Storbritannien i skyggen (af Brexit?)
Hjælp! Jeg fastholdes i EU mod min vilje
Det er ganske vidst: Vi briter udkæmper intet mindre end en borgerkrig. Eliten på den ene side og folket på den anden. Denne krig handler ikke om noget afgørende som økonomien, kriminalitet eller sundhedssektoren. Nej den handler om noget langt vigtigere end det: Det drejer sig om selve demokratiet.
Se blot på kendsgerningerne. I 2016 gav regeringen vælgerne en folkeafstemning om man ville forlade EU eller blive. I den største stemmeafgivning i britisk historie, og med et klart flertal, valgte vi at forlade EU.
Jeg sammen med 17,4 millioner andre stemte for ‘leave, fordi EU’s arrogante vision om en “stadig tættere union” er direkte mod menneskets natur og folkets ønske om at sætte deres land først, og fordi EU er djævleblændt forhippet på at placere økonomisk og politisk teori før almindelig sund fornuft, indtil vi har intet mindre end et United States of Europe. Gud bevare os.
Der er så gået over 3 år. Ikke kun har Storbritannien ikke forladt EU, men vore valgte politikere, og faktisk hele det britiske etablerede samfund sætter alverdens forhindringer op på vor vej, ganske bevidst og dermed gør det alt for usandsynligt at vi nogensinde kunne komme ud.
Hillary Clinton beskrev Trumps støtter som “værende en flok ynkelige ..racistiske, sexistiske, homofobiske, xenofobiske, islamofobiske personer.” Det er på samme måde de fleste i Storbritanniens Remain elite, der i alt overvejende grad er mod Brexit, betragter Leave vælgerne.
Når de er venlige siger de at Leavers som jeg blev snørret af skrupelløse ledere (herunder Boris Johnson), i værste fald er vi spadedumme hyklere. Vor stemme for at leave EU kan derfor med under dække af den bedste hensigt laves om, enten ved fair midler eller fup.
De, på andre områder ellers følsomme, fornuftige mennesker, der er stadig op til toppen i den britiske regering, samfund og forretningsverden synes at være væltet omkuld af en Zombielignende parere ordre indstilling til Bruxelles.
Tag Boris Johnsons egen bror, Jo Johnson. Indtil for nylig var han minister i Boris’ regering. Men han er også en nidkær Remainer, og har derfor trukket sig på et tidspunkt, kalkulerende med at skade sin bror politisk og give ham maximum politiske besværligheder.
Tag Boris Johnsons egen bror, Jo Johnson. Indtil for nylig var han minister i Boris’ regering. Men han er også en nidkær Remainer, og har derfor trukket sig på et tidspunkt, kalkulerende med at skade sin bror politisk og give ham maximum politiske besværligheder.
Hvis premierministerens egen bror sætter EU før loyalitet til familien, så kan man blot forsøge at forestille sig hvad resten af Remain eliten er klar til at gøre. De ville drukne hundehvallpe i en dam, hvis Bruxelles bad dem om det. Et Remain medlem af Parlamentet sagde endog at Storbritannien burde “bringes på plads” af EU. Åh, mange tak.
Indtil fornylig havde jeg stor tro (dumt, viser det sig) på britisk demokrati, og mente det nok skulle triumfere. Jeg stolede (naivt, erkender jeg nu) at vore valgte politikere ville indfri deres løfte om at implementere valgresultatet fra 2016, også selvom det betød - ud af EU, uden en aftale.
Jeg formodede (alt for tidligt) at Boris og hans frygtløse gruppe, hvis de kom i undertal, af Leave parlamentsmedlemmer ville finde en vej til at gennemføre Brexit trods de åbenbare uværdige, anti demokratiske manøvrer fra Remain eliten.
Men nu, efter nogle meget nedslående uger med politik siden september, er jeg oprigtigt nervøs for at eliten - lusket, liberal og metropolitansk, og herunder naturligvis de fleste medlemmer af Parlamentet - vil lykkes med at holde Storbritannien i EU - direkt i modstrid med vælgernes instruktion eller at en Brexit vil betyde at vi er halvt med og halvt ude.
Elitens strategi har været hensynsløst og dobbeltsidigt, og har været effektivt. Først lovede det overvældende flertal af politikere i valget 2017 højtideligt at implementere resultatet af folkeafstemningen. Derpå nægtede de at støtte den aftale (“withdrawal agreement”) som Theresa May, Johnson’s farveløse forgænger forhandlede sig frem til med EU. For det tredje vedtog de en lov, hvor der erklæres at Storbritannien ikke under nogen omstændigheder kan forlade EU uden en sådan aftale. Og endelig formulerede de en ny lov der påbyder Johnson at kræve endnu en forlængelse af vort medlemskab af EU.
De har i den grad bondefanget os i et frygteligt dilemma. Det kunne fortsætte for evigt - en slags skærsild hvor vore politikere forsikrer os om at vil vil forlade EU, men aldrig rigtig kommer til det. Vi forbliver Remain, i en eller anden udgave, for evigt.
Sidste gang jeg besøgte U.S. og tog en taxi fra Dulles Airport nær Washington D.C. gik chaufføren lige til sagen på en facon vi briter synes er forbløffende, dog forfriskende. “Er i tossede I briter?” spurgte han refererende til vor beslutning om at forlade EU for derpå blot at blive holdt for nar i årevis af ubeslutsomhed og spidsfindigheder. “Nej!” ytrede jeg. “Vær ikke bekymret, vi skal nok klare det.”
Jeg tog fejl. Det er kun eliten der ‘klarer det.’ Vi de almindelige Leave vælgere er nul og niks. Vi er inviteret på en køretur af den perfide, skrupelløse bande der styrer vort land.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar