Med Obama fik venstrefløjen det ønskede med hud og hår
Efter Obamas tale fra Det Ove Værelse til nationen om olieudslippet (der, som Ed Morrissey så korrekt påpeger, burde have været på dag 1, og ikke dag 57) da kunne selv Keith Olbermann og gæsterne Chris Matthews og Howard Fineman ikke få sig selv til at give manden tvivlens nådegave. Som Olbermann sagde, "Det var en flot tale, hvis man har befundet sig på en anden Planet i de sidste 57 dage." Og Matthiews føjede til, "Jeg fornemmer ikke ægte ledelse."
Kan du huske Wendy reklamen med den ældre kvinde der råber, "Hvor er Bøffen?" Det er faktisk det som Olbermann, Matthews og Fineman spørger om - sammen med resten af en forundret nation.
Vi ved alle hvordan Obama har det med kritik. Uanset hvad man kunne sige om hans forgænger, George W. Bush, så var han i stand til at kunne modtage sin del. Hvis han klagede over, hvordan pressen behandlede ham, så gjorde han det privat og ingen sladrede om ham. Obama? Helt anderledes. Selv den mest ubetydlige offentligt ytrede uenighed eller manglende godkendelse af hans dagsorden får ham til at gå i selvsving. Han kommer i forsvarsstilling, påståelig, og direkte snerrende. Selv under kampagnen følte han det som om journalister var for påtrængende, da han fremsatte det udødelige spørgsmål, "Hvorfor kan jeg ikke bare spise min vaffel? Jeg forventer nærmest at han vil svare, "Hvorfor kan jeg ikke bare spille golf?"
Med andre ord, så forventer jeg han tager ledelsen.
Dengang jeg var barn havde vi en anden præsident der bekymrede sig meget om hvad "verden mon mente" og hvis ledelsesstil havde meget at ønske. Hans navn var Jimmy Carter. Samtidig med han havde tilbøjelighed til at gå i de mindste detaljer, (såsom Det Hvide Hus' tennisbane skema), da lod han de store emner blot ligge - såsom Iran gidselkrisen, der varede i 444 dage og ødelagde hans allerede svigtende administration.
Er Obama bare uduelig? Eller passer denne katastrofe som fod i hose til hans "lad ikke en god krise gå til spilde" kategori? Muligvis begge dele, skønt jeg læner mig mere mod sidstnævnte fordi jo værre situationen i Golfen bliver des mere drakonisk skal løsningen være, som det netop passer bedst for en sandsynlig marxist.
Uanset hvad så er sagen at venstrefløjen fik lige præcis det de ønskede da Barry blev valgt. De ønskede ikke "cowboyen" hvis "Amerika først" politik måske kunne fornærme de sludrende klasser i Europa og andre steder. De ønskede nogen der var rolig, kold og samlende. De ønskede nogen der ville støtte og arbejde hen mod venstrefløjens globale agenda. Erfaring? Fy, føj. Betyder intet, så længe hans hjerte er på "rette sted" og han ser ud ser godt ud når han holder en tale.
Nu forventes det at manden der blev kendt for at stemme "tilstede" i Illinois Senatet pludselig bliver forvandlet til en moderne version af Teddy Roosevelt der førte an i angrebet på San Juan Hill.
Når jeg derfor hører mennesker som Olbermann og Matthews undre sig over hvor "kommandanten" er og Maureen Dowd hyle op om hans "blodfattige omsorg for mennesker og hændelser" og hans "følelsesmæssige engagement," så siger jeg, at de fik hvad de ønskede. Uheldigvis for alle os andre, ja vi må lide.
Pam Meister is a freelance writer whose work has appeared in a number of online publications including Big Hollywood, American Thinker, and Family Security Matters.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar