Argentinas fristed for flygtede nazister
20 år efter Erich Priebke blev pågrebet forsøger nogle i Bariloche at forlige sig med byens legendariske tavshed
Som knægt gik Hans Schulz, søn af et Hitler Jugend medlem, og med blå øjne, hver eftermiddag op af en lille bakke fra den tyske skole og til hans hvide ‘stucco’ hjem i Argentinas skisportssted Bariloche, ikke så langt fra en isbelagt sø omgivet af Andesbjergne. Når han var hjemme fandt han ofte sin far - præsident for byens Tysk-Argentinske Kulturforening - siddende sammen med sin vicepræsident og nære ven, en alvorlig, meget respekteret ejer af en delikatesseforretning - Erich Priebke.
Priebke også rektor for byens tyske skole Colegio Aleman, havde også sin hustru med og alle dansede de i dagligstuen. Ved Halloween kom han udklædt som pirat. Med tiden fik Priebke - der kom til Argentina efter 2. Verdenskrig - forstødt Schulz’ far, som var født i byen, og han blev selv præsident for Den Tyske Forening. “Han indtog Bariloche,” husker Schulz “og steg, steg, steg.”
Oktober sidste år døde Priebke i Rom, hvor han havde tilbragt sine sidste år i husarrest, afsonende en livstidsdom for sin rolle i massakren på 335 civile ved Ardeatine hulerne i 1944, da han var kaptajn i Nazi SS. Men fra 1946, da han blev smuglet ind i Argentina og indtil 1994, da TV journalisten Sam Donaldson konfronterede ham på gaden i Bariloche havde Priebke levet et liv i komfort i den Bayern lignende by her på den sydlige halvkugle.
.
Priebke’s interview med Donaldson og den efterfølgende udvisning til Italien for at skulle for en dommer for krigsforbrydelser gjorde at verdens opmærksomhed blev rettet mod Bariloche, grundlagt for mere end 100 år siden af en chilener af tysk afstamning. Bariloche var blevet et roligt tilholdssted for flygtede nazister. Priebke var blevet ført dertil af sin tidligere kammerat Reinhard Kops, en Nazi spion, der havde boet i byen under navnet Juan Maler. Josef Mengele skulle være dukket op der, kortvarigt, efter at være flygtet fra Buenos Aires da Mossad havde fanget Adolf Eichmann i 1960; en hel medieindustri kom i kølvandet på legenden om at Hitler selv havde narret alle med sit falske selvmord og boede i en lejr udenfor byen.
I dag 20 år efter Priebkes arrestation kæmper Bariloche stadig med at forlige sig med sin Nazi fortid. Nogle, herunder medlemmer af bjergbyens lille jødiske samfund, siger de gladeligt vil glemme og lade fortiden dø med Nazisterne der boede der; andre er besluttede på at benytte forbindelsen for at tiltrække turister. Andre igen, som Schulz, insisterer på, at det er på høje tid at deres fjerntliggende tyske koloni får gjort op med Det Tredje Rige og Holocaust på samme måde som Tyskland. “Bariloche har befundet sig i fortiden,” sagde Schulz, en tyndhåret skolelærer med en alvorlig mine. “Priebke døde, men spøgelserne er her endnu.”
Jeg brugte Påskemorgen på at betragte mænd i hvide kokkeskjorter og hatte der hamrede løs med hakker i det tre etagers store chokoladeæg. Bariloche er berømt for sin tyske chokolade og den årlige fejring, lige ved siden af et stenklokketårn på Plaza San Martin, med i Guinnes Book of World Records. I år var der tusinder af mennesker forsamlet på pladsen: Søde, velplejede børn med kaninører der ivrigt løb for at få chokoladestykker der blev kastet til mængden; livlige kvinder der overskred sikkerhedstærsklen for at fotografere ‘uhyret’; byens borgmester og andre embedsmænd der venligt smilede midt i kaos.
Folk samles ved Civic Centre of Bariloche, Argentina, den 8. april 2012 for at se og smage på byens 8,5 meter høje Påskeæg som Guinnes Records har som verdens største (Francisco Ramos Mejia/AFP/Getty Images)
Samtidig lige udenfor byen var en mere eksklusiv fejring der varer hele natten ved at tage form. Den 20. april var ikke blot Påske - det var Adolf Hitlers fødselsdag, hans 125. Journalisten Abel Basti, der har skrevet en kontroversiel bog hævdede af Hitler undslap til Bariloche og levede der i årtier, fortalte mig at fødselsdagsselskaberne plejede at blive holdt på et hotel i byen, men er blevet flyttet til afsidesliggende ejendomme i årene efter Priebkes arrestation.
Basti, der også har skrevet turguider til Bariloches Nazi seværdigheder, sagde han havde en spion med ved dette års fest, men lo da jeg spurgte om han kunne få mig med. “Det er alt for farligt,” sagde Basti da jeg kom med forslaget. Han havde fortalt vittigheder og smålo under hele vort interview på en tysk ølstue, men pludselig skiftede han tonefald. “Jeg er ikke sikker på han vil tale med dig,” sagde Basti. Det var meningen at “Spionen” skulle hjælpe ham med at finde det sidste billede af Hitler i live i Latinamerika, beviset på at han indtil da var forblevet i skjul. “Dette er farligt territorium,” fortsatte Basti. “Jeg ler for at være i stand til at klare alt dette hele tiden. Ellers ville jeg skrive, og skrive og derpå begå selvmord.”
Et par dage senere indvilligede Basti i at give mig telefonnummeret på hans påståede spion, en telemedarbejder med en baseballkasket der så fortalte mig han da ikke var Bastis spion. “Jeg skriver min egen guide,” fortalte manden, Pedro Filipuzzi mig. Det var ikke det hele. “Jeg har tænkt mig at påbegynde et turistbureau på dette,” gik han ivrigt videre. “Abel var klog fordi han påbegyndte de første turistguider for verdens Nazister, men jeg vil lave den første for Buenos Aires.”
Bariloche Hitler Selskabet, forklarede han, var nært knyttet til nazister i Buenos Aires. Natten før fortalte han mig havde han ringet til værten for klubben og ladet som om han var en gæst og spurgte, “Holdes der stadig et Adolf Hitler selskab?” De sagde Ja, påstod han, men han havde ikke været i stand til at omgå sikkerhedsforanstaltningerne. “Jeg talte 48 biler udenfor porten, og der var mange, mange flere indenfor,” fortalte Filipuzzi mig med vidtåbne øjne og med kraft i stemmen. “I Buenos Aires,” fortsatte han, “er der en restaurant der har en Hitler skål, men her er der den store fest.”
“Jeg troede du ledte efter det sidste foto af Hitler i live for at hjælpe Abel?” spurgte jeg. “Jo, selvfølgelig leder jeg også efter det,” svarede Filipuzzi. “Men for mig selv. Alle leder efter det.” Nogle få timer før jeg mødte Filipuzzi, påstod en taxichauffør at han kunne køre mig til et “Nazi kvarter” fire timers kørsel borte for 1000 pesos, eller et par hundrede dollars. Jeg sagde til ham jeg var interesseret, men så dukkede han rødøjet op ved mit hotelværelse og sagde han faktisk skulle køre mig til en anden tysk by tre timer borte for at finde nogen der kunne hjælpe os med at få adgang til det formodede Nazi mekka - og at han ønskede betaling på forhånd. “Dette er den eneste chance,” sagde han vredt, da jeg afslog tilbuddet.
Bariloche er en by af en vis størrelse, men de fleste af Nazi attraktionerne befinder sig på en snævert område, herunder Priebke’s Colegio Aleman, også kendt som Primo Capraro, sammen med andre tyske kulturinstitutioner.
Sammen med skisports og chokoladeindustrien der stortrives, tiltrækker byen hippier og intellektuelle; dog er der, som med andre turistdestinationer i verden, altid mennesker som Filipuzzi eller min taxichauffør på udkig efter en god forretning. Selv byens officielle turistkontor, på Plaza San Martin giver information, fra Basti’s turguide, om Nazi ‘seværdigheder’ dersom den besøgende beder om det.
Et sted der sjældent besøges af turister er Jorge Priebkes hjem, søn af Erich, et lille hus med en blomsterhave bevogtet af vrede dobermans. Huset overfor en smuk park med fyrretræer og to husblokke fra Colegio Aleman er omkranset af to metalporte. Jeg åbnede den første og kaldte på Jorge, og i samme øjeblik stod hundene gøende og skubbende til mine ben. En musegråhåret kvinde med briller spurgte hvad mit ærinde var; da jeg sagde jeg var journalist råbte hun at han var i byen og føjede til at han havde haft et hjertetilfælde. Jorge Priebke har givet en håndfuld interviews, men nu da hans far er død, fortalte kvinden mig - hans hustru - at han ønskede at få lov at være i fred. “Han er færdig,” sagde hun. Men så blev hun ved med at tale om sin afdøde sivgerfar. “Det er sådan set ikke retfærdigt når de alle sagde han var sådan et dårligt menneske, som om det hele var hans skyld,” klynkede hun gennem metalgitteret. “Og efter han døde var de alle med ‘stakkels mand.’ Men du ved hvordan de er.” “Hvem? Verden? Byen? spurgte jeg.
“Jøderne,” svarede hun. “Sådan er de altid. Men Senor Priebke gjorde en masse for denne by.” Derpå bad hun mig gå bort fra sin ejendom, idet hun sagde hun havde spisende gæster. “Helt i orden, ciao,ciao,” sagde hun som farvel.
Hendes var så langt fra det eneste forsvar for Erick Priebke jeg stødte på i Bariloche. “Det var uretfærdigt,” sagde Luis Schlik, ejeren af en bar, hvor jeg spiste og skrev, da han erfarede hvad jeg arbejdede med. Schlik er født i det nordlige Argentina, af østrigsk familie, og flyttet til Bariloche for 12 år siden, længe efter Priebke blev ført til Rom. Dog var hans holdning klippefast: “Han fulgte ordrer. Hvad med en pilot der i sit fly kaster bomber over en by og slår civile ihjel? Hvorfor er han ikke en morder? De fik en ordre. Det er det samme med Priebke.”
Ved Casa Raul boghandlen, hvor jeg købte et eksemplar af Bastis Nazi turguide, gik ejerne Nelly Garcia i færd med at forsvare sine børns tidligere rektor ved Colegio Aleman og kaldte ham “denne stakkels mand.” Da jeg sprugte om skoeln havde Holocaust på sit pensum sagde hun nej. “Der er værre massakrer der heller ikke undervises i,” sagde hun, “såsom russerne der slog sigøjnere ihjel. Hvorfor skal vi studere Holocaust?”
En af de mest prominente jødiske ledere i Bariloche er Carlos Suez, hvis DVD butik ligger lige ve d siden af Erich Priebkes gamle hus, og lige overfor gaden med Reinhard Kops’. Da jeg besøgte ham afviste han spørgsmål om hans bys nazister. “Alle steder i verden finder man antii-semitisme,” fortalte han mig. På det tidspunkt insisterede han på, at de fleste af de lokale indbyggere ikke længere ved hvem Priebke er og sådan set er ligeglade. “Han har ingen betydning,” sagde Suez. “Jeg betragter Nazismen her som noget der er overstået.”
Men den laissez-faire indstilling er ikke tilstrækkeligt for Schulz, historielæreren, der mener at selv om andre af byens folk er kommet videre, så har han stadig ansvaret for at sone sin egen medvirken i at tillade mænd med en direkte rolle i Holocaust, kan leve uforstyrret resten af livet uden at blive stillet til regnskab.
“I Bariloche har der aldrig været en offentlig debat om Nazistern,” fortalte Schulz mig da vi mødtes over en kop te i den berømte tyske chokoladebutik Rapa Nui i Bariloches indre by.
“Det er som at have en morder boende i sit hus, og aldrig tale om det. Man bliver syg.” For ham er byens Hitler ‘industri’ et nødvendigt onde. “Det er en måde at redde Hitler, at sige de ikke slog ham ihjel,” sagde han. “Jeg har levet med benægtere af Holocaust. Jeg har haft det tæt på. Det er meget personligt.”
Schulz bladrede gennem bunker af gamle fotos her på cafebordet, herunder et af hans far med borgmesteren af Bariloche og en yngre smilende Priebke. Schulz viser dette billede da han giver ‘forelæsningen’ “Argentina og Nazisterne,” i en ny diskussionsserie ved et amerikansk turistselskab der rejser gennem Patagonien. “Jeg blev ved med at tale om Priebke, da han var i fængsel i Italien, vi sendte breve frem og tilbage. Jeg ønskede at vide alt om, hvorfor alt dette skete,” fortalte Schulz mig. Han døde og påstod til det sidste af gaskamrene ikke fandtes ...og hævdede han aldrig havde haft nogen problemer med jøderne i Berlin.”
Priebke vinker farvel ved sin udvisning til Italien den 20. november 1995 ved lufthavnen i Bariloche. (Daniel Luna/AFP/Getty Images)
Den revisionisme findes stadig med lethed i Bariloche, en hærgende infektion ved søens bølger og bjergene der glimter som pudder i skyerne. Byen er så langt borte fra Europa at, selv i dagens hyperforbundne verden, kan den skabe sin egen version af fortiden, selvom den forsøger at efterligne byer i Europa.
Carlos Echeverria, født i Bariloche, der producerede en dokumentarfilm om Priebke - Pact of Silence, - siger nazisterne blev respekteret for deres tyske rødder, i en region der favoriserede europæere fremfor de indfødte. “Der er mennesker der vil erindre den ære med stor nostalgi,” fortlate Echeverria mig om Bariloches Nazi storhedstid. Trods filmen, udgivet i 2006, insisterer Schulz på at den farlige tavshed stadig findes og at “Nazi Mentaliteten” fortsætter med at give sig udtryk i form af anti-semitisme og i at forklejne Holocaust.
Schulz nu 58 år, var som lammet over Priebkes arrestation. “Jeg anså ham som en god nabo,” fortalte han, og benyttede talemåden - “buen vecino” som jeg hørte igen og igen af de som havde lyst til at undskylde Priebkes Nazi forbrydelser. Han begyndte ved at komme med i bestyrelsen for Colegio Aleman, der er kendt som en af de bedste skoler i Bariloche. Skolen, en afdeling af Den Tysk/Argentinske Kulturforening, underviste officielt i et statsbestemt pensum og var åbent for studerende af alle baggrunde.
Schultz sagde dog, at da han kom i bestyrelsen, var det almindeligt kendt at kontrakten med lærere, der underviste en del i Holocaust, i det store og hele ikke blev fornyet. Hans håb om at forandre denne institution indefra blev hurtigt lagt i skuffen: I 2008, blev Schulz indkaldt til et møde efter han havde overværet 60 års dagen for Israels uafhængighed, som byens lille jødiske samfund holdt. Skolens bestyrelse fremholdt “De spurgte mig, ‘Hvad lavede du der? Repræsenterede du os?’ Jeg fortalte dem at det var på eget initiativ, og de sagde at det støttede de ikke,” husker Schulz. Samme år blev Schulz ikke indbudt til at være med i bestyrelsen.
Schulz besluttede at tage sine to børn, dengang 10 og 13 år, ud af skolen og dykke ned i arbejdet med at forske i hans families memoirer, sin barndom i Bariloche, og diskriminationen han kunne se lå og lurede i byens kultur. Det meste af bogen Mandato Paterno fokuserer på Schulz’ far, der var født i Argentina og af tysk familie, og som teenager var blevet sendt på en seksmånederes Nazi træningslejr i Tyskland for at blive et Hitler Jugend medlem, lige før krigen.
“Da jeg udgav bogen spurgte Colegio Aleman mig om, hvorfor jeg ikke havde vist den til dem, da de jo var tyske,” fortalte Schulz mig. “Men for mig er Colegio Aleman ikke det Tyskland der nu findes. Jeg sagde ‘ Jeg er også tysk, og jeg tænker ikke som Jer.’ ”
Skolens administratorer svarede aldrig på min anmodning om interviews, og da jeg besøgte skoleområdet - en fire etagers bygning med grønt skifertag - insisterede de ansatte som hilste på mig, at de intet havde at fortælle mig om Bariloches Nazi kultur. Mindst en elev, der har gået på skolen, en 26 årig ved navn Pablo Roig, sagde at han huskede at der blev vist en videokommentar om Priebke og massakren i Ardeatine Hulerne nogle år efter Priebkes arrestation. Bag eftersprugte eleverne lærerne om hvad der ville ske med Priebke, hvis sag stadig var under appel på det tidspunkt. “Hun sagde han var en ældre herre, og at folk kan ændre sind, og at han syntes at have angret,” fortalte Roig mig, da vi mødtes i Buenos Aires.
Merlin Maler, Reinhard Kops’ barnebarn er en lettere usoigneret blond bohemetype, der lever at at give skiinstruktioner. Som barn idoliserede hans sin bedstefar, den ældre mand var en ivrig geolog der underviste sit barnebarn om klipper og ofte tog ham med på fisketure. Som teenager solgte han engang Kop’s Nazi medaljer for at købe et skateboard; naboen der betalte ham tegnede et hagekors i luften således at drengen kunne vide hvad han skulle leder efter i hans bedstefars skabe.
“Jeg var bare så dum, jeg anede ikke hvad det tegn betød,” fortalte Maler, nu 28, mig. Han bor i et propfyldt loftsværelse i sin bedstefars gamle hus, en hytte med lavendler, lige et stykke oppe af bakken ved Colegio Aleman og Priebkes delikatesseforretning. “Min ven forklarede mig at symbolet var så ondt, så jeg solgte ikke noget fordi mit skateboard føltes pludseligt så urent,” gik han videre. “Men naboen blev ved med at komme og ville have mere.”
Den dag Kops forkastede Priebke, hilste Malers liberale klassekammerater ham med klapsalver i skolen, husker han, men mange i det tyske samfund foragtede drengen for hans slægtninges ‘afhopning.’
“Jeg spurgte min familie da jeg var knægt, ‘Hvorfor taler vi ikke om det?’ “ Husker Maler mens vi sad ved hans håndlavede træbord. “Min bedstemor sagde det var alt for smerteligt, og vi ikke ville drage fordel af det. Jeg anså altid min bedstemor som offer for Nazisterne.” Familiehistorien, forklarede han, var at hans bedstefar flygtede til Argentina, fordi han havde vendt sig mod Nazisterne i krigens sidste tid.
Men Kops er berygtet for at skrive anti-semitiske bøger og være med til at oprette et neo-Nazisamfund i Chile, dengan han flyttede til Argentina, påstod Maler.
Jeg elsker naturen, og det fik min bedstefar mig til. Og mennesker er del af naturen, derfor elsker jeg dem alle.”
Meredith Hoffman is a freelance journalist and writer from New York and Alabama. She is currently working in Argentina, and previously reported for The New York Times and DNAinfo.com New York. Her Twitter feed is @merhoffman.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar