Lokker Trump Kim og Xi i en dødsfælde?
Et af Macchiavellis principper om magt, i det mindste underforstået, er at diktatorer skal lade sig omgive af sine fjender. Det lyder ulogisk, men sandt. Mafia bosser skal omgive sig med et beskyttende lag af brutale, morderiske bøller, der villigt udfører ordrer om at dræbe potentielle fjender. Og alligevel, hvor mange mafia bosser er blevet myrdet af deres egne formodede beskyttere?
Et diktatur er intet andet end en organiseret kriminel pøbel på steroider. Statsoverhovedet skal på brutal vis undertrykke (læs - myrde) enhver og alle der udgør en blot fjern trussel mod hans magt. Diktatorer bliver ikke stemt ud af deres magt og embede. De bliver båret ud med fødderne først.
Kim Jong-un, Nordkoreas diktator (titlen formand er en eufemisme) er voldsom paranoid, Paranoia hos en diktator er ikke en ‘sygdom’ den er nødvendig overlevelsesmekanisme. Kim ikke kun myrder alle og enhver som han mistænker selv for den mindste forræderiske tanke, men han benytter også ikke dødbringende metoder. Han medbringer endog sit eget toilet, hvor end han rejser for at hindre at hans DNA kunne falde i hænderne på analytikere der muligvis ville kunne udlede hvilke fysiske svagheder han kunne lide af.
Kim er rædselsslagen for at flyve, idet han ved at når han engang er i ‘metalrøret’ 10 kilometer oppe, da er han hjælpeløs, overladt til en potentiel selvmorderisk pilot, og også af mange andre under flyvningen, herunder de på jorden. Da han fløj til Singapore for at mødes med præsident Trump anvendte han utallige omfattende metoder til at afværge de mange der gerne vil slå ham ihjel. Da han rejste til Hanoi for at mødes med vor præsident, tog han sit tog gennem sin nærmeste allieredes land - Kina.
I Kina er Xi Jinping liv tids præsident. Xi er endnu en morderisk brutal diktator. måske ikke så flamboyant som spradebassen Kim, men ligeså meget en Macchiavelliansk manipulator. Ligesom Kim holder han sine medslynger tæt på sig og sine fjender endnu tættere. Diktatorer har nemlig ingen venner.
Såvel Kim som Xi ved at deres sande magt ligger i spillet med spille den ene drabsmand ud mod de andre. De lader dem gætte, aldrig vide hvem de kan stole tro og hvem der vil forråde dem. I Nordkorea er det ikke nok blot stille at bøje nakken for at vise man er enig i alt hvad diktatoren siger og gør. De skal overdrevent applaudere (eller græde som vanvittige, når det kræves) og gøre det overbevisende. Diktatoren ved at det hele er skuespil, men det er ikke pointen. Det er lettere at opdage falsk hyldest end at psykoanalysere en kalkulerende drabsplanlægger der lurer i skyggerne - og falsk hyldest er en sikker dødsattest.
Diktatorens sande magt kræver også positive elementer. De som er loyale bliver betalt flot og godt. De kan leve i luksus. Med andre ord skal de have en masse at miste hvis diktatoren mister magten. Denne kombination af gulerod og pisk er nøglen til diktatorens overherredømme.
Diktatoren skal derpå omhyggelig afbalancere sine trusler og løfter. Hans disciple skal frygte ham. Faktisk skal de konstant terroriseres af diktatorens hensynsløse autoritet. Imidlertid skal diktatoren være yderst varsom med hvor megen terror han udøver. Terror holder ham i live. Panik kan dræbe ham.
Forskellen er altafgørende, og enhver diktator ved hvad forskellen er. Folk der er under terror vil bøje sig og adlyde. Folk der går i panik mister kontrol og reagerer desperat, uanset risikoen. En person i panik vil erkende at han intet har at miste ved at handle barskt, og alt at miste hvis han føjer sig truslen. Nogle mener at Josef Stalin blev slået ihjel af hans egen inderkreds da denne forventede endnu en udrensning med de sædvanlige henrettelsespelotoner, var nært forestående. Inderkredsen gik i panik.
Endelig og nu kommer vi til den geniale metode som præsident Trump behændigt manøvrerer såvel Kim som Xi ind i en potentiel dødsfælde. Begge mænd er omgivet at loyalister der ikke kun terroriseres men bliver rigt belønnet for deres fortsatte loyalitet. Når belønningen så tørrer ud, når diktatoren viser svaghedstegn, ved at han bliver besejret af en stærkere fjende, kunne loyalisterne gå i panik.
Trump benytter denne taktik til at manøvrere Xi til at føje sig for de amerikanske krav om ‘retfærdig handel.’ Dette gør at Xi kommer i et dilemma, som en lus mellem to negle. Hvis han ikke ’bøjer sig’ for Trump, vil hans økonomi falme, måske fatalt (for Xi). Hvis han ‘bøjer sig’ skal han på en eller anden vis overleve den vrede der opstår hos han loyalister der føler et bedrag, der vil opfatte ham som svag. Under alle omstændigheder er Xi sat i skak..
Det samme gælder Kim, dog langt mere. Hvor Xi kunne, selvom det nok er langt ude, erklære sig syg og trække sig tilbage i luksus og tilbageholdenhed så har Kim alt for mange hævngerrige fjender til blot at overveje ‘pension’ selv i udlandet.
Den diplomatiske katastrofe Kim fik i Hanoi, at have rejst med tog for at forhandle med (svindel’) præsident Trump for blot at opleve at Trump øjeblikkeligt forkaster Kims krav - og forlader Hanoi, og Kim står tomhændet tilbage ved alteret - var stærkt skuffende for Nordkoreas inderkreds. Det er på det nærmeste helt sikkert at nogle af dem overvejede at “fjerne” Kim, men holdt sig tilbage ved deres korrekte formodning om, at deres medkonspiratorer er opportunistiske forrædere, der lige så sikkert vil slå hinanden ihjel, som de ville bedrage Kim.
Det skete så ikke, men både Kim og Xi er blevet mindet om den kendsgerning at det kunne komme til at ske i nær fremtid, og Trump der kender udfaldet kunne få det til at ske. De lever i frygt for ham, men ikke panik.
Hvilken anden amerikansk præsident (udover Ronald Reagan) har nogensinde ‘handicappet’ vore fjender så hurtigt, og uden at affyre et skud? Hvilken fremtidig præsident vil kunne gøre det?
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar