Donald Trump versus den nye Charles de Gaulle
Møder med de største økonomier i verden indikerer at kærlighed nu er gårsdagens stjernestøv, musikken der ikke længere spilles. På disse møder skabes meget sjældent løsninger på de komplekse problemer vi står med, og de slutter ej heller med en fyldestgørende udtalelse. Der er nogle få optimistiske undtagelser ved udfaldet af mødet i Biarritz, ved den franske kyst. G7 repræsenterer næsten halvdelen af den globale BNP med baggrund i nominelle værdier. G7 begyndte efter oliekrisen i 1970’erne, og har siden udviklet sig med en større agenda.
2019 mødet havde en potentiel formidabel agenda. Blandt andet emner så forskellige som Iran, tendens til protektionisme, handelskrig med Kina, sænkning af handelsbarrierer, en digital skat, nedturen i verdens økonomiske vækst, klimaforandring, og drivhusgas udledninger, en global skattepolitik, multilateralt samarbejde, terrorisme, og Brexit - og helt uventet miljøsituationen i Brasilien. Værten den franske præsident Emmanuel Macron har allerede nævnt, “Vi står over for en historisk udfordring for verdensordenen.”
Mange af de deltagende ankom til G7 i Frankrig ved France at Charles de Gaulle (Roissy) Airport. Tilfældigvis er det præcis 75 år siden at Charles de Gaulle, dengang general indtog Paris under 2. Verdenskrig, og gik ned af Champs-Élysées, fra Arc de Triomphe til Notre Dame Cathedral, under hyldest af tusinder af franskmænd, mange syngende Marseillaisen. Det er spændende at sammenligne hans politiske mål med præsident Macron.
I sin helt ekstraordinære karriere var Charles de Gaulle grundlægger af Den Frie Franske Bevægelse, påbegyndt den 18. juni 1940 med en tale i London på BBC, der igen førte til en koalition af modstandsbevægelserne med de Gaulle som lederen; formand for Den Provisoriske Regering af Den Franske Republik, 1944-46, overgangsregeringen i Frankrig, grundlægger af Den Femte Republik i 1959, og præsident over Frankrig fra januar 1959 til april 1969.
I et antal år var de Gaulle den dominerende person i fransk politik. Ikke overraskende blev hans betydning sammenlignet med Napoleons. Begge var succesrige med at overbevise befolkningen om at de personligt repræsenterede nationen, men der er dog en vigtig forskel. Napoleon, Kejseren søgte et Europa under fransk dominans, mens soldaten, politikeren de Gaulle søgte et frit Frankrig i et frit Europa, et Europa der ikke skulle domineres af the United States eller at dets allierede Storbritannien.
Lige fra begyndelsen talte de Gaulle om uafhængighed af "Anglo-Saxons," the U.S. og the U.K. Han var ret så giftig om emnet. Anglo-Saxons, sagde han, “behandlede os aldrig rigtig som ægte allierede....De søgte at benytte de franske styrker for at opnå deres egne mål. Jeg overvejede, at jeg måtte spille, ‘det franske spil’ da de andre jo spillede deres. Bevidst indtog jeg en stivnakket og barsk holdning.” Winston Churchill forstod dette, trods det ofte undertiden anstrengte forhold mellem dem. Churchill sagde han følte det var vigtigt for de Gaulles position for det franske folk, at han skulle fastholde en stolt og storsnudet væremåde mod det “nederdrægtige Albion. (Storbritannien)”
Præsident Franklin Roosevelt var bekymret over de Gaulles indstilling og personlighed, og nægtede at anerkende ham som den sande repræsentant for Frankrig. Han foretrak General Henri Giraud som leder af modstandsbevægelsen indtil han tvunget af omstændigheder måtte anerkende de Gaulle sent i 1944.
Den underfundige franske forfatter Jules Renard påpegede engang at politiske ideer er som vinduesglas. Hvis man ser gennem et glas er udsigten klar, men gennem flere samtidig bliver det sløret. Dette er sandt med mange politikere, herunder nogle i the U.S., men det gjaldt især de Gaulle. Han var en tapper mand, en mand med personlig integritet, iskold, forfængelig, opblæst, autoritær, teatralsk, anti-Nazi, og anti-fascist, anti-kolonial, en myteskaber, en Elsker af Frankrig, om ikke af det franske folk eller parlamentarisk demokrati.
Han troede på en politik om Grandeur for sit land. “Hele mit liv har jeg haft en bestemt ide for Frankrig.” Det var en ide om national uafhængighed og magt, ikke udelukkende tillid til U.S. for forsvar af landet. Han trak sig fra NATOs militære overkommando, stemte imod U.K. medlemskabet af EEC, en forløber for EU, opmuntrede til separatisme i Quebec. Jovist, han var en modsætningsfyldt person, nationalist, men også en fortaler for Europa.
Han var personificeringen af personligt mod, da han gik ned langs Notre Dam, straks efter han vendte tilbage til Paris, trods det der blev skudt mod ham. Han sluttede sig til kampen mod de 58 Nazi divisioner der stadig var i Vesteuropa, herunder 10 Panzer divisioner. Han var også en vanskelig herre, ikke villig til at bøje sig. Han kendte til vigtigheden af en myte, der kan ikke være prestige uden mysterium for at være for familiær giver kun foragt.
Det tidligste eksempel på dette var hans udtalelse den 25. august 1944, efter han var kommet til Paris gennem byporten Porte d'Orléans, og derpå erklærer uden kredit til U.S. styrkerne, at Paris havde befriet sig selv, folket havde befriet Paris med assistance af Frankrigs fjender, med støtte og assistance fra hele Frankrig.
De Gaulle forbliver en stor person, husket gennem over 3000 veje i Frankrig opkaldt efter ham, efter lufthavnen i Paris, og gaden rundt om Arc de Triomphe.
Emmanuel Macron er af nogle blevet anset som det moderne udtryk for de Gaulle. Macron fortsætter symbolsk det gaullistiske syn på Frankrig som en stærk magt, et land skabt til storhed. Han har sagt at Frankrig har brug for en leder, en stærk præsident direkte valgt af folket. Som de Gaulle skabte han et politiske parlamentarisk parti for at give ham støtte. Som de Gaulle er Macron et kulturelt individ, belæst, kender Hegel, Corneille, og Henri Bergson. Som de Gaulle, er han også en aktivist og han husker at flammen i den tapre franske Resistance ikke må gå ud. Macron viste dette den 23. august da de franske sikkerhedsstyrker lukkede byen Biarritz, hvor G7 blev holdt ved at bruge 13000 officerer til at hindre voldelige opstande fra de demonstrernede Gillets Jaunes (gule veste) og den “sorte blok” af anti-kapitalistiske demonstrerende, der benytter sort tøj eller masker til at skjule deres identitet, og ved at lukke togstationen og lufthavnen, og ikke tillade nogen på stranden, alt sammen for at give indtryk af et stærkt forenet Frankrig.
Jovist er der temperamentsmæssige forskelle på de to, ligesom med politiske holdninger. Den britiske premierminister Harold Macmillan, der selv havde et noget ulykkeligt liv så, at de Gaulle hørte til “de ulykkelige og plagede sjæle for hvem livet aldrig vil være en glæde og nydelse, men en knastør ørken.” Macron synes mere optimistisk og mere åben for livets glæde, sammen med han er mindre tilbageholdende end sin forgænger.
Macron, er Frankrigs yngste statsoverhoved siden Napoleon, og han tror på en stærk præsident, et stærkt Frankrig, og et mere integreret Europa. Han har indtaget standpunkter passende til lejligheden og accepterer præsident Trumps opførsel med en realistisk forståelse af forskellene mellem dem, især ved Trumps politiske brug af afgifter, af Frankrigs skat på U.S. virksomheder og forslag om at beskytte Amazonas regnskovene. Han har forsøgt at mindske Trumps indflydelse ved at invitere ledere fra andre lande, fra nationer i Afrika, Indien, Spanien, Australien og Chile til Biarritz. Macron var imod Trumps forslag om at lade Rusland være med, Rusland som blev smidt ud af G7 i 2014 efter annektionen af Krim. Men han har også mødt modstand fra andre G7 medlemmer især med Angela Merkel over miljøet i Brasilien, og med Boris Johnson over Brexit. Selv uden Trump er der skarpe modsætninger blandt G7.
Macron, der var æresgæst ved den eneste statsmiddag i Det Hvide Hus under Trump har været forsigtig i relationerne med præsidenten. Den gode behandling af ham (Trump) ved Bastille Dags militærparaden i 2017 og middag ved Eiffel Tårnet gjorde Trump glad. Den 24. august var han vært ved en ellers ikke planlagt lunch i Hotel du Palais i Biarritz, forud for den officielle åbning af G7 mødet. Som resultat sagde Trump til Macron, “Jeg mener at kunne sige vi har et ‘særligt forhold’ og vi har været venner længe.”
Macron forklarede sin holdning til Trump. Den er meget enkel: “hvis han har givet et kampagneløfte, så ændrer han ikke mening, jeg respekterer og forstår det ....Det er vigtigt at sige noget uden kompromis, og at forsøge at gå ud fra de ting vi er enige om, og ikke give efter på ting vi er uenige om.” Macron fastslog at “vi skal finde nye veje til at igangsætte ægte stimuli og vækst,” men med tanke på forskellene i G7 bliver mødet sandsynligvis ikke et, hvor der skabes enighed eller konsensus, eller hvor man kommer med et endeligt communiqué som parterne er enige om.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar