Parfume politik i Frankrig - det stinker
Pecunia non olet (penge lugter ikke) var svaret fra Roms kejser Vespasian i det 7. århundrede da han blev kritiseret for at indføre en ny skat på brugen af offentlige urinaler i Rom.
Liliane Bettancourt der døde den 21. september 2017 som 94 årig var en påmindelse om at medium det 20. århundrede da lugtede parfume i Frankrig, om den var skabt af Francois Coty, Coco Chanel, eller L'Oreal, af penge der blev benyttet til ikke så ‘velduftende’ formål. Alle parfumerne i Arabien kan ikke dæmpe disse parfumiers ondsindethed. Deres skønhedscremer, dufte og hårfarver kan ikke overskygge stanken af deres samarbejde med Nazisterne.
Mme. Bettancourt var verdens rigeste kvinde, ejede cirka 40 milliarder dollars, som arving til det store L'Oreal kosmetik imperium, som hun ejede en tredjedel af. Hun havde arvet sin formue ved hendes fars død i 1957.
Bettancourt var involveret i en række personlige juraproblemer og skandaler, herunder ulovlige donationer til præsidentkampagnen for Nicolas Sarkozy i 2007. Men hun er belastet af hendes families relationer med antisemititer og pro-Nazister og som en påmindelse af de mørke år i Frankrigs fortid. Ironisk er det, måske som en forkastelse af familiens fortid, at hendes eneste barn Francoise giftede sig med et barnebarn af en rabbi der blev slået ihjel i Auschwitz og derpå konverterede til jødedommen.
Liliane Bettancourt indflydelse er ikke et spørgsmål om personlige skandaler eller privatlivet, men om et slægtsskab med hendes far og hendes mand, der begge var tæt knyttet til organisationer på den yderste højrefløj og gav udtryk for racistiske og antisemitiske tanker. Hendes far var Eugene Schueller der i 1907 opfandt den ikke giftige hårfarve som han kaldte Aureale eller Oreale som blev grundstenen bag hans formue. Schueller var en pro-Nazi støtte af og grundlægger af ekstreme organisationer. I tilgift havde han skaffet sig ejendomme taget fra jøder; en af dem blev L'0real hovedkvarteret i Tyskland.
Schueller beundrede Henry Ford's ledelsesmæssige aktiviteter, men han beundrede og adopterede også Fords pro-fascist og antisemitiske synspunkter.
Schueller, sammen med en anden antisemit og pro-fascist Eugene Deloncle, grundlagde i oktober 1940 (MSR) med hjælp af den tyske ambassadør i Paris, Otto Abetz og med godkendelse af Reinhardt Heydrich. Officielle møder hos MSR fandt sted i L'Oreal hovedkvarteret på Rue Royale, Paris. Deloncle havde allerede i 1935 grundlagt La Cagoule, den fascistiske Secret Committee of Revolutionary Action, som Schueller støttede økonomisk.
MSR’s program er kvalmende og afslørende: “at opbygge et nyt Europa i samarbejde med det National Socialistiske Tyskland og alle andre nationer, frigjort fra liberal kapitalisme, Jødedom, Bolschevisme, og franske frimurere.” MSR ønskede også at “sikre at de jøder der forbliver i Frankrig er underlagt barske love der forhindrer dem i at besmitte vor race.”
I MSR var en mindre privat gruppe ved navn *Det Franske Samfund’ oprettet med hjælp af SS officer Theo Dannecker, repræsentant for Adolf Eichman, og som mål havde at “befri Frankrig fuldstændig for korruptionens fordærv der er jødernes og frimurernes,”og som organiserede plyndring af jødisk ejendom.
I februar 1942 indgik MSR samarbejde med Marcel Deat's Rassemblement national populaire, RNP. Schueller opfordrede til revolution for “udrensning og lindring,” og sammen med Delonce, i juni 1941 efter Tyskland angreb Sovjetunionen oprettede de Legion of French Volunteers, LVF, til at kæmpe med tyskerne på Østfronten. Medlemmerne af legionen svor troskab over for Hitler.
En undersøgelse efter 2. Verdenskrig blev indledt mod Schueller, men han blev fundet ikke skyldig i økonomisk samarbejde, selvom hans bog La Revolution de l'Economie, i bund og grund var en fascistisk bog.
Det er næppe tilfældigt at Francois Mitterand, den fremtrædende efterkrigstids politiker var ven med Francois Dalle der efterfulgte Schueller som chef for L'Oreal, og, at i 1945 Mitterand blev udnævnt som direktør for L'Oreal magasinet, Votre Beaute, ejet af Schueller, og at en kusine til Deloncle, Schueller's politiske partner giftede sig med en storebror til Mitterand.
Schueller's datter giftede sig i 1950 med Andre Bettancourt, en katolsk advokat og bitter antisemit der kendte Mitterand da de begge var jurastuderende i Paris i 1930’erne. Han havde sluttet sig til La Cagoule og skrevet et stort antal antisemitiske artikler for La Terre Francaise, som han redigerede. Han dækkede en stor del Nazi propaganda og er kendt for at have skrevet 60 artikler, hvor han i nogle af dem omtalte jøderne som “hykleriske Farisæere hvis race for evigt er blevet besudlet af blodet af de retfærdige, og hvis race er plettet med Jesu blod i al evighed.”
Bettancourt hævdede at have sluttet sig til la Resistance ved slutningen af krigen, hvilket er tvivlsomt og han var stadig ven med Mitterand Det som er ganske sikkert er, at i juli 1944 rejste han til Geneve hvor han blev givet, tilsyneladende af Allen Dulles og OSS, en stor sum penge,cirka 2.5 million francs til franske krigsfanger, en sum han overdrog til Mitterand. I efterkrigstidens Frankrig blev Bettancourt journalist og tjente som medlem i regeringsstillinger, herunder efterretningsvæsenet, og blev næsten premierminister i 1986, da Mitterand var præsident over Frankrig.
Det politiske broderskab hos parfumens mænd er ikke ‘velduftende’ Rene Coty, oprindeligt korsikaner, og en pioner inden for en varietet af dufte, og vel den første franske milliardær, havde udover en flair for parfume en langt mindre ønskelig for kærlighed for politiske organisationer. Han grundlagde eller hjalp et antal pro-Nazi organisationer: Faisceau, det franske fascistparti, og for en tid Croix-de-Feu; Solidarite Francaise i 1933, en fascistik og paramilitær gruppe.
Denne ‘hædersmand’ var Frankrigs præsident 1954-59
Han købte Le Figaro og forvandlede den til en ekstrem højrefløjs avis. Coty var gennemført antisemit og beskyldte jødiske bankfolk “for blodige og begærlige politikker der ruinerede verden, for oprettelsen af kommunismen og for den verdensomspændende økonomiske depression.”
Den ambitiøse Coco Chanel, kendt for sin fashion stil og underbetonede elegance, sov ikke kun med fjenden, men synes at have arbejdet for det tyske efterretningsvæsen. Hun boede på det luksuriøse Hotel Ritz og havde en affære med en tysk officer Baron Hans von Dincklage, en Abwehr militær efterretningsofficer der benyttede hende som agent og mellemled, pudsigt nok blev hun kaldt Westminster, opkaldt efter hendes tidligere elsker the Duke of Westminster.
Det er absolut ikke overdrevent at sige, at L’Oreal i en tid i efterkrigstidens Frankrig var et skjulested for tidligere kollaboratører eller Nazi støtter der forsøger at skjule deres gerninger under krigen. En af dem Jacques Correze, en gang medlem af La Cagoule, blev L'Oreal’s chef i New York.
Liliane Bettancourt var naturligvis ikke involveret i de politiske aktiviteter hos hendes slægtninge. Imidlertid rejser hendes død, ved tiden for det jødiske nytår og Forsoningsdagen, et interessant problem.Hendes mand Andre Bettancourt sagde i efterkrigstidens Frankrig at “jeg har gentagne gange udtrykt mine beklagelse over ‘fejlene jeg begik i min ungdom’ og vil altid bønfalde det jødiske samfund om at tilgive mig dem.”
Frankrig kæmper stadig for at overvinde de triste dage med Vichy regeringen og at skabe et imødekommende og sundt samfund. For det jødiske samfund da forbliver de smertelige minder dog stadig når man har nutidens antisemitisme i tanke.
Opslag
