Argentina: Et unikt og tragisk tilfælde
Som amerikaner er jeg til stadighed fascineret af Argentina. Vinderen af 1971 Nobel Prisen i økonomi Simon Kuznets sagde engang, "der er fire slags lande i verden: Udviklede lande, underudviklede lande, Japan og Argentina.”
Argentina forundrer historikere og udgør en unik kategori i økonomiens verden. Intet andet land har potentialet til at være så rigt, og alligevel fejler man og går helt til bunds - ikke blot en gang, men regelmæssigt og ofte. Da de fleste amerikanere nok ikke er klar over Argentinas potentiale så lad os repetere nogle af landets plussider.
1. Pampas: Det største og mest velegnede regionale område til dyrkning af korn på planeten. Strækkende sig fra de tropiske temperaturer til moderate. Ulig Amerikas kornområder der kan fryse til, er vintrene i Argentina milde i det meste af Pampas, der samtidig giver en lang vækstsæson.
2. Bøf (okse): Argentina var engang verdens største eksportør af kvægprodukter og det potentiale har man stadig..
3. Lithium: Lithium bruges i batterier til vore elektroniske redskaber, og Argentina er stor leverandør.
4. En relativ lille befolkning, 44 millioner, på et relativt stort landområde (cirka 33% af USAs).
5. Rig på naturressourcer herunder olie, zink, jern og kobber..
6. Masser af biodiversitet og klimazoner gående fra Sydpolen til det tropiske i nord.
7. Et højt udviklingsindeks, med en uddannet befolkning svarende stort set til det europæiske.
I 1895, ifølge Visual Politik, slog Argentina endda the United States i per capita GDP (1m52s). Kunne lyde som opskriften på en succes. I det første årti i det 20. århundrede konkurrerede Argentina med succes mod USA om højkvalitets indvandrere - Tyskere, italienere, franskmænd, og spaniere (især fra Galicien og Basquere fra nordspanien).
Efter 2. Verdenskrig stod selv Storbritannien med en gæld til Argentina.
Men fra tid til anden gik Argentina konkurs. Og verden undrer sig såre. På papiret burde Argentina kunne præstere på niveau med USA eller Vesteuropa, endda bedre, når man tager landets ressourcer og befolkningstal i betragtning.
Skylden placeres som regel på Peronismen og den overdrevne socialistiske politik, der uden tvivl er en større årsag. Men Peronismen kom ikke ud af den blå luft. Peron var et modsvar på en korrupt højrefløjsregering der havde solgt ud af Argentina, og de højrefløjsoligarker der havde misbrugt de fattige som var de slaver.
Under Den Store Depression blev Argentinas kvægproducenter nærmest lukket ude af det britiske marked - en besparelse - hvor briterne gav præference til canadiske produkter. For at vinde noget af den indkomst tilbage fik Argentinas kødproducenter højrefløjsregeringen til at forhandle en rædselsfuld handelsaftale med briterne der tillod briterne af dumpe billige produkter i Argentina som betaling for at Storbritannien åbnede op for en sølle andel af deres marked til Argentina.
Roca-Runciman Aftalen, en treårig handelsaftale mellem Argentina og Storbritannien blev underskrevet i maj 1933 og garanterede at Argentina fik en fastlagt del af det britiske kødmarked og fjernede afgifter på korn fra Argentina. Som betaling gik Argentina med til restriktioner i handel og valuta, og man fastholdt Storbritanniens kommercielle interesse i landet. ...
Roca lovede briterne at Argentina ikke ville bygge motorveje som konkurrence til jernbaner. Men de britiske virksomheder levede ikke op til at erstatte forfaldent materiel og forbedre servicen. Præsident Agustín Pedro Justo (tjente 1932–38) igangsatte et program der øgede antallet af motorveje i Argentina med 100%. Sent 1940’erne og tidligt 50’erne havde præsident Juan Perón's program til at frisætte Argentina for udenlandsk gæld og udenlandske ejerskab til virksomheder og fremme industrialiseringen i begyndelsen god succes, men den førte til økonomisk tilbageskridt.
Langt værre var det at Argentinas nationale konti skulle (ved krav) være i britiske banker. Den almindelige argentiner var rasende. Argentinas spirende industrialisering og økonomiske uafhængighed blev smidt til jorden af briterne blot for at fastholde de kødproducerende kvægavleres privilegier.
Det var denne frustration der bidrog til at Peron steg op på magtens tinde.
Efter 2. Verdenskrig da Peron forsøgte at få Argentinas handelsoverskud ud af de britiske banker (resultatet af the Roca-Runciman Treaty) nægtede briterne - og Amerika og Storbritannien arbejdede for at forkrøble Argentinas økonomi.
Hovedudfordringen i dag er, at Argentinas regeringsforbrug er så voldsomt at det at skære ned på det med det samme ville gøre livet for befolkningen yderst svær, den er blevet afhængig af ydelser fra regeringen. Derfor har præsident Mauricio Macri foretrukken en gradvis tilpasning frem for at gribe fat om problemets rod, en tilpasning der ikke fungerer.
Problemet var at følge en økonomisk politik med gradvis tilpasning for at rette op på de større økonomiske ubalancer som Macri arvede efter årene med grov økonomisk uansvarlighed under Kirchner. Dette gælder især når budgettet skal balancere og reduktion af landets nuværende pengemangel og underskud.
Det er ikke fordi regeringen ikke har indført nedskæringer for at spare. Disse er imidlertid ikke tilstrækkelige og der er stor modstand.
Titusinder argentinere protesterede mod præsident Mauricio Macri's besparelsestiltag tirsdag efter fagforeninger indledte en 24 timers delvis strejke der fik lufthavne, banker og skoler over hele landet til at gå i stå.
I årtier har Argentina været fastlåst i en situation, hvor enhver nødvendig reform ville blive forhindret grundet den sociale ustabilitet på grænsen til revolution. Derfor ‘hoster’ Argentina videre med de samme gamle, gamle dårligdomme.
Al denne dårligdom kan man ikke blot definere som værende ‘ kapitalisme versus socialisme.’ Var det blot således ville kapitalismen med lethed have sejret. Argentina har nok potentiale til at alle ville få velstand.
Udbredt, ødelæggende korruption på olympisk niveau hersker i Argentina. Macri selv bliver konstant anklaget for fup kapitalisme.
Det er det der gør Argentina så ustabil. Jovist er socialismen et problem, men korruptionen er så alvorlig i Argentina, at selv en højreregering vil få svært ved at få bugt med den. Når korrupte ledere bliver populære så svigter demokratiet.
Det var netop det der skete i Argentina. Peron var populær. De inviterede endog Peron tilbage til magten i 1973. Det som står klart er, at Argentina er resultatet af det som ethvert samfund bliver når korruptionen bliver så almindelig at ingen regeringsledelse kan rense ud, udover en hensynsløs administration. I for mange tilfælde set i historien er den eneste løsning blod i gaderne.
Hele systemet skal nødvendigvis forvandles, og med en ny forfatning. Men den fattige arbejder er blevet misbrugt så meget at han muligvis ikke vil tolerere reformer der er nødvendige, da disse i begyndelsen vil gøre ondt på ham.
Jeg håber Argentina vil få ryddet op. Hvor ville det være dejligt at se landet få fremgang og velstand. Jeg tvivler dog på det kommer til at ske. .
Desværre har de skiftende diktatorer der har forsøgt at rense ud i det kaos Argentina er været lige så korrupte som de politikere de fik væltet.
Mike Konrad is the pen name of an American who wishes he had availed himself more fully of the opportunity to learn Spanish better in high school, lo those many decades ago. He runs a website, Latin Arabia, about the Christian Arab community in South America.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar