Bøller og pacifister

Bøller og pacifister

---

Burt Prelutsky

Her fornylig havde præsident Bush nogle få nedsættende bemærkninger om pacifister da han talte til Israels parlament, Knesset. Han fik et pænt bifald dernede, mens herover tog Obama anstød.

En talsmand for regeringen var hurtig til at påpege, at selvom der ikke blev nævnt navne, da havde Bush tænkt på, og israelerne forstod det også sådan - Amerikas fremmeste ambassadør i dårlig smag, Jimmy Carter. Det var trods alt kun nogle få uger tidligere at Carter havde fået en kold skulder af israelerne da han var i Mellemøsten for at holde møde og hilse på sine slyngkammerater i Hamas.

Nuvel, jeg bryder mig, som syv søren, ikke om at stille spørgsmål til hvad en talsmand siger, men hvis Bush ikke havde Obama i tanke, da burde han have haft det. Obama har trods alt været meget uigennemskuelig om sit formål med at mødes med muslimske terrorister, hvis og når, han bliver øverstkommanderende. Det er klart han tror han kan charmere dem ligeså let som han charmerer Amerikas håbløst naive universitetsstuderende.

Nu må jeg skynde mig at sige, at fredformidlere ikke er onde. De er trods alt fredselskere. De er ved at kamme over af gode hensigter. Men, vi ved alle, hvad vejen til Helvedet er belagt med, og det er ikke tjære eller beton.

Fredsformidlere er godtroende til døden, og på samme tid utroligt egoistiske. Det varede ikke længe efter Neville Chamberlain overlod Tjekkoslovakiet til Tyskland, at Nazi-tanks, ganske som ventet, rullede ind i Polen. Dengang foreslog Idaho's senator William Borah, at han kunne have forhindret denne skæbnesvangre udvikling, hvis blot han havde haft chancen for at tale med Adolf Hitler.

Folk som Obama og Joe Biden taler altid om, hvor meget alle i verden hader Amerika fordi Bush invaderede Irak. Hvad de glemmer at fortælle er, hvem det er de tænker på. Der var jo adskillige der tilsluttede sig invasionen, herunder Italien, Danmark, El Salvador, Syd Korea, Polen, Rumænien, Bulgarien, Spanien Den Dominikanske Republik, Filippinerne, Nederlandene og Japan. Det er rigtigt, at Rusland, Kina, Frankrig og Tyskland var imod, men det skyldtes hovedsageligt at de alle var kærester med olieaftaler, med Saddam Hussein, og ikke ønskede at deres billige olieforsyning skulle komme i fare. Der har imidlertid i de seneste år været regeringsskifter i Tyskland og Frankrig og ulig Francois Mitterand og Gerhard Schröder, er såvel Nicolas Sarkozy som Angela Merkel mere venligtsindede allierede med USA.

Nu siger jeg ikke hermed, at Amerika elskes over hele kloden. Pokker i det, Amerika er ikke engang elsket i Amerika. Der er venstreorienterede her og der og alle vegne, der foragter vort land. De mener vi er våbentossede. Og sandt at sige, jeg har ikke noget imod våben. Kendsgerningen at vi havde dem, og var villige til at benytte dem, det fik Nazi-Tyskland, Sovjetunionen til at bryde sammen, og om Gud vil det, vil det samme ske med den islamiske fascisme.

Når man ser nøgternt på det, er kendsgerningen, at når Demokraterne hoverer over alle de lande der er anti-amerikanske, så er de eneste som umiddelbart popper op i erindring , sådanne 'friheds- og lighedsbastioner' som Kina, Rusland, Iran, Nord Korea, Myanmar, Yemen og Sudan. Undertiden vil jeg vove den påstand, at det er nemmere at bedømme en nation på dets fjender fremfor dets venner. Det ser imidlertid ud til at Obama, Biden og en række andre venstreorienterede holdes vågne om natten over visheden om, at Yemen ikke kan lide os.

Det som holder mig vågen om natten er, at Barack Obama er overbevist om at han kan udjævne stridighederne med despoter og islamiske slagtere, hvis han blot kunne sætte sig ned med dem og vise dem sit vidunderlige hvide tandsæt, og at han muligvis vil havne i det Ovale Værelse. Det er den samme fyr, der trods alt, mener vi ikke alene består af 57 stater, men at John Kennedy kom frem til en rigtig konklusion med Cuba Missil Krisen ved at forcere tingene igennem over en kop te med Nikita Khrushchev. Hvad fredsformidlere ikke kan forstå er at, hvis du een gang sætter dig sammen, som ligemænd, med de der har til hensigt at skære halsen over på dig, ja, da er dit hoved allerede halvvejs skilt fra din ryg.

Hvis jeg fik lejlighed til at sludre med Barack Obama da ville jeg fortælle ham en historie om mig og min fætter Rodney. Da jeg var dreng frygtede jeg familiekomsammenerne fordi jeg vidste at hvis Rodney dukkede op, da ville det blive en eftermiddag med non-stop, drillerier, franske manchetter, voldsomme niv, og jeg skulle brydes med ham til jeg overgav mig. Hele disse forfærdelige dage skulle bruges til at sige "be-be" til min fætter.

En dag, skønt Rodney var større og stærkere end jeg, besluttede jeg, at nu var det nok. I det øjeblik han begyndte slog jeg ham lige på tuden. Selv jeg var chokeret, da det begyndte at bløde, men jeg må indrømme, at det hjalp da tårerne vældede frem i Rodney's øjnen og han løb ind og sladrede til sine forældre.

Er det muligt, at Barack Obam aldrig har haft behov for at lære, hvordan man behandler hverdagens bøller? Hvis det er tilfældet, da ser jeg nødigt, at han skal lære det gennem jobtræning på Amerikas bekostning.

Lige en sidebemærkning: Rodney prøvede aldrig igen at komme efter mig. Faktisk, næste gang jeg mødtes med ham, var da hans forældre holdt en fredsforsoning, jeg formoder de inviterede mig for at jeg skulle spille mini-golf med dem. Ved den lejlighed fik jeg min fætter til at bløde igen, da jeg kom til at hakke ham en i panden med min golfkølle. Men jeg sværger, at det var et uheld, og jeg havde det dårligt med det. Hvis det alligevel var tilfældet at Rodney havde en plan om at hævne sig på mig, da er jeg sikker på, at jeg slog sådanne tanker helt ud af hovedet på ham.

http://worldnetdaily.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=66724