EU som en fornærmet dame - når det er på tide at hun tager sig sammen
En gang for mange, mange år siden, betragtede Zeus, den største af guderne, hende gå uskyldigt rundt og plukke blomster på en mark. Optændt af begær forvandlede han sig til en hvid tyr og bortførte hende. Eller, mere korrekt, han forekom at være så mild og smuk at hun klappede ham på siderne og klatrede op på hans ryg. Så drog han afsted - styrtede sig i havet og svømmede hele vejen til Kreta, på randen af det europæiske kontinent. I malerier af Europa på ryggen af tyren har hun et overrasket ansigtsudtryk og ser meget tilfreds ud. Hun fik tre børn på Kreta - Zeus var faren.
Nu kontrolleres hun af en anden tyr - John Bull - der er ved at vende tilbage med al sin gamle selvtilfredshed - der ligesom Zeus truer med at ødelægge ethvert håb hun måtte have om et stille liv hjemme. Imidlertid er en noget ganske anden slags forandring.
Ved at stemme for at forlade EU, er Storbritannien ikke i færd med at plage eller plyndre Europa, men at banke den gamle ordning i hovedet.
Reagerende med forståelig irritation har hun bedt John Bulle om at pakke sine kufferter og forsvinde - jo hurtigere des bedre. I helt klare vendinger har hun også sagt til ham at hun aldrig har brudt sig om hans kurmageri. Som hun sagde (eller talende på hendes vegne, som Jean-Claude Juncker, præsident for EU kommissionen, sagde på tysk TV):
“Jeg forstår ikke hvorfor den britiske regering har brug for at vente helt til oktober med at beslutte sig for at indsende skilsmissepapirerne ....Det er en en fredsommelig skilsmisse, men det var heller ikke et intimt kærlighedsforhold.”
”
Faktisk er der ganske gode grunde til at udsætte en formel meddelelse om planer for at forlade EU først til oktober. For det første lukker nærmest hele Europa og UK ned i juli måned. Så er der kun ganske få uger for Conservative Party til at vælge en ny leder og premierminister til erstatning af David Cameron, der blev skudt i sænk for at støtte Remain siden, og det med en person der er mere i sync med ønskerne hos et solidt flertal af briter der stemte for Leave. Det vil også give den nye leder en chance for at forklare sin tilgang til Europa og andre udfordringer til partiet og nationen før man går i færd med formelle diskussioner om betingelserne for Storbritanniens udtræden af EU.
Vil Storbritannien stå over for en virkelig vanskelig opgave med at forhandle handelstraktater med EU og andre lande eller regioner rundt om i verden? Barack Obamas dristige ord da han besøgte England i april måned om at “være tvunget bagerst i køen” i forhandlinger om adgang til U.S. markedet, trods det at man der den største udenlandske investor i US så vil opgaven så blive meget svær?
Patrick Minford, en af de førende UK økonomer der støtter Brexit og en nær rædgiver for Margaret Thatcher under hendes elleve år som britisk premierminister, afviser sådanne bekymringer som fuldstændig uden substans. “Man behøver ikke en handelsaftale for at handle,” påpeger han. Lige nu handler U.S. Kina, og Japan alle med EU under regler af World Trade Organization rules. Storbritannien kan gøre det samme.
Eller man kan gøre hvad som helst den nye ledelse og det britiske folk ønsker. Ved at have fået en anden position som en suveræn nation - fri for forpligtelse til at følge de regler der er fastlagt af EU for medlemsstaterne - kan Storbritannien gå sine egne veje. For eksempel, hvis man følger Minfords råd - kan man annullere alle tariffer på landbrugsvarer og reducere dem kraftigt på fremstillingsvarer også. I EU er gennemsnitsafgiften på landbrugsvarer hele 20%.
At give U.S. landmænd og andre producenter afgiftsfri adgang til Storbritannien, verdens 5. største økonomi, ville øjeblikkeligt have en stimulerende virkning i form af lavere priser på fødevarer og andre konsumvarer - og efterlade flere penge i folkets lommer så de kan foretage andre indkøb.
Mange U.S. lærde har sammenlignet Brexit kampagnen med Donald Trumps præsidentkampagne - de er begge igangsat af en folkestemning, et ønske om at få større kontrol over immigration, og en pludselig ‘udløsning’ af en langsom gradvist opbygget vrede mod det eksisterende politiske og intellektuelle etablissement.
Fraser Nelson, redaktør for The Spectator, England’s ældst udgivne tidsskrift forkaster dette synspunkt. Idet han skriver i the Wall Street Journal i denne weekend vurderede han:
“Storbritannien har ikke et Trump øjeblik, man vender sig til protektionisme og en naivistisk syn på verden. Snarere handlede stemmen på Brexit om frihed og fri handel - og forsøge at klare globaliseringen bedre end EU har gjort fra Bruxelles.”
Den største frygt i Europa er at det skal lykkes Storbritannien alt for godt at klares sig på egen hånd - og dermed opmuntre andre til at forlade og udstille hele konceptet med et “United States of Europe” - med bureaukraterne i Bruxelles der dikterer alt fra penge- og økonomisk politik til at fortælle medlemslandene at velfærdsydelser skal også gives til nyligt ankomne immigranter.
Storbritannien har ikke og vil ikke forlade Europa. London har flere indbyggere fra andre europæiske lande der bor og arbejder der end nogen anden europæisk hovedstad,.....og alle de briter jeg kender holder af at rejse til Frankrig, Spanien, Tyskland og andre EU lande.
Tiden er nu inde til at EU får sige en radikal renovering - hvis man ønsker at stoppe andre nationer i med rædsel at forlade det omklamrende favntag.
Andrew B. Wilson, a senior writer at the Show-Me Institute, a free-market think tank in St. Louis, was Business Week’s London bureau chief during Margaret Thatcher’s first two terms in office
http://spectator.org/the-hissy-fit-over-britains-departure-from-the-eu/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar