Masser af sexovergreb og voldtægter i Sverige næsten ingen i Japan. Hvorfor mon?
Nu da Europa konfronteres med de sociale og økonomisk realiteter ved i storsind at åbne dørene for millioner af muslimske indvandrere, er det nu på tide at fortælle ‘eventyret’ om to lande.
Fortællingen er vigtig da de to lande har haft fuldstændig forskellige holdning til muslimsk indvandring, og hvordan man holder fast i sin egen kultur. Som sådan giver begge lande associationer til benyttelsen af kanariefugle i kulminerne (for at advare om farlig gas, hvor kanariefuglen faldt ned fra pinden før andre observerede gassen). .
Sverige begyndte at åbne sine døre for muslimske indvandrere tilbage i 1970’erne. I dag betaler landet en dyr pris for denne handling. Gruppen der lider under de alvorligste konsekvenser ved denne ‘åbne dør’ politik har været Sveriges kvinder.
Da muslimske mænd indvandrede i Sverige medførte de en islamisk kultur, der nærmest sanktionerer voldtægt. Det er den kultur der er fremherskende i behandlingen af deres egne kvinder. Under Sharia, er det stort set kvindens opgave at passe hjemmet og stille sig til rådighed for mandens seksuelle behov. En kvinde der ikke tilpasser sig risikerer at blive voldtaget af sin mand.
Under Sharia påvirker denne voldtægtskultur også svenske kvinder, da de er “vantro” og som sådan - ifølge Allahs lære - kan være målet for voldtægt af muslimske mænd. Et sådant islamisk trossystem har været med til en drastisk øgning af voldtægter i Sverige - mere end tusindfold - siden man først åbnede døren for muslimsk indvandring.
En rapport fra 1996 fra Sveriges Nationale Råd for Forhindring af Kriminalitet klarlægger dette. Her bemærkes, at muslimske indvandrere fra Nordafrika 23 gange hyppigere begår voldtægt end svenske mænd. Det kan ikke undre hvorfor Sverige i dag bedømmes som værende Voldtægtshovedstaden i den vestlige verden.
Endnu mere chokerende er imidlertid den politiske korrekthed der overskygger rapporteringen af disse forbrydelser. Af angst for beskyldning om islamfobi, nægter den svenske presse at slå alarm for de indfødte kvinder om, hvem disse voldtægtsrovdyr er. Således henviser medierne kun til en voldtægtsforbryder som værende en mandlig svensker, desuagtet han er muslim.
Men denne fiasko med at sætte spotlys på de muslimske voldtægtsudøvere gør, at de kan gemme sig i ‘skyggen’ og begå endnu flere ækle sexforbrydelser. Uden at skulle være angst for at blive stillet til ansvar, har disse ‘rovdyr’ antaget en bandementalitet. En forbrydelse der så at sige ikke var der i 1970’erne er nu ganske almindelig mens landet har opbygget en kultur for bandevoldtægter.
Interessant nok så fandt den svenske regering i årene 1995-2006 ud af den drastiske øgning i bandevoldtægter. Derpå, helt og aldeles ubegribeligt, antog man en strudselignende ”stikken hovedet i sandet” indstilling, og holdt inde med flere undersøgelser af fænomenet. Tilsyneladende er regeringens frygt for at blive benævnt islamfobisk større end dens bekymring for at advare svenske kvinder mod truslen. Der er ikke udført flere studier om bandevoldtægter siden 2006 og man må formode at antallet på disse er øget.
Det er interessant at sammenligne Sveriges tilgang og de muslimske indvandringsproblemer dér med Japans tilgang, og det at der sådan set ikke er lignende problemer i Japan.
Årsagen til forskellen er ganske simpel. Japan, ulig Sverige, har været langt mere striks om al indvandring i bestræbelsen på at bevare sig egen kultur.
Som Dr. Mordechai Kedar - en israelsk efterretningsofficer - observerede i sin artikel fra 2013 “Japan - landet uden muslimer” (ligger her på synopsis) så er der kun,selvom landet består af 127 millioner mennesker sølle 10000 bosiddende muslimer. Muslimer udgør således mindre end 1 promille af befolkning mens de i Europa bliver stadig flere. .
Kedar forklarede at Japan ikke åbenlyst påpeger muslimsk indvandring som et problem, men ikke desto mindre er Japan meget opmærksom på islamisk indflydelse. Der er tre årsager til dette:
For det første så har japanerne en tendens til at slå alle muslimer i samme hartkorn, som værende fundamentalister, der er uvillige i at opgive deres traditionelle synspunkt og adoptere moderne tankegang og opførsel. I Japan opfattes Islam som en mærkelig religion, som enhver intelligent person burde undgå.
“For det andet, har japanerne ingen religion, men derimod væremåder forbundet med Shinto ‘religionen’ sammen med elementer af Buddhismen i deres nationale sædvaner. I Japan er religion forbundet med en nationalistisk opfattelse og der er fordomme mod udlændinge, uanset om det er kinesere, koreanere, malaysiere eller indonesere. Selv vesterlændinge er omfattet. Der er de som kalder dette ‘en udviklet nationalisme’ og der er de som kalder det ‘racisme.’ Der er nok noget om begge dele.
“Og for det tredje afviser japanerne opfattelsen af monoteismen, og tro på en abstrakt gud, fordi deres verdensopfattelse tilsyneladende er forbundet med det materielle, ikke med tro og følelser. Det kan se ud til at man i Japan slår jødedommen sammen med Islam. Kristendommen eksisterer i Japan, og opfattes ikke negativt, åbenbart fordi opfattelsen af Jesus er som opfattelsen af Buddha og Shinto.”
Kedar bemærkede også en meget vigtig aspekt der mangler i Japans tilgang til muslimsk indvandring som plager den tilgang Vestens demokratier har.
“Det mest interessante i Japans tilgang til Islam,” skrev han, “er den kendsgerning at japanerne ikke har brug for at undskylde over for muslimer for den negative måde de opfatter Islam.” .
Således lægger japanerne ikke skjul på det - de er islamfobiske. Det er en holdning der er retfærdiggjort grundet en islamisk ideologi der kræver at alle ikke-muslimer underkaster sig den eller må dø. Men japanerne er fast besluttede på ikke at begå kulturelt selvmord ved at tillade en kultur der er fuldstændig i modsætning til deres egen. Således, da opfordringen gik til det internationale samfund om at hjælpe med til at bosætte den nyeste bølge af muslimske indvandrere i ikke-muslimske lande tilbød Japan i stedet finansiel støtte men nægtede at åbne dørene.
Der kan siges mere om Japans faste beslutning på at bevare egen kultur. Vi så denne kultur fra sin bedste side i kølvandet på jordskælvet og tsunamien der ødelagde landet i 2011.
Der var ingen rapporter om plyndringer eller optøjer blandt folket. Det vi så dengang under en særdeles vanskelig menneskelig krise var et meget velorganiseret samfund der fungerede med værdighed og gensidig respekt for hinanden. Det er med til at give forståelse for den japanske tøven med at overgive sin kultur til islam.
Det som sker i Sverige, og paradoksalt nok ikke i Japan, burde give anledning til dyb bekymring for resten af Europa og USA. Både Japan og Sverige er lyslevende eksempler på “kanariefuglen i kulminen” holdningen til muslimsk indvandring, og den medfølgende påvirkning af værtslandets kultur.
Med det muslimske indvandringsproblem i Vestens demokratier så kan man til fulde forstå, hvorfor kanariefuglen i Sverige er død, mens den er levende i Japan.
A version of this piece previously appeared on The Daily Caller.
Lt. Colonel James G. Zumwalt, USMC (Ret.), is a retired Marine infantry officer who served in the Vietnam war, the U.S. invasion of Panama and the first Gulf war. He is the author of "Bare Feet, Iron Will--Stories from the Other Side of Vietnam's Battlefields," "Living the Juche Lie: North Korea's Kim Dynasty" and "Doomsday: Iran--The Clock is Ticking." He frequently writes on foreign policy and defense issues.
http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/sweden-opened-its-doors-to-muslim-immigration-today-its-the-rape-capital-of-the-west-japan-didnt?f=must_reads#ixzz3phxQRD6p
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar