Historiske mindesmærker fjernes - Politisk ukorrekte7
Den 17. december stemte byrådet i New Orleans for at fjerne 4 Confederates statuer fra byen, ved at benytte en lov om “upassende tilstedeværelse” for at få fjernet disse over 100 år gamle historiske monumenter fra der hvor de nu står. Borgmester Mitch Landrieu sagde det var en “modig beslutning at vende en side i vor splittede fortid og lægge kursen for en mere inkluderende fremtid.” Naturligvis er planen for at fjerne statuerne i sig selv ‘splittende’ og et antal bevaringsorganisationer har lagt sag an for at redde monumenterne.
Statuerne i New Orleans man vil fjerne er af General Robert E. Lee, General P.G.T. Beauregard, og Confederate Præsidenten Jefferson Davis. Byen vil også fjerne en “obelisk tilegnet the Battle of Liberty Place” ifølge CNN. Statuerne af Lee og Beauregard er med på bevaringslisten hos the National Register of Historic Places.
Det mest kontroversielle af monumenterne, der nu ligger meget tæt på huggeblokken er Battle of Liberty Place monumentet—tilegnet en Demokratisk hvid paramilitær overherredømme gruppe der bekæmpede stats og forbundsregeringen under Reconstruction. I informationen om Mindesmærket der blev opført i 1974 fastslår, “Skønt ‘battle of Liberty Place’ og dette monument er vigtige for New Orleans historie, er følelserne til fordel for hvid overherredømme udtrykt derved og dermed i modsætning til filosofien og indstillingen hos vor tids New Orleans.”
Statuen af Robert E. Lee
Der er tidspunkter, hvor det er acceptabelt af monumenter fjernes.
Amerikanerne rev en statue af King George III ned under Revolutionen. Lenin and Stalin statuer blev ødelagt efter Sovjetunionen kollapsede, og de fleste amerikanere husker da statuen af Saddam Hussein blev væltet, under den anden Irak Krig. Disse var alle revolutionære hændelser, hvor et gammelt regime blev helt og aldeles erstattet af et nyt, en brud med fortiden.
Dog er ‘krigen’ mod Confederate monumenter en del af den seneste indsats hos nationale aktivist grupper for at fjerne dele af den amerikanske historie som de bedømmer som krænkende og ikke i overensstemmelse med den altid skiftende politiske agenda. De ønsker at gøre mere for at skabe en ny politisk orden, og de insisterer på at den eneste måde for U.S. at komme videre er at slette hele fortiden.
Aktivisterne der er anti-Confederate er har ikke kun øje for Confederacy, men amerikansk historie som et hele - sådan set skelner de ikke mellem grundæggerne af Confederacy og United States Founding Fathers. Der er masser af grunde til kritik - både dengang og i moderne tid - til at angribe Confederacy, især forestillingerne der var selve grundlaget hos dem. Imidlertid er hverken såvel ideerne eller de personlige karakterer monumenterne forestiller af særlig relevans i dette korstog. Det hele drejer sig om at det lige for tiden er politisk ukorrekt.
De som går ind for at fjerne statuerne af Lee og Davis hævder for eksempel at de to farverige mænd var forrædere, og end ikke fra New Orleans, derfor er statuerne upassende der. Imidlertid er dette ikke deres ægte formål. Statuen af Andrew Jackson er den næste for tur, dog reddede Jackson New Orleans fra britisk fangenskab under krigen 1812, og var en af de mest standhaftige unionister kendt for sin berømte talemåde, “Vor føderale union skal bare bevares!” Han havde tætte forbindelser til New Orleans og var så lang fra at være secessionist som nogen kunne være. Dog ejede Jackson slaver og slog indianere ihjel i krig, så derfor skal han udrenses sammen med Jefferson Davis. Lignende argumenter kan benyttes om George Washington, Abraham Lincoln, Woodrow Wilson, og en aldrig ophørende liste af nu uacceptable historiske personer.
Amerika har ikke brug for at vasket sin historie hvid, Amerika har brug for en fornyet forpligtelse overfor dets ledere og at inspirere folket, de sande helte og de ikke så sande helte, der skabte dette land som det er i dag - og en forståelse af de som kunne have været til skade. Nye monumenter og genfortolkninger af fortiden vil utvivlsomt dukke op, men dette burde ikke fremskynde at uerstattelige kunstværker bulldozes.
De nuværende bestræbelser for fundamentalt at forvandle historien er igangsat af mennesker der mener Amerika har været plumrådden lige fra begyndelsen, og de stræber efter intet mindre end en total politisk og kulturel revolution. Det ville være en parodi af dimensioner og et ildevarslende tegn for Amerikas fremtid, hvis der ikke er forsøg på at bevare disse monumenter mod det anslag fra et midlertidig flertal - eller - mere præcist - en utrolig højrøstet og insisterende minoritet.
Alene i de seneste år har venstreorienterede aktivister været hensynsløse, og ofte med succes, i deres stræben efter at afmontere dette lands fortid i deres forsøg på at genskabe nationen efter deres eget hoved. Eksempler på mange andre ting de har forsøgt at få fjernet: Alexander Hamilton fra $10 sedlen, Andrew Jackson fra $20 sedlen, Andrew Jackson og Thomas Jefferson fra de årlige middage i det Demokratiske parti, Præsident William McKinley’s navn fra Mount McKinley, og endog den progressive Woodrow Wilson’s navn fra Princeton University. Det måske mest foruroligende af dem alle er bestræbelsen på at få gravet Confederate General Nathan Bedford Forrest og dennes hustru op fra deres grave i en park i Memphis, Tennessee. Ikke engang de døde får lov at hvile.
For den moderne Robespierre er der bare ingen forskel på Thomas Jeffersons ideer, som skrev at “alle mennesker er skabt lige,” og grundlæggerne af Confederacy som Alexander Stephens der hævdede at “vor nye regering er grundlagt på præcis modsatte ideer; dets grundlag er lagt, det hjørnesten hviler på den store sandhed, at negeren ikke er lig den hvide mand; at slaveriet - underkastelsen til en højerestående race - er hans naturlige og normale kondition.”
Tilhængerne af bevægelsen for at få fjernet Confederate monumenterne i New Orleans hævder at det er et forsøg på at bringe enhed for det nu næsten helt sorte samfund; imidlertid er det præcis det modsatte. Som Ian Tuttle skrev i National Review, “Venstrefløjens Confederate udslettelsesgalskab er ikke for at fremme forsoning eller opmuntre til dialog, men et forsøg på at påvinge konformitet,” han fortsatte “...målet er at få smidt Confederate flaget helt bort - eller fjerne en buste eller give en skole et andet navn - er ikke for at hjælpe med til racemæssig enhed, men blot minimere synligheden af potentielt smertebringende genstande. Målet er at påtvinge et ensartet ideologisk perspektiv på afvigere.”
Jefferson Davis statue
Når denne agenda accepteres og bliver udført vil monumenter komme til at være i fare for en permanent og evig ideologisk prøve, og de vil være underlagt muligheden af at skulle ødelægges efter pludselig magtskifte og mindre ændringer i det kulturelle miljø.
New Orleans lider under en hastig øgning i antallet af mord og kriminalitet. Byen har nogle af de mest elendige veje for en større by i United States, drikkevandet er ikke sundt, og man har en skyhøj gæld. Det er først nu man har påbegyndt et effektiv uddannelsessystem, efter man i lang tid har haft de ringeste resultater i skolerne i generationer. Vil korstoget for at få fjernet monumenterne komme til at ændre på noget af dette eller klare de racemæssige spændinger? Nej, og det kommer til at koste.
En by der kæmper med at komme på fode igen, burde måske have mere fokus på de umiddelbare problemer end at smadre hundred år gamle statuer. Som Ellen Carmichael bemærkede i National Review. “En indbygger i New Orleans sagde han talte med en entreprenør at omkostningen for at fjerne statuen - uden dennes fundament - og opbevare den i en måned ville nærme sig 1 million dollars. Disse penge kunne i stedet bruges til at betale lønnen til de 228 nye politibetjente.
Hvis amerikanerne fortsætter med at bøje sig for de hensynsløse forsøg til at udslette vor historie - det vil sige alt der ikke passer med det konstant skiftende og snævre bånd om forestillinger hos den moder intellektuelle venstrefløj - så vil der meget snart kun være få statuer af Robert E. Lee og andre Confederates.
Der vil være meget lidt tilbage af dette lands sande historie og ideer at beskytte, reflektere over og passe på. Vi vil da bo i et intellektuelt og moralsk ødeland, hvori kun de synspunkter der bedømmes som acceptable af give udtryk for eller forske i, og fra de mest højtråbende og indignerede fortalere for social retfærdighed der for tiden plager vore universiteter findes.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar