Muhammad Ali's død vækker 60’ernes debatter om krig og race til live
Bokselegenden Mohammad Alis død har bragt minder frem fra 1960-70’erne da Amerika var endnu mere delt end i dag over udfordringerne med krig og fred og uretfærdighed.
Ali, der ændrede sit navn fra Cassius Clay efter at have vundet sværvægts titlen i 1964 var medlem af Nation of Islam, på den tid under ledelse af dets grundlægger Elijah Muhammad. Muhammad var en fupmager, der skabte en religion der kun har meget lidt med Islam at gøre. Den centrale lære: - At hvide var djævle, skabt af onde sorte videnskabsfolk - blev yderst sjældent rapporteret af de førende medier når Alis religion blev nævnt.
Sammen med den fordærvede, kriminelle promotor Don King der manipulerede den næsten analfabetiske Ali, og hjalp ham til at vinde de fleste sejre. Uanset hvor ofte nogen advarede Ali om King og Muhammad, så afviste han kritikerne.
Senere i livet forlod Ali the Nation of Islam, men ikke før han forsøgte at benytte sin tro til at undgå militærtjeneste.
Det er lidt uklart om Ali kendte til konsekvenserne ved at nægte at lade sig indkalde. Han fik frataget sin mestertitel ville ikke hindre ham i at bokse. Sporten havde ingen central licens myndighed, så bokserne og kampene måtte leve op til de krav der i alle 50 stater. Ali kan muligvis have troet han kunne fortsætte med at bokse i opvisningskampe.
Det blev så ikke tilfældet. Han blev forhindret i at forlade landet for at kæmpe i udlandet på grund af hans militærnægtelse og hos alle 50 stats boksemyndigheder nægtede man ham licens. Han var ude af ringen i 3,5 år.
Efter at have vundet Guld ved Olympiske lege i 1960 i Rom, indtog Ali standardholdningen i tiden med Den Kolde Krig om Sovjetunionen. Men efter hans konversion, ændredes det.
"Min fjende er de hvide, ikke Vietcong eller kineserne eller japanerne,”fortalte Ali et hvid student der stille spørgsmål ved hans militærnægtelse. “Du er min modstander når jeg ønsker frihed. Du er min modstander når jeg ønsker retfærdighed. Du er min modstander når jeg ønsker lighed. Du vil ikke stå på min side for min religiøse tro, og du ønsker jeg skal drage et eller andet sted hen og kæmpe, men du vil ikke stå op for mig hjemme.”
Hans appel tog fire år før den nåede U.S. Supreme Court, der i juni 1971 enstemmigt ændrede dommen, fordi man fandt at Justitsministeriet uretmæssigt havde sagt til indkaldelsesmyndighederne, at Alis standpunkt ikke var motiveret af religiøs tro.
Senere i livet blev Ali en elsket person som fortaler i de ophedede debatter i 60-70’erne for at mildne uoverensstemmelserne. Nu, har nyheden om hans død bragt de debatter tilbage i fokus.
Der vil komme tusindvis at velfortjente hyldester til Muhammad Ali og de alle vil tale om hans transformation fra sværvægts mester til international humanitær. Det er vigtigt at bemærke. Men det som de fleste vil savne er, hvordan Alis ‘stemme’ en direkte sort og muslimsk stemme der talte så elegant om sine forhåbninger for undertrykte folk i Amerika og i verden blev hånet af for de fleste vedkommende hvide, og derpå blev næsten tavs da Parkinson sygdommen hæmmede hans neurologiske funktioner. Da hans fysiske stemme langsomt forsvandt bevægede Ali sig gradvist for at være et sammensat menneske til en sikker ide, et levende ikon defineret af et Amerika der elsker at tro på, at i sin substans er det så stort som den sorte mand der så dristigt fastslog han var den største til alle tider.
Lige til i dag viser Nation of Islam som en hadgruppe, sig ligeså glødende anti-hvide som KKK er anti-sorte. At dette var åbenbart på den tid Ali blev medlem bliver dog sjældent nævnt. Heller ikke den helt tydelige indflydelse racelæren havde på bokselegenden.
Jeg holdt meget af at se Ali kæmpe og lo når han sådan løb rundt om sig selv. Han var et geni til selvpromovering - som sendt fra gud dengang boksning var for nedadgående. Hans anti-krigs holdning har altid forekommet mig problematisk da han helt åbenbart først ændrede sind efter Elijah Muhammad og hans medslyngler fik deres kløer i ham. Hans yderligtgående udtalelser om race og racisme beviser også den nederdrægtige indflydelse de sorte racister havde på ham.
Var han "The Greatest"? De fleste bokseeksperter siger det var han ikke. Joe Louis anerkender man generelt som den største sværvægtsmester til alle tider. Og der har været boksere i lavere vægtklasser der var mere slagkraftige stød for stød. Men Ali var helt sikkert den mest underholdende bokser i historien og vil blive husket som en ikonisk person, ikke kun inden for sport men også i kultur.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar