Hvordan Iran er blevet verdens globale smittekilde til Corona
Noam Blum
Mens verden krymper sig for at stå imod det globale udbrud af COVID-19, også kendt som coronavirus (eller “Wuhan virus,” afhængig at ens politiske indstilling) er verdens fokus skiftet fra oprindelsen i Kina - hvor meget aggressive inddæmningsmetoder synes at have fungeret for at gøre noget ved den eksponentielle vækst i antallet af smittede - og til Italien, hvor en meget hurtig udvikling af smittetilfælde er sket i Norditalien og som har ført til en effektiv nedlukning af hele landet.
Glemt i denne hektiske og spastiske globale opmærksomhed er, hvor hårdt virus har ramt Iran. Eksklusive rapporter fra læger inde i Iran afslører en tilstand af uorganiseret kaos. Lidt eller ingen ingen præcis information, og knappe ressourcer der igen begrænser muligheden for sundhedsvæsenet at klare denne ‘flodbølge’ af nye syge.
Iran har nu for tiden det tredjeværste udbrud af COVID-19 efter Kina og Italien. Og med fredag 13.03. 514 døde, siden det første dødsfald blev rapporteret den 9. februar. Spekulationer om at situationen er langt, langt værre end de officielle tal indikerer er blevet yderligere bekræftet ved det relativt store antal af personer i Irans ledende klasse - embedsmænd, gejstlige og medlemmer af Irans Revolutionsgarde - der er blevet ramt af sygdommen, nogle af dem fatalt.
Oven i har adskillige lande fundet tilfælde af COVID-19 der stammede fra rejsende til Iran tidligt i marts måned. Et af de første tilfælde i New Zealand kom fra en familie der netop havde været i Iran. Mindst tre af 12 tilfælde i Canada kom fra Iran, det første bekræftede tilfælde i New York City kom fra Iran, en sundhedshjælper der var vendt tilbage fra Iran og i Los Angeles har man også identificeret en coronavirus patient fra Iran der ellers var passeret LAX.
Indien evakuerede hundreder af indiske muslimske pilgrimme fra berørte områder i Iran. Og i Libanon indikerer rapporter - vanskelige at bekræfte - at Hezbollah embedsmænd (muligvis Generalsekretær Hassan Nasrallah selv ) er ramt af virus gennem en delegation fra Iran der besøgte landet, og hvis leder var talsmanden for Irans parlament, Ali Larijani.
Der er også rapporter om nye tilfælde i Kina, der er blevet smittet der af rejsende fra Iran. Ifølge en læge i Teheran eksisterer der ingen præcise tal over antallet af smitted e og døde.
Situationen i byer som Rashat i Guilan provinsen og Kashan i Isfahan provinsen, begge tæt på epicenteret for udbruddet i Qom, er især hårdt ramt, med fyldte hospitaler og patienter der sendes hjem uden at have været i behandling. Hospitaler i Guilan, nævner denne læge, får op til 200 nye patienter om dagen, med en dødsrate på 2-3% og slet ikke nok udstyr til at teste nye patienter. “Uheldigvis er både regeringen og Sundhedsministeriet i en choktilstand grundet de lynhurtige og overraskende udbrud,” fortalte en anden læge Tablet.
Der cirkulerer også rygter om at regimet begraver ligene af anti-regime protesterende i optøjerne november 2019 sammen med coronavirus døde for at skjule dødsårsagen.
Resultater er så at man får bekræftet sin helt naturlige fornemmelse af at man kan tillægge Irans totalitære og hemmelighedsfulde indstilling den kendsgerning at krisen i landet sandsynligvis er langt alvorligere end der fortælles. Det samme skete i Kina der i begyndelsen, i ugevis, knuste nyheder om udbruddet og senere falskeligt kom med beroligende udtalelser om både omfanget og smittens potentiale. Oveni er bredden og naturen i nødværgeforanstaltninger i politistater som Kina og Iran, der ikke tager hensyn til borgerlige rettigheder og friheder noget der kan antyde at man har benyttet alle midler for at stå op imod spredningen i Kina. Nogle rapporterer indikerer at de tætte bånd mellem de to lande kunne være skyld i spredningen af COVID-19 til Den Islamiske Republik.
Hvorfor er det så anderledes i Iran?
Først og fremmest er der det iranske regime, og dets modus operandi: Ayatollaherne har malet sig selv op i et hjørne ved i begyndelsen at nedtone alvoren ved virussen grundet valget afholdt den 21. februar - to dage efter det første rapporterede tilfælde i landet. Graeme Wood, der vurderer antallet af potentielle tilfælde i Iran til at være millioner, skriver i The Atlantic at “Iran regering fortalte folket at det var the United States der havde hyped COVID-19 for at undertrykke resultatet, og Teheran lovede at straffe enhver der spreder rygter om en alvorlig epidemi.”
Og så er der paranoiaen der så ofte skabes af Ayatollah regimet som et psykologisk trick for at være et nyttigt værktøj for at overbevise iranerne om at de skulle gå til stemmeurnerne. Trods det at valgdeltagelsen var 43% - det laveste siden 1979 revolutionen - kunne regimets afvisning af smitterisikoen for at fremtvinge højere valgdeltagelse i sidste ende have været et katalysator for udbruddet. Ganske ironisk gav embedsmænd senere virus skylden for den ringe valgdeltagelse.
Der er også beviser der indikerer at regimet udmærket var klar over faren, efter der er kommet rapporter om at Teheran begyndte at udgrave massive begravelses områder den 21. februar i den hellige Shia by Qom - epicentret for udbruddet i iran og stedet for adskillige kinesiske infrastrukturprojketer, hvilket igen kunne have været det oprindelige smittested. Kina investerer massivt i Iran grundet de økonomiske sanktioner lander er underlagt, hvilket igen spiller en stor rolle i landets yderst svage sundhedssystem og landets evne til at klare udbruddet
Problemet forstærkes yderligere ved en mangel på tillid i offentligheden til regimet, der i begyndelsen afviste inddæmning metoderne, blot for ændre kurs kort tid derefter, hvilket igen førte til panik og hamstring, og mistillid til efterfølgende officielle opdateringer fra regeringen.
Den paranoia der så omhyggeligt dyrkes af iranerne til deres ledere er igen vokset, og til skade for inddæmnings bestræbelserne. Andre afværge foranstaltninger bliver også knyttet til Irans religiøse traditionalisme, såsom at slikke på skrinene i Qom og de gejstliges modstand mod at lukke ned for besøgende, og man nævner en Amerikansk konspiration, med det formål at underminere Irans religiøse system ved at knytte virus til den hellige by.
Således, ved at dele det kinesiske kommunist partis paranoia metoder, deres autokratiske politistats overgreb igangsatte Irans regime, der frygter en voldsom spredning, ikke at Qom blev lukket på samme vis som Kina gjorde for 60 millioner indbygger i Hubei provinsen da smitten der kom ud af kontrol. I stedet har man fokus på at dæmme op for strømmen af information med andre metoder herunder, true sundhedspersonale til tavshed. Oven i alt dette er regimets evne til at mobilisere ressourcer til at bekæmpe virus helt klart ikke til stede, da man har bedt om et lån på $5 milliarder fra the International Monetary Fund—Iran’s første anmodning siden tidligt 1960’erne.
Ayatollaherne - hvis budskab om ihærdig modstand til den United States-ledede aggression fra Vesten har holdt befolkningen i et pskologisk kvælergreb i årtier - men er nu kommet til det punkt at man kryber for finansiel assistance fra internationale organisationer for at klare krisen.
Omfanget af Iran’s COVID-19 udbrud er endnu ikke helt tydeligt, og vi får se om ayatollaherne kan sørge for stabilitet i lyset af den offentlige sundhedskrise, der kun er blevet langt værre ved det teokratiske regimes totalitære taktik, ved deres hårdhændede politik, og ved den internationale isolation og de økonomiske sanktioner der har pålagt landets befolkning så voldsomme bryder for at regimet har kunnet stræbe efter af få sig kernevåben, udvikle ballistiske missiler, trusler mod lande i regionen og folkedrabs krigsførelse i Syrien - politik som regimet fortsætter samtidig med man begraver sit eget folk i åben massegrave.
***
Additional reporting by Avideh Motmaen-Far. Read Tablet’s continuing coverage of the coronavirus pandemic here.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar