Hvorfor Venstrefløjen elsker indvandring

Den virkelige grund til at venstrefløjen elsker indvandring

J.R. Dunn

Osmannerne havde en interessant metode til at sikre politisk stabilitet. Det vidt udbredte imperium opererede med et system i hvilket "græsrødder," udvalgte etniske og religiøse grupper, fik lov til at styre deres egne indre forhold mens de samtidig gav absolut troskab til Sultanen og hans regering.

Med udvalgte tidsrum fik hver "græsrodsgruppe" ordre til at flytte til et nyt hjem, undertiden i den helt modsatte ende af imperiet, blandt nye naboer -- undertiden hos de oprindelige indbyggere, undertiden med andre flygtninge -- af fremmed herkomst, etnicitet og religiøs overbevisning. Kristne blandt muslimer, katolikker blandt muslimer, katolikker blandt ortodokse, bulgarere blandt tyrkere, kirgisere blandt arabere....variationerne var næsten ubegrænsede. I løbet af kort tid ville de forskellige grupper blive så optaget af i at genere og angribe hinanden, at de ikke fik tid eller kræfter til at forsvare deres status quo.

Den Osmanniske Stat optrådte som dommer, lejlighedsvis gik man hårdt til en etnisk gruppe der var ved at komme ud af kontrol, men i det store og hele lod man cirkusset køre sit spil, mens de, herskerne, var optaget af livets 'finere' sager -- konspirationer mod egne embedsfolk, eller planer om at erobre Vesteuropa. Set fra deres side virkede systemet. I næsten 500 år forblev Det Osmannniske Imperium en stabil og voksende 'virksomhed.' I dag har vi visse aspekter af denne politik hos os - så lang tid efter imperiet forsvandt - og det forklarer til dels - meget af den senere tids kaos i ruinerne af Jugoslavien

Derfor - er der nogen spørgsmål om immigration?

Den amerikanske venstrefløj har sit eget 'græsrodssystem', der består af etniske (og andre) grupper der definerer sig selv, for en stor dels vedkommende, ved deres opfattelse af at være ofre for Amerika. Venstrefløjen giver disse grupper deres opmærksomhed, repræsentation og hjælp som betaling for deres stemmer. Systemet har eksisteret i generationer, og er blevet energikilden for Demokraternes politik. Det har arbejdet næsten ligeså godt for dem som det gjorde for de osmanniske overherrer.

Venstrefløjens historie i dette land er en beretning om opdeling. Uanset hvad den løbende konflikt gik ud på - arbejdere mod ledelsen, klasse versus klasse, race versus race - der ville du kunne finde venstrefløjen i færd med at piske problemerne op for at få så meget politisk indflydelse som muligt. Et arbejdende demokratisk system kræver en villighed til at søge mod konsensus og indgå i kompromisser. Venstrefløjen foretrækker Balkanisering og den permanente konflikt.

I nogle år har det set ud til at venstrefløjens formel havde nået sit mål. De korrupte og forbryderiske fagforeninger hang i laser, fik medlemmerne til at forbløde samtidig med at jobs blev overført til udlandet. Sorte blev ført ind i middelklassen og blev langt mindre føjelige overfor den separatiske retorik. Et forsøg på at forandre studenterbevægelsen til en permanent revolutionær falange a la Peronist modellen havde kun begrænset succes - studenterne var villige til at spille med mens de var på universiteterne, men efter endebragt eksamen gik de i gang med mere interessante emner.

Hvordan holder man så gryden i kog? Svaret er at finde en ny 'græsrod' - eller snarere, at skabe en ved nabodøren, de desperate mennesker der flygter fra kleptokratierne, en uuddannet, uvidende og skræmt masse der er klar til alle former for manipulation. Det er forklaringen på, at illegal immigration er så vigtig for venstrefløjen. Det forklarer, hvorfor bestræbelserne på at standse de illegale grænseoverskridelser, et problem der ikke ville være en udfordring for en seks-årig, udføres så halvhjertet og aldrig gennemføres (se dette.)

Det forklarer det ufornuftige svar på Arizonas anstrengelse for at stramme den eksisterende immigrationslov (altså ikke skabe en ny lov -- Arizonas status er intet andet end en styrkelse af den nuværende forbundslov). Det forklarer, hvorfor man insisterer på, at den eneste løsning på immigrationsproblemet er at give amnesti og statsborgerskab for de millioner af illegale der allerede befinder sig indenfor vore grænser. Det har intet med medfølelse at gøre, intet med retfærdighed, eller praktiske formål, eller med nogle andre grunde der angives af "reform" advokaterne. Som det oftest altid er tilfældet, hvor den amerikanske venstrefløj er indblandet så drejer det sig kun om magt.

Venstrefløjen ønsker at benytte de illegale som en rambuk mod den amerikanske politik, på samme måde, som da de benyttede arbejderne, de sorte og enhver anden gruppe de har kunne udnytte. Illegale vil blive en ny beskyttet klasse, med privilegier og rettigheder som resten af befolkningen nægtes (herunder, ironisk nok, de nuværende medlemmer af de tidligere udnyttede klasser). De vil blive opmuntret til ikke at lære engelsk, som det sker under doktrinen om "tosprogethed", for at sikre at de forbliver en separat klasse der kan bruges.

Et kæmpebureaukrati vil opstå for at "assistere" de nye borgere, understøttet med milliarder - som snart bliver til billioner, det er jo Obama æraen -- og bemandet med sociologer, etnografer, psykologer og andre erhverv vi slet ikke har tænkt på i dag. De vil alle have samme politiske overbevisning. En vedvarende atmosfære af krise vil blive opbygget omkring den nye klasse. "Amnesti" spørgsmålet vil føre til endeløse problemer og diverse udløbere og være som en permanent tilstand i landet og den førte politik.

Den indfødte befolkning (for ikke at nævne de lovlige indvandrere) vil blive stadig mere bitre og vrede. De tidligere illegale vil blive efterladt i en endnu mere elendig tilstand, end den de har i dag.

Løsningen er soleklar. Der skal ikke være nogen amnesti. En sådan handling ville blot medføre en permanent krise i selve det amerikanske samfund. Den nuværende lov skal følges efter bogstavet, og hvor det er nødvendigt (i alle grænsestater) styrkes med nye statslove. Illegale der er nu i landet skal opmuntres til at melde sig ifølge den anerkendte procedure. De skal ikke få lov til, for deres egen og vor skyld, at blive kunder hos venstrefløjsetablisementet.

Immigrationsproblemet skal behandles på basis af de - fra sag til sag - individuelle omstændigheder. Holdningen til at der er en acceptabel enhedsløsning er den rene fantasi.
Selvom dette vil betyde nogle hårde tider - og det helt sikkert vil give en masse råb om "uretfærdighed" -- er det set i det lange forløb den bedste løsning for alle involverede parter. Selv for de illegale vil det være det bedste.

At være medlem af en venstrefløjs-klient-klasse er måske ikke den værste skæbne, men der er heller ikke langt ned til bunden, som generationer af familier på velfærdsydelser kan bevidne. Amerikanske venstrefløjstilhængere gjorde intet for dette lands arbejdere dengang fagforeningsstemmemaskinen blev oprettet. Det samme kan siges om de sorte i de større byer da de politiske maskinerier blev igangsat der. At opnå magt er det eneste mål. At løse problemerne kunne faktisk komme til at forstyrre denne proces.

For de illegales problemer er der en vis konstans. Vi har fået at vide, at vi lige så godt kan acceptere den nemmeste løsning, da problemet altid vil være hos os. Men det er absolut ikke nødvendigvis tilfældet. Om nogle få år, vil landets besværligheder med at give arbejde til 'masserne' sandsynligvis også løse sig selv? (De som er bekendt med min holdning til demografiske forudsigelser skal tage dette med et gran salt). Det er muligt at vi vil betale bonus til mexikanske gæstearbejdere i en generation fra nu.

Der er ingen vedvarende politiske problemer -- eller vedvarende løsninger, som Osmannerne til sidst erfarede. Deres tilstand af ægte politisk stagnation gjorde en ende på imperiet, det imperium der engang var Kristendommens terror, og som er forvandlet til "Europas Syge Mand." En stor del af det 19. århundrede blev brugt på at redde osmannerne ud af den ene dødbringende krise efter den anden. Da De Allierede lukkede døren i 1918, faldt hele den rådne struktur sammen af sig selv. Den amerikanske venstrefløj er på vej i samme retning. Vi skal sikre at U.S. ikke også bliver trukket med ned.

J.R. Dunn is consulting editor of American Thinker and editor of the forthcoming Military Thinker.