Joseph Farah
I 1966, skrev George Harrison fra The Betales en sang der kan forekomme at være noget absurd for de fleste af os.
Den blev kaldt "Tax Man."
The Beatles var på det tidspunkt blevet ført helt ind i nouveau riche stratosfæren med deres globale succes - indtil i dag har man ikke set noget lignende i popmusikken.
Tilsyneladende var de noget overraskede over, hvor meget af deres velstand der blev inddraget af regeringen.
Derfor skrev de en vred protest sang som ikke lignede de fleste andre protestsange fra de dage.
Den handlede ikke om borgerrettighederne.
Den handlede ikke om spredning af atomvåben.
Den handlede i stedet om den onde gamle regering der konfiskerede menneskets velstand.
Let me tell you how it will be;
There's one for you, nineteen for me.
'Cause I'm the taxman,
Yeah, I'm the taxman.Should 5 per cent appear too small,
Be thankful I don't take it all.
'Cause I'm the taxman,
Yeah, I'm the taxman.
I dag kan flere af os relatere til dette - måske som et faktum, ved at omtrent 50% af amerikanerne, de som betaler skat, gør det for at de andre 50% kan slippe.
Det er imidlertid ikke formålet med denne lille klumme.
Her fornylig hørte jeg sangen igen og det i et helt nyt lys.
Jeg hørte noget jeg aldrig havde lagt mærke til før, selvom jeg har hørt den et utal gange.
If you drive a car, car, I'll tax the street;
If you try to sit, sit, I'll tax your seat;
If you get too cold, I'll tax the heat;
If you take a walk, I'll tax your feet.
Tilsyneladende benyttede the Beatles kraftig overdrivelse for at skære tingene ud - de illustrerede absurditeten ved det absurde, som Rush Limbaugh ville kunne have udtrykt det.
Beskatte gaden?
Beskat dit sæde?
Det land jeg bor i har en skat på kontorudstyr der benyttes i hjemmet. Så bogstaveligt talt så beskatter regeringen det sæde jeg sidder på når jeg udfører mit erhverv.
Læg så mærke til næste linje.
Hvem ville kunne have forstillet sig i 1966 at regeringen faktisk kunne finde på metoder til at "lægge skat på varmen." Hvor må det have lydt fuldstændigt afsindigt for 40 år siden? Ret så gak, gak, som jeg husker det. Faktisk så er det derfor jeg aldrig har forbundet denne tekst med det vi virkelig oplever idag. Men er det ikke det den skrupskøre CO2 skatteplan handler om?
Min pointe?
For 40 år side, hvem ville da kunne have forestillet sig at George Harrison's "Tax Man" mareridt i al sin gru blev til virkelighed?
Det er jo det al den globale opvarmningshysteri og bedraget bagved handler om - en plan om at beskatte varmen!
Først så pisker det et hysteri op om et (tilsyneladende) selvskabt falsk problem de kalder "global opvarming." Vejret skifter trods alt ligeså uforudsigeligt som vinden blæser. Der vil altid være vejrvariantioner i denne verden. Og derfor vil regeringen aldrig løbe tør for kriser der kan udnyttes til at flå skattyderne.
Det er lige meget om det er Storbritannien, som er den regering Harrison harcellerede over i 1966, eller om det er USA i 2010.
Det er selve regeringens natur at få borgerne til at forbløde med dens ukontrollable krav om mere og mere magt over individernes liv.
Hvem ville kunnet have forestillet sig i 1966, at vi faktisk beskatter varmen?
Ja, hvem dog?
Hvor længe mon det vil vare for regeringen regner ud en metode til at beskatte vore fodtrin?
Se, jeg havde aldrig før haft den tanke, at nu afdøde George Harrison og the Beatles var politiske profeter, men der kan man bare se.
http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=132473
Joseph Farah is founder, editor and CEO of WND and a nationally syndicated columnist with Creators Syndicate. His book "Taking America Back: A Radical Plan to Revive Freedom, Morality and Justice" has gained newfound popularity in the wake of November's election. Farah also edits the online intelligence newsletter Joseph Farah's G2 Bulletin, in which he utilizes his sources developed over 30 years in the news business.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar