Åbent brev til adoptivforældre
Kære adoptivforældre,
Jeg blev adopteret i 1959. I sidste uge døde min adoptivmor. Jeg havde den ære at tage mig af hende i de sidste dage af hendes liv. Det er en trist sandhed (og menneskelig fejl) at vi sjældent reflekterer over hvad vi skylder vore forældre. Ikke før det er for sent. Jeg er ingen undtagelse.
Som de fleste andre børn spurgte jeg ofte om min fødsel. Hvordan var jeg som helt lille baby? De historier begyndte altid med “Da vi fik dig...” Min adoption og mine brødres adoption blev aldrig holdt skjult for os. Det var en kendsgerning vi voksede op med og forstod. Naturligvis førte det til mange flere spørgsmål, og mine forældre besvarede dem så sandfærdigt som de kunne. Hvor er jeg taknemmelig for det.
Da hun blev indlagt på hospitalet ved sidste jul pralede min mor overfor sygeplejeren med, at det var første gang i hendes 88 årige liv. Sygeplejeren spurgte med sødt smil, “Hvordan har du dog klaret det med børn?”
"Jeg adopterede mine børn."
"Javel så, du tog den smertefrie udvej,” drillede sygeplejeren.
"Nej da. Der var masser af smerte."
Hun jokede ikke. Hun fik ikke to engle. Hun tog imod fejlfyldte mennesker i sit hjem og til sit hjerte for at lade dem vokse op som hendes. Hun gik til ‘sagen’ med hjerte og sjæl og vidste det var langvarigt.
Som adopteret barn kan jeg fortælle dig alt om den oprigtighed mine adoptivforældre udviste, og at de i sandhed var mine forældre. Jeg husker ikke hvordan jeg kom i min mors arme, ikke bedre end de børn jeg selv har født kan huske, hvordan jeg tog dem i favn. Dette er vigtigt. Det skal du huske når de spørger om deres biologiske mor. Det handler ikke om dig.
Skønt jeg aldrig har søgt efter min biologiske mor, har jeg dog kæmpet med følelsen af at være uønsket, afvist. Husk at et barns behov for at kende til sin biologiske mor ikke er en dom over din kærlighed eller indsats som mor. Det handler om hendes eller hans behov for at forstå, hvem de er.
Jeg ligner ikke min adoptivmor. Hun var høj og slank hele livet, og jeg ...nuvel er ikke. Hendes familietræk som en Smith var meget tydelige. Derfor glæder jeg mig over at se mine egne ansigtstræk og familiekaraktertræk hos mien egne børn og børnebørn. Robinsons har blå øjne, kløft i hagen og kunstneriske evner der får mit hjerte til at glæde sig. Jeg elsker at se min ægtemand og jeg selv afspejle sig i en anden generation.
Min mor har imidlertid videregivet sin “DNA” på andre måder. Her er tre karaktertræk der er gået videre til mig.
Tilfredshed: Født i 1928 og hun fik familie i 60-70’erne, så hun kendte både til fattigdom og velstand. Hun var tilfreds med det der var. Hun arbejdede hårdt, sparede op og var altid tilfreds med det hun tjente.
Beslutsomhed: Som barn spurgte jeg hende ofte om hvad hun gerne så jeg skulle blive til når jeg blev stor. Hendes svar var altid det samme, “Du kan være det du beslutter dig for at være.” Hun sagde det så ofte at jeg virkelig troede hende.
Dybfølt, inderlig kærlighed til familien: Mens min generation var “set men ikke hørt” var vi hele verden for vore forældre, men ikke universets centrum. Hendes kærlighed til familien omhandlede også at tage sig af to søskende med Alzheimers og hendes 96 årige far.
Dine børn skal absolut ikke videreføre din DNA. Forstå at en dag, vil de sig sig i spejlet og se familiekaraktertræk der er langt mere end blot øjnenes farve.
Med kærlighed og beundring,
Rhonda Robinson
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar