A Lawyer Affirms the Truth of the Gospel,” fordi jeg altid har spekuleret og tænkt tanker over dette. Hvad er det der karakteriserer kristne martyrer - om der er noget?
Lærd i Det Nye Testamente, Gary Habermas tilbyder en indsigt jeg ikke have overvejet før, og jeg synes den er stærkt appellerende.
“En stor forskel,” argumenterer han “er det altafgørende og skelsættende. Som med andre eksempler på religiøs- eller politisk tro, troede disciplene på, og fulgte deres leders lære. Men ulig alle andre havde disciplene mere end blot deres tro; de havde set den opstandne Jesus. Dette er den altafgørende forskel. Deres tro var sand netop på grund af Opstandelsen.”
Habermas cementerer sin pointe med nogle flere spørgsmål: “Hvilket er mest sandsynligt - at en ideologi vi tror på er sand, eller at vi og et antal andre så en ven adskillige gange i den sidste måneds tid? Hvis evigheden har base i konsekvenserne ville vi da snarere sætte vor tillid til sandheden om et særligt religiøst eller politisk synspunkt, eller ville vi hellere have at konsekvenserne er en følge af gentagne tilfælde af at se en person?”
Dette er fascinerende - og kræver eftertanke - ikke sandt? Modsat konventionel visdom er Kristendommen med base i historien - i historiske kendsgerninger. Troen kom ikke først; historien kom først og derpå fulgte troen. Faktisk var mange af disciplene rådvilde og deprimerede da Jesus døde - indtil de blev vidner til, med egne øjne, at se hans kropslige genopstandelse.
Det var ikke noget de forestillede sig - de så ham. De forventede ikke at se ham. Men da han dukkede op for dem i sit legeme, beviste han for dem at han var ægte. Han spiste med dem; de rørte ved ham; han talte med dem; han åbnede Skrifterne for dem og viste dem, hvor disse pegede på ham, hans syndfrie liv, hans korsfæstelse og hans midlertidige død på korset for os.
Han viste sig første gang for en kvinde. Er dette noget skribenterne i Det Nye Testamente ville have fundet på dersom de havde sammenbrygget en utroværdig historie, hvor religionen de ville forkynde på hans vegne skulle baseres? På de tider blev kvinders øjenvidneberetninger ikke vurderet som nær så troværdige som mænds.
Han fremstod 12 gange i genopstanden form for forskellige antal mennesker ved forskellige lejligheder; i et tilfælde var der flere end 500 til stede. Apostlen Paulus skrev om dette særlige øjeblik sådan cirka 20 år efter Kristi død, da mange folk der havde været til stede ved begivenheden ville have kunnet bekræftet, eller afkræftet, hans beretning. Han udfordrede dem til at modsige den. Det gjorde ingen.
Ville apostlene have ‘forvandlet’ sig fra uansvarlige ikke troende til djærve fortalere af Evangeliet om ikke de havde været vidner til, og set, Jesus Kristus, i hans legemliggjorte opstandelse? Hvilket incitament ville de have haft for at lade sig underlægge krænkelser, latterliggørelse, mishandling og martyrdøden om ikke de havde set ham?
En ting er at formode at nogen ville dø for en ideologi han tror på selv uden fysisk bevis; noget helt andet er at mennesker skulle dø for noget de vidste sådan set var forkert. For hvis Jesus Kristus var forblevet i graven, og ikke havde vist sig for dem, så ville de sandsynligvis have troet at deres tidligere håb havde været falsk, men under alle omstændigheder ville de ikke have fabrikeret en mytisk beretning om at de havde set ham i live, for blot at få fornøjelsen at dø for - ingenting. Tænk venligst. nærmere over det et øjeblik.
Nej, disse efterfølgere døde ikke for en abstrakt ideologi. De ‘udviklede’ ikke en eller anden opfindsom teologi, hvorom de kunne bygge en religion - uden grund. De var øjenvidner til den allermest skelsættende begivenhed i menneskehedens historie, og deres tro var bygget op om den.
Deres teologi var begrundet i den historiske kendsgerning om den legemliggjorte opstandelse af Jesus Kristus, der som Paulus indrømmede er altafgørende for validiteten af autenciteten i den Kristne Tro.
For som Paulus sagde, “Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.” 1. Korintherbrev 15:14-19.
Virkeligheden bag den historiske Genopstandelse, mine venner, er af al betydning og fundamental for Kristendommen. Vi kristne benægter ikke at vor tro er afhængig af opstandelsen. Det kan vi ikke. Troen er ikke baseret på sløv spekulation. Den er ikke baseret på menneskeskabt ideologi. Den er grundlagt på den historiske sandhed om Kristus som menneske, hans syndefri liv, hans lidelse, hans død og hans opstandelse.
De bibelske optegnelser er kommet til os med fejlfri omhyggelighed som de oprindeligt blev skrevet af utallige troværdige øjenvidner, der havde den største motivation man kan forestille sig til at bringe disse “gode nyheder” til Jordens fjerneste afkroge. Det gjorde de.
David Limbaugh is a writer, author and attorney. His latest book is “Jesus on Trial: A Lawyer Affirms the Truth of the Gospel.”
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar