Muslimer lader sig ikke assimilere - de infiltrerer
Lad os som begyndelse lige se bort fra nutiden.
Enhver mening vi i Vesten har antaget om at forhandle med muslimer, både individuelt og kollektivt, er forkert.
Det er en politik med baggrund i politisk korrekthed der gennem rationel, fornuftsbetonet analyse er mere en misforståelse kultur end religion.
Udtrykket "Islamofobi" blev fundet på, og kom i anvendelse tidligt i 1990’erne af the International Institute for Islamic Thought, en frontgruppe for Det Muslimske Broderskab. Gruppen blev oprettet med det formål at det skulle være et værktøj til at fremme en totalitær sag ved at stigmatisere kritikere og gøre dem tavse, samme taktik der benyttes af den politiske venstrefløj, når de slynger om sig med beskyldninger om “racisme,” sexisme” og “had-tale.”
Det blev opgaven for islamistiske lobby organisationer som the Council on American-Islamic Relations (CAIR) at skildre sig selv som borgerrettighedsgrupper talende på vegne af en muslimsk amerikansk befolkning der påstår man blev belejret af udefrakommende, der plejer en ulogisk, ikke begrundet frygt for dem og så skal man regelmæssigt anklage det amerikanske folk, amerikanske institutioner, myndigheder og U.S. regeringen for at fremmane en dyb og potentiel voldelig fordom mod muslimer. Naturligvis viser FBI data om hadforbrydelser at sådanne påstande er sludder og vrøvl.
Modsat propagandaen er islamofobi ikke hvad muslimer føler, men hvad radikale muslimer håber at kunne indføre politisk og kulturelt i ikke muslimske kulturer. Det er intimidation og frygt. Derved kan de, ikke kun fremme deres mål om et globalt kalifat, men opnå en slags “respekt” som de ellers ikke ville kunne opnå baseret på et fravær af overbevisende argumenter eller konstruktive bidrag til samfundet,
Den danske psykolog Nicolai Sennels, der har behandlet 150 muslimske kriminelle indsatte fandt fundamentale og i store træk uforsonlige psykologisk forskelle mellem muslimsk og vestlig kultur, der gør en effektiv assimilation i bedste fald yderst vanskelig og i værste fald er en myte.
For eksempel har muslimsk kultur et meget anderledes syn på vrede. I Vestens kultur er udtryk for vrede og fremførelse af trusler muligvis den hurtigste vej til at miste ansigt og det fører til en følelse af skam og tab af social status. I muslimske kultur bliver aggressiv opførsel, især trusler, generelt set betragtet som accepteret, og endog forventet som en metode til at klare konflikter.
I udenrigspolitiske sager bliver fredelige tilgange, såsom det at man viser medfølelse, indgår kompromis og benytter sund fornuft, af de muslimske ledere betragtet som kujonagtig og en svaghed der skal udnyttes. I den henseende er vrede og vold ikke grunde til at indlede forhandlinger, men er integrerede komponenter i forhandlingsprocessen.
Ifølge Sennels, er der endnu en vigtig psykologisk forskel mellem muslimsk og vestlig kultur kaldet “kontrolpunktet” uanset om mennesker oplever livet som værende under påvirkning af enten interne som ydre faktorer.
Mennesker i Vesten føler at deres liv i store store træk påvirkes af indre kræfter, vore handlemåder, vore følelser, vor måde at tænke på, vor måde at relatere til andre mennesker, vore motiver og vor måde at kommunikere på, faktorer der afgører om vi har det godt, har tillid til os selv eller ikke.
I muslimsk kultur bliver indre faktorer imidlertid erstattet af ydre regler, traditioner og love for menneskelig opførsel. De har en meget magtfuld muslimsk gejstlighed der udstikker regler for deres samfund, dikterer de politiske synspunkter, og giver regler for så at sig allle livets aspekter.
Kontrolpunktet er central for individets forståelse af frihed og ansvar.. Når mennesker i Vesten erfarer problemer, så søger vi ofte ind i os selv og spørger, “Hvad har jeg gjort forkert?” og “Hvad kan jeg gøre for at ændre situationen?” Muslimer søger efter forklaringen i udefrakommende forhold og spørger: “Hvem gjorde det mod mig?” Sennels bemærkede at et standardsvar fra en voldelig muslim ofte er: “Det er hans egen skyld at jeg bankede ham (eller voldtog hende). Han eller hun provokerede mig.”
Resultatet er at muslimsk kultur dermed tilbyder en formel for evigvarende offerfølelse.
Med en tilbagegang i følelser om personligt ansvar så er der en større tendens til at kræve at omgivelserne tilpasser sig muslimske ønsker og krav, at disse infiltreres snarere end assimilerer sig i en Vestens kultur.
Sennels giver en barsk, men realistisk opskrift:
“Vi burde ikke tillade at vore byer ødelægges af lovløse parallelsamfund, med grupper af hærgende muslimske kriminelle der overbebyrder vort velfærdssystem og med den stadig større retfærdiggjorte frygt ikke muslimer har over for vold. Konsekvenserne burde være så stringente, at de vil være langt at foretrække for enhvert anti-social muslim at drage tilbage til et muslimsk land, hvor de kan forstå og blive forstået af deres egen kultur.”
Det er ikke islamofobi Vesten lider af, men Islamokvalme, en helt naturlig reaktion på noget kulturelt unormalt..
Lawrence Sellin, Ph.D. is a retired colonel with 29 years of service in the US Army Reserve and a veteran of Afghanistan and Iraq. Colonel Sellin is the author of "Restoring the Republic: Arguments for a Second American Revolution ". He receives email at lawrence.sellin@gmail.com.
Read more: Family Security Matters http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/muslims-dont-assimilate-they-infiltrate?f=must_reads#ixzz48SDBEI3Z
Opslag
