Muhammad Ali - redskab for sorte racister

Muhammad Ali's død vækker 60’ernes debatter om krig og race til live

Rick Moran

Bokselegenden Mohammad Alis død har bragt minder frem fra 1960-70’erne da Amerika var endnu mere delt end i dag over udfordringerne med krig og fred og uretfærdighed.

Ali, der ændrede sit navn fra Cassius Clay efter at have vundet sværvægts titlen i 1964 var medlem af Nation of Islam, på den tid under ledelse af dets grundlægger Elijah Muhammad. Muhammad var en fupmager, der skabte en religion der kun har meget lidt med Islam at gøre. Den centrale lære: - At hvide var djævle, skabt af onde sorte videnskabsfolk - blev yderst sjældent rapporteret af de førende medier når Alis religion blev nævnt.

Sammen med den fordærvede, kriminelle promotor Don King der manipulerede den næsten analfabetiske Ali, og hjalp ham til at vinde de fleste sejre. Uanset hvor ofte nogen advarede Ali om King og Muhammad, så afviste han kritikerne.

Senere i livet forlod Ali the Nation of Islam, men ikke før han forsøgte at benytte sin tro til at undgå militærtjeneste.

Det er lidt uklart om Ali kendte til konsekvenserne ved at nægte at lade sig indkalde. Han fik frataget sin mestertitel ville ikke hindre ham i at bokse. Sporten havde ingen central licens myndighed, så bokserne og kampene måtte leve op til de krav der i alle 50 stater. Ali kan muligvis have troet han kunne fortsætte med at bokse i opvisningskampe.

Det blev så ikke tilfældet. Han blev forhindret i at forlade landet for at kæmpe i udlandet på grund af hans militærnægtelse og hos alle 50 stats boksemyndigheder nægtede man ham licens. Han var ude af ringen i 3,5 år.

Efter at have vundet Guld ved Olympiske lege i 1960 i Rom, indtog Ali standardholdningen i tiden med Den Kolde Krig om Sovjetunionen. Men efter hans konversion, ændredes det.

"Min fjende er de hvide, ikke Vietcong eller kineserne eller japanerne,”fortalte Ali et hvid student der stille spørgsmål ved hans militærnægtelse. “Du er min modstander når jeg ønsker frihed. Du er min modstander når jeg ønsker retfærdighed. Du er min modstander når jeg ønsker lighed. Du vil ikke stå på min side for min religiøse tro, og du ønsker jeg skal drage et eller andet sted hen og kæmpe, men du vil ikke stå op for mig hjemme.”

Hans appel tog fire år før den nåede U.S. Supreme Court, der i juni 1971 enstemmigt ændrede dommen, fordi man fandt at Justitsministeriet uretmæssigt havde sagt til indkaldelsesmyndighederne, at Alis standpunkt ikke var motiveret af religiøs tro.

Senere i livet blev Ali en elsket person som fortaler i de ophedede debatter i 60-70’erne for at mildne uoverensstemmelserne. Nu, har nyheden om hans død bragt de debatter tilbage i fokus.

Der vil komme tusindvis at velfortjente hyldester til Muhammad Ali og de alle vil tale om hans transformation fra sværvægts mester til international humanitær. Det er vigtigt at bemærke. Men det som de fleste vil savne er, hvordan Alis ‘stemme’ en direkte sort og muslimsk stemme der talte så elegant om sine forhåbninger for undertrykte folk i Amerika og i verden blev hånet af for de fleste vedkommende hvide, og derpå blev næsten tavs da Parkinson sygdommen hæmmede hans neurologiske funktioner. Da hans fysiske stemme langsomt forsvandt bevægede Ali sig gradvist for at være et sammensat menneske til en sikker ide, et levende ikon defineret af et Amerika der elsker at tro på, at i sin substans er det så stort som den sorte mand der så dristigt fastslog han var den største til alle tider.

Lige til i dag viser Nation of Islam som en hadgruppe, sig ligeså glødende anti-hvide som KKK er anti-sorte. At dette var åbenbart på den tid Ali blev medlem bliver dog sjældent nævnt. Heller ikke den helt tydelige indflydelse racelæren havde på bokselegenden.

Jeg holdt meget af at se Ali kæmpe og lo når han sådan løb rundt om sig selv. Han var et geni til selvpromovering - som sendt fra gud dengang boksning var for nedadgående. Hans anti-krigs holdning har altid forekommet mig problematisk da han helt åbenbart først ændrede sind efter Elijah Muhammad og hans medslyngler fik deres kløer i ham. Hans yderligtgående udtalelser om race og racisme beviser også den nederdrægtige indflydelse de sorte racister havde på ham.

Var han "The Greatest"? De fleste bokseeksperter siger det var han ikke. Joe Louis anerkender man generelt som den største sværvægtsmester til alle tider. Og der har været boksere i lavere vægtklasser der var mere slagkraftige stød for stød. Men Ali var helt sikkert den mest underholdende bokser i historien og vil blive husket som en ikonisk person, ikke kun inden for sport men også i kultur.

http://www.americanthinker.com/blog/2016/06/muhammad_alis_death_reignites_1960s_debates_on_war_and_race.html#ixzz4Agr680BT

Hillary i jakke til 12000 dollars talende om ulig indkomst

Hillary iført jakke til 12000 dollars talende om ulige indkomster

TOM KNIGHTON

I progressive cirkler, har det altid været fashionabelt at være efter de rige. Progressive forsøger at portrættere sig som mænd og kvinder af folket. Virkeligheden er, det meste af tiden, at det er de ikke. Især ikke når de kan bruge mere på et enkelt stykke tøj, end de fleste bruger på en bil. har en stor garderobes,

Hillary Clinton var iført en jakke der koster mere end $12,000 da hun talte om indkomstulighed og andre økonomiske udfordringer efter hendes sejr i primærvalget i New York tidligere på året.

Ifølge the New York Post, optrådte Clinton i en Giorgio Armani jakke til  $12,495 da hun kom med kommentarer i New York City i april efter at have slået konkurrenten Senator Bernie Sanders i hendes hjemstat.

Jakkens pris udgør rundt regnet 40% af det som gennemsnitsarbejderen i Amerika tjener på et år. Ifølge de nyeste data fra the U.S. Census Bureau, er medianinkomsten for U.S. arbejdere i 2014 $30,815.

Nuvel, lad det ligge og glem at jakken mere ligner noget der er blevet designet af Hefty eller Glad end af Armani.

Lad os i stedet se på den forestilling at nogen der er iført en jakke der koster mere end $12,000 -- og som sammen med sin mand tjente $153 million ved at holde foredrag fra 2001 og til igangsættelsen af hendes præsidenkampagne, altså et gennemsnit på lige omkring  $11 millioner om året -- at en sådan person skulle kunne belære folket om indkomstulighed.  

Hillary Clinton påstod i 2010:

‘De rige betaler ikke deres retmæssige del i nogen nation der står over for den slags arbejdsløshedsudfordringer (som Amerika gør) - uanset om det er som enkeltpersoner, virksomheder eller andre former for beskatning.’

Med hendes indkomst er hun helt klart “en af de rige.”

Ydermere er der intet til hinder for at hun kunne sende mange flere penge til IRS. Her er man meget villig til at modtage penge fra de velhavende, der mener de ikke betaler nok i skat.

Men nej, det har hun ikke. Det har heller ikke andre af de andre velhavende der gentager påstanden om at de rige ikke betaler nok i skat.

Naturligvis kan ingen på dette felt være virkelig chokeret over beviset på at Hillary Clinton er en hykler.

https://pjmedia.com/trending/2016/06/07/hillary-wears-12000-suit-during-income-inequality-speech/?singlepage=true

Mexico glem nu Trump - kom i omdrejninger

Mexico glem nu Trump - kom selv i omdrejninger

Silvio Canto, Jr

Endnu en uge er gået og endnu flere angreb på Trump i Mexico.

Endnu en fredag og endnu en elendig arbejdsløshedsrapport i USA, eller Mexicos vigtigste handelspartner. Blot nogle få tal tydeliggør det:  

  

U.S. varehandel og services trade med Mexico blev totalt anslået til $583.6 milliarder i 2015.

Den seneste arbejdsløshedsrapport lyder som følger og den burde bekymre mexicanere langt, langt mere end Trump:

U.S. økonomien skabte de færreste nye jobs i mere end fem år i maj måned, ramt af en strejke hos Verizon arbejderne og et fald i produktionen der giver arbejdspladser, pegende på et arbejdsmarked med store svagheder der vil gøre det vanskeligt for Federal Reserve at hæve renterne..

Nyhederne om en nedtur "en el Norte" burde virkelig bekymre Mexico:

Den månedlige arbejdsløshedsrapport har “været en flammende advarsel i et lang stykke tid,” sagde Sung Won Sohn, økonom ved California State University Channel Islands.

Lad mig dele en personlig erfaring. Jeg boede i Mexico under den frygtelige recession 1981-82. Recessionen havde en ødelæggende virkning på de lokale industrier, og det var altså 15 år før NAFTA bandt de to landes økonomier sammen. Jeg blev hele tiden mindet om det mexicanske udtryk: “Når U.S. nyser bliver Mexico forkølet.”

Som jeg diskuterede med en rigtig god mexicansk ven så er Trump blevet afledningsmanøvren for de ‘sludrende mexicanske klasser.’

Han er så let et angrebsmål især med tanke på den stadig mere desillusionerede politiske klasse i Mexico. At angribe Trump er snart sagt det eneste venstrefløjen, centrum og højre kan blive enige om i Mexico nu om stunder!

Jovist er nogle af hr. Trumps bemærkninger lidt upassende. Imidlertid er det U.S. økonomien der faktisk burde bekymre vore venner i Mexica. De vil komme til at elske “El presidente Trump” hvis han får vendt økonomien til det langt bedre!

P.S. You can listen to my show (Canto Talk) and follow me on Twitter.

http://www.americanthinker.com/blog/2016/06/forget_trump__mexico_should_worry_about_our_last_jobs_report.html#ixzz4AgmZCbpF

Solenergiens virkelige problem

Solenergiens virkelige problem

Ryan Yonk and Devin Stein

Ivanpah, verdens største solkraftanlæg der befinder sig i Californiens Mojave Ørken, brød i brand sidste uge, og en af værkets tre tårne blev beskadiget. Denne seneste hændelse og ingeniørmæssige ulykke er dog den mindste af værkets store udfordringer. Økonomien er det helt store og sande problem.

Tidligere i år, besluttede California Public Utilities Commission (CPUC) at udsætte sin fortsatte støtte til det udfordrede værk, som engang blev fremhævet som fremtidens solkraftanlæg da det åbnede i 2014. Men efter at have fået   $1.6 milliard i lånegarant fra Energiministeriet og yderligere $535 millioner fra Skatteministeriet, ser det ud til at værkets lovende fremtid kan blive en milli-milliard dollar spild af penge.

Ivanpah er ikke i stand til at imødekomme den fastlagte electricitetsfremstilling på 940,000 megawatt-timer om året, trods det blev designet til at være det største og mest koncentrerede solkraftanlæg i verden.   Pacific Gas & Electric (PG&E) fik blot 45 procent af den forventede elektricitet fra Ivanpah i 2014, og 68 procent i 2015.

Resultatet er faktisk så lave at det ikke lever op til Ivanpahs aftale om salg, der kræver et vis elektricitetsproduktion til en vis pris.

Ivanpahs ledere har fundet ud af at værket har brug for at producere meget mere damp end først antaget for at køre effektivt, hvilket igen kræver væsentlige leveringer af mere naturgas end oprindeligt beregnet som supplement til den koncentrerede solkraft hver morgen. Vejrudsigterne undervurderede skymængden over området, hvilket igen forhindrer at værket kan producere de store mængder forventet elektricitet.

Sammenfaldende med denne realitet er prisen på solpaneler faldet markant, hvilket gør koncentreret solenergi mere omkostningstung og mindre effektiv i sammenligning med de nye solteknologier. Ivanpah er et koncentreret solkraftanlæg der benytter spejle til at samle sollyset og giver energi til en dampturbine der så igen laver elektriciteten. Solcellepaneler konverterer sollyset direkte til el. Selvom om Ivanpah engang blev tænkt som at være fremtidens solkraftanlæg har forbedringer i solpanelteknologier gjort disse langt mere effektive.

Trods disse kendsgerninger, har PG&E givet Ivanpah yderligere seks måneder til at leve op til den krævede el-produktion. Hvis Ivanpah ikke kan producere nok kraft inden Juli 31, vil værket til $2.2-milliarder lukke.

Årsagerne er ganske enkle. Ivanpah har solgt el til i gennemsnit, et sted mellem  $135 til $200 per megawatt-time.  Eksisterende kulkraftværker kan producere el til $88 per megawatt-time, efter der er taget højhde for de sociale og miljømæssige omkostninger, og endog de nye solcelleanlæg kan sælge til $57 per megawatt-time i 2015. Trods det CPUC fortsætter med at tvinge PG&E til at betale en dyr præmie for el, så kan Ivanpah bare ikke levere.

Ivanpah er ikke det første skattyderbetalte bæredygtige værk der bare ikke fungerer. I 2009 modtog, Solyndra, en solpanelfabrikant $535-millioner i lånegaranti fra the Department of Energy.  Obama administrationen opmuntrede DOE til at sætte fart i beslutningsprocessen således af vicepræsident Biden senere kunne omtale programmet som en politisk succes. På nøjagtig samme tidspunkt blev kinesiske solceller billigere, og priserne på naturgas styrtdykkede - Solyndra blev en elendig investering. DOE fik udskudt omtale af underskuddet til efter midtvejsvalget 2010. I august 2011 blev Solyndra erklæret konkurs.

Skattyderne betalte en halv milliard dollars til Solyndra og der kom absolut intet ud af den investering. Både Solyndra og Ivanpah var frit stillet til at foretage risici investeringer, uden at skulle frygte konkurs fordi virksomhederne midler stammede fra det politiske system frem for et frit konkurrencebetonet marked. .

Fortalere for sådanne lånegarantiordninger argumenterer for at selvom nogle få går konkurs så gør flertallet ikke og de viser sig så at være en god forretning for forbundsregeringen. Men DOE tildeler ofte lån af usunde politiske grunde med Solyndra og Ivanpah som kongeeksempler.

Dersom regeringen tjener på disse låneprogrammer vil den privat sektor udfylde investeringshullet når regeringen trækker sig ud. Mindst 28 solcelle projekter er blevet betalt af private investorer siden 2011, mens DOE godkendte lån til 5 projekter. Den private sektor tilbyder lån til de investeringer der ser ud til at give mest i afkast frem for at smide penge efter risikofyldte, og politisk besnærende felter der ingen steder fører hen.

Bæredygtige energiformer har helt sikkert en fremtid i USA. Mens omkostningen til at udvinde og benytte fossile brændstoffer stiger og omkostninger til bæredygtige falder grundet teknologiske forbedringer, så vil udviklingen af bæredygtig energi blive langt mere omkostningslet. Indtil da så er tvungen investering i bæredygtige former noget der er en enorm omkostning for skatteyderne.

Ryan Yonk, Ph.D., an assistant professor of research at Utah State University, is vice president and executive director of research at Strata.  Devin Stein is a student research associate at Strata.

http://www.americanthinker.com/articles/2016/05/solar_energys_real_problem.html#ixzz49q3hZ1co

Hvor meget skal børn beskyttes mod farer?

Børn har brug for at opleve en smule fare

WALTER HUDSON

Min første instinktive indskydelse er at sørge for at han er i sikkerhed, men en anden del af mig i den grad værdsætter hans indsat og ønske om at afprøve sine grænser og prøve noget helt nyt.

Det er kampen jeg betragter da min søn på to år arbejder for at klatre på legeredskabet på den lokale legeplads.  Trods hans store gåpåmod og beslutsomhed er han muligvis dog for lille til at klatre i noget som helst.

Først siger jeg til ham, “Nej du er alt for lille til det. Du vil falde og slå dig.” Naturligvis fortsætter han alligevel. På dette tidspunkt kommer min respekt for myndighed i konflikt med mine overvejelser om jeg har den sunde dømmekraft. Han lytter ikke til mig. Han er i færd med noget farligt. Jeg burde gribe ind.

Men det gør jeg ikke. Den del af mig der vinder er den samme som får ham til at fortsætte ihærdigt, den del der ønsker at se om han kan klare det. Jeg kommer så tæt på, at jeg kan om nødvendigt nå at gribe ind. Jeg ser han søger efter et sted han kan holde fast med hånd og fod, finde en god balance. Jeg ser han klarer den op til de første reb på konstruktionen.

"Ja, storartet. Flot klaret kammerat, Flot!” Mit toneleje er forandret. Han bliver opmuntret. Nu er det naturligvis tid til at passere et ekstra reb.

Dette reb giver endnu et element, en forandring i kurven, anderledes vinkler. Han knokler hårdt på før han finde det nye fodfæste, får fat på en ny måde, og kommer opad. Snart bliver det dog klart at han har nået grænsen for sin formåen.

To gange mister han fodfæstet og hænger i armene over jorden. Jeg er der til at fange ham og hjælpe ham op igen. Han giver dog ikke op. Han bliver ved med at forsøge. Det vil han sandsynligvis gøre længe. Men så hjælper jeg ham helt ned.

"Det er OK, kammerat. Det klarede du godt. Du er dog stadig lidt for lille. Men du bliver jo større.”

Vi bekymrer os om sikkerhed ganske meget nu om stunder, måske næsten for meget. Men kun få ting er opnået uden der har været risiko forbundet med dem. Jeg ønsker at mine knægte ikke skal komme til skade, og jeg kan bedømme hvor megen risiko der er passende for dem og deres alder.

Jeg vil dog ikke lære dem at al fare skal undgås. At overvinde fare er en integreret del af menneskets ånd og gåpåmod.

https://pjmedia.com/parenting/2016/03/30/kids-need-a-little-danger/

Dalai Lama og Trump på linje i flygtningespørgsmålet

Hvorfor det er rigtig godt at Dalai Lama er på linje med Donald Trump279

0

JAMES DELINGPOLE

Det er næsten bedre end at dronningen nærmest fremstår som en skabs  Brexit fan.

Hvis Donald Trump havde sagt noget lignende (som han sådan set gør hele tiden) ville halvdelen af verden af forhånet ham som en ondsindet, hjerteløs, plaprende trold.

Det er langt vanskeligere at gøre det med Dalai Lama. Det som han er berømt for mere end noget andet, er virkelig at være ægte bekymret for - især verdens fattige og undertrykte.

Hvis du ville spørge Benedict Cumberbatch eller Juliet Stevenson eller Kate Moss’s næsten svigerfar Richard Curtis  eller nogen andre af de utallige medlemmer af the Wankerati (svarer vel til venligboerne - blot blandt kendte - synopsis-kommentar) der bare ønsker at byde flere flygtninge velkommen til Europa om hvad de mener om Dalai Lama så kan jeg garantere at det kun vil være venlige ord.

Faktisk er det yderst vanskeligt at finde nogen der ikke kan lide ham:

Dalai Lama, blev her for nylig kaldt den mest populære verdensleder, med over 78% af voksne der kun havde det bedste indtryk af ham.

Han er en gennemført altomfavnende omsorgsfuld person (jeg var til hans 80 års fødselsdag i Glastonbury sidste år, og kan bekræfte det. Han er virkelig stor. Vi sang Happy Birthday for ham. Patti Smith gav ham en kage. Og han velsignede os alle.) Når Dalai Lama så siger at Europa har et flygtningeproblem så er det højst sandsynligt et tegn på han har tænkt grundigt over det og at han har ret, frem for tegn på han er hémmelig Naziagent.

Helt sikkert, som han tydeliggør, så bekymrer han sig om flygtningene:

“Når vi ser ansigtet hos hver eneste flygtning, især børnene og kvinderne, kan vi føle deres lidelse.”

Men ulig the Wankerati og alle de andre politikere og blødende hjerter der har så travlt med at udstille deres dyd og godhed og kræve en åben dør for flygtningene, så er det Dalai Lama mener at flygtningene ikke nødvendigvis er som søde kattekillinger som hvert hjem burde have mindst en af.

Tværtimod anerkender han at de har potentialet til at gøre enorm permanent skade på deres værtskulturer.

“Europa, for eksempel Tyskland, kan kke blive et arabisk land,” tilføjede han med en latter. “Tyskland er Tyskland.”

Og desuden bør de ikke være permanente flygtninge (jeg spekulerer så på om UNRWA – der huser palæstinensiske ‘flygtninge’ og deres efterkommere siden 1949 - vil få memoet?) fordi deres opgave er at genopbygge deres egne lande ikke løbe bort og bo i nogen andres.

Dalai Lama føjede til at “også fra et moralsk synspunkt, så mener jeg at flygtningene kun skal tillades midlertidigt.”

“Målet burde være at de vender tilbage og hjælper med at genopbygge deres hjemlande.”

Dette er stærke sager. Det Dalai Lama utvetydigt fastslår er, at et stort antal flygtninge ikke har en berigende effekt på værtskulturen der huser dem og at, ydermere, så er det disse flygtninges MORALSKE PLIGT, at vende tilbage hurtigst muligt til deres hjemlande.

Intet af det burde være kontroversiel, men det er det i svær grad, fordi det går så meget imod tendensen med menneskerettigheder og offerkulturen.

Gad vide om Dalai Lama har læst Sir Paul Collier værk, the Oxford university professor der har gjort sig ekstrem upopulær hos Wankerati, ved at argumentere for at hvis du ønsker at hjælpe flygtninge så er det sidste du burde gøre at give dem husly og borgerskab i Vesten.

Han udgav en fremragende artikel om emnet sidste år i the Spectator, hvori det gøres krystalklart, hvorfor Dalai Lama har ret til at sige det han har sagt, og hvorfor den nuværende politik er en katastrofe ikke kun for værtsnationerne, men også for flygtningene.

http://www.breitbart.com/london/2016/06/01/dalai-lama-channels-donald-trump-too-many-refugees-in-europe/