Hvad amerikanerne kan lære af De Klerks store svigt af Sydafrika

Hvad amerikanerne kan lære af De Klerks store svigt af Sydafrika

 Ilana Mercer 

I det som burde være en lektion for amerikanerne i dag, husk at for 30 år siden den 2. februar 1990, satte F. W. de Klerk, Sydafrikas sidste hvide præsident tommelskruerne på sine vælgere, han forrådte den tillid vi havde vist ham.

Jeg siger “vi” fordi før han blev præsident i 1989 var De Klerk min repræsentant i  Vereeniging Region of Southern Transvaal, hvor jeg boede (Vor familie flyttede efterfølgende til Cape Town.)

En konstellation af omstændigheder havde gjort, at De Klerk kunne springe frem til en stilling som en stor magtfaktor. Et alvorligt slagtilfælde tvang “The Crocodile,” Præsident P. W. Botha, fra magten i 1989. Intet i hans efterfølgers tidligere handlinger og baggrund indikerede den revolutionære politik han ville gå efter.

Som svar på et folkeafstemning i 1992, hvor man spurgte de hvide vælgere om de gik ind for De Klerks foreslåede reformer og blev besvaret med et rungende “Ja.” 86% svarede sagde “Ja” til de foreslåede reformer fra en mand der solgte sine vælgere for chancen for at brillere på verdensscenen med Nelson Mandela.

For det var for at overgive, overdrage Sydafrika til the African National Congress at De Klerk delte Nobel Fredsprisen med Mandela.

Hvorfor fik De Klerk lov til at forhandle på vegne af en sårbar racemæssig minoritet? Af den gode grund: Han havde gjort sine synspunkter krystalklare for vælgerne. “Forhandlinger ville kun dreje sig om deling af magten,” lovede han.

På tidspunktet for folkeafstemningen stolede i store træk vælgerne på De Klerk, der især havde fordømt barsk flertalsstyre. Sådanne valg, i Afrika, havde traditionelt været “en mand, en stemme, een gang.” Typisk har sådanne valg over hele Afrika fulgt et velkendt mønster. Radikale sorte nationalistiske bevægelser tager magten overalt, så ikke flere valg. Eller hvis valg finder sted er de fup. 

Som med så meget andet var De Klerks trofaste vælgere enige om hans ophævelse af  forbuddet af det kommunistsympatiserende ANC. At løslade Nelson Mandela fra hans fængsel blev også betragtet som noget der burde være sket for lang tid siden, ligesom at anerkende Namibias selvstændighed, og sige fra overfor kernevåben. Botha, før De Klerk, havde i store træk allerede ophævet de fleste af de afskyelige aspekter ved apartheid.

Hvad De Klerks vælgere ikke var forberedt på var gennem loven at skulle træde ind i en stilling med politisk underkastelse. Præsident De Klerk, manden der havde fået betroet at stå op for livsvigtige strukturelle friheder gik i følgeskab med de store centralister. Han bøjede sig for ANCs krav, ofrede alle kontrolmekanismer og modvægte der kunne beskytte Sydafrikas boere, briter og Zulu minoriteter. 

På det tidspunkt “Ja” vælgeren skimtede den kendsgerning at De Klerk ikke havde til hensigt at holde fast i denne opposition da det virkelig gjaldt var det for sent.

Således med De Klerks kollaboration, og under vingerne af den amerikanske ørn - især forhandlerne fra U.S. Herman Cohen, som viceminister for Afrika - blev Afrikaner, Anglo og Zulu minoriteterne beordret til som minoriteter ikke at nedlægge veto, se bort fra meningsfyldt deling af magten, og kontroller af magten i form af lovgivning i andetkammeret. Betragtelig overdragelse af myndighed til regioner i Sydafrika blev også nægtet

Dog, forunderligt nok ærer en ny generation af sydafrikanere, Afrikaaner og engelske F. W. de Klerk, og krediterer endog den tidligere sydafrikanske præsident for at være en “reformist” der førte “landet ud af det politiske dødvande man havde bragt sig i.”

“I dag,” erklærer De Klerk beundreren Pieter du Toit: “Sydafrika er et demokrati, med rettighedsbaserede garantier.” Skribenten, redaktør for et større internet news site, mener det ganske seriøst når han fremhæver Sydafrika som et land der giver sine borgere “rettighedsbaserede garantier.” Af denne grund, burde Du Toit ikke tages seriøst.

Universal valgret skal ikke forveksles med frihed. Som irakerne erfarede efter deres “befrielse” så er blodplettede fingre ikke vaccine mod andet blod eller endog floder af blod.

Som det demokratiske Sydafrika til overmål demonstrerer, så er politiske rettigheder og en papir forfatning ikke noget der sikrer den naturlige ret til liv, frihed ejendom og stræben efter lykke.

Et civiliseret samfund er i sidste instans et, hvor individet uhindret og ugeneret kan passe sig selv. Hvis han ikke kan gøre dette simple, hvilken værdi har en stemme eller en forfatning da?

Sikre sociale strukturer der sikrer liv og ejendom kan altid forbedres. Men når først disse bolværker mod pøbelvælde og kaos falder fra hinanden, som det sker i Sydafrika bliver de sjældent genindført.  

Så langt den værste og mest forstyrrende paragraf i Du Toits ode til De Klerk er hans historiske retfærdiggørelse for at De Klerk’s gav ‘butikken’ til ANC.

“Da Berlinmuren faldt i 1989,” skriver Du Toit, “sammen med en række regeringer i Østblokken, vidste De Klerk det var et spørgsmål om tid for Sovjetunionen faldt, og dermed ANC’s største støtte. De Klerk anerkendte at det var på tide at komme videre.”

Om jeg begriber logikken ved at overgive sig uden at have lidt nederlag.

ANC’s største støtte, USSR, var på nippet til et kollaps. Derfor, er forfatterens logik at det på tide tide at overdrage Sydafrika til Sovjetunionens satellit ANC en gang værre nonsens.

På det tidspunkt gav De Klerk kraftigt opfordret dertil af amerikanske forhandlere butikken videre til en flok ANC ‘helte’ et kludetæppe af kommunister i eksil, spredt over hele Afrika og Europa, hvis største beundrere var deres svenske groupier. 

Som kontrast var der en som havde ægte magt, Constand Viljoen, en militærhelt og tidligere chef for South African Defense Force. General Viljoen repræsenterede hardliner Afrikaaners og sikkerhedsstyrkerne. Viljoen mente, helt korrekt, at De Klerk havde indskrænket hans ansvarsområder op til valget. Han havde planer om at føre an i en koalition der ville have afsat den egenrådige De Klerk, og forhandlet om en Afrikaner etnisk stat.

Ditto med Mangosuthu Buthelezi, øverste minister for the KwaZulu homeland og leder af  Zulu folket og deres Inkatha Freedom Party (IFP). Han indsats for selvbestemmelse var blevet nægtet.

.

Buthelezi havde fået helt og aldeles nok, at være sat ud på et sidespor.. Han og hans Zulu impis (krigere) var lige så opsat som Viljoen for at slås for deres retmæssige hjørne af det afrikanske paradis.

På grund af hans synspunkter om decentraliseret suverænitet i Zululand, blev Zulu kongen og hans følgere (tæt på 20% af Sydafrikas befolkning) fordømt som reaktionære af Vesten, De Klerk var nu den store vinder.

Ak og Ve, den afrikanske gentleman Buthelezi og Afrikaner generalen Viljoen var ingen match for de snu kommunister i ANC og deres svigefulde samarbejdspartner  F. W. de Klerk.

Ilana Mercer

Ilana Mercer has been writing a weekly, paleolibertarian column since 1999. She is the author of Into the Cannibal’s Pot: Lessons for America From Post-Apartheid...

https://amgreatness.com/2020/02/09/what-americans-can-learn-from-f-w-de-klerks-great-betrayal-of-south-africa/

Japan overgav sig, men kun få japanere forstod budskabet

Japan overgav sig men kun få japanere forstod budskabet

Den 26. juli 1945 udstedte USA, Kina og Storbritannien the Potsdam Declaration over for  Japan, med håbet om at få afaluttet 2. Verdenskrig og undgå yderligere blodsudgydelse.

Deklarationen sluttede med et ultimatum: “Vi opfordrer Japans regering til nu at erklære en ubetinget overgivelse af alle japanske styrker, og give bevis og forsikringer på deres gode vilje ved en sådan handling. Alternativet for Japan er en hurtig og voldsom ødelæggelse.”

Den 2. september - efter to atombomber ramte byer i landet, invaderede Sovjetunionen områder i Japan og amerikanske B-29 bombemaskiner kastede bomber på Japan kyster - derpå overgav Japan sig officielt.

Ceremonien med underskrivelse af dokumentet fandt sted på dækket af  the USS Missouri og for første gang i årevis befandt verden sig i en relativ fred.

Men hvis det havde været op til en lille gruppe japanere så skulle Japan aldrig have overgivet sig. Denne gruppe, under ledelse af højtrangerende medlemmer af det japanske militær forsøgte at hindre overgivelsen - ikke ved at styrte Kejseren, men ved at stjæle en optegnelse.

Fra 1868 til 1947, var suveræniten over Japan i monarkens hånd - Japans Kejser - som man sagde var en gud i menneskelig skikkelse. (Japan har stadig en kejser, men betragtes ikke længere som en Gud, blot, måske, som en efterkommer af en højere magt. Uanset hvad er kejseren blot statsoverhovedet, og selv med den stilling blot en kransekagefigur).

Det Kejseren i sin tid påbød fulgte nationen. Sådan cirka den 9. august 1945 besluttede Kejser Showa (også kendt som Hirohito) -at acceptere Potsdam Deklarationen. Den demokratisk valgte regering accepterede dette, hvilket ikke er en overraskelse. Som meddelelse om overgivelsen beordrede Hirohito en udskrift af udtalelsen som skulle læses af ham, hvori han forklarer grundene til accepten af Deklarationen, samtidig med (efter hans mening) en beskyttelse af hans stilling som suveræn.

Mange højtstående medlemmer af militæret var ikke enig i beslutningen, men kun få var villige til at styrte Kejseren. Imidlertid var der en lille gruppe på cirka 1000, under ledelse af en major ved navn Kenji Hatanaka, der havde en udvej. Kejserriget ville aldrig kapitulere dersom Kejserens ord ikke blev sendt. Derfor gik Hatanaka og hans følge i færd med at forhindre at det skulle ske - gennem et tyveri.

På grund af kulturens særheder kunne dette opnås uden at bortføre eller på anden vis forstyrre Hirohito. Det var højst usædvanligt, ja aldrig sket, at Kejseren henvendte sig til folket - kun få i det japanske folk kendte Kejserens stemme - og overgivelsesudtalelsen var en undtagelse.

Nu skulle den almindelige japaner for første gang høre Hirohitos stemme, men ikke i en live udsendelse. I stedet blev den optaget på en fonograf, og den 14. august udsendt til nationen via radioen i det som nu kendes som the Jewel Voice Broadcast. Hatanaka kendte til denne plan, og derfor forsøgte han at sjæle og ødelægge optagelsen, pladen, før den kom i luften. Den 14. august, gennemsøgte hans ad hoc hær Kejserpaladset for at finde den 4 minutter 41 sekunder lange tale der ville afslutte krigen. 

Uheldigvis for Hatanaka (og heldigvis for en krigshærget verden) er de mysterier der omgiver Japans kejserlige klasse i sandhed mangfoldige og uudgrundelige - herunder arkitekturen i deres boliger. Hatanaka og hans følge var ikke i stand til at finde rundt i kejserpladsets labyrint af værelser og gange - og fandt således ikke optagelsen. Ifølge Wikipedia blev optagelsen “med succes smuglet ud af paladset i en vasketøjskurv fyldt med kvinde undertøj.” Optagelsen kom til radiostationen, og blev så sendt til hele nationen.

Hatanaka tog sit liv efter kuppet mislykkedes.

Bonus Fakta: Selv efter at Hirohitos budskab var sendt var mange japanere dybt forvirrede over hvad der foregik - ikke på grund af selve budskabet som man sådan set forventede, men fordi de ikke kunne forstå det. Hirohito benyttede en formel dialekt kaldet Classical Japanese, der sådan set ikke blev benyttet længere og kun kunne forstås af de som var født med kejserligt blod i årene (eller tilhørte den kulturelle elite). Mange japanere kunne således ikke forstå hvad hans budskab gik ud på, (og faktisk benyttede han ikke ordet ‘overgivelse’ men i stedet ‘accept af Potsdam Deklarationen). Radioværten forklarede efter Hirohitos udtalelse så hvad det hele gik ud på.

Mellemøstens Schweiz smadret for 45 år siden. Hvad har vi lært?

Mellemøstens Schweiz blev smadret for 45 år siden

Hesham Shehab

Den 13. april 1975 blev Libanon kastet ud i en borgerkrig der smadrede "Mellemøstens Schweiz” for altid. Jeg mistede min eneste bror i den krig.

Og siden 25% af de arabiske amerikanere er libanesere, skriver jeg denne artikel som påmindelse om ofrene i den krig. Vi kan også høste vigtig lære til dagens Amerika, ved den borgerstrid der smadrede mit fødeland.

Først lidt historie.

I 1920, efter 1. Verdenskrig, blev Libanon erklæret som stat og kom under Frankrigs mandat i 1923.

Fordi landet havde et kristent flertal gav Frankrig lov til en kristen præsident og øverstkommanderende, altså ulig andre lande i regionen. 

I 1943, efter uafhængigheden fra Frankrig, skabte de større grupper af trossamfund i landet (kristne, sunni, shiiter) en National Pagt, dog ikke nedskrevet. Præsidenten ville altid være en kristen Maronit, premierministeren en Sunni muslim og Parlamentets formand en Shiit muslim.

Libanon oplevede årtier med velstand under en fri markedsøkonomi og blev kendt som det mest demokratiske land i Mellemøsten på linje med Israel.

Imidlertid i løbet af få årtier, på grund af højere fødselsrater, blev der langt flere libanesiske muslimske indbyggere end kristne. Muslimerne ønskede større politisk repræsentation og magt, og opfordrede den libanesiske regering til at slutte sig til den pan-arabiske nationalistiske bevægelse og lade Libanon distancere sig fra Vestens indflydelse — hovedsagelig fra the Baghdad Pact.

Den libanesiske splittelse over Arabisk Nationalisme og Det Palæstinensiske Spørgsmål blev mere og mere forhærdet med vedholdende uoverensstemmelser blandt trossamfundene. Bruddet kom med Cairo Aftalen i 1969.  Forhandlet på plads ved den egyptiske præsident Jamal Abdul Nasser, gav den the Palestine Liberation Organization (PLO), under ledelse af Yasser Arafat, kontrol over seksten palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. Kontrollen gik fra Libanons Væbnede Styrker til den palæstinensiske overkommando.

PLO udvikledes sig til en stat i staten, og fik midler fra såvel de arabiske stater som Østeuropa, mod Libanons lovgivning.

Den kristne elite i Libanon var fortørnet over de palæstinensiske militæraktioner og var ved at miste grebet om landet. Kristne højrefløjs partier væbnede sig, og forberedte sig på et opgør.

PLO indledte propagandakampagner, og døbte de kristne fra eliten som reaktionære "Isolationister" og kollaboratører med Israel. Arafat erklærede, "Vejen til Jerusalem går gennem Jounieh (en kristen stærk bastion nord for Beirut)."

Dette fører os til 13. april 1975. Phalangist militsen angreb en bus med palæstinensere og muslimer, 27 døde og mange sårede. Angrebet var en gengældelse for et forfejlet mordforsøg forrige dag på deres leder Pierre Gemayel.

Battle damage in Beirut from the long civil war was extensive (YouTube screen grab)

Så var borgerkrigen der hærgede i årevis i gang. Flere end 150000 libanesere og palæstinensere blev dræbt, og flere end 200000 blev bortført og forsvandt. 

Såvel palæstinenserne som højrefløjskristne begik massakrer..

I 1982, invaderede Israel Libanon for at standse de palæstinensiske angreb i det nordlige Israel. Beirut kom under belejring og blev kampplads for de palæstinensiske militser og deres libanesiske allierede der tog tilholdssted der. Imidlertid var Washington i stand til forhandle en våbenhvile der resulterede i at PLO blev evakueret fra Beirut. 

The Multi-International Force, under ledelse af the U.S. kom til Beirut for at støtte fredsindsatsen og landets genopbygning. Men kollaborationen mellem iranerne, syrerne og de libanesiske shiit ekstremister mudrede Vestens planer for Libanon til. Efter bombningerne af U.S. forlægningerne i oktober 1983, der dræbte 241 U.S tropper og 58 franske, trak daværende præsident Ronald Reagan alle U.S. tropper ud. Libanon var igen overladt til volden.

I dag kontrollerer den iransk-libanesiske terror milits Hezb'allah, Libanon, der også lider under de økonomiske sanktioner fra U.S. mod Iran. Det som engang var Mellemøstens Schweitz er nu en vasal af Iran og Syrien. 

Hvad kan amerikanerne lære af Libanons fiasko?

For det første, som Raymond Ibrahim, ekspert i politisk Islam forklarer i det han kalder "The Islamic Rule of Numbers," når muslimer når at blive en stor minoritet, ignorerer de civile rettigheder, bliver mere krigeriske, og søger at påtvinge sider af deres ære-skam kultur på andre. Dette er sket i steder som Dearborn, Michigan, hvor amerikanske libanesiske shiiter støtter Hezb'allah.

For det andet lider palæstinensiske politiske aktivister, uanset, hvor de lever, af det jeg vil kalde et “Israel-Jøde kompleks.” Dette driver dem til at mene at udslettelsen af Israel er deres hovedmål, over deres samfunds interesser og også over deres værtslands interesser.

Det er sket i Jordan og i Libanon, og sker nu i de sydlige forstæder til Chicago, hvor palæstinenserne udgør næsten 20% af befolkningen.

I løbet af de sidste 30 år, er palæstinensiske organisationer som svampevækster, dukket op i Chicagos sydlige forstæder og blevet et udklækningssted for radikale anti-jødiske og anti-Vesten enklaver. Mange amerikanske palæstinensere støtter Hamas og Islamisk Jihad.

For det tredje, når muslimer er en minoritet er de engageret i en “kulturel krig.” Ibrahim forklarer, at hvor  "Muslimer udgør mindre end 1% af befolkningen.....er islamisk selvsikkerhed begrænset til politisk aktivisme dedikeret til at portrættere Islam som en ‘fredens religion’ og udføre sporadiske, men skjulte terrorhandlinger.."

Hvordan kan vi bevare frihederne i Amerika når vi er klar over og forstår de taktikker?

Omfattende kontrol af immigranter fra Mellemøsten er absolut nødvendig. U.S. Homeland Security holder sig tilbage med jordanske immigranter, skønt flere end 90% af dem er af palæstinensisk herkomst, og mange støtter Islamic State (ISIS) og terroren mod Israel. På lignende vis, er der mange libanesiske immigranter der støtter Hezb'allah, og de burde i den grad kontrolleres.

Amerikanske myndigheder burde tage problemet med integration meget alvorligt. Mange amerikanske muslimer er ikke assimilerede. Myndighederne burde sætte ind mod barnebrude og ægteskaber og for bedre uddannelse blandt unge muslimer.

Der bør holdes nøje øje med palæstinensiske og islamistiske organisationer. Lad dem ikke slippe for let som de libanesiske myndigheder gjorde i sin tid.

Jeg appellerer til mine libanesiske med amerikanere og amerikanske palæstinensere om at værdsætte og vogte de friheder vi nyder i dette fantastiske land. Vort nye hjemland tilbyder rettigheder og privilegier som vi ikke havde i vore oprindelseslande. Jeg opfordrer til at forsvare denne store nation mod alle farer.

Muhammad, Islams profet, så klogt sammenlignede samfundet med en båd. Alle har et ansvar for at vedligeholde og gøre båden sikker. Hvis passagerer på nederste dæk borer et hul i båden, så vil hele samfundet (båden) synke. 

Hesham Shehab is an Illinois Middle East Forum associate.

https://www.americanthinker.com/blog/2020/04/the_switzerland_of_the_middle_east_was_destroyed_45_years_ago_today.html

Er Islams hygiejneforskrifter en beskyttelse mod corona?

Beskytter Islams hygiejneforskrifter mod Corona?

Raymond Ibrahim

Den islamiske verden lider ikke i samme grad under COVID-19 som ikke muslimske lande gør, fordi Islam helt naturligt gør muslimer “renere” end vantro.

Således er tankegangen hos muslimer over hele verden. Således den nyeste artikel, "Coronavirus – i et islamisk perspektiv,” der indleder således:

Allāh har velsignet os med en religion der er fuldstændig og fuldkommen til alle tider og på alle steder. Allah fortæller os i Koranen:

"På denne dag har jeg fuldkommengjort for dig, din religion og fuldendt Min Gunst over for dig, og har for dig godkendt Islam som din religion.”

Vi har også i Profeten (sall Allāhu ʿalayhi wa sallam), det bedste eksempel, som Allah siger i Koranen:

"Der var i sandhed et godt eksempel for dig ved Allahs Budbringer"

Uanset problemet eller udfordringen en muslim står over for (artiklen fortsætter med skrive om coronavirus) vender han tilbage til Allah og hans Budbringer for vejledning; der sker intet i en muslims liv, som hans religion ikke har en løsning på.

Ideen går ud på, at de som følger Allahs bud (som nedfældet i Koranen) og profetens eksempel (som nedfældet i hadiths) har en langt bedre chance for at undslippe, lad os sige, sygdomme, end vantro har.

 

Muslimer overalt fryder sig over at dette er tilfældet, idet de tænker over, hvor lidt coronavirus der er blandt islamiske nationer. De mener at det at Islams rituelle vasken hænder (wudu)der er årsagen, og de citerer også en hadith, hvor Muhammad skulle have sagt "Renlighed er af troen som bevis på at jo mere en muslim underkaster sig Islams lære, jo “renere” - og derfor sundere - bliver en muslim.”

Helt sikkert er enhver retningslinje eller lære der betoner renlighed gavnlig. Imidlertid har førende muslimske lærde (ulema) konkluderet, at denne særlige hadith er svag (da'if), hvilket betyder at Muhammad næppe nogensinde har fremført det.

Dermed stilles spørgsmålet. Hvad sagde Muhammad om renlighed om at vaske sig eller noget andet der vedrører at undgå sygdomme og vira - i de autentiske (eller sahih) hadiths, især de to mest kanoniske Sahih Bukhari and Sahih Muslim?

Som en begyndelse lærer vi at grunden til rituel afvaskning intet har med hygiejne at gøre. Ifølge Abu Hurreira, "sagde Islams Budbringer, at ‘Allah vil ikke acceptere nogen af dine bønner hvis du har en hændelse uden at udføre wudu."'  Da Hurreira blev spurgt ind til hvad en “hændelse” kunne være svarede han: “Tavse eller høje pruttelyde” (Sahih Bukhari, Kitab al-Wudu).

At have luft i maven har intet at gøre med at tiltrække sig eller forhindre sygdomme, selvom det i Islam helt klart har en teologisk betydning - det at bønner ingen nytte er til medmindre det “vaskes” bort.

Hvad med det at vaske sig blot for den gode hygiejnes skyld? Foreskriver Islam det? Ifølge en anden sahih hadith, åbenbart ikke: "Vi var med profeten og han gik ud for at lette sig (afføring). Mad blev præsenteret for ham da han kom tilbage, og han blev spurgt, “Oh Allahs Budbringer, vil du ikke vaske dig?” Han svarede “Hvorfor, For bøn?” I en lidt anden version - dog mere tydelig - svarede han “Jeg vasker mig kun ved bøn.”

Begge hadiths er med i den autentiske samling af Sahih Muslim, Kitab al-Hayd, i et kapitel (baab) hvis overskrift er meget klar: “Tilladt for enhver der har haft afføring eller urineret for at spise uden straks at udføre wudu"

I det samme kapitel dukker denne hadith op: “Profeten gik til badeværelset. Mad blev derpå præsenteret for ham, og han spiste den, uden først at have rørt noget vand. "

Så er der de autentiske hadith der synes at indeholde praksis der næsten helt sikkert kan sprede sygdom. “Profeten hostede og spytte næsten aldrig slim op uden at det faldt i håndfladen på en af dem (hans følgere). Den der fangede det ville derpå gnide sig i ansigtet og huden med det.(Sahih Bukhari, Kitab al-Wudu).  Hans følgere plejede også at “kæmpe om det (beskidte) vand han havde udført renselse i” - om det var for at vaske sig i det eller drikke det er uklart.

Her kan man helt sikkert konkludere om Muhammad havde haft nogen virus - herunder coronavirus - så ville alle hans følgere være blevet smittet af ham.

I endnu en autentisk hadith vises, at Muhammad ikke var betænkelig hvis nogen hostede, spyttede og hakkede i en moske - så længe det ikke var i “Allahs ansigt,” hvilket betyder mens vedkommende stod med ansigtet mod qiblaen, og så længe den der spyttede lod dette komme over hans venstre (aldrig højre) side. Hvis det ikke kunne lade sig gøre, demonstrerede profeten hvad han burde gøre ved at “spytte på sin klædning og gnide stoffet mod hinanden,” åbenbart for at udviske pletten.  (Sahih Muslim, Kitab al-Masajid).

Det var så det med “renlighed kommer af tro.”

Så er der denne: “At nyse er fra Allah, men at gabe fra Satan" (Sunan al-Tirmidhi), og "Allah elsker nysen, men hader gabning.” Grunden? Fordi “Satan ler ad enhver der gaber” (Sahih al-Bukhari, Kitab al-Adab).

Således, og trods den kendsgerning, at det at nys vides at sprede masser af bakterier, hvorimod gaben er uskadeligt - det som kommer ind går ikke ud, og dermed at førstnævnte oftere fører til sygdom - her påstår Muhammad det modsatte - at det at nyse ud over det hele dog er noget helt vidunderligt - faktisk elsket af Allah - det er helt sikkert ikke noget der bør undgås, hvorimod gaben der ingen effekt har på helbredet er noget der virkelig skal undgås, værnes imod. 

Det skal understreges at ovenstående ikke drejer sig om at udskamme muslimer - mange af dem er ikke klar over, eller kender de citerede hadiths - men mere om at punktere de pralende muslimer, der mener, at hvis nogen følger Islam, des renere - og således mindre tilbøjelige til at blive syge - er han.

At dette beviseligt er falsk kan ses ganske tydeligt på andre måder. I 2012 blev Saudiarabien - hjemstedet for Islam og de hellige byer - plaget af endnu en form for coronavirus (MERS-CoV), der spredtes fra kameler, (hvis urin Muhammad anbefalede at drikke)  Hele 40% af de mere end tusind saudierne der blev smittet døde.

Nej, når det drejer sig om sygdomme ser det ud til vi alle er mere eller mindre i samme båd. eller for at citere en klog konge “for skæbnens tid rammer dem alle,”

Note: Alle hadith oversættelserne i denne artikel er min egen og med baggrund i de originale arabiske. Særlig tak går til Brother Rachid, en tidligere muslim der er særdeles godt bekendt med Islam og forfatter til den nye bog The Ideology behind Islamic Terrorism.

Raymond Ibrahim, author of Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West, is Shillman Fellow at the David Horowitz Freedom Center, Judith Friedman Rosen Fellow at the Middle East Forum, and distinguished senior fellow at the Gatestone Institute.

https://www.americanthinker.com/articles/2020/03/are_muslims_immune_to_coronavirus.html

En håndtaske og dens signaler

Dronningens håndtaske og signaler 

Tænk over dette, blot et øjeblik.

Hvornår har du sidst set en præsident, en statsminister eller anden højere chef for en nation med en rygsæk eller en tegnebog i hånden? Det er ret sjældent. Det giver mening. Hvis du er leder af en nation er der ikke megen mening i bære rundt på en taske. Det har du nemlig folk til.

Alligevel ser man at Dronning Elizabeth altid har sin håndtaske med sig, og hos sig. Det behøver hun ikke når hun skal opfylde sine pligter som monark - der er jo helt sikkert en assistent der kan give dronningen det hun har brug for. Så hvorfor bære rundt på den håndtaske?

Fordi hun holder af den..

Det er hovedårsagen. Men ikke det hele.

Dronningen har benyttet en næsten identisk håndtaske i næsten 60 år. I 1950’erne købte dronningens mor to håndtasker fremstillet af den britiske designer Launer, hun beholdt den ene og gav den anden til sin datter. Ifølge Asian News International, syntes prinsessen, der skulle være dronning, at den har den perfekte størrelse - over armen under hendes spadsereture, og hun har lige siden holdt sig til dette udstyr. Taskerne koster rundt regnet 2300 dollars, holder ikke for evigt, men Launer sørger for at Hendes Højhed får ny taske når det er nødvendigt - hun har cirka 200 nu. (Dejligt at være Dronning) Og hun har altid en med sig - overalt.

Hvorfor nu det? Ganske enkelt, hun kan lide den og den er nu en del af hendes fremtræden. Men udover det, så er den med tiden blevet en del af Majestætens forsvar. Den udgør hendes hemmelige kode.

Jo, Dronningen har en hemmelig kode.

En af ulemperne ved at være dronning er at folk ofte taler så ørene er ved at falde af. Ikke kun er det sjældent at man har muligheden for at tale med en kongelig, men høflighed og manerer gør, at hun ikke blot affærdiger dig mens du på poetisk vis udreder det du har i tanke. Derfor gør hun noget andet.

Hun bruger sin Launer håndtaske for tavst og roligt at gøre hendes entourage opmærksom på at nu er det på tide at samtalen ophører. For eksempel som People Magazine fortalte ved at citere den royale historiker Hugo Vickers, “når Hendes Majestæt er klar til at afslutte en samtale eller en social begivenhed, så skifter hun håndtasken fra den ene arm til den anden, og signalerer dermed at det er på tide at hendes assistenter træder til og hun kan komme videre.”

Og det er ikke det eneste signal med tasken. The Telegraph har fundet frem få andre:

Hvis dronning placerer håndtaske på middagsbordet signalerer det at hun ønsker af nu skal det hele slutte om fem minutter. Hvis hun sætter den på gulvet, viser det hun ikke nyder samtalen og gerne vil ‘reddes’ af hendes hofdame. 

Så for Hendes Kongelige Højhed er denne mærkevare taske en pæn måde at fortælle nogen, at nu skal de bare gå væk. Et godt råd: Hvis du kommer i audiens hos dronningen, så gør det kort - og hold øje med hendes håndtaske.

Bonus fakta:: Dronningen benytter så sin øvrige beklædning til det modsatte. Bemærk, hvor skrigende farver hun benytter. Det er ikke tilfældigt - og ikke kun fordi hun holder af disse farver. "Ifølge hendes svigerdatter Sophie, Countess of Wessex," fortæller Reader's Digest, "ønsker dronningen at sikre sig at medlemmer af offentligheden kan få øje på hende i folkemængden.”