Slangen og landmanden - en aktuel fabel
En landmand gik gennem sin mark en kold vintermorgen. På jorden lå en slange, stivfrossen. Landmanden vidste, hvor dødsensfarlig slangen kunne være, og dog samlede han den op og lagde den i sin bukselomme for at give den varme.
Snart efter vågnede slangen, og da den fik nok kræfter bed den manden der havde været så venlig over for den. Bidet var dødeligt og landmanden vidste han ville dø, “Åh” var hans sidste suk. “Jeg er virkelig blevet behandlet retmæssigt for at have haft medlidenhed med en slyngel.”
Selv den største venlighed vil ikke binde den utaknemmelige.
Moralen i denne fabel af Æsop der er knap 2500 år gammel er - at gøre godt mod det onde, kun vil føre til mere ondt.
At hjælpe de som slår ihjel vil blot bringe mere død, ikke liv. Det er i menneskets natur at tro at mennesker vil gengælde godt med godt og ondt med ondt. Denne tankegang har på pervers vis ført nogle til at formode at hvis de bliver angrebet så har de nok gjort noget som har fortjent det. Denne logik benyttes rutinemæssigt som argument for at islamiske terrorister blot betaler tilbage med samme mønt.
Formodningen om at ondt eksisterer, fordi noget ondt er blevet begået mod nogen, og som går helt tilbage til en oprindelig primal ondskab og uretfærdighed der kun kan heles med social retfærdighed - det er sådan set ondskab i sig selv.
I september 1939 var W.H. Audens reaktion på Hitlers invasion af Polen beskrevet med denne sætning linjer.
Those to whom evil is done / Do evil in return
De samme linjer har rutinemæssigt været taget op af de som er ivrige efter at gøre opmærksom på deres egne undskyldninger for det onde. I kølvandet på 11. september blev Audens lille digt igen hevet frem af de som skriver essays, hvor de forsøger at forklare hvorfor vi er de ægte terrorister som har gjort onde ting og derfor gøres der ondt mod os.
Men samtidig med det er let nok at afvise W.H. Auden som værende naiv, så ligner slanger ikke altid det vi forventer. Især slanger der søger tilflugt i menneskesindet. Auden var mere slange end landmand og hans ord var ‘slangeord’ i en særlig skællet udgave, hvor den ene ondskab undskylder den anden.
I september 1939 indgik USSR og Nazi Tysklande en aftale. Og den mand der blot to år før havde skrevet linjen "Den bevidste accept af skyld i det nødvendige mord,” i sit digt Spanien, hvor han henviste til Sovjets overgreb i Spanien, var ikke pacifist. Han var en af slangerne.
Med tiden skulle Auden selv beskrive sit digt som “inficeret med en uhelbredelig uærlighed. Infektionen, slangebidet af uhelbredelig uærlighed, strømmer gennem ordene. Uærligheden er en giftig dødbingende sygdom.
Skal de som så citerer "Those to whom evil is done / Do evil in return", undskylde eller retfærdiggøre terrorisme altså landmanden eller slangen? Overfladisk betragtet er der ingen mere tydelig eller enklere retfærdiggørelse af ondt end denne sætning. De formoder at enhver der gør ondt er der først blevet begået uretfærdighed imod. Og mens det måske ikke gøre dem uden skyld, så gør det at ‘skylden’ spredes med til at give følelse af moralens hvide uskyld hos den morderiske person der lurer i værelset.
Auden sagde selv fra overfor digtet, men ideen bagved er bare lidt for appellerende til at man skal opgive den. Så er vi tilbage ved landmanden og slangen. Hvorfor samler han dog slangen op? Er det en naiv medfølelse, eller der noget ved slangen der virker tiltrækkende? Er der noget hos de som har så megen medfølelse for ondskab der gør at de tiltrækkes af ondskab?
Splittelsen mellem landmanden og slangen er slet ikke så åbenbar trods alt. Fordi selv en idiot ved at at man ikke bør give en giftslange bosted. En slangen appellerer heller ikke til en normal person, som værende en skabning der har brug for omsorg. Er det udelukkende forkvaklet medfølelse der tiltrækker en mand så han giver en slange ly, eller er det noget helt andet? For selve forestillingen om at godhed vil blive gengældt med godhed og ondt med ondt har noget andet lurende som vi allerede har set. Landmandens logik kan tolkes på to måder, den naive mand der virkelig forventer at kun godt kan føre til godt indtil han dør ved den tankegang, eller den onde mand der mener at han er i sikkerhed for slangen fordi det onde i ham og slangen, ja det gør dem begge til ofre. For at landmanden skal handle som han gør så må han mene at slangen ikke er ond, og en sådan tro er kendetegnet hos den meget naive eller endog den meget onde.
Og så er vi tilbage ved 1. september 1939. Hitlers tanks kører ind i Polen. Til den manglende evne til at beskrive ondt som ondt. Og vi er også tilbage ved 11. september 2001. Og til så mange andre dage. Til frie lande der er under belejring af en fjende indenfor egne grænser, af slangerne de har taget til sig, holdt varme og plejet, og nu forgiftes af deres bid. Men det besynderlige er synet af alle disse ‘landmænd’ der kærligt krammer håndfulde af giftige slanger, og proklamerer hvor smukke, hvor vidunderlige de er, og forhåner enhver der advarer dem om deres dødbringende gift.
Som Æsop slog fast for cirka 2500 år siden. Den største venlighed vil ikke forpligte, binde den utaknemmelige. Faktisk har ethvert civiliseret land der er berørt af muslimsk terror, svaret ved at gøre livet bedre for muslimer. Men uanset hvor meget det ‘varmer’ slangen, så vil den stadig bide. Slangen vil altid bide.
Kun tåben eller sociopaten vil med sikkerhed tro at ondt er resultatet af ondt. At slanger kun vil bide dig - hvis du først bider dem. At hvis du varmer og plejer dem så vil de varme og pleje dig til gengæld. Tankegange der er som dødbringende gift. gengældes med ondt.
Var landmandens forbrydelse at han havde medfølelse med eller identificerede sig med slangen? Tænk på Auden dersom han identificerede sig en smule med Hitlers stormtroppers lidelser. Eller Israels Barak der siger at hvis hvis han var blevet født som palæstinensisk araber, så ville han også være blevet terrorist. Det er da virkelig slangen der taler gennem landmanden. Slangens stemme der ytrer at den eneste forskel mellem os og onde mennesker er at de har lidt og det har vi ikke. Som siger at ondt faktisk er bevis på retfærdighed.
Ethvert overgreb er bevis på lidelse. Enhver forbrydelse åbenbarer en pint sjæl. De værste uhyrer må have udholdt mere lidelse og overgreb end det er muligt for os at begribe. Ondt er helgenagtigt og godhed er privilegeret.
Se det er selve problemet med landmanden der mener han - dybt inde - faktisk er en slange, og slangen der mener den faktisk er en landmand. For hvis der ingen forskel er mellem Ondt og Godt, men at de som gør godt ja dem er der engang gjort godt imod, og de som gør ondt, ja de er der gjort ondt imod - ja så kan vi byde slanger velkommen og alt vil være godt fordi vi jo alle er slanger - dybt inde.
Og det er ikke kun ved at varme slanger vi kan lave om på det. Dette er sådan set essensen i liberalismens syn på verden. Dette er nøglen til så megen galskab. Og derfor samler de slangen op, bliver bidt og dør og undrer sig over hvorfor deres syn på tingene, der jo syntes at være så rigtig, faktisk var skrupforkert. Og vi dør med dem. For landmanden har bragt slangen hjem, givet den et godt sted at være, og fyldt sit hjem og naboernes hjem med slanger.
Daniel Greenfield is a blogger, columnist and freelance photographer born in Israel, who maintains his own blog, Sultan Knish.
Under Creative Commons License: Attribution
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar