Min søn er bare så meget dreng. Det har jeg det fint med
På mange måder er jeg en rigtig gennemført pige. Jeg elsker smukke kjoler og at gå i byen og få eftermiddagste. Jeg kan sidde i timevis med en bog, råhygge under et tæppe, og ikke have behov for at flytte mig. Lyserød er en af min yndlingsfarer, kun overgået af dueblå.
Jeg bryder mig ikke om at blive beskidt og med insekter har jeg det rigtig svært.
Men min søn er så gennemført en dreng. I går så jeg ham sidde på jorden og placere håndfuld efter håndfuld af jord i sit skød. Så rejste han sig, grinte og faldt ned over en plante der helt uforklarligt gjorde ham møgbeskidt. Han rejste sig og slentrede videre for at undersøge et dæksel i vejen, her trak han et tot græs op - og smagte på det. Som jeg har sagt - han er en ægte dreng.
Image Courtesy of Shutterstock
Det stod helt klart lige fra da han blev født. Han kom ind i verden med et brøl, og var tilsyneladende straks frustreret over han ikke allerede kunne løbe. Han blev uafhængig meget hurtigt, småsparkede og fægtede med armene for at jeg skulle sætte ham ned og lade ham tumle. Han kom ind i verden med en sådan intensitet som ville han analysere naturens love, han sad snorlige på mit skød, med de blå øjne vidt åbne og nysgerrige. Kun når han skulle spise var han roligere, hvilende sit lille hoved mod min albue, og øjenlågene kunne bare ikke holde sig åbne og han sov.
Jeg har virkelig bekymret mig over hvad jeg skulle stille op med en dreng. Jeg har ikke haft ønske om at være en af de mødre der konstant farer rundt efter sønnike med et hysterisk råben “Rør det ikke, det er beskidt!” Men ville jeg være i stand til at styre mig når hans smukke lille ansigt er smurt ind i mudder?
Jeg har ikke noget ønske om at være en af de mødre der holder ham i armen når han klatrer op i legeredskabet, og jeg skriver “Ikke så højt, du falder!” Men vil jeg være i stand til at stå nede mens min frygtløse dreng springer helt op i toppen og så være klar til at gribe ham om han falder?
Jeg vil heller ikke være en af de mødre der river potter og pander ud af hænderne på ham og alvorligt siger “Ikke så højt!”
Han blev større, og jeg bekymrede mig, og bekymrede mig og han voksede. Det sjove skete, jeg indså da at jeg bare elsker alt det drengede ved ham. Naturligvis elsker jeg ham - han er jo min dreng. Men jeg elsker faktisk alle de ting jeg troede jeg ville hade.
Han fryder sig over de lyde ting kommer med når han slår på dem. Denne sofapude lyder altså anderledes end bordpladen, der igen lyder anderledes end væggen. Vi trommer på ting sammen, og hans store glæde ved det smitter. Han eksperimenter med stemmens lyde, undertiden skrighøjt, undertiden en abelyd. Og jeg stemmer i, mens vi løber over græsset. Han mener ordenes lyde er bare så sjove. “Skefuld” og “Tis” er in lige for tiden. Jeg opdager at de sådan set også er morsomme, og så gentager vi dem igen og igen og ruller rundt på gulvet grinende.
Vi ser på biller og fugle og hunde. Vi undersøger affald. Vi ser på huller i jorden og kigger gennem hegn. Vi jagter fly og kommer med “whoosh whoosh” lyde. Han giver mig små pinde som jeg skal gemme. Jeg viser ham myrer der vandrer på et træ, og skraldebilerne der larmer og stinker når de kører forbi.
Hans omfavnelser gives med en drengeagtig tilbageholdenhed, hele hans krop omslutter min, hans arme rundt om min hals, hans fingre i mit hår. Det varer kun et ganske kort øjeblik, men det gør det endnu skønnere. Han kysser min kind med åben mund, og jeg bliver våd på kinden. Så viser han sin kind for at jeg skal gøre det samme. Og så er han borte. Afsted på endnu et eventyr.
Hvor jeg dog elsker alt det drengede ved ham. Og det er jeg særdeles glad for jeg gør. Fordi det er jo den han er. Uanset hvordan jeg føler det. Derfor sidder jeg med tilbageholdt åndedræt når han skal lære at klatre. Jeg sikrer mig han får et langt godt bad om aftenen. Og jeg ser hans ansigt når han drømmer, og spekulerer på hvad der skal ske i morgen. Det har jeg det ganske godt med.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar