Den der ler sidst ler bedst!

Den der ler sidst ler bedst. Samir Kuntar!

Daniel Pipes

Israel har i de sidste 60 år haft en tilværelse der har været meget mere intens end noget andet lands.

Højdepunkterne - genoprettelsen af en totusind år gammel nation i 1948, historiens største militære sejr i 1967, mod alle odds, og den fantastiske Entebbe redningsaktion i 1976 af tilfangetagne gidsler - har været triumfer gennemsyret af vilje og ånd der har været inspirerende for den civiliserede verden. Lavpunkterne har været de selvforskyldte ydmygelser: Den ensidige tilbagetrækning fra Libanon og evakueringen af Jakobs grav, begge i 2000; tilbagetrækningen fra Gaza i 2005; nederlag til Hezb'allah i 2006; og udvekslingen af lig med fanger med Hezb'allah i sidste uge.

En udenforstående kan kun undre sig over denne modsætning. Hvordan kan bagmændene for forbavsende sejre kaste en sådan skændsel på sig selv, tilsyneladende uden at tage hensyn til virkningen af deres handlinger?

En forklaring har at gøre med dateringer. Højdepunkterne fandt sted i nationens tre første årtier, lavpunkterne er indtruffet siden 2000. Noget grundlæggende er forandret. Den strategiske brillante, men økonomisk mangelfulde første del af nationens eksistens er blevet erstattet af det modsatte. Gårsdagen spiongenier, de militære genier og de politiske sværvægtere er tilsyneladende blevet supersmarte og har overladt nationen til korrupte, snævertsynede mentale dværge.

Hvordan skal man ellers tolke kabinetsmødet den 29. juni da 22 ud af 25 ministre stemte til fordel for at frigive 5 arabiske terrorsiter, herunder Samir al-Kuntar, 45, en psykopat og den mest berygtede fange i Israels fængsler samt 200 lig? Som 'betaling' fik Israel ligene af 2 isrellske soldater myrdet af Hezb'allah. Selv The Washington Post har undret sig over denne beslutning.

Israels premierminister Ehud Olmert begrundede aftalen med at "den vil få en smertefuld situation til at høre op", en henvisning til at generhvervelsen af ligene af døde krigsfanger kunne man efterkomme de berørte familiers krav om en afslutning. I sig selv er begge ærefulde målsætninger, men hvad er prisen? Denne forvrængning af hensigter viser hvordan et, engang enestående strategisk velovervejet land, er degenereret til et højst følelsesladet land, en regeringsform uden mål, hvor selvkoncentreret egoisme overtrumfer raison dêtre. Isralerne har fået nok af afskrækkelse og eftergivenhed, og har mistet sporet.

Ligeså afskyvækkende kabinetsbeslutningen var, så er det endnu værre, at hverken Likud oppositionen eller andre ledende offentlige Israelske institutioner reagerede med foragt, men i det store og hele (med nogle få undtagelser) blot lod det ske. Deres passivitet afspejles i en Tamir Steinmetz Center Poll der viser, at den israelske befolkning godtager forandringen med næsten 2-1. Kort sagt gennemsyrer problemet ikke kun de ledende, men også befolkningen som et hele.

Samir Kuntar on arrival in Lebanon, complete with Hizbullah uniform and "Heil Hitler" salute (AFP).

På modstanderens side, afslører den afskyvækkende fejring af babymorderen Kuntar, hyldet som en national helt i Libanon, hvor regeringen holdt lukkedag for at fejre hans tilbagekomst, og hvor de Palæstinensiske myndigheder, kaldte ham en "heroisk kriger", at Libanons fjendskab mod Israel er dybtfølt og umoralsk, hvilket må bekymre enhver der beskæftiger sig med det arabiske sind. Aftalen har mange modsatrettede konsekvenser. Den opmuntrer arabiske terrorister til at fange flere israelske soldater og derpå dræbe dem. Den højner Hezb'allah's status i Libanon og lovliggør Hezb'allah internationalt. Den opildner Hamas og en aftale med Hamas om deres israelske gidsler bliver problematiseret. Ydermere selvom denne hændelse kan synes at være mindre betydningsfuld i forhold til spørgsmålet om et atombevæbnet Iran, så er de to dog nært forbundet. Overskrifterne på internationale aviser sammen med sætninger som "Israel sørger, Hezb'allah jubler" bekræfter den meget udbredte opfattelse, som dog er forkert, i Mellemøsten, at Israel er et "edderkoppespind" der kan ødelægges. Denne udveksling kan give det allerede apokalyptiske Iranske styre endnu mere grund til at rasle med sablerne. Værre er det dog som Steven Plaut bemærker, at ligestille "massemordere af barnemordere med soldater i krig," udvekslingen, på den mest effektfulde måde, retfærdiggør "masse udryddelsen af Jøder i den forstand at Jøder er racemæssigt underlegne."

For de der er bekymrede for Israels velbefindende og sikkerhed foreslår jeg to hjælpemidler. For det første, Israel skal forsætte med at at være en magtfaktor der har 'råd' til at begå fej; en analyse forudsiger endog, at det vil kunne overleve en udveksling af A-våben med Iran, men Iran ville ikke.

For det andet kan Kuntar affæren få en overraskende positiv afslutning. En ledende Israelsk embedsmand fortalte David Bedien, at da han nu er ude af fængslet er Israels forpligtelse til af beskytte ham ophørt; ved ankomsten til Libanon er han blevet "et mål for udslettelse. Israel vil få fat i ham og han vil blive dræbt....kontoen vil være udlignet." En anden ledende embedsmand tilføjede: "vi kan ikke lade denne mand tro han kan forblive ustraffet for mordet på en 4 årig pige."

Hvem ler til sidst, Hezb'allah eller Israel?

http://www.frontpagemag.com/Articles/Read.aspx?GUID=0CA559BE-D10C-4921-A57D-37280E1E0779