Trumps og Clintons Sinofobi
Hillary Clinton, the Democratic Party’s formodede præsidentkandidat i 2016 har noget tilfælles med Donald Trump: Sinofobi. (fobi over for kinesere).
Under et besøg i 2011 i Zambia advarede hun om “en ny kolonialisme i Afrika.” Denne gang var det så kineserne der skulle have skylden. Som Clinton opfatter det er det kineserne der suger velstanden ud af kontinentet ved at købe råmaterialer. “Det så vi under kolonitiden, at det var let at komme ind, tage naturens ressourcer, bestikke lederne og forsvinde,” fremførte hun.
Clinton var krystalklar. Hun ønskede ikke at se en europæisk lignende opblomstring af kolonisering i Afrika.
Det er ganske vidste at den kinesiske statskapitalisme ikke er en frimarkeds kapitalisme. Men er kinesisk merkantilisme ikke at foretrække for amerikansk militarisme, et eksempel har vi i Libyen, en nordafrikansk modtager af fru udenrigsministerens storsind? Ikke ifølge fru Clinton.
Som Clinton opfatter det (og det gør Paul-Ryan republikanerne og Bernie Sanders socialisternes helt sikker også), anså man den “gamle kolonialisme” som “udsugning af rige kapitalistiske lande” et udtryk benyttet af Lawrence E. Harrison og Samuel P. Huntington i Culture Matters: How Values Shape Human Progress.
Ifølge disse særdeles politiserende, socialistiske, nulsums formuleringer om kolonialismen, klassekamp og “indkomst ulighed” så er en persons velstand en andens fattiggørelse. Det hele drejer sig uafvendeligt om at tage fra den ene og give til den anden - fra rig til fattig; fra Nord til Syd.
Forestillingen om at der er en ‘kage’ som den grådige får sin ufortjente del af er i sig selv - netop en illusion. Velstand, fortjent eller “ufortjent” som ligehedsfortalerne udtrykker det, eksisterer kun ved de individer der skaber den; det er ‘betaling’ for ønskede tjenesteydelser, evner og ressourcer man giver til andre. Arbejdsproduktivitet er det som bestemmer lønninger - og velstand.
Mennesker i Vesten producerer eller køber det de forbruger - og meget mere; de fjerner ikke, eller stjæler ikke fra Den Tredje Verdens folk. Som den helt store udviklingsøkonom Lord Peter Bauer skrev i Equality, the Third World, and Economic Delusion:
“Indkomster, herunder de hos relativt velhavende eller ejere af ejendom, tages ikke fra andre. Normalt skabes de af deres modtager og de ressourcer de ejer.”
Ikke ulig Obamas republikanske forgænger Geroge W. Bush, der “dramatisk forøgede U.S. hjælpen til udlandet,” (som rapporteret med anerkendelse i Foreign Affairs tidsskriftet): har fru Clinton også forpligtet os med flere midler the Agency for International Development under hendes styre som udenrigsminister.
Når det gælder Afrika er det dog værd at bemærke at efter fire eller fem årtier af afkoloniseringen så kan kolonisering, afhængighed og racisme ikke længere fungere som forklaring på Afrikas vedvarende og omfattende underudvikling.
“Pseudo-lærde som (afdøde) Edward Said og legioner af venstreorienterede intellektuelle har skabt sig karrierer ved at lægge skylden på Vesten for problemerne der var så udbredte i mange samfund både før og efter deres erfaringer med Europas kolonimagter,” bemærkede den australske historiker Keith Windschuttle, i en 2002 udgave af American Outlook.
Sandheden er at koloniseringen var den mindst tumultariske periode i Afrikas historie. Dette er kendsgerningen, dens essens er ikke at fordømme kolonisering eller lignende, der uden tvivl skete under tvangslignende metoder, blot at fremføre som George Eliot gjorde i Daniel Deronda, at “være fuldstændig imod kolonisering er at være imod historien. At spørge om kolonisering i sig selv er god eller dårlig svarer til at spørge om historie er god eller dårlig. “
“Processen med afvikling af koloniseringen” i Afrika var sådan set fuldført ved slutningen af 1960’erne” bemærker Harrison. Dog lever flere end 600 millioner mennesker syd for Sahara i fattigdom. I mindst 18 lande er livslængden under 50, og halvdelen eller flere af kvinderne kan ikke læse. Siden kolonimagterne drog ud, er de økonomiske konditioner faldet bagud på Det Mørke Kontinent. Demokratiske institutioner er kun gået en anelse frem eller slet ikke.
Den humbug der følger med omtale af kolonialismen hjælper ikke med til at forklare og således hjælpe Den Tredje Verden og er således det der engang var “konventionel visdom der ikke tolerede afvigelse.” Ny hævder Harrison det sjældent nævnes i respektable intellektuelle kredse. “For mange, herunder nogle afrikanere er ‘loven’ om begrænsning i kolonialisme som en forklaring på undervikling for lang tid siden faldet fra hinanden.” “Ydermere, er fire tidligere kolonier, to britiske - Hong Kong og Singapore - og to japanske - Sydkorea og Taiwan - stormet frem til Den Første Verden.”
Som tidligere embedsmand i USAID (United States Agency for International Development) er Harrison også forfatter til Underdevelopment is a State of Mind, og han ved hvad han taler om: “I årenes løb har udviklings- hjælpe institutionerne fremmet forskellige løsninger,” fra jordreform til bæredygtige og kulturelt hensyntagende udviklingsprojekter. Milliarder af dollars senere er “hurtig vækst, demokrati og social retfærdighed” stadig en sjældenhed i Afrika.
Som de citerede forskere insisterer på er menneskelig væremåde formidlet ved værdinormer. Mennesker gør hvad de gør, fordi de er, de de er, og har en historie med at være på den måde.
Hvorfor har nogle mennesker skabt en konfuciansk etik (Clinton og Trumps frygtede kinesere), eller anglo-protestantisk etik - med deres fælles læggen vægt på forædling og beskedenhed - mens andre har fostret islamiske og animistiske værdier der lægger vægt på ensartethed, konsensus og kontrol?
Hvorfor er visse tankemønstre og handlinger først og fremmest kommet til at være typiske hos visse folkeslag? En sådan forskning er imidlertid - verboten - som endnu Harvard sociolog, Orlando Patterson der lægger skylden på en “fremherskende rigid ortodoksi,” der er den foretrukne akademiske frase for politisk korrekthed:
Kultur er et symbolsk system der kan fortolkes, forstås, diskuteres ophæves, respekteres og hyldes som det tydelige resultat af en særlig gruppe mennesker af lige værdi. Men den burde aldrig benyttes som forklaring om de mennesker der skabte den.
Endnu en proces der har gennemsyret Afrika af opløsning af stammer. Stammeindstillingen ligger dybt i Afrikas ‘marv’ og kunne nogle mene, inficerer dets lymfesystem på en dårlig måde.
Historikerne (og helt sikkert forræderiske politikere) har for vane at fordømme Vesten for opløsning at stammeidentiter og fordømmer os for en Trump lignende stammementalitet. Den engelske nation begyndte med anglo-saksernes kolonisering af Britannien. Anglo-sakserne massakrerede briterne som historikeren Kenneth M. Newton fortæller.
“Efterkommerne af disse anglo-saksere fortsatte så med at kolonisere Amerika og ‘udskiftede’ ‘De Røde Indianere’.”
Til trods for den “blodige natur hos de forskellige kolonisatorer tilbage i tiden” var det der fremstod, i tilfældet England, en “distinkt identitet for et folk der stammede fra diverse etniske grupper, der førhen havde villet slagte hinanden.” Den nations skabte så en Shakespeare, Newton og George Eliot.
The American Founding Fathers blev fostret og filosofisk inspireret af de samme saksiske forfædre - og de oldgamle rettigheder garanteret ved den saksiske ‘forfatning.’ De gik så i færd med at støbe en forfatning der var i overensstemmelse med deres ‘stamme’ (identitet) som vi hele tiden får at vide af typer som Clinton og Ryan.
Muligvis, grundet alle kontinentets “tilbageståenhed,” et koncept økonomer i udvikling ikke længere må anvende, er Afrika, og afrikanerne i det mindste forfatningsmæssigt mere i overensstemmelse med deres natur end os i Vesten, der foretrækker at tøjle vore stammeidentitet og dermed risikerer at forsvinde.
Opslag
