En frisør, en hijab og en 'hadeforbrydelse'
Ejeren til en trendy London frisørsalon måtte betale 4000£ for at have krænket en tilsløret muslimsk jobansøgers følelser. Uha, Uha.
"Hov intet vover intet vinder" er en talemåde, men den har tjent os godt fordi den appellerer til vor følelse af retfærdighed. De som vover noget og bidrager med ofre dertil for at opnå en gevinst fortjener gevinsten, hvis den kommer.
Sarah Desrosier, ejer en frisørsalon i London, kaldet Wedge Hair Salon. Hun vovede noget og bragte ofre. Som ledende stylist i en etableret salon i vest London opsagde hun sin sikre stilling, optog et løn og investerede sin opsparing på 5000£ for at leje en lille salon i det nordlige London. Der var ingen garanti for, at Desrosiers salon, der har specialiseret sig i "urban and edgy" klip ville blive en succes, men hun arbejdede hårdt for det.
"Jeg var klar til at satse al min energi og min sjæl i min forretning for at det skulle lykkes, og i de første måneder arbejdede jeg 12 timer om dagen, seks dage om ugen, helt alene."
At turde vove, og bringe ofre er ikke nok: En dygtig forretningskvinde har dømmekraft. Så da Desrosiers søgte efter en elev, var det fornuftigt og rimeligt for hende at benytte dømmekraft med hensyn til, hvem der ville passe ind i hendes "funky" salon:
"Jeg sælger livsstil - det er meget vigtigt - og jeg ville forvente at en frisør ville vise sit hår netop fordi jeg skal have kunder ind fra gaden," sagde Desrosiers. "Hvis nogen kom in med en baseball hat eller cowboyhat da ville jeg sige til dem at den skulle de tage af, men de var på arbejde. Det er yderst vigtigt for mig at kunderne kan se frisørens egen hårstil."
Den muslimske ansøger Bushra Noah (billede herunder) passer ikke til denne beskrivelse. Hun er markant u-funky, en stille advarsel til de vantro kvinder som tør fremvise deres hår og en afskrækkelse til præcis den type kunder som Desrosier ønsker at få i butikken.
Helt korrekt afvist til jobbet som stylist med begrundelsen, at hun nægter at tage sit tørklæde af og vise sit hår, sagsøgte Noah alligevel Desrosiers på grund af religiøs diskrimination og for "krænkede følelser," med krav om erstatning på 34000 £. Da jeg skrev om denne sag i maj måned formodede jeg at fornuften ville vinde og at den ville blive afvist. Men nej. Selvom den direkte diskriminationpåstand blev tabt, da indbragte de "krænkede følelser" 4000£ ud af Desrosiers lomme. Ikke dårligt for et ti minutters interview. Godt gået, under alle omstændigheder. Jeg er helt misundelig.
Desrosiers var rasende over uretfærdigheden:
Jeg har arbejdet hårdt hele mit liv - hvordan kan det være muligt at nogen kan komme ind i min butik, tale med mig i ti minutter og derpå sagsøge mig for 34000£? Hvordan kan det dog være retfærdigt?
Det er det heller ikke. Det er ikke retfærdigt fordi balancen mellem risiko og gevinst er fuldstændig vendt på hovedet. Desrosiers satsede og tabte. Noah satsede ingenting og vandt.
Desrosiers satsede. Hun satsede sin sparepenge og sin sikre stilling og blev straffet for at nægte at risikere endnu mere. Meget betegnende afviste Arbejdsretten hendes dømmekraft og nåede til den konklusion at "der ikke var fremlagt noget entydigt bevis om risikoen ved konsekvensen af, at lade klageren arbejde i hendes salon," og at det "betvivlede om denne risiko var så alvorlig som ejeren mente." Det er velnok nemt for dem at sige. De satser ingenting.
Den eneste måde at kunne bevise sin påstand ville være om Desrosiers ansatte Noah, mistede omsætning og måske gik fallit. Den tid hun brugte på at forberede sit forsvar kostede Desrosiers, anslået 40000£ af omsætningen i salonen og mange søvnløse nætter.
Sagen kostede Noah, som var arbejdsløs og må have modtaget offentlig hjælp af de britiske skatteydere, ingenting overhovedet. Desrosiers satsede og Noah fik gevinsten. På samme måde, Desrosiers bragte ofre og blev straffet for ikke at ville ofre endnu mere - på grund af en persons frie valg af religiøs overbevisning. De fleste religioner kræver en konservativ klædedragt, særligt til kvinder. En konservativ klædedragt er ikke forenelig med en "funky" arbejdsplads, men hvorfor skulle en overbevist troende kvinde dog tage hensyn til det? At undlade at søge stillingen i en 'urban and edgy' salon ville dog være en rimelig pris at betale for at bevare Guds godkendelse. Ville Gud ikke foretrække at Noah arbejdede i en mere traditionel salon? Skulle Noah ikke acceptere dette offer som en lille del af sin tro? Åbenbart ikke. Islam kræver ofre, men offeret skal ydes af den ikke-troende, ikke af muslimen. Desrosiers ofrede, men ikke nok. Og Noah? Hun vovede intet, men vandt det hele.
Hvad ville en indvandrer kunne lære om dette land ud af Noah-Desrosiers sagen? Hvad ville hvilken som helst "samspilsramt" person kunne lære? At han skal arbejde hårdt, tage risici, finde sig i ydmygelser og bevise at de andre tager fejl? Nej, tværtimod, han kan lære, at "krænkede følelser" er det vi englændere kalder en "sikker lille indkomst." Der er penge i vrede, så skrig hele vejen til banken.
Lukrativ vrede er ikke begrænset til det muslimske samfund, men Islam i sin nuværende form opmuntrer direkte til det. En dansk avis, ingen havde hørt om, trykte nogle 'uartige karikaturtegninger'? Oprør. Paven siger noget de ikke kan lide? Oprør og jamren. Ezra Levant genoptrykker tegningerne? Retssag - deres "menneskerettigheder" er blevet krænket. Mark Steyn udtrykker bekymring om den islamiske demografi? Du får ikke det job du ønsker? Jamren, hylen, og retssager på grund af "krænkede følelser". Det giver pote fremfor at arbejde.
Islam gør det som Islam altid har gjort: Trænger sig ind på alle områder med alle midler. For muslimerne i Vesten er tårer langt mere effektive end våben. Vi kan ikke standse muslimernes klagekorstog, men vi kan sikre os, at den knirkende dør ikke altid får olie.
For nylig skrev den engelske blogger David Thompson om forfatteren Ian McEwans kritik af Islam, eller snarere om reaktionen på den af to journalister fra the Independent, Popham og Portilho-Shrimton:
Forfatteren Ian McEwan er fremkommet med et forbavsende stærkt angreb på islamismen ved at sige, at han "foragter" den og ved at anklage den for at "ønske at skabe et samfund jeg afskyr." Hans ord, i et interview med en italiensk avis kunne i dagens febersyge lovklima, sætte ham i risiko for at blive undersøgt med begrundelsen en "opfordring til had."
Hvad begrundelsen lovmæssigt ville være er ikke klart. Alligevel påpeger Thompson at kritik af Islam ikke er uretfærdigt:
Det som er uretfærdigt ja virkeligt forkasteligt er de islamiske gruppers bestræbelser på, at kue, undertrykke og kvæle kritik gennem en gennemprøvet pantomime, hævdende at de er ofre og under dække af falske motiver. Idet de forestiller sig, at de er krænkede for at opnå det de efterstræber fra andre, eller forsøger at få uigengældte begunstninger, eller opnå kontrol over, hvad andre må sige og tænke, se det er kujonagtigt og ondskabsfuldt. Lad mig sige det engang til. Det er kujonagtigt og ondskabsfuldt.
I stadig højere grad, i England og alle andre steder i Vesten, belønnes det som "er kujonagtigt og ondskabsfuldt." Heldet følger ikke længere den der søger det, men den der jamrer- Dette må der laves om på. At vende det døve øre til muslimernes "krænkede følelser" er et godt sted at begynde.
http://pajamasmedia.com/blog/a-hairdresser-a-hijab-and-a-hate-crime/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar