Vi kommer alle til at sulte ihjel - igen

Jeffrey Folks

Ifølge udkastet til en ny United Nations IPCC report, "Climate Change and Land," befinder verdens lande og vandressourcer sig i alvorlig tilstand. IPCC’s rapport er skabt af 108 ekspertet fra 52 lande, udnævnt af regeringer, observerende organisationer, og medlemmer af IPCC.

(Jeg erindrer ikke at have modtaget en invitation, trods min omfattende interesse i energiforbrug og fødevareøkonomi - hvorfor ikke?)

“Eksperterne” insisterer på at ørkener bliver større, at ekstrem vejr ødelægger afgrøder, og 10% af Jordens befolkning allerede mangler mad. Snart vil menneskeheden som et hele mangle føde, millioner vil sulte og nationer vil blive kastet ud i kaos når befolkningerne går i færd med krigsførelse og massemigration i søgen efter mad. 

Hallo! Det er jo Thomas Malthus endnu engang.

FN klimaeksperterne har spillet denne grammofonplade så ofte at den nu lyder elendigt - som at lytte til "Blowin' in the Wind" 140 gange til.

Ulig Malthus, der mente masse hungersnød var uundgåeligt (og at den kunne “løse” problemet med overbefolkning, dog med en ubegribelig omkostning som følge) synes IPCC eksperterne at have en mere ‘blid’ venligere løsning: Lad alle Jordens ressourcer og industrier komme under kontrol af verdens klimakommissærer. Indkald eksperter til at regulere brug af jord, fødevaredistribution og energi produktion. Opgiv vor frihed til at leve som vi ønsker, rejse som vi ønsker, og spise som vi ønsker, og eksperterne vil frelse.

Man kan brødføde ti gange så mange mennesker med kornprodukter som med kød skabt ved brug af korn, så at blive veganer synes at være aldeles udmærket for eksperterne. Men hvem skal så holde øje med at det indføres og med hvilke midler? Og hvad med friheden hos de som tvinges til at spise broccoli i stedet for en bøf? 

Det virkelige problem, mener jeg er, at IPCC, der er et ikke valgt panel af teoretikere synes at være ude at trit med almindelige borgere. Et panel bestående af almindelige Joe’er ville klare det bedre i repræsentationen af menneskeheden som et hele.

Eksperterne kan meget vel mene at menneskeheden bare kan gå bort fra kødforbruget - vupti problemet løst, men sådan ser de fleste ikke på det. Kødforbrug især i udviklingslandene bliver stadig større, fordi befolkningerne ser kødet som en luksusvare. Kinesernes forbrug af kød pr. indbygger er øget fra 5 kilogram i 1961 til cirka 55 kilogram i dag. En ting er at eksperterne selv nægter at spise svinekoteletter, men har de virkelig ret til at påbyde milliarder andre at undgå kød?

Opsummeringerapporten fra IPCC udgivet den 08.07. fastslår at en global mangel på mad kan være årsag til massemigration fra fattigere lande til rigere. En New York Times artikel om rapporten lader formode at den seneste immigration fra Centralamerika til USA i dag kan være igangsat af fødevaremangel der igen skyldes global opvarmning. Jovist fattigdom er helt sikkert årsag til megen illegal immigration til USA, men at mene at det er global opvarmning der er hovedårsagen er at strække argumentet for langt.

Årsagen er faktisk Amerikas antikverede immigrationslove, love som Democrats nægter at gøre noget ved da masse immigrationen passer fint i deres planer om politisk kontrol baseret på rigtig mange flere Hispanic stemmer. Illegale bestormer vore grænser, fordi Democrats opmuntrer dem til det.  

FN rapporter kæder den formodede fødevarekrise sammen med global opvarmning, som man hævder skader topjorden, vandforsyninger og udbyttet af afgrøderne. Virkeligheden er det modsatte. Varmere temperaturer, hvis de stiger, vil udvide området for afgrøder i tempererede regioner. Kæmpe regioner i Canada, Alaska og Rusland vil kunne bruges til landbrugsafgrøder. Endog Grønland ville med tiden igen være “Grøn” som det var under en varmeperiode da øen blev koloniseret af nordmænd i det 10. århundrede. Højere niveauer af CO2 vil give planter flere vækststoffer, føre til større udbytte i afgrøderne. 

IPCC som hævder at global opvarmning underminerer fødevareproduktionen er ikke støttet af de nuværende kendsgerninger. Ifølge the British Geographer, er verdens landbrugsproduktion siden 1961  øget med 240% og i en hastighed hurtigere end verdens befolkningstal øges, og der er ikke tegn på at hastigheden sænkes. Pålidelige data indsamlet fra andre kilder viser også en hurtig stigning i den globale produktion af fødevarer siden 1960. I løbet af perioden, hvor global opvarmning formodes at decimere land til landbrugsformål ved tørke, oversvømmelser og storme er det samlede areal til landbrugsproduktion vokset fra 4.38 milliader hektarer (1960) til 4,87 milliader hektarer, og intet årti med tegn på nulvækst.  Dog hævder IPCC at den globale opvarmning accellerede siden 1990 gør at der bliver mindre landsegnede jordstykker. Det er ikke sandt. Og hvor efterlader det så bøffen?

Det bagvedliggende tema i alle tidligere IPCC rapporter synes at være at et globalt system skal sættes i værk for at regulere brug af fossile energikilder for at dæmpe opvarmningen. Nu føjer IPCC så landbrug til de menneskelige aktiviteter der skal reguleres for at undgå katastrofen.

I sidste ende sker det at enhver menneskelig aktivitet, herunder selve eksistensen af menneskene - en større kilde til CO2 og metanudledninger - vil skulle reguleres og begrænses for at nå eksperternes målsætning. Hvis det er nødvendigt at forbyde burgere for at redde Jorden, hvad ellers har IPCC så i skuffen til os?  

Nuvel vi må vente og se, da IPCC planlægger flere rapporter, herunder en om hvordan verdenshavene har det. Vi kan forvente flere overskrifter om miljømæssige katastrofer og flere ideer til en verdensomspændende regering. 

Den afgørende kendsgerning i dette års opdatering om den globale ‘katastrofe’ er at menneskeheden længes mere efter frihed end luksusmad. IPCC burde ikke sige at Du og Jeg skal begrænses i hvad vi vælger at spise og drikke. Hvis det så “stresser landet” eller frigiver mere metan i luften fint. Hvis landbrugsjorden så faktisk bliver “stresset” som IPCC hævder, vil priserne på kød øges til niveau der gør at kød ikke er noget det meste af Jordens befolkning har råd til. Så er det tilbage til ris og bønner, og det lang tid før vi ender ved masse hungersnød, globale konflikter eller Planetens forfald.

Den bedste metode til at opdage denne rationelle pris på kød og andre luksusvarer er via det frie marked - ikke gennem panel eksperters udgydelser.        

Løsningerne er - spis hvad du lyster, og vær lykkelig. Jeg er selv vegetar - af helbredsmæssige årsager. Jeg kan spekulere på hvor mange klima “eksperter” der mødes i Geneve til deres dyre konference har sluttet sig til mig.

Jeffrey Folks is the author of many books and articles on American culture including Heartland of the Imagination (2011).

https://www.americanthinker.com/articles/2019/08/were_all_going_to_starve_to_deathagain.html#ixzz5wSeYc4Ew 

Den lidt for dygtige hund

 

Den lidt for dygtige redningshund Hunde kan udføre heroiske ting. Jage en indbrudstyv væk, gøre opmærksom på en brand og så videre. Måske redder hunden en person i fare. I film er det skildret - husk Lassie - hvor det var normen, men det sker også i det virkelige liv.  Undertiden belønnes hunde for de gode gerninger. For over hundrede år siden uddeltes i Paris belønninger til hunde der reddede menneskeliv..Ifølge en avisartikel fra 1907, uddelte Paris medaljer til hunde der standsede tyve, selvmordere i Seinen og reddede børn der var ved at drukne. En hundeejers hund fik en medalje, fordi hunden reddede hende fra en angrebssmand ved at bide og således fik hun ikke røvet sine penge. Hun, og vel især hunden, foretrak et godt måltid til kæledyret fremfor en medalje. . Men der er et problem med at give hunde medaljer for deres heroiske gerninger For det første forstår de ikke at medaljen er en belønning - vi mennesker holder af alt skinnende vi kan vise andre, men hunde er ligeglade. Og for det andet så kan hunden lære noget uheldigt. Det skete nemlig i Paris.   En borger i Paris bosiddende ved Seinen købte en Newfoundlænder - en hunderace der er kendt for at være en god svømmer og ofte anvendes ved redningsaktioner i vand. I 1907 udførte hunden noget fantastisk. Som the  the New York Times fortalte, “legede et barn ved flodbredden og faldt i vandet og var ved at drukne. Hunden hørte råbene om hjælp og sprang i vandet og reddede det stakkels barn i tide.” Hunden blev straks udnævnt som Helt.  Som belønning fik han ikke en medalje, men et godt måltid. Der blev gjort stads af hunden af alle, og et lækker bøf blev serveret. Så havde hunden lært at det at redde et barn - giver bøf. Et par dage senere “faldt endnu et barn i vandet og blev reddet af hunden.” Endnu engang et lækkert bøfmåltid og masser af ros.   Desværre gentog ulykkerne sig. Næsten hver dag skulle et barn på mystisk vis falde i floden og ganske ‘tilfældigt’ ville den heroiske hund være til stede og trække barnet op af vandet og i sikkerhed. Og naturligvis ville hunden blive belønnet med et godt måltid for sin rosværdige indsats.  Hvis det lyder mistænkeligt så er du ikke alene om at være skeptisk. Ifølge the Times frygtede kvarteret langs Seinen at en eller anden nederdrægtig kriminel forsøgte at drukne små børn. Man nedsatte en vagtgruppe til at holde øje med børnene langs flodbredden. Efter nogle få dag blev deres formodninger bevist. En så en ‘synder’ skubbe et barn i floden. Synderen? Det var hunden. Hunden havde erfaret, lært, at ved at trække et barn op af floden se det er ensbetydende med en saftig bøf, og hunden som jo er hund, er meget glad for saftige bøffer. Det forudsætter der er et barn at redde, og det skete yderst sjældent - normalt. Derfor som the Times konstaterer, skabte hunden sine egne redningsaktioner, muligheder. “Når den så et barn der legede ved flodens kant gik den i gang med en redning."   Om byen blev ved med at belønne hunden med bøffer fortælles ikke, men højst sandsynligt ikke.  Bonus fakta: En Newfoundlænder og dens potentiale som redningshund med at redde druknende ændrede engang historiens gang.  I 1814 blev Napoleon Bonaparte styrtet som Frankrigs hersker og udvist til øen Elba ved Italiens kyst, Det lykkedes ham at flygte et år efter deportationen og burde nok ikke have søgt til Frankrig for vejret var grum og han faldt over bord hvilket ville betyde drukning.  Men som der fortælles sprang “en fiskers hund i vandet og reddede despoten fra drukning.” Han fik på kort tid sammensat en ny hær, fik kortvarigt kontrol over Frankrig for derpå at blive besejret ved Waterloo juni 1815. Man ved ikke om Napoleon gav hunden der reddede ham en bøf eller en medalje.

Flokmentalitet - hundyrene står bag

 Flokmentalitet - hunnerne står bag

Herunder er et billede af en flok afrikanske bøfler, der alle marcherer afsted, ja mod hvad? Uanset hvor de er på vej hen er en ting tydelig; de bevæger sig alle i samme retning. Hvis du har hørt udtrykket ‘flokmentalitet’ kan dette se ud til at være et godt eksempel - nogle få bøfler går andet sted hen, men det store flertal af resten følger blot lederen og aner sådan set ikke, hvorfor eller hvor de er på vej hen.

Det er næsten sandt når det gælder det der foregår på billedet, men sådan begyndte det ikke. Bøflerne satte blot ikke sådan helt tilfældigt i gang i den retning den første valgte. Højst sandsynligt har de ‘stemt’ om hvor de skulle hen. 

Nuvel køerne gjorde. 

 

I årevis har en forsker ved navn Herbert Prins observeret vanerne hos  afrikanske bøffelhjorde, især i regionen ved Lake Manyara i Tanzania. (Her et kort.)  Prins bemærkede at bøflerne kom vidt omkring. En anden forsker David Sloan Wilson støttede op om observationerne i en artikel Efter to år med betragtninger beskrev Wilson det som en “hverdagsaktivitet.” Prins lagde mærke til der skete mere end han oprindeligt troede. Bøflerne vågnede ikke efter en lille lur - de talte med hinanden i en eller anden form af tegnsprog. Prins forklarede: 

Nogle bøffelkøer rejser sig, vandrer lidt rundt og lægger sig igen. Først tolkede jeg det som “de strækker benene,” men en dag bemærkede jeg at køerne indtog en særlig holdning efter at have gået lidt omkring og derpå lægge sig igen. Det synes som om de kiggede i en bestemt retning og holdt hovedet højere end i normal hvileposition, men dog lavere end hvis de var vagtsomme....Denne rejsen sig, se sig omkring og læggen sig opførsel påvirker ikke flokken som et hele. Derpå cirka kl.1800 kommer der en pludselig energi i flokken....Kort tid efter begynder alle i hjorden at vandre. Det spændende er, at de begynder at vandre, til en start uafhængigt af hinanden i samme retning.

I løbet af sekunder får de dyr der påbegyndte disse bevægelser følgeskab af andre, der kommer bevægelse i dele af flokken, og efter 3-5 minutter er hele flokken af hundreder af dyr i bevægelse som fulgte de en leder. Det giver indtryk af at de ved hvor de er på vej hen, en retning åbenbart taget af gruppen, 

Prins konkluderede at denne “strækken sig” var et eksempel på dyr der opfører sig demokratisk - bøflerne stemmer om hvor de skal hen næste gang. Men ikke alle i bøffelflokken får lov at stemme. Som Wilson forklarer; "Kun voksne hundyr stemmer, og det uanset deres rangorden i flokken.” Tyrene, ser det ud til, følger blot med, uanset hvad ‘damerne’ beslutter. Og de vælger ikke en leder, “der er intet bevis på et individuelt lederskab” snarere er dagens beslutning om hvor der skal græsses bestemt ud fra dagens flertal. 

Dette fænomen med bøfler der 'stemmer' er ikke kun lokaliseret hos afrikanske bøfler. I 2015 fortalte Scientific American om lignende opførsel hos europæiske bøfler i det sydlige Frankrig: 

Hvis de vil græsse på en eng, har de hovederne mod engen. Hvis de først vil slukke tørsten vender de sig mod et vandhul. Så foretager en bøffel det første skridt, Hvis denne bevæger sig i den retning de fleste i flokken foretrækker så følger gruppen med. Hvis den første der bevæger sig vælger en mindre populær retning er det kun få der følger med og gruppen deles kortvarigt op. Enhver kan indlede en bevægelse, dog er det typisk køer der udgør de fleste i følgegruppen. Den der indleder og får flest ‘stemmer’ vinder og ender med at være flokkens leder. 

Således, selvom det kan se ud til at de fleste af dyrene blot følger den retning nogle få sætter, så er masserne ikke helt uden indflydelse på, hvor de skal drage hen. For selvom de måske ikke fik deres vilje den dag, så giver en ny dag et nyt valg.

Bonus fact: Staten Wyomings flag - ses her har en amerikansk bøffel som del af designet. På flaget der benyttes i dag står bøflen med hovedet mod flagstangen. Men det har ikke altid været således. Det oprindelige flag kan ses her og havde bøflens hoved den anden vej, indtil en Wyoming borger, Grace Raymond Hebard, påpegede at dyr, herunder bøfler plejer at have hovedet mod vinden, og således skal have hovedet mod flagstangen.  Wyoming's flagregulativ angiver ikke specifikt bøflens hovedretning, så flagproducenterne antog Hebards forklaring og lod nu flaget være den officielle version.

 

Palæstinas og Irlands historie - kæmpeforskelle

Mike Konrad

Præsident Biden har ved et hospital i Jerusalem, Israels hovedstad, kommenteret med at palæstinensernes situation kan sammenlignes med irernes under briternes styre. Det kan have været en simpel fortalelse, udover at det er en forkert analogi (det tekniske udtryk er kasuistisk). Desværre vinder denne udlægning fodfæste i Europa af en masse forkerte grunde.  

Kort opsummeret: Irerne har næsten intet tilfælles med palæstinenserne - ikke i deres historie, ikke med deres kultur, ikke med deres situation. 

Jovist irerne blev undertrykt af briterne, men det gør dem ikke lig palæstinenserne som om tung undertrykkelse var enestående for palæstinenserne. Undertrykkelse er desværre almindelig hos store dele af menneskeheden ikke kun for irerne og palæstinenserne.  

Lads os nu se på nogle kendsgerninger: 

1. Irerne et det oprindelige folk i Irland. Deres rødder går tusinder af år tilbage i Eire. Selvom jeg ikke vil afvise palæstinensernes nationalitet så går denne dog ikke tusinder af år tilbage i tiden. Faktisk er det jøderne der går tusinder af år tilbage med tilstedeværelse i Det Hellige Land. Således er irerne i genetisk oprindelse nærmere jøderne. 

2. Irerne — faktisk alle keltere som et hele - er berømte for stærke kvinder. Irerne havde Grace O’Malley, Piratdronningen. De pro-engelske oprindelige britiske keltere skabte Boudica, dronningen der næsten smed romerne ud af Keltisk Britannien.
Og de muslimske arabere? 

Muslimer lemlæster deres kvinder med kønslig omskæring og æresdrag for at holde dem i skak, rædselsslagne og svage. 

På den anden side hædrer jøderne Deborah, en af deres porofetinder, der udviste større mod end krigeren Barak.

Når det drejer sig om kvinder er irerne tættere på jøderne. Jøder og keltere skaber stærke kvinder mens muslimer undertrykker dem. 

3. Og dette er en kæmpeforskel: Irerne drkker i sandhed.

Jøderne drikker, dog i moderate mængder. Rettroende muslimer drikker slet ikke. Så i den konstellation er jøderne og irerne nærbeslægtede. 

Dette nævnes ikke blot for sjov. Det indikerer at irerne og de muslimske palæstinensere i bund og grund har forskellige syn på grundværdier. 

4. Antallet af døde er slet ikke sammenligneligt.

Irerne stod nærmest over for total udslettese ved briterne - og det to gange - første gang ved Oliver Cromwell. Anden gang ved briterne land- og økonomiske politikker under Kartoffelhungersnøden. 

Tallene er endnu mere rædselsvækkende for Irland - samlet 618000 døde som følge af kampe og sygdom ud af en befolkning (før krigen) på ca. 1,5 millioner, svarende til 41% af befolkningen. Ingen tal opgives for deportationer til Barbados. Yderligere information om ovennævnte tal kan fås gennem The Civil War 1642–1651 af Michael St John Parker.

Dødstallene for palæstinenserne fra 1947-49 krigen var - højt sat - cirka 13000, dog sikkert færre - mindre end 1% af befolkningen. Sammenlign det med Irlands 41%. 

Araberne befinder sig end ikke på samme ‘stadium.’ 

Imidlertid stoppede briternes ekskluderenede White Paper of 1939 al immigration til Israel, og det på et tidspunkt, hvor jøderne havde brug for det allermest, under 2. Verdenskrig. I begyndelsen ønskede Hitler blot at deportere jøderne. Resultatet blev at millioner af jøder

skulle dø i udryddelseslejrene. De mange jøder der døde er et indirekte resultat af denne britiske politik, det overgår i længder antallet af irere der blev udslettet (6 millioner jøder - 618000 irere) og  i procenttal (ca 33% af verdens jøder, 66% af de europæiske jøder, og 41% irere) Når det drejer sig om dødstilfælde er det langt mere oplagt at sammenligne jøder og irere, dog var skaden for irerne mindre.

5. Indblanding i fødevarer var ikke den samme.

[Den britiske regering) afviste også endnu en bådladning indisk korn på vej til Irland. 

Selvom man formoder - blot for sagens skyld - at Israel begik etnisk udrensning i 1947-49, er det himmelråbende langt fra det blodbad der påført irerne af England, eller Englands indblanding i hjælp under hungersnødene. Israel har derimod ikke standset strømmen af fødevarer til Gaza, der er en følge af den fortsatte befolkningsvækst. 

6. Selvom briterne forfulgte katolikkerne, hørte det officielt op i 1829, dog fortsatte den alvorlige sociale diskrimination. Beretningen om Israel kan meget vel være flersidigt, men på intet tidspunkt har Israel behandlet muslimerne så dårligt som englænderne behandlede irerne.

Og ærlig talt er Islam den mest intolerante religion af alle. Nordafrika var helt kristen engang. Så meget for muslimsk tolerance.

7. Rædslerne påført irerne skal ikke gøres mindre, men krigene var ofte del af større kampe. 

Dette er ikke så velkendt som det burde være. Englænderne (der stod bag den britiske regering) gik ikke kun efter irerne men også Highland skotterne (der også var gæliske keltere, men protestanter)

Næsten tre fjerdedele af Highlænderne blev fordrevet under the Highland Clearances.  Englænderne holder af at hævde det blot var af økonomiske årsager, men det kan ikke retfærdiggøre af 75% blev forvist.  De som tvivler kan overvære et Highland Games rally i North Carolina og spørge ind til historien.

Det eneste irerne og palæstinenserne har til fælles er, at de føler sig forfulgte. Enhver anden sammenligning viser mere lighed mellem jøderne og irerne. Uanset hvilken side man stiller sig på i debatten England/Irland eller Israel/Palæstina kan kelterne på ingen måde sammenlignes med palæstinenserne situation.

Men forudsagde Ronald Storrs, den første militærguvernør for Palæstina, ikke at en Jødisk stat ville udgøre “for England, et lille loyal jødisk Ulster i et potentielt fjendtligt arabisk hav?.”  

Da udtalelsen kom var den tåbelig. De pro-britiske Orangemen der havde sat sig på det nordøstlige Irland var i hovedtræk Lowland (ikke Hiighland) skotter. Diss Lowlanders bestod for de flestes vedkommende af englændere, normanner og af vikingeæt - ikke som Highlanderne keltiske - og var ikke til at skelne fra englænderne. Som følge heraf var deres loyalitet forventelig. Jøderne der bosatte sig i Det Hellige Land havde ingen blodbånd med England som Irgun guerilla krigen mod briterne senere skulle påvise.

The Balfour Declaration's formål var at skabe et “lille loyalt Ulster i et potentielt fjendtligt arabisk ‘hav.’” ifølge Ronald Storrs, "den første militærguvernær for Palæstina siden Pontius Pilate" (hans egne ord). Ikke alt gik som planlagt: Zionistbevægelsen brød ud og med to grupper førtes en kampagne med guerillakrig mod Storbritannien i 1940’erne.

Elendige analogier giver dårlige konsekvenser. Ligeså dårlig som de som bruger den dårlige analogi - sammenligne den jødiske stat med Ulster Orangemen — og derpå fordreje konklusionen udi i det ekstreme. 

Hvis Zionister er som Orangeordenen (briter i Nordirland der støtter England) så er irerne som palæstinenserne.

Den første præmis var forkert. Konklusionen endnu værre.

En mere præcis konstatering kunne være:

Menachim Begin, en Zionist der kæmpede mod briterne, derfor er sammenligninger med Palæstinenserne dynamik med noget i England eller Irland helt ude i hampen. 

Dette idioti har fået fodfæste blandt palæstinenserne og selv blandt mange af de 

Irere, der burde være bedrevidende. Nogle Iriske politikere er med på den vogn. Kontra, men stadig fejlfyldt er det blevet godtaget af pro-British Orangemen,der ville kunne støtte Israel, men ofte af de forkerte grunde

Hvor er det godt der er nogle irere der er dukket frem fra propagandaens matrix. 

Dette site, påpeger de væsentligste større forskelle mellem IRA og den palæstinensiske sag. 

På intet tidspunkt under kampagnen mod englænderne styre i Nordirland var der et ønske om at udslette United Kingdom. Der var heller aldrig nogensinde et udtalt ønske om at begå folkedrab på briterne. Som kontrast hertil forsøger Hamas og Fatah hele tiden at overgå hinanden i opfordring til at Israel skal slettes fra kort. 

Det er selve den korte kendsgerning. Irerne ønskede frihed og uafhænggighed af England, ikke ødelæggelse af England. 

Alle analogier ved Palæstina og Irland kollapser på dette vigtige punkt. 

Alt dette sludder er blevet taget op af præsident Biden. Det er skrækkeligt umodent og helt væk fra skiven, i bedste fald overfladisk. I værste Uærligt. Ingen kompetent historiker kan gå med på den fortælling. 

https://www.americanthinker.com/articles/2022/07/lets_teach_joe_biden_why_the_palestinians_are_not_like_the_irish.html

En stinkende 'sten' kan gøre dig rig

Ambra kan gøre dig rig

Billedet herunder kunne let forveksles med et klippestykke. Det er på størrelse med en lille melon, og vejer lige knap 1,3 kilo, altså det man kunne forvente et klippestykke af samme størrelse ville veje. Og så er det fundet på en strand.

Men det er ikke en sten. Det noget der kaldes “ambra” og det er ret så kostbart. Sådan cirka 6500 dollars for et halvt kilo.

Som National Geographic forklarer, har ambra længe været et vigtig bestanddel hos de som sælger meget dyr parfume - virksomheder som Chanel - fordi substansen har “evnen at lade duften bestå på menneskers hud.” I bund og grund så holder parfume duften ikke længe - med tiden aftager styrken. — ja blot i løbet af timer ændrer den sig.

Enhver der har benyttet billig parfume har også oplevet at ved aftenens slutning er den helt ‘forduftet.’ Ambra er en kemisk sammensætning der gør at parfumen langsomt bliver svagere, men dog bevares duften. Resultatet er at efterspørgslen for dette ‘klippestykke’ er ganske pæn.

Faktisk værdsættes ambra så højt, at vi er villige til at ignorere den kendsgerning at det enten er opkast fra eller lort fra en hval.

Vi er såmænd ikke helt sikre på hvilken ende af hvalen ‘produktet’ kommer ud af, men det “klippestykke” der er på billedet stammer på en eller anden vis fra en kaskelothval. Den er sandsynligvis resultatet af galde sekret fra hvalens indvolde, skønt videnskaben ikke er helt sikker på, hvordan eller hvorfor det skabes. Ambra findes ofte med småbidder af blæksprutter, hvilket fører til den fremherskende teori formuleret af Scientific American:

Ambra kommer fra hanhvalens tarme efter den har fortæret blæksprutter, hvis hårde næb flænser i hvalens indre organer. Videnskabsforskerne mener at hvalen beskytter sig ved at udskille et fedtet sekret i  tarmsystemet for at indkapsle næbbene. Med tiden skiller dyrene sig af med de store klumper, op til 100 kilo af gangen.

Trods disse store ‘udledninger’ på mange, mange kilo er ambra faktisk sjældent. Det er er mange grunde til. For det første er der ikke mange kaskelothvaler - måske nogle hundred tusinder. Fra over en million for 100 år siden. For det andet er det ikke alle kaskelothvaler der producerer ambra. Og endelig når ambra først er kommet ud i havet brydes den op i al for små bidder til at man kan finde dem. Således er ‘forsyningen’ ganske lille.

På plussiden - i det mindste hvis du er skattejæger - den kendsgerning af ambra stinker ret så stærk, så du vil ikke forveksle det med en sten. Afhængig af, hvornår det blev skilt ud fra hvalen, kan det stinke som hvallort, og det er ikke lige sagen. Hvis det har flydt rundt et stykke tid forsvinder den stærke duft noget, men dog stadig meget umiskendelig. Wikipedia beskriver det som havende “en sødlig, jordlugt, som kan sammenlignes med alkohol dog uden dennes kemiske stramhed.”  

Så når mennesker går på stranden (ofte på gåtur med deres hund) og finder noget der ligner et klippestykke, er hårdt som et klippestykke, men ikke lugter som et klippestykke kan de have tjent en god dagløn. Ambra klumpen på billedet 1,1 kg,  blev for eksempel på auktion solgt til et fransk parfumehus i september 2015 for  £11,000 (about $16,000).

Men gå dog ikke tur på stranden blot for at finde hvallort. For det første er det at sælge ambra ulovligt visse steder for at forhindre hvalfangst (man kan nemlig fjerne ambra fra hvalen når denne skæres op). For det andet har foretagsomme mennesker skabt en syntetisk version af ambra (skønt visse parfumefabrikanter stadig foretrækker den ægte vare, selv med de store omkostninger forbundet hermed: Og for det tredje - og måske vigtigste - det er ikke alle ildelugtende ‘sten’ man finder på en strand der er en formue værd. I 2013 fandt en britisk mand en stor sten der lugtede. Han og nogle eksperter mente det var 3 kilo tung ambra - der ville have en værdi af over  $100,000 — men to år senere viste den sig at være værdiløs.

Bonus fakta: Hjernen på en kaskelothval vejer typisk cirka 7,8 kilo, hvilket er større end hos nogen andre dyr. Hjernen er forholdsmæssgt fem gange tungere end et menneskes.

Er du nervøs - bliv ven med en ged

 Kan du ikke slappe af? - send en ged!

Alle der kender heste ved at de kan blive nervøse. Hvis man nu gerne vil forvandle en dyr nervøs fuldblodshest til en prisvindende væddeløbshest er det et problem. Det er vanskeligt at optræne en overfølsom hest - og farligt for den ridende. Der er muligvis farmakologiske løsninger på problemet, men med dem følger der bivirkninger. Det viser sig, at med lidt selskab kan koden knækkes og løses.

Ligesom med mennesker der synes af slappe en smule af når de leger med hunde så beroliges heste når de sættes sammen med andre. Miniatureæsler, ponyer selv grise kan bruges, men det er geder der er bedst for heste. Sådan har det altid været-  Bette Gabriel, en hestetræner ved en hestevæddeløbsbane i Illinois fortalte the Chicago Tribune at “den praksis at have en ged i stalden hos en nervøs hest, har eksisteret længe, måske lige så lang tid man har haft væddeløbsheste.” Og ifølge Gabriel har der været tilfælde “hvor en hest er blevet så knyttet til dens gedeven, at denne må bringes med til de løb hesten deltager i.” 

Men ulig vore relationer med vore hunde og katte er det ikke sådan at geden er hestens ‘kæledyr.’ Geden optræder mere som pædagog for den nervøse hest. “De fleste af disse geder og heste udvikler et livslangt venskab,” ifølge the Tribune, hvor geden optræder som en slags støttepædagog, der træder til når hesten er ved at blive nervøs.

Der er endda nogle geder der ikke knytter sig til en enkelt hest, men snarere ser ud til at lede efter en der har brug for hjælp. Ved Churchill Downs, ifølge the Courier-Journal, er der en ged ved navn Roxanne der gør præcis det: “Roxanne er godt til at snue sig frem, til heste der skal løbe på dagen, og fordeler sin rolige væremåde i hele stalden.."

Men selvom denne historie om hest-geder som par har været kendt længe i hestevæddeløbskredse, så er grunden kun noget man kan gætte sig til. Ifølge the New York Times (hvorfra fotoet er) “er det ikke klart hvorfor så mange heste især har geder som ´venner.´

Bonus fakta: Geder har det ligesom mennesker (dog ikke i samme udstrækning), de holder af glade mennesker. Ifølge en undersøgelse fra 2019 kan geder med stor sandsynlighed skelne mellem glade menneskeansigter og ikke så glade, og vil hellere nærme sig de glade.

Phys.org forklarer: "billeder af glade ansigter gav større interaktion hos gederne der så på billederne og udforskede dem med deres snuder. Det var især tilfældet når de glade ansigter blev placeret til højre i forsøgsområdet og det lader formode at gederne bruger deres venstre hjernehalvdel i positiv ledelsesopfattelse."