Vil Israel angribe Iran?
Dennis Prager
Det er vanskeligt at forestille sig Israel angribe Iran.
Det er dog endnu mere vanskeligt at forestille sig Israel ikke angribe Iran.
Overvej 3 spørgsmål:
1. Mener Iran det når de siger de vil ødelægge Israel? Når landets ledere gentagne gange taler om Israels tilintetgørelse, efter at have omtalt Israel som en kræftknude og har benyttet anden retorik man ikke har hørt på internationalt niveau siden Nazi-regimets beskrivelse af jøderne, er det så blot retorisk blændværk? Eller håber de på, og planlægger at ødelægge Israel?
2. Kan Iran udføre det? Man kan planlægge og håbe på at gøre noget frygteligt, men det betyder ikke nødvendigvis, at man kan gennemføre det. Så, det andet spørgsmål er, om Iran kan ødelægge Israel eller i det mindste myrde en så stor procentdel af befolkningen og ødelægge nok af infrastrukturen at det vil gøre det muligt for de omkringliggende arabiske lande at foretage en invasion og afslutte 'arbejdet' som de fleste af araberne (selv om nogle af deres regeringer har en fredsaftale med Israel) helst ser.
Mig forekommer det at svarene på de to første spørgsmål er så tydelige at enhver bevisbyrde på det modsatte må lægges på de der hævder det modsatte. Tror de virkelig at de iranske ledere bluffer? Hvorfor skulle disse ledere bluffe? Og hvorfor skulle man tro de bluffer når man tager der ufattelige had til Israel i betragtning, et had der er religøst funderet? Jeg skriver "religøst funderet" ikke fordi jeg nødvendigvis mener Islam kræver en ødelæggelse af den jødiske stat, men fordi det er hvad de iranske ledere tror Islam kræver.
Iran bliver styret af mennesker der tror at det er Guds vilje at den jødiske stat skal tilintetgøres. Det er ligeledes et land der med stormskridt er ved at udvikle evnen til at benytte atomvåben for at nå deres mål - gennem direkte angreb, eller ved at overdrage atomvåben til terrorister eller i en kombination.
Aldrig nogen sinde har der været et så dybfølt had som hadet mod jøder og vil det vil der måske heller ikke komme. Hadet mod den jødiske stat er uden sidestykke. Irans had til Israel blev afsløret noget så tydeligt igen i sidste uge ved en begivenhed ved de for olympiske svømmekonkurrencer i Kroatien. Den iranske regering beordrede sine atleter til ikke at deltage da den erfarede at en af de andre svømmere var en jøde fra Israel. Der er ingen andre nationer end israelske jøder andre nationer nægter at være i svømmebassinet med.
Dette ubegribelige had forklarer hvorfor afskrækkelsesvåbenet, der fungerede i fortiden ikke kan tilpasses det iranske regime. Afskrækkelsen, der bestod i, at en erklæret atomkrig var højst usandsynligt under Den Kolde krig, betegnet MAD, (Mutually Assured Destruction). MAD var så enkelt så selv et barn kunne forstå det: Du smider bomber i hovedet på mig, jeg smider bomber i hovedet på dig. Vore befolkninger vil blive dræbt i hobevis. Uanset hvor ond det Sovjettiske regime var, så virkede MAD, fordi Sovjetlederne altså ønskede at bevare livet.
Men MAD kan kun virke hos dem med et 'sundt sind.'
I den forbindelse er 'et sundt sind' de som ønsker at leve. En definition på moral er respekt for menneskelivet. Ingen af delene kan henføres til islamisterne i hvertfald ikke de der regerer Iran. Deres motto, som det så ofte udtrykkes af deres Hamas og Hezb'allah allierede er, "Vi værdsætter døden lige så højt som I (Jøder, amerikanere, vesten i almindelighed)sætter pris på livet." For mennesker som Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad, er forestillingen om at millioner af iranske muslimer vil dø som følge af et modangreb fra Israel, mens Israel selv brænder ned ikke spor angstfremkaldende; det er et nødvendigt offer.
Hvis svarene på de to første spørgsmål var entydelige som jeg har argumenteret for er det tilbageværende spørgsmål, om Israel eller nogen anden kan standse disse planer i at blive gennemført.
Den ene, ikke voldelige, måde er gennem sanktioner. En verdensomspændende samlet økonomisk, social og politisk sanktion mod det iranske regime bør afprøves og kan måske vise sig at virke. Det er helt klar mit første valg, og formoder jeg, også Israels.
Men for tiden ser det ikke ud til at verden er villige til at kvæle det iranske regime som man gjorde med det Sydafrikanske apartheid regime. Iran har olie; Sydafrika havde ikke. Iran får verdensomspændende støtte fra muslimske regimer, der ikke truer et andet muslimsk regime, især ikke, hvis dette regime er mod Israel; Sydafrika havde praktisk talt ingen allierede. Iran har næsten altid fået støtte fra mindst to Sikkerhedsråds medlemmer i FN, Rusland og Kina; Sydafrika havde ingen støtte. Og det meste af verden er mere optaget af den påståede hvide racisme mod sorte end om folkemordstruslerne mod jøderne.
Derfor, hvis verden ikke står sammen i at isolere det iranske regime vil der kun være en metode til at standse landets forsøg på at ødelægge Israel - nemlig ved at ødelægge landets kernekraftfaciliteter.
Der er tungtvejende argumenter der taler imod, at Israel skal gøre det. Men hvis Israel tror, at Iran snart vil have muligheden for at angribe med atomvåben, og der er beviser på, at Iran vil gøre det, da er det vanskelig at argumentere mod at Israel skal vente og løbe risikoen for at opleve endnu en Holocaust.
http://worldnetdaily.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=70239
Opslag
3 kommentarer:
Meget aktuelt med Irans 'afvisning'og forhaling af EU's og USA's krav om ophør med atomprogrammet. Typisk islamisk forhalingstaktik. Våbenhviler må højst vare 10 år og skal bruges til at styrke sin position. Vi så det samme i Vietnam, hvor Vietcong kun indledte skinforhandlinger for at opruste yderligere. Med Nordkorea, og med Hizbollah/Hamas. Se det er pålidelige og ærlige forhandlere, deres taktik er åbenbar, men i vores naivitet fortsætter vi de gode miners spil.!
God definition på MAD, Mutually Mass Destruction. Da jeg gik i skole hed det vist 'terrorbalancen', det var vel med til at også give det frie Vesten et negativt billede, i vore sarte let påvirkelige barnesind. Hvordan kan frihed være terror? MAD er mangefold bedre.
Det er naturligvis en vanskelig sag at råde i sagen om iransk jagt på atomvåben.
Iran med a-våben er ikke en hyggelig tanke, fordi det vil medføre total dominans i området med politiske og religiøse følger.
Del og hersk politiken, som traditionelt er stormagternes forsøg på at holde området i balance, vil være forsvundet med et Iransk a-våben.
Så objektiv set er ragnarok kommet nærmere, hvis Iran får a-våben. Og vær sikker på, at det er deres endelige mål.
Direkte angreb på Israel med a-våben må dog anses for utænkeligt, da Der er også rationelt tænkende ledere i Iran.
Muligheden for at forhindre Iran i at få a-våben er som nævnt sanktioner vedtaget i enighed i FN.
En enighed der ikke er sansynlig med tanke på Rusland og Kina. Måske kan Rusland presses lidt, hvis USA og England og Frakrig ikke går for kraftig frem med kritikken af krigen i Georgien. Men det ligger i dunkelheden.
Endelig har Iran et kraftigt svar med baggrund i deres olieproduktion og truslen om at skrue kraftigt ned. Til gengæld vil det helt sikkert medføre så kraftige svar fra Vestem, at den tanke ikke er holdbar.
Et angreb på Iran fra USA eller Israel eller dem begge vil også få store konsekvenser mht. til en muslimsk terorisme mod Vesten. Og her vil de religiøse ledere få meget frie hænder.
Men hvad er det logiske og mest sansynlige scenarium? For mig at se er det muligheden for at forhindre
Iran i at få a-våben. Et iransk a-våben er utænkeligt i sidste ende.
Hvis sanktionerne derfor ikke virker - og det er tvivlsomt men ikke umuligt. Virker de ikke VIL der ske et angreb på Iran, selv om a-faciliterne er godt spredt og gravet ned.
Så spørgsmålet om skal skal ikke afgøres af sanktionerne. Virker de ikke skal og vil der blive gennemført et angreb på Iran.
Deligt at se at du bruger Dennis Prager`s artikler de er altid gode og insigts fulde, jeg har intet nyt at komme med.
Send en kommentar