En læge er vel læge?

En læge er vel en læge?

Stella Paul

Den finansielle og lægelige nedtur med ObamCare er blevet diskuteret meget længe, men ikke dens potentiale til at underminere den nationale sikkerhed. Den 30. juni 2007, kørte en muslimsk læge fra Irak, som arbejde på National Health Hospital i Skotland en Jeep Cherokee ind i Glasgow lufthavn og den brød i brand.

Politiet forbandt hurtigt denne terrorhandling med planer om at detonere to bil-bomber i London, som de havde forhindret 36 timer tidligere. Efterfølgende blev 7 udenlandske muslimske læger arresteret som værende meddelagtige i planerne, sammen med en hustru til en læge der arbejdede som laboratorietekniker. De otte arbejdede for National Health Service.

Dette frygtindgydende angreb bragte den kendsgerning frem at Storbritanniens National Health Service importerede titusindvis af læger fra Mellemøsten for at kompensere for manglen på læger. Iflg. New York Times, er der af de 239000 læger, der er registreret hos Storbritanniens General Medical Council nu 90000 der kommer fra andre lande. Tilsyneladende er den førhen så ærværdige profession som læge nu tumlet så langt ned på ønskelisten som følge af det nationaliserede sundhedssystem at Storbritannien må importere læger.

Gør klar til den samme demografiske forvandling her. Ifølge en undersøgelse blandt mere end 1000 læger, hvor de 46% var 1. læger, sagde de at de ville forsøge at forlade medicinen, hvis ObamaCare vedtages så vi kan meget hurtigt komme til at stå over en chokende mangel på læger. Svaret er uundgåeligt det samme som i England: Importer et utroligt antal af radikaliserede muslimske læger, giv dem adgang til vor befolkning når denne er mest svag og sårbar, udstyr dem med radiologisk og biologiske værktøjer, og spred dem over hvert eneste hjørne af landet med skatteydernes penge. Selvfølgelig, når man tager regeringens udviste tilbøjeligheder i betragtning, så er det uden tvivl en fordel og ikke en ulempe for netop regeringen.

FamilySecurityMatters.org Contributor Stella Paul is a writer who has taken a keen interest in national security since 9/11 and who blogs at StellaPundit.blogspot.com.

Krigen mod ytringsfriheden

Venstrefløjens krig mod ytringsfriheden

Bruce Walker

Venstrefløjen vil gerne fremstille sig som den største fortaler for ytringsfrihed, Da New York Times skrev artikler om, hvordan vor regering opsporede terroristers aktiviteter, var det en journalistisk opførsel der direkte satte amerikanske liv i fare ved at give information til disse terrorister der er i krig mod os. Den skinhellige venstrefløj insisterede på, at denne avis blot udøvede sin forfatningsmæssige ret til ytringsfrihed og pressefrihed.

I 1977 og 1978 planlagde nazisterne en march til Skokie, Illinois. Det altovervejende jødiske samfund var hjemsted for mange Holocaust overlevende. Byen, idet man bemærkede den bevidst provokatoriske og ondsindede natur ved denne march, traf forholdsregler for at forhindre marchen. Det altid venstreorienterede ACLU stillede sig på nazisternes side og henviste til 1. Amendment rettigheder til gunst for disse forstyrrede fjolser.

Venstrefløjen på Berkeley i 1964 forsamledes om "Ytringsfrihedsbevægelsen" der havde til hensigt at være med til at bringe uro. I 1965 var denne bevægelse blevet kendt som "Beskidt Sprog Bevægelsen," fordi den gav de studerende ret til at skrige obskøniteter uden at de skulle stilles til ansvar. Venstrefløjen havde det helt fint med det, selvom talen inspirerede til - ja næsten bad om - optøjer der ødelagde skræmte borgeres ejendom og medførte et utal af lovovertrædelser. Hør hvad en det dets "helte" Mario Savio sagde om den tid: "Regeringerne krænkers sine borgere og benægter sit moralske ansvar når den erklærer at borgere ikke kan tåle at høre meninger der kunne føre til farlig eller agressiv opførsel."

Gennem 1960- og 70'erne blev enhver bestræbelse på at indføre restriktioner på pornografien mødt med høje skrig om censur fra venstrefløjen. Selv når der benyttes regeringsmidler til at skabe "kunst," såsom, kors i glas med urin, eller nøgne kvinder der smører chokolade udover deres kroppe foran publikum da sukker venstrefløjen og fortæller amerikanerne at dette er prisen for ytringsfriheden.

Al denne hengivenhed som venstrefløjen tilsyneladende har for ytringsfriheden er ligesom en enhver anden beskæftigelse med værdinormer fra venstrefløjen, det rene bedrag, indsmigrende løgne og uforlignelig uretfærdighed. Se på den holdning som Elena Kagan har overfor ytringsfriheden. Hun skrev i 1996 at ytringsfriheden burde reguleres om ikke direkte, så indirekte, hvis den blev benyttet til eller opildnede til at gøre mennesker skade, og Kagan benyttede det berømte eksempel med at nogen råber "Brand!" i et fyldt teater. Hun sammenligner det med den berygtede "had-tale" der er opfundet af venstrefløjen.

Venstrefløjens argumenter er altid tvetydige. Personen der råber "Brand!" i et fyldt teater er beskyttet hvis han vitterligt troede der var brand. Det er kun hvis han bevidst lyver - hvis han ved der ikke er nogen brand men dog råber "Brand!" - at hans tale skal 'begrænses.' Såkaldt "had-tale" er netop beskyttet fordi den som benytter den tror på det han siger. Kagan kan meget vel mene at han har uret, du og jeg kan mene han har uret, vore meninger gælder dog ikke: At give udtryk for en ærlig tro eller mening er helt og aldeles beskyttet af First Amendment, uden nogen undtagelser.

Hvad denne deformerede fortolkning af First Amentment betyder er faktisk, at amerikanerne bliver tvunget til at tie, eller værre endnu til at lyve om deres overbevisninger. Kanaliseringen af udtalelser ind i den politisk korrekte slipstrøm betyder at hele formålet med First Amendment, der var at kunne tale udfra et frit sind og en fri samvittighed er gået tabt.

Venstrefløjen udstiller en besynderlig attitude mod rettighederne hos forskellige talere. "Hadfyldt-tale" er næsten altid rettet mod den ensomme enkelte borgerlige der ikke har nogen formue eller magt til at beskytte sig. Konservative har noteret sig at i 41 år har regeringssanktionerede TV netværkskanaler løjet om konservative, forhånet konservative ledere og konstrueret barske karikaturer af konservative som et hele. Værre endnu, i de flest af de 41 år, har netværkerne uden skrupler undgået at kritisere hinanden for ideologisk hykleri, og har opført sig som et ægte monopol. Venstrefløjen forsvarede retten hos multimilliard dollar gigantforetagenderne til at gøre livet hårdt for konservative gennem ondskabsfulde usandheder. Venstrefløjen sagde aldrig et ord om at disse mammut forretningsimperier var til skade for offentligheden.

Hvornår mon venstrefløjen vil bekymre sig om de synspunkter som timillionsivs af amerikanere har? Når en person som Rush Limbaugh benytter den i det store og hele ignorerede og finansielt beskedne AM taleradio mod en flodbølge af hån og boycotts og skaber en stemme der giver genlyd blandt det konservative flertal i Amerika, kun -- og kun så! -- stikker den gamle "Fairness Doctrine" sit besynderlige fjæs frem.

Når den identiske triade af CBS, NBC og ABC havde de samme nyheder, den samme form for underholdning, det samme af de hele -- hvilket betød at konservative ideer og holdninger uden skrupler blev forhånet da mente venstrefløjen af Fairness Doctrine var at sammenligne med censur. Kun da den anden side fik lyttere havde doktrinen mening.

Venstrefløjen er så gennemført forbundet med tankekontrol. Ligesom alle dens totalitære søskende er venstrefløjen i Amerika afhængige af magten og frastødt af sandheden. Skabelsen af officielt definerede undertrykkere og officielt definerede ofre bestemmer hvem der har rettigheder og hvem der ingen har. Det narkotiske stof med "Social Retfærdighed," det valgfri stof for Hitler, Stalin, Fader Coughlin og Sir Oswald Moseley sløver mennesker ind i en drømmeverden hvor "Frihed er Slaveriet" og det gælder også ytringsfrihed.

Bruce Walker is the author of two books: Sinisterism: Secular Religion of the Lie and The Swastika against the Cross: The Nazi War on Christianity.

Spil på den stærke hest i Mellemøsten

Hold på den stærke hest - i Mellemøsten

Daniel Pipes

Arabernes voldelighed og grusomhed forvirrer ofte vesterlændinge.

Ikke alene proklamerer lederen af Hezbollah "Vi elsker døden," men det gør, for eksempel også en 24 årig mand der sidste måned skreg "Vi elsker døden mere end I elsker livet" da han smadrede sin bil ind i Bronx-Whitestone Bridge i New York City. Da forældre i St. Louis æresdræbte deres teenagedatter med 13 knivstik fra en slagterkniv, råbte den palæstinensiske far "Dø! Dø hurtigt! Dø hurtigt!.....Stille, du lille! Dø min datter dø!" - og det lokale arabiske samfund støttede dem mod anklagen for mord. Enprins fra Abu Dhabi torturerede fornylig en kornsælger som han beskyldte for svindel; trods en video af overgrebet der blev sendt på internationalt TV, blev prinsen frifundet mens han anklagere blev dømt.

På en større skala angiver en opgørelse 150000 terrorist angreb siden 9/11. Regeringerne i de arabisk talende lande stoler mere på brutalitet, end på loven. Deres inderlige ønske om at eliminere Israel hersker stadig, selv når nye indre oprør finder sted; det seneste der er blusset op er i Yemen.

Der er gjort flere fremragende forsøg på at forklare patologien bag arabisk politik; mine personlige favoritter inkluderer forskninger af David Pryce-Jones og Philip Salzman. Nu kan der føjes yderligere to til: 'Den Stærke Hest: Magt, Politik og de arabiske civilisationers sammenstød.' (Doubleday 26 dollars), en underholdende, dybdegående og vigtig analyse af Lee Smith, Mellemøst korrespondent for the Weekly Standard.

Smith benytter som sin bevistekst Osama bin Ladens kommentar i 2001, "Når mennesker ser en stærk hest og en svag hest, så foretrækker de den stærke hest." Det Smith kalder den stærkes hest princip indeholder to banale elementer: Grib Magten, og Hold Fast på Den. Dette princip er altoverskyggende fordi arabisk offentligt liv ikke har "nogen mekanisme for fredelige forandringer af myndighed eller magtdeling, og derfor ser det en politisk konflikt som en kamp på liv og død, mellem stærke heste." Vold, observerer Smith er "Central for politiken, samfundet og kulturen i de arabisk talende lande i mellemøsten." Det indbefatter også mere underforstået at man skal holde et vågent øje med den næste stærke hest, hvor den dukker op og hvordan man indhegner den.

Smith argumenterer for at det er 'den stærke hests princip' ikke vestlig imperialisme eller zionisme, som "har afgjort den grundlæggende karakter i det arabisk talende Mellemøsten." Den islamiske religion i sig selv passer både i det oldgamle mønster med denne 'stærke hest' holdning, og er med til at fremme det. Muhammad, den islamiske profet, var en stærk mand ligeså meget som han var en religiøs figur. Sunni muslimer har i århundreder hersket "ved vold, undertrykkelse og tvang." Ibn Khaldun's berømte historieteori handler om en cyklus af vold, hvor de 'stærke heste' erstatter de svage. Ydmygelsen af d'himmierne dagligt minder ikke-muslimer om hvem der styrer.

Smiths prisme giver indsigt i moderne Mellemøsthistorie. Han præsenter den pan-arabiske nationalisme som en bestræbelse for at forandre mini-hestene i nationalstaterne til en enkelt 'super-hest' og islamismen som en bestræbelse for at muslimerne igen kan få magt. Israel tjener som en "stedfortrædende stærk hest" for såvel USA som for den Saudi-Ægyptiske blok i disses koldkrigs rivalisering med Irans blok. I et miljø med 'en stærk hest' har militsias mere tiltrækning, end valghandlinger. Fordi de mangler en 'stærk hest' gør liberale arabere kun lidt væsen af sig. Fordi USA er den mest magtfulde ikke-arabiske og ikke-muslimske stat bliver anti-amerikanismen både uundgåeligt og endemisk.

Den libanesiske druserleder Walid Jumblatt foreslår amerikanerne at de skal benytte bilbomber i Damaskus.

Dette fører os til den politik som ikke-arabiske aktører står for: Medmindre de har stor magt og viser, at de mener det, ja så vil de tabe understreger Smith. For at være flink - lad os sige, at trække sig ensidigt tilage fra det sydlige Libanon og Gaza - ville altså være en fatal fiasko. George W. Bush administrationen gjorde det rigtige ved at påbegynde en demokratiseringsprojekt, der gav forhåbninger, men svigtede så de liberale arabere ved ikke at gennemføre det. I Irak ignorerede administrationen rådet om at indsætte en stærk mand med et demokratisk sindelag.

Når US regeringen tøver, da får andre lejlighed (f.eks. Irans ledelse) til at "gennemtvinge deres egen orden i regionen." Walid Jumblatt, en libanesisk leder, har i halvt alvor foreslået at Washington skal "sende bilbomber til Damaskus" for at få budskabet igennem og signalere at det forstår den arabiske metode.

Smiths enkle og næsten universelle princip giver et værktøj til at forstå arabernes dødskult, æresdrab, terroristangreb, despotisme, krigsførelse og så meget andet. Han anerkender at 'den stærke hests princip' kan forekomme vesterlændinge som gennemført brutalt og råt, men han insisterer helt korrekt på, at det er den barske og kolde realitet, som de som står udenfor skal anerkende, tage i betragtning og svare på.

Daniel Pipes

FamilySecurityMatters.org Contributor Daniel Pipes is director of the Middle East Forum, Taube distinguished visiting fellow at the Hoover Institution of Stanford University, and a contributor to FrontPageMagazine.com.

Velfærdsreformer - der vil virke

Velfærdsreform - hvad England kan lære af Amerika

Daniel Hannan

Den sociale velfærdspolitik har fejlet i hvert eneste land i Vesten - undtagen et. Med "fejlet mener jeg "budgetterne til forbruget bliver stadig større," uden at der er en rimelig virkning på hverken fattigdom eller uligheden." Goderne der havde til hensigt at udgøre en forvandlende effekt har været strukturelle, da folk opmuntres til at gøre det til deres 'forretning' at være kvalificerede til flere ydelser. Millionvis er fanget i afhængighedens besværligheder.

Den ene undtagelse? USA, hvor i 1996, præsident Clinton underskrev den allermest succesrige velfærdsreformlov i menneskehedens historie. Det virkede på alle måder. Fattigdom arbejdsløshed og velfærdsbudgetterne faldt kraftigt, samtidig med at tilfredsheden blandt tidligere modtagere af velfærdsydelser voksede.

Det er sandt at 1996 loven blev vedtaget i en tid med en stærk økonomisk vækst; men dette alene forklarer ikke det nærmest mirakuløse skifte fra afhængighed til meningsfyldt arbejde. Antallet af familier på velfærd faldt fra 5 millioner til 2 millioner. 1,6 millioner børn kom ud af fattigdommen. Måske er det mest imponerende, at reformerne løftede grupper op som ikke havde været omfattet af ethver tidligere velfærdsinitiativ: Fattigdommen blandt sorte børn faldt fra 42% til 33%; blandt enlige mødre fra 50 - 42%.

Hvad var så formularen? Hvilken tryllestav viftede præsident Clinton (eller om du vil Newt Gingrich) med for at gennemføre en så ekstraordinær forvandling? -- Det lokale! --

Loven fra 1996 om Det Personlige Ansvar og Arbejdsmuligheder skiftede fra forbundsregeringens sociale sikkerhedsnet over til staterne, og gav de lokale myndigheder opmuntringer til at reducere deres antal af klienter.

Tilbudet om frihed til at eksperimentere blev grebet med glæde. Nogle opmuntrede arbejdsgiverne til at ansætte arbejdsløse; andre organiserede selv løsninger; de fleste med betingelsen af, at for at få velfærdsgoder så var det afhængigt af at man tog imod jobtilbud. Den bedsre praksis rygtedes hurtigt, ved at staterne kopierede det som virkede bedst andre steder.

Jeg håber meget at Iain Duncan Smith (Storbritanniens Arbejdsminister) der indtil nu ikke har sat en fod forkert vil overveje den rolle som 'det lokale' kan spille i lettelsen af fattigdommen her i landet. Trods alt er det jo ikke en ny ide: Mellem opløsningen af klostrene og Lloyd George reformerne i 1909, blev det sociale sikkerhed betragtet som en udelukkende kommunal funktion i Storbritannien. Frem til i dag er landsdelene og byerne ansvarlige for at levere goderne, men absurd nok, har ingen indflydelse på hvem der er kvalificerede til dem. Ved at de fik lov til det, vil ikke koste en penny eller kræve en eneste ny embedsmand.

Fordelene ved 'det lokale' er meget let at lave en liste over:

For det første: Store bureaukratier skaber uhensigtmæssige konsekvenser. Hvor regioner og byer kan tilpasse deres politik så den passer til de lokale behov da vil et ensartet system der dækker 60 millioner mennesker nødvendigvis have mange smuthuller, gøre de afhængige der ellers aldrig er blevet anset som dagpengemodtagere.

For det andet: Nærhed letter vurderingsevnen. Person A kan være en enke der virkelig har brug for hjælp på grund af sin uheldige situation, mens Person B er kendt som en dovenlars. Lokale sagsbehandlere kan se dette meget tydeligt. Men hvis de overordnede regler der udstikkes fra Whitehall sætter de to ansøgere i samme kategori, ja så må de nødvendigvis behandles ens.

For det tredje: Mangfoldighed giver den bedste praksis. Friheden til indføre metoder betyder at de lokale myndigheder kan finde på ideer som bureaukraterne aldrig ville have drømt om.

For det fjerde: Organisationer - kirker - velgørenhed - virksomheder - er mere tilbøjelige til at blande sig i lokale projekter end i nationale planer, og sådanne organisationer er langt bedre til at tale mennesker ud af fattigdom end regeringskontorerne.

For det femte: 'Det Lokale (lokalismen) forandrer holdninger. Mennesker vil have en helt anden holdning til, lad os sige, naboen, som de vidste søgte om handicapydelser samtidig med at han arbejder som elektriker, hvis de vidste det har indflydelse på deres lokale skatteopgørelse.

For det sjette: Måske det vigtigste, 'det lokale (lokalismen) betoner holdningen til ansvarlighed: Vor ansvarlighed for at støtte og klare os selv hvis vi kan og vort ansvar for de blandt os -- ikke en abstrakt kategori af "underpriviligerede," men synlige naboer - der uanset grunden ikke kan klare sig selv. Forpligtelse er ikke længere noget man er fritaget fra når man har betalt sin skat. 'Det lokale' (Lokalismen) vil gøre os alle til bedre borgere.

FamilySecurityMatters.org Contributor Daniel Hannan is a British writer and journalist, and has been Conservative MEP for South East England since 1999. He speaks French and Spanish and loves Europe, but believes that the EU is making its constituent nations poorer, less democratic and less free. He is the winner of the Bastiat Award for online journalism.

Hvorfor ændre navnet på Helligdage?

Hvorfor forsøger man at ændre navnet på helligdage

---

Dennis Prager

Når en by i Iowa forsøger at ændre navnet på Langfredag til "Forårs helligdag" da ved man Amerika har problemer.

De iblandt os der går ind for jødisk-kristne værdier, der har udgjort hele grundlaget for Amerikas værdinormer siden grundlæggelsen af United States, forventer at se sådanne ting på de to kyster. Vestkysten og Østkysten (i det mindste ned til Virginia) har i det store og hele forladt den Gudsbaserede moral ved Uafhængighedserklæringen, og hos alle forfatningens fædre.

Jo, netop forfatningens fædre. Selv de såkaldte gudstroende, selvom de ikke var kristne i teologisk forstand, var en slags etiske monoteister, det vil sige, faste tilhængere af etikken der var forbundet med Skaberens vilje. Som Steven Waldman, som ikke var konservativ, skriver i "Founding Fathers", en bog der er blevet rost af såvel højre- som venstrefløjen, "Hver af dem følte at religion var yderst vigtig, som et mindstekrav for at opmuntre til en moralsk opførsel, og gøre landet sikker for en republikansk regering."

Vi skal derfor hen til det amerikanske "hjerteland" for at holde den religiøse base for amerikansk civilisation i live. Det er derfor at det trods Iowas historie om "progressivitet" var forstemmende at erfare sidste uge (april 2010), at byen Davenport har meddelt at det vil omdøbe Langfredag til "Forårs helligdag."

Som rapporteret af ABC News:

"Ved at tage en anbefaling af Davenports Borgerrettigheds Kommission i betragtning for at ændre helligdagens navn til noget mere økumenisk har byens chef administrator, Craig Malin, udsendt en memo til de kommunalt ansatte og meddelt af Langfredag skal kaldes 'Forårs Helligdagen.'

Borgerrettighedskommissionen sagde, at den anbefalede ændringen for bedre at kunne afspejle byens diversitet og fastholde en adskillelse af kirke og stat når det drejer som om officielle kommunale helligdage."

I betragtning af vigtigheden af Langfredag for kristne, var der et såvel lokalt som national postyr og protester da nyheden om anbefalingen blev offentligt kendt, og anbefalingen blev trukket tilbage.

Som forklaring på anbefalingerne sagde Tim Hart, formand for Borgerettighedskommissionen, "At vi blot anbefalede at navnet skulle ændres til noget andet end Langfredag. Vor Forfatning går ind for en adskillelse af kirke og stat. Davenport hævder den er en by der går ind for diversitet, og med baggrund i alle de forskellige typer af religion og etniske baggrunde vi repræsenterer, derfor foreslog vi ændringen."

At Davenports Byråd ikke støttede kommmissionens anbefaling er vigtigt at bemærke, men ikke alt afgørende. Det som er altafgørende er at borgerrettighedskommmissionen og byens administrator i den amerikanske by - en by i Amerikas hjerteland - kunne anbefale at Langfredag skulle ændres til det betydningsløse "Forårs Helligdag."

Det er vigtigt af disse grunde:

1. Der er virkelig en krig mod Kristendommen.

Venstredrejede holdninger er som en verdslig religion, og dens tilhængere forstår at den største forhindring for dominansen af venstrefløjens politik og værdier er den traditionelle religion, især Kristendommen. Med Kristendommens nedtur i Vesteuropa, vil venstrefløjens ideer og værdier komme til at dominere kontinentet. Amerika, det mest religiøse og industrialiserede demokrati er den helt store undtagelse.

2. Hvorfor man ikke skal forkaste Kristendommen?

Hvis en religiøs mangfoldig befolkning, og en adskillelse af kirke og stat kræver adskillelse af regeringens godkendelse af Langfredag, hvorfor så ikke behandle Kristendommen på lignende vis, og omdøbe det til "Vinter Helligdag?" Det spurgte man hr. Hart, formanden om. Hans svar med ordene fra ABC viser den tankegang der er karakteristisk for den politisk korrekte: "Kommissionen, sagde han, "diskuterede at ændre Julen, men besluttede at tilstrækkeligt med andre religioner fejrer Julen." Hart kunne imidlertid ikke nævne en eneste."

Borgerrettighedsorganisationer handler ikke om borgerrettigheder.

ACLU og andre venstrefløjsorganisationer, der har sådanne ædle betegnelser som borgernes-friheder og borgernes-rettigheder, har et problem der ligner det som March of Dimes havde dengang polio var besejret: Hvad skal der nu ske? Borgerrettighederne og de borgerlige friheder er yderst godt beskyttet i Amerika. Hvis ACLU og de utallige borgerrettigheds kommissioner holdt op med at eksistere, og nogle få mindre, og politisk neutrale grupper, overtog deres plads ville borgerrettighederne kun høste gavn af det. Det er helt tydeligt, fra eksemplet med Davenport, at disse grupper faktisk ikke fungerer som borgerrettigheds- eller borgerfrihedsorganisationer. De er organisationer der fremmer venstrefløjens dagsorden. Ingen venstrefløjsdagsorden er mere vigtig end at minimere den indflydelse som jødisk-kristne religioner, især Kristendommen har på den amerikanske levevis.

3. Langfredag er en amerikansk helligdag der minder amerikanerne om, at dette er et religiøst samfund.

Venstrefløjen er imod Amerikas tre store værdier - det jeg kalder Den Amerikanske Treenighed (se for eksempel min video om dette på prageruniversity.com) – "E Pluribus Unum," "Frihed" og "Vi stoler på Gud". Venstrefløjen benytter diversiteten og multikulturalismen for at underminere E Pluribus Unum ("Fra mange til En"). Den går ind for lighed (som resultat) fremfor frihed, og den magtfulde stat, i stedet for det magtfulde frie individ. Den søger, måske fremfor alt, at erstatte "Vi stoler på Gud" med et verdsligt samfund og med verdslige værdier. Hvis den havde et motto så kunne det være "På videnskaben (eller Sekularismen) tror vi." Elimineringen af Langfredag som en amerikansk helligdag er endnu et slag i denne krig.

4. Ikke-kristne der er krænkede over Langfredag er narcissister.

Venstrefløjen fortæller os, at ikke-kristne er krænkede over regeringens højtideligholdelse af Langfredag. Som jøde, så tillad mig at sige, at enhver ikke- kristen der er krænket af Langfredag eller Julen giver en helt ny betydning af ordet "narcissist." At forsøge at slette navnet Langfredag er en øvelse i at være selvcentreret og en utaknemmelighed der er simpelthen yderst forbavsende. Vi ikke-kristne amerikanere bor i det mest frie samfund i menneskehedens historie; det blev skabt af et folk der næsten alle fejrede Langfredag og så skulle vi have den uforskammethed at ændre navnet?

5. PK (Politisk Korrekthed) bør omdøbes til "Det der krænker Venstrefløjen! "(DKV).

De fleste amerikanere vil karakterisere Davenport forsøget på at få Langfredag omdøbt som politisk korrekthed. Det er det også. Ligesom alt PK skjuler udtrykket dog sin virkelige mening, der er det samme som venstrefløjens. Politisk korrekthed er altid skabt af venstrefløjen. Udtrykket burde derfor ikke være PK; det burde være DKV, ""Det der krænker Venstrefløjen." Det er meget uheldigt for Amerika, at der er blevet således. Amerikanerne ville have meget mere klarhed over Den Anden Borgerkrig der nu finder sted - fra SanFrancisco til jo, netop Davenport, Iowa.

---

Dennis Prager hosts a nationally syndicated radio talk show and is a visiting fellow at the Hoover Institution at Stanford University. He is the author of four books, most recently "Happiness Is a Serious Problem" (HarperCollins). His website is www.dennisprager.com.

Klimaet og Skilsmisser!

Har Moder Jord råd til omkostningen ved Al Gore's skilsmisse?

James Delingpole

Moder Gaia bønfalder med tårer Al og Tipper Gore: "Jeg har ikke råd til Jeres skilsmisse!"

Skilsmisser slår vor Planet ihjel. Således blev det hævdet i en undersøgelse fra Michigan State University fra 2007, hvori man anslog at skilsmisser over hele verden krævede yderligere 38 millioner værelser end tilfældet ville have været om man var blevet sammen, ligesom der vil blive benyttet 73 milliarder kilowatt mere elektricitet og 627 milliarder gallons mere vand.

Og her drejer sig sig udelukkende om 'normale mennesker.' Forestil dig hvor langt mere katastrofalt det ville være hvis de var så højtstående som næsten milliardæren den co2 sælgende og skaberen af religionen Menneskeskabt klimaopvarmning - Al Gore.

I blot et af hans hjem - det med 20 værelser i Nashville - er beregnet til at forbruge cirka 20 gange mere elektricitet end gennemsnitshjemmet i USA. (se også denne artikel på synopsis)Det betyder derfor, hvis - Gud forbyde det - Al Gore's oppustede omfavnelse, besynderlige halv-søvnige stemme og fascinerende power point forelæsninger nogensinde skulle ophøre med at gøre hans elskede Tipper glad så ville Planet stå overfor en økologisk katastrofe der vil få olietragedien i Louisianna til at se ligeså farlig ud som din nabos barbecue.

Men hvad er det dog jeg hører? Neejjjjj!

Nej, det kan ikke være sandt, eller kan det? Al og Tipper, Burton/Taylor, Antonius/Kleopatra, næ snarere Pamela/Tommy Lee parret i den økologiske bevægelse er under separation?

Det er altfor ganske forfærdeligt. Jeg er utrøstelig. Lad mig være i fred. Lad mig sørge i stilhed.

James Delingpole is a British writer, journalist and broadcaster who is (he says) right about everything. He is the author of numerous fantastically entertaining books including Welcome to Obamaland: I've Seen Your Future and it Doesn't Work. His website is http://www.jamesdelingpole.com/ and he also has a blog at the Daily Telegraph.

Medierne og Uighurerne! Lidt balance udbedes.

Palæstinensere, Uighurer og fravælgende besynderlige medier

Hvis dødsfaldene af ni muslimske "fredsaktivister" med skydevåben og knive er en international krise, så må de 140 uighurer der er blevet dræbt af kinesisk politi også være det.

Leon de Winter

For en måned siden i Kinas Xinjiang Yugur Autonome Region blev 140 muslimer dræbt af det kinesiske indsatspoliti. Vi taler her om uighuriske muslimer, hvis tilværelse på mediemarkedet kun repræsenterer en fraktion af værdien af de arabiske muslimer der blev dræbt af jøderne.

Jeg erkender at ni islamiske aktivister der elsker at synge evergreenen "Død over Jøderne" - altså ægte uskyldig folklore i disse regioner - dræbt af israelske soldater er en handling uden sammenligning. Det er det laveste og mest onde der er hændt siden Holocaust. Hvor vover de at dræbe freds-elskende islamister der synger sådanne uskyldige verselinjer som "Død over Jøderne"?

Men så alligevel, tænk over det som skete i Kina. Hele 140 muslimer dræbt af det kinesiske politi. OK, det er ikke som ni dræbt af jøderne, men det er da slemt nok.

I medierne i Vesten nævnes der næsten ikke noget om disse dødsfald, men undertiden kan man finde nogle henvisninger til denne "Holocaust" (hvis tyrkerne og palæstinenserne kalder ni muslimers død en Holocaust, så kan vi vel også kalde dette en Holocaust, ikke sandt?)

Hvad skete der? AFP News citerer Alim Seytoff, generalsekretær for Uighur American Association i Washington for at sige at politiet "uden hensyn" var begyndt at skyde mod de protesterende folkemængder.

Se, det er jo frygteligt ikke sandt? Virkelig frygteligt, jeg mener ikke så slemt som at ni fredselskende ekstremist muslimer bliver dræbt af jøderne, men dog slemt nok.

Hvad ville disse uighuriske muslimer opnå? Her følger det: Xinjiangs otte millioner uighurer har klaget over politisk, kulturel og religiøs forfølgelse af Beijing og der har været adskillige anmodninger fra uighurerne om selvstændighed."

De lyder næsten som palæstinenserne, ikke sandt? Otte millioner uighuriske muslimer der bliver nægtet deres egen Uighur stat er slemt, virkelig slemt. Men ikke så slemt, selvfølgelig, som jøderne der nægter palæstinenserne deres egen stat, hvilket jo er nummer et årsag for de fredselskende aktivister i verden. Men hallo, disse uighurer, hvem de så end er, ønsker en stat (og hvorfor ikke?) og kineserne vil dræbe dem i hundredevis (jo, de dræbte også hundeder af dem sidste år)!

Der er således nu hundredevis af frustrede fredselskende aktivister uden arbejde, de sidder og bider negle, og her er der altså en kæmpesag! Bekæmp kineserne. Hjælp de uighuriske muslimer med at opnå uafhængighed! Boycott kinesiske produkter! Send Jeres iPhones og iPads retur. .

Jeg ønsker at sende en flotille der sejler til Shanghai og op ad Yangtze Floden! Disse uighurer har faktisk brug for hjælp! De kan kun spise hvid ris og har ikke adgang til den lokale Roots Club, som eliten i Gaza.

Du vil få at se, hvordan kineserne vil byde vore aktivister velkommen! Med åbne arme! Jo, netop! Vi har brug for at standse drabene på uskyldige uighuriske muslimer og vi har brug for erfarent flotillemandskab til at lede an.

Leon de Winter is a novelist and columnist for Elsevier Magazine in the Netherlands. His last novel, The Right of Return is a thriller set in Tel Aviv in 2024. He presently lives in Los Angeles.

Læs også denne artikel af Leon de Winter her på bloggen