Kinas geniale, men nederdrægtige strategi
Kinas kommunistiske regering har ikke kun een strategi for at opnå økonomisk dominans, men adskillige. De er alle fremragende - dog forræderiske.
På handelsområdet er Kina altid fleksibel når man svarer kritikere om landets asymmetriske merkantilisme gennem 30 år.
I de indledende stadier af Vestliggørelsen var Kina udelukket fra kritik over krænkelser af copyrettigheder og patenter, over lavprispolitik og industrispionage.
Eliten i Vesten formodede at disse uretmæssige handlinger blot var for at få fart i Kinas vej til liberalismen. Som man kunne forvente så blev Kina mere og mere progressiv jo rigere man blev. Enorme handelsunderskud eller offentlige midler afsat til militæret var åbenbart en lille pris at betale for goderne i en udviklende milliardhandel.
Efter et stykke tid, blev de stadig mere bekymrende enorme handelsunderskud og Kinas snyderi blot kontekstutaliseret som “vores fejl.”
The Tom Friedman skolen for journalistik forhånede vor klodsede republikanske regering for at mangle kinesernes autoritære effektivitet der kunne sanktionere de nye utopiske planer om højhastighedstog og energiforsyning ved solpanel farme.
The Wall Street–investorversionen af denne fortolkning så kun, fedladne, forkælede amerikanere der blot fik, hvad de har fortjent mens mere flittige og fattige kinesiske arbejde simpelthen udkonkurrerede og masseproducerede os i knæ.
Med sådanne prædikener af barsk ‘kærlighed’ skulle de stadig mere ‘rustne’ Michigan og Pennsylvania (Rust Belt stater) befolkninger føle sig som syndere og enten efterligne Kina eller - dø. Kina var helt med på den udlægning, naturligvis.
Så kom der en tredje fase af kontekstutaliseringen af kineserne - en med Vestens arrogance, der forvekslede Kina efterlignelsespolitik med formodet beundring. Vi skulle da ikke bekymre os om Kina, de elsker jo at købe vore meget dyre huse, besøge Stanford og rejse til Disneyland. Kort fortalt, de elsker at være som os.
Vi glemmer sådan set, at nationer der kopierer Vesten ikke gør det af empati eller veneration. Oftest vælger de og udvælger det de vil købe, stjæle eller kopiere - helt i deres egeninteresse. De ser ofte, trods alt, overlegen videnskab i Vesten komme frem, på grund af Vestens frihed, og derfor tænker de den videnskab kan forbedres når den kan formes efter et autoritært styre.
Trump har været et sandhedsvidne, som man ikke har oplevet før. Som en der sætter gang i den, en der har skreget om kinesisk handelspolitik har han gjort det acceptabelt selv for liberale at vende om og nu pege på Kinas menneskerettighedskrænkelser og religiøs forfølgelse af minoriteter. Så længe de nye kritikere i Vesten bare ikke nævner ordet “Trump” føler de sig berettiget til at nævne for Kina det som de hidtil har undertrykt.
Husk det var Trump, der udfordrede ‘evangeliet’ om at selv asymmetriske frimarkeds udvekslinger var en national fordel. Selv det mest oplagte, frække kinesiske snyderi skulle angiveligt gavne amerikanerne, der “lejede” gratis produkter fra de stræbsomme lavtlønnede kinesere. Billige importerede forbrugsvarer blev labbet i sig af den amerikanske middelklasse og fattige, og tillod dem at få ting deres ellers stagnerende lønninger ikke tillod.
Vi fik at vide at de kinesiske stats subsidier i det lange løb ville ruinere Kina, længe før de havde ruineret os. Og det nederdrægtige kinesiske kommercielle snyderi ville tvinge amerikanerne til at handle anderledes, på kreativ vis ødelægge og genopbygge deres virksomheder og i sidste ende ville de blive mere konkurrencedygtige og strømlinede.
Kinas præsident Xi Jinping på parade før han går ombord på en destroyer før en flådeopvisning ved hyldesten af 70 årsdagen for Kinas flåde. Den 23. april 2019 i Qingdao. (Xinhua via Reuters)
Kina, var besynderligt nok helt enige, igen, ladende som om at de så bort fra vigtigheden af handelsunderskud så længe de var sikre på at det var amerikanerne, ikke kineserne der led under det.
Kina, var besynderligt nok helt enige, igen, ladende som om at de så bort fra vigtigheden af handelsunderskud så længe de var sikre på at det var amerikanerne, ikke kineserne der led under det.
Kina har formet sin neokolonialistiske agenda efter såvel Det Britiske Imperium i det 19. århundrede (uden Vestens ‘faderlige’ byrde om at sprede civilisationen) og Japans ekspansion i Stillehavsregionen om Det Større Øst Asien i 1930- og 1940’erne (denne historie kunne forklare, hvorfor Japan alt for godt kan gennemskue hvad Kina har gang i.)
Som briterne gjorde med deres kulstationer, der var spredt over hele kloden og forsynede de britiske krigsskibe og handelsskibe i det 19. århundrede opkøber Kina lejeaftaler med dusinvis af havne på strategiske steder fra Piræus, Grækenland til Afrikas Horn.
I teorien kunne Kina med tiden presse disse landes havne til at nægte adgang for det som de anser som fjendtlige eller kommercielle rivaler. Eller i krisetider kunne de forsyne formodede handelsskibe med alle slags våben - som den armerede tyske handelsflåde var forsynet med i 1. Verdenskrig. De strategiske fordele ved at lade sådanne havne facilitere Kinas militær og kommercielle skibe kan give kuldegysninger.
At disse massive investeringer i havne og infrastruktur kunne synes at være dårlige finansielle aftaler gør deres tilstedeværelse endnu mere forbavsende og strategisk betænkeligt.
Beijing er ikke sikker på at Kina nogensinde vil få, i det mindste på den korte bane, afkast i milliardklassen af deres investeringer i terminaler og transitruter ind og ud af udenlandske havnefaciliteter. Kina anses som en mere eller mindre global kommerciel fredløs, og ville kunne få det svært med at få deres investeringsgæld indløst, hvis det skulle gå galt. Hvad ville Kina gøre for at tvinge en debitor - bruge militæret? Appellere til multilaterale handels- og bankinstitutioner hvis regelsæt man almindeligvis har ignoreret uden at blive straffet?
Kina har ingen større alliancer eller pagter der kunne tillade Kina at presse nationer til at opfylde deres gældsforpligtelse. Hvad får Kina ud af deres 50 milliarder dollars store investering i et Venezuela der er ved at kollapse? Hvis Grækenlands manglende betaling for multimilliard investeringen i Piræus svigter, vil Kina så benytte EU eller NATO til at tvinge Grækenland.
Som japanerne i 1930’erne og russerne i 1960-70’erne, men ikke som briterne i 1870’erne, er kineserne ikke særlig gode imperialister. At kende til deres koloniale agenda er at have mistro til dem - med tanke på de autoritære og ofte racistiske holdninger hos den kinesiske regering.
I militær henseende er Kinas flådestrategi nærmest en afspejling af ideerne hos nazisternes Karl Dönitz, geniet bag Hitler U-bådsflåde, og som argumenterede, med grader af succes, for at det var idiotisk at gentage Det Kejserlige Tysklands tidligere forfejlede og afsindigt dyre forsøg på at leve op til slagskibene i den overlegne British Navy, ton for ton, når tyske u-både langt billigere og langt mere effektivt kunne binde Royal Navys formåen, og dermed nægte deres skibe at transportere varer over Atlanten.
Truslen fra Kina, er ikke, at landet i den nærmeste fremtid vil komme til at matche Amerikas 11 hangarskibe, men at det på en effektiv cost-benefit facon vil kunne anvende mindre og mange flere ubåde, fregatter og kystbatterier til at skabe storme af sofistiskerede anti-skib og anti-luft missiler der kunne sikre at nøglepositioner i Det Sydkinesiske Ocean blev til ‘ingen adgang’ zoner for den amerikanske flådes multimilliard dollar flagskibe.
Langt mere underfundig er Kinas indsats med at sende hundredtusinder af studerende til Vesten og især the United States. Igen i teorien er det en brillant strategi. Ligesom Japan gjorde sent i det 19. og tidligt 20. århundrede, efter Meiji Reformationen, hvor 250000 studerende kom til Storbritannien, Frankrig og Tyskland for at suge til sig alt - fra hærens organisation til flådeingeniørkunst. Kina har tilegnet sig for billioner af dollars i sofistikeret teknologi fra Vesten gennem industrispionage, teknologi der langt overgår Kinas formåen på samme områder.
Arrogante vesterlændinge formoder at de kinesiske investorer, ejere af amerikanske ejendomme og legioner af studerende med tiden vil blive overvældet og ‘besejret’ af amerikansk popkultur. frisindet, velstanden og friheden, og at de således vil forberede Kina på en afgørende forandring.
Mere sandsynligt er det at de som har været udsendt fra Kina vil vende tilbage som de japanske indbyggere, attacheer og studerende i the United States, om det er en fremtidig admiral Isoroku Yamamoto eller udenrigsminister Yōsuke Matsuoka. De sammenlignede deres erfaringer om Vestens rigelighed med også dekadencen, og resultatet var at de var fast besluttede på at forene Vesten ingeniørekspertise med den overlegne asiatiske disciplin, nationalisme og patriotisme for at gøre the United States til et NUL som en stormagt i Stillehavet.
Kina er ikke Rusland. Landet adskiller sig på måder vi ikke rigtig anerkender - f.eks. landets enorme befolkningsantal, langt større økonomi og fremvoksende militær. Kina spiller på fremragende vis på den kendsgerning at landets borgere i det fremmede nu er en del af det amerikanske “other.” Som andre marginaliserede folk, får de sympati fra amerikanere med asiatisk baggrund, for de kan nævne tidligere tilfælde af “racisme” “den gule fare” - og det gør man hver gang kinesiske studerende tages i industrispionage eller protesterer mod kinesiske dissidenter.
Her for nylig ved en forelæsning forsøgte Kiron Sinner, leder af politisk planlægning ved U.S. State Department at påpege nogle af paradokserne ved den totalitære indstilling i den kinesiske trussel, men hun blev derpå helt uretfærdigt dæmoniseret for en ordveksling da hun benyttede det politisk ukorrekte “kaukasier” for at understrege aspekterne ved den kinesiske udfordring. (“Således har vi i Kina en økonomisk konkurrent, vi har en ideologisk konkurrent, en der virkelig søger at nå globalt helt ud som mange af os ikke forventede for nogle årtier siden, og jeg mener det er slående at det er første gang at vi har en stormagts konkurrent der ikke er “kaukasisk.”)
Hvis man ser bort fra den kendsgerning at Det Kejserlige Japan var en asiatisk stormagt og konkurrent under optakten til 2. Verdenskrig var Skinners generelle antydning ikke desto mindre valide: Kina - ikke Rusland - kan langt lettere fremstå som et historisk offer for vestlig undertrykkelse som en asiatisk nation. Og det kan langt lettere både genere og tiltrække dynamiske asiatiske lande. Dets budskab, som Det Imperiale Japans tidlige narrativ er, at de europæiske magter og især USA er dødtrætte, slidte og i stadig større grad impotente i Asien og Stillehavsregionen, og hverken kan eller vil udfordre den uafvendelige kinesiske opstigning til hypersupermagt status.
Skinner’s antydning er, at central for Kinas regering opfattelse af egen troværdighed er både landets racemæssige og dets kulturelle chauvinisme - en ikke omtalt realitet der ikke så let værdsættes da vor egen diplomatiske elite ofte, hverken er kulturel eller politisk bevidst og kan overdrive truslen fra Europa og Rusland, og dermed optræder nedladende eller på grund af politisk korrekthed ignorerer den langt alvorligere udfordring fra Kina.
Ruslands indtog på Krim var slemt, men i det mindste skal man overveje de kulturelle bånd og de historiske kendsgerninger mellem de to nationer, og den delte blodige historie da man modstod fremmede og deres erobringsforsøg ved f.eks. de ikoniske sejre ved Sevastopol.
Som kontrast så tænk over at Kina ganske enkelt stjal de langt vigtigere strategiske Spratley Øer, ignorerede naboernes hævd, skabte militærbaser der, og kan meget snart lovligt regulere trafikken i Det Sydkinesiske Hav - og slet ikke oplever nogen reel modstand af den slags Putin står midt i.
Vi ser også effekterne af den mangesidede kinesiske finansielle, kulturelle og politiske indflydelse i populær kulturen. Hollywood er dødsensangst for på negativ vis at portrættere kinesere, eller især den kinesiske regering. Hollywood er angste for at miste det kinesiske marked og deres penge, og er nu begyndt, ganske delikat, at portrættere formodede “hvide” i negativt lys.
Sæt det op mod de grafiske portrætter af russerne, der altid bliver fremstillet som skurke på film. De udstilles som onde oligarker, kartelbander, lejemordere eller die-hard Sovjet-fossiler - til kvalmegrænsen - optræder på skærmen med skaldede hoveder, ækle tatoveringer, ofte klistret til med Zaristiske og Ortodokse runer, og talende med en bark guttural accent.
Det kan ikke undre. Producenterne i Hollywood er ikke bange for at fornærme Vladimir Putin, eller få hundrede russiske studerende i det sydlige Californien, eller den hjemlige politisk korrekte Twitter lynch pøbel.
I vor super overfladiske identitets besatte kultur, hvem vil kunne tale mod at russere forhånes og at de fremstilles som idioter over en kam? Hollywood betragter russerne som de perfekte tåber, der svarer til andre skurke, Hillbillies fra Syden, og sydafrikanske hvide benhårde racister.
Ved nogen blandt de som kæmper så hårdt for social retfærdighed at antallet af de som er interneret i Kinas opdragelsesinstitutioner og afvigerlejre, fordi de ikke tænker ‘korrekt’ er religiøse eller tilhører en race minoritet udgør en enorm mængde der får Putins gulag til at ligne noget der er ved at gå i forrådnelse?
Kina forstår til fulde Vestens tankegang om at pålægge sig selv skyld (og den findes) og bedre end vi selv gør. Kina formoder at landet faktisk ikke vil opleve konsekvenser for landets inhumane behandling af religiøse minoriteter og dissidenter, eller dets hensynsløshed i Afrika.
Kina regner med at mange vil være enige i at de er ofre for Vestens racisme der åbenbart forhindrer liberale i Vesten i at værdsætte ægte asiatiske indsatser for at slutte sig til nationernes familie.
Den gamle myte om at vi ikke greb chancen med den formodede Lincoln lignende Ho Chi Minh, eller den Jefferson lignende Mao, har indtil Trump været med til at give det ‘meget snart vestengjorte Kina’ et frikort til alle former for menneskerettighedskrænkelser, og regionale aggressioner der hvis det var Putins Rusland (med deres langt større arsenal af kernevåben) medføre sanktioner og trusler. Kina går fri.
Som konklusion. Kina mener helt sikkert man kender the U.S. alt for godt, og man er mestre i at indlede politiske, økonomiske, kulturelle og militære metoder til at gøre Amerikas fordele langt mindre. Måske har Kina ret.
Opslag
