Krigen mod ytringsfriheden

Venstrefløjens krig mod ytringsfriheden

Bruce Walker

Venstrefløjen vil gerne fremstille sig som den største fortaler for ytringsfrihed, Da New York Times skrev artikler om, hvordan vor regering opsporede terroristers aktiviteter, var det en journalistisk opførsel der direkte satte amerikanske liv i fare ved at give information til disse terrorister der er i krig mod os. Den skinhellige venstrefløj insisterede på, at denne avis blot udøvede sin forfatningsmæssige ret til ytringsfrihed og pressefrihed.

I 1977 og 1978 planlagde nazisterne en march til Skokie, Illinois. Det altovervejende jødiske samfund var hjemsted for mange Holocaust overlevende. Byen, idet man bemærkede den bevidst provokatoriske og ondsindede natur ved denne march, traf forholdsregler for at forhindre marchen. Det altid venstreorienterede ACLU stillede sig på nazisternes side og henviste til 1. Amendment rettigheder til gunst for disse forstyrrede fjolser.

Venstrefløjen på Berkeley i 1964 forsamledes om "Ytringsfrihedsbevægelsen" der havde til hensigt at være med til at bringe uro. I 1965 var denne bevægelse blevet kendt som "Beskidt Sprog Bevægelsen," fordi den gav de studerende ret til at skrige obskøniteter uden at de skulle stilles til ansvar. Venstrefløjen havde det helt fint med det, selvom talen inspirerede til - ja næsten bad om - optøjer der ødelagde skræmte borgeres ejendom og medførte et utal af lovovertrædelser. Hør hvad en det dets "helte" Mario Savio sagde om den tid: "Regeringerne krænkers sine borgere og benægter sit moralske ansvar når den erklærer at borgere ikke kan tåle at høre meninger der kunne føre til farlig eller agressiv opførsel."

Gennem 1960- og 70'erne blev enhver bestræbelse på at indføre restriktioner på pornografien mødt med høje skrig om censur fra venstrefløjen. Selv når der benyttes regeringsmidler til at skabe "kunst," såsom, kors i glas med urin, eller nøgne kvinder der smører chokolade udover deres kroppe foran publikum da sukker venstrefløjen og fortæller amerikanerne at dette er prisen for ytringsfriheden.

Al denne hengivenhed som venstrefløjen tilsyneladende har for ytringsfriheden er ligesom en enhver anden beskæftigelse med værdinormer fra venstrefløjen, det rene bedrag, indsmigrende løgne og uforlignelig uretfærdighed. Se på den holdning som Elena Kagan har overfor ytringsfriheden. Hun skrev i 1996 at ytringsfriheden burde reguleres om ikke direkte, så indirekte, hvis den blev benyttet til eller opildnede til at gøre mennesker skade, og Kagan benyttede det berømte eksempel med at nogen råber "Brand!" i et fyldt teater. Hun sammenligner det med den berygtede "had-tale" der er opfundet af venstrefløjen.

Venstrefløjens argumenter er altid tvetydige. Personen der råber "Brand!" i et fyldt teater er beskyttet hvis han vitterligt troede der var brand. Det er kun hvis han bevidst lyver - hvis han ved der ikke er nogen brand men dog råber "Brand!" - at hans tale skal 'begrænses.' Såkaldt "had-tale" er netop beskyttet fordi den som benytter den tror på det han siger. Kagan kan meget vel mene at han har uret, du og jeg kan mene han har uret, vore meninger gælder dog ikke: At give udtryk for en ærlig tro eller mening er helt og aldeles beskyttet af First Amendment, uden nogen undtagelser.

Hvad denne deformerede fortolkning af First Amentment betyder er faktisk, at amerikanerne bliver tvunget til at tie, eller værre endnu til at lyve om deres overbevisninger. Kanaliseringen af udtalelser ind i den politisk korrekte slipstrøm betyder at hele formålet med First Amendment, der var at kunne tale udfra et frit sind og en fri samvittighed er gået tabt.

Venstrefløjen udstiller en besynderlig attitude mod rettighederne hos forskellige talere. "Hadfyldt-tale" er næsten altid rettet mod den ensomme enkelte borgerlige der ikke har nogen formue eller magt til at beskytte sig. Konservative har noteret sig at i 41 år har regeringssanktionerede TV netværkskanaler løjet om konservative, forhånet konservative ledere og konstrueret barske karikaturer af konservative som et hele. Værre endnu, i de flest af de 41 år, har netværkerne uden skrupler undgået at kritisere hinanden for ideologisk hykleri, og har opført sig som et ægte monopol. Venstrefløjen forsvarede retten hos multimilliard dollar gigantforetagenderne til at gøre livet hårdt for konservative gennem ondskabsfulde usandheder. Venstrefløjen sagde aldrig et ord om at disse mammut forretningsimperier var til skade for offentligheden.

Hvornår mon venstrefløjen vil bekymre sig om de synspunkter som timillionsivs af amerikanere har? Når en person som Rush Limbaugh benytter den i det store og hele ignorerede og finansielt beskedne AM taleradio mod en flodbølge af hån og boycotts og skaber en stemme der giver genlyd blandt det konservative flertal i Amerika, kun -- og kun så! -- stikker den gamle "Fairness Doctrine" sit besynderlige fjæs frem.

Når den identiske triade af CBS, NBC og ABC havde de samme nyheder, den samme form for underholdning, det samme af de hele -- hvilket betød at konservative ideer og holdninger uden skrupler blev forhånet da mente venstrefløjen af Fairness Doctrine var at sammenligne med censur. Kun da den anden side fik lyttere havde doktrinen mening.

Venstrefløjen er så gennemført forbundet med tankekontrol. Ligesom alle dens totalitære søskende er venstrefløjen i Amerika afhængige af magten og frastødt af sandheden. Skabelsen af officielt definerede undertrykkere og officielt definerede ofre bestemmer hvem der har rettigheder og hvem der ingen har. Det narkotiske stof med "Social Retfærdighed," det valgfri stof for Hitler, Stalin, Fader Coughlin og Sir Oswald Moseley sløver mennesker ind i en drømmeverden hvor "Frihed er Slaveriet" og det gælder også ytringsfrihed.

Bruce Walker is the author of two books: Sinisterism: Secular Religion of the Lie and The Swastika against the Cross: The Nazi War on Christianity.