Vanviddet bag hadet til Bush
James LewisHadet til Bush, som vi ser i dagens medier, kommer med ind i det store katalog over menneskelig psykopatologi - ikke fornuftig opførsel. Den seneste version er sko-kastningen i Irak. Irak er et krigsområde, hvor titusinder af uskyldige mennesker er blevet dærbt af skjulte bomber. Bush's beskyttelses foranstaltninger havde ingen anelse om at et eventuel mordforsøg var undervejs, ligesom dengang Saddam forsøgte at dræbe George H.W. Bush Sr. Ved afslutningen af sine to perioder i embedet fløj præsidenten til Irak, velvidende om farerne, og for at holde en åben pressekonference.
Vore medier har et sådant indædt bittert had til ham, at de har ændret den potentielle bombe-kastende begivenhed - af en af deres egne - til blot en vittighed, blot endnu en grund til at smile af præsidenten. Hvis nu nogen kastede en tærte mod Obama, da ville overskrifterne med stor forargelse kunne findes i dagene derefter. Der var kun overbærende smil til George W. Bush, som med sin sædvanlige værdighed og humor affærdigede episoden. Jeg har aldrig kendt en præsident der er blevet behandlet med så lidt respekt som ham. Den politiske hetz mod ham er grundlagt næsten udelukkende på mediernes fordrejninger, bagtalelser og magtbegær. Der er ikke megen fornuft i dette spil.
Dette offentlige melodrama er derfor drevet af, ikke kendsgerninger og fornuft, men af de mest primitive følelser menneskesindet kan indeholde. Menneskets hjerne har ikke forandret sig meget i de sidste tretusind år. Homo sapiens er en langt mere velstående art end nogensinde, men velstanden tillader blot, at de gamle dæmoner kommer mere frit frem. Hvis vi sad sammen om et bål i en hule, sultne og mismodige, ville vi ikke kunne hengive os til vore fantasier så meget som popmedierne nu tillader sig at gøre. Velstand tillader vore primitive tilbøjeligheder at blomstre i offentlighed.
Præsident George W. Bush blev korsfæstet i offentligheden på trods af hans oprigtige ordentlighed og godhed og til trods for hans bemærkelseværdige succes med at vinde to vanskelige krige i kampen for at beskytte denne nation mod ondt. Alle krige er modbydelige, alle krige har deres fejltagelser og bitre lære. Alle krige har, hvis de skal vindes, en omkostning.
Selvom det er naturligt for konservative at blive vrede over den åbenlyse uretfærdighed i propagandamedierne - - disses helt åbenbare vanvid -- hvis vi blot tager en lille mental pause da kan vi let se det gamle antropologiske drama: Korsfæstelsen af den regerende konge, sammen med den messianske glorificering af en ny der helt sikkert vil redde os fra vor, af medierne skabte, mismod. (Selvfølgelig vil den nye konge også med tiden blive svagere, til trods for hans karismatiske fremtoning...) Dette er det som Shakespeare og Sofokles skrev om. George W. Bush's "hoved er såret, men ikke bøjet," for at citere digtet Invictus ("ubesejret") det Victorianske svar på politisk heksejagt.
Romanforfatteren Mary Renault beskrev hele problemet i hendes klassiske bog, The King Must Die. Renault hentede inspiration til sin fortælling i et kongeligt offer fra den gamle verden i Mellemøsten -- i Grækenland, Lilleasien, Kreta, Italien og andre steder. Læs det, hvis du ønsker at forstå hadet til Bush og tilbedelsen af Obama. Hendes kilde var Sir James Fraser's bemærkelsesværdige bog The Golden Bough. Selvom antropologer har afvist Fraser's påstand om at kongeofring er universelt da har den respekterede lærde James D. Brown argumenteret for at beviset findes, som et middel hos indfødte folk, studeret i mere end hundrede år. Nu hænger vi ikke længere vore konger, sådan rent fysisk, men venstrefløjen og medierne opfører sig ligesom en lynchingshob fra fortiden. Lyt til deres stemmer og du kan høre hobens oldgamle råb.
Vi kan se tragikomikken i vores psykopolitik udfolde sig og dog stadig holde perspektivet. Tænk på det som en scene fra King Lear, og bed til, at fornuften sejrer til sidst. Venstrefløjsmedierne er skuespillerne, der spiller rollen som de politisk misundelige, der findes i enhver stammekultur, hvor lederen af klanen ikke kan sove fredeligt, men må frygte kup og mordforsøg. Alt politik er ikke kun lokalt som man siger i Washington, men inderst inde er den som en stamme.
Hvad der kan håbes på i dag, er det som der sattes håb til ved Amerikas grundlæggelse:Brugen af forfatningsmæssige midler til at føre vor kærlighed, og vort had ad rimelige fornuftige stier. Majoriteten af amerikanere er ganske sunde og fornuftige; de har ikke tiltro til den politiske klasse og de forlader de førende medier i timillion vis i dette øjeblik. Grundlæggerne af Amerika vidste alt om vulgære pøbelforsamlinger og kunne betragte dem i den Franske Revolution i 1789, med en Napoelon der kom frem på baggrund af revolutionens kaos, og det hele eksploderede i en erobringskrig i stort format i Europa. Grundlæggerne foragtede alt dette. De udformede Forfatningen så der kunne styres efter en rolig kurs, på trods af pøbelhobe og demagoger. Den har virket upåklageligt i mere end tohundrede år, og med held og mod vil den blive ved med det.
Alexander Hamilton sagde de berømte ord, "Folket? Folket er et stort dyr!" Det var ikke helt korrekt: Vi er alle "Folket," som Uafhængighedserklæringen fortæller os. "Folket" er kilden til såvel gode som onde ting. Folket - kan afbalanceres gennem forfatningsapparatet - har skabt en velstand som man ikke kunne forestille sig for tohundrede år siden. Folket besidder klogskab og visdom og sund fornuft på en måde som de snobbede elitære har tendens til at glemme. Konservatismen er skeptisk overfor menneskets natur, men ikke på en kynisk eller opgivende måde. Vi ser heller ikke hen til messianske ledere som Barack Obama for at vore problemer skal løses. Vi forsøger at klare os så godt vi kan, at give plads til at individet kan udvikle sig , vokse og få succes, til at stå op imod pøbelhobe, vi fejler undertiden, men kæmper videre igen.
Hver gang konservative kan se endnu en pøbelbevægelse fra venstrefløjen føler vi det er vor pligt at gå til modstand. Det er ikke upatriotisk at kritisere tidens Messias - skønt det vil venstrefløjen sige. Vi kan gøre det med fornuft, med humor, og med klar tanke på venstrefløjens dårlige ideologier som de synes de slæber rundt på som en sæk stikkende lopper.
Dette offentlige melodrama er derfor drevet af, ikke kendsgerninger og fornuft, men af de mest primitive følelser menneskesindet kan indeholde. Menneskets hjerne har ikke forandret sig meget i de sidste tretusind år. Homo sapiens er en langt mere velstående art end nogensinde, men velstanden tillader blot, at de gamle dæmoner kommer mere frit frem. Hvis vi sad sammen om et bål i en hule, sultne og mismodige, ville vi ikke kunne hengive os til vore fantasier så meget som popmedierne nu tillader sig at gøre. Velstand tillader vore primitive tilbøjeligheder at blomstre i offentlighed.
Præsident George W. Bush blev korsfæstet i offentligheden på trods af hans oprigtige ordentlighed og godhed og til trods for hans bemærkelseværdige succes med at vinde to vanskelige krige i kampen for at beskytte denne nation mod ondt. Alle krige er modbydelige, alle krige har deres fejltagelser og bitre lære. Alle krige har, hvis de skal vindes, en omkostning.
Selvom det er naturligt for konservative at blive vrede over den åbenlyse uretfærdighed i propagandamedierne - - disses helt åbenbare vanvid -- hvis vi blot tager en lille mental pause da kan vi let se det gamle antropologiske drama: Korsfæstelsen af den regerende konge, sammen med den messianske glorificering af en ny der helt sikkert vil redde os fra vor, af medierne skabte, mismod. (Selvfølgelig vil den nye konge også med tiden blive svagere, til trods for hans karismatiske fremtoning...) Dette er det som Shakespeare og Sofokles skrev om. George W. Bush's "hoved er såret, men ikke bøjet," for at citere digtet Invictus ("ubesejret") det Victorianske svar på politisk heksejagt.
Romanforfatteren Mary Renault beskrev hele problemet i hendes klassiske bog, The King Must Die. Renault hentede inspiration til sin fortælling i et kongeligt offer fra den gamle verden i Mellemøsten -- i Grækenland, Lilleasien, Kreta, Italien og andre steder. Læs det, hvis du ønsker at forstå hadet til Bush og tilbedelsen af Obama. Hendes kilde var Sir James Fraser's bemærkelsesværdige bog The Golden Bough. Selvom antropologer har afvist Fraser's påstand om at kongeofring er universelt da har den respekterede lærde James D. Brown argumenteret for at beviset findes, som et middel hos indfødte folk, studeret i mere end hundrede år. Nu hænger vi ikke længere vore konger, sådan rent fysisk, men venstrefløjen og medierne opfører sig ligesom en lynchingshob fra fortiden. Lyt til deres stemmer og du kan høre hobens oldgamle råb.
Vi kan se tragikomikken i vores psykopolitik udfolde sig og dog stadig holde perspektivet. Tænk på det som en scene fra King Lear, og bed til, at fornuften sejrer til sidst. Venstrefløjsmedierne er skuespillerne, der spiller rollen som de politisk misundelige, der findes i enhver stammekultur, hvor lederen af klanen ikke kan sove fredeligt, men må frygte kup og mordforsøg. Alt politik er ikke kun lokalt som man siger i Washington, men inderst inde er den som en stamme.
Hvad der kan håbes på i dag, er det som der sattes håb til ved Amerikas grundlæggelse:Brugen af forfatningsmæssige midler til at føre vor kærlighed, og vort had ad rimelige fornuftige stier. Majoriteten af amerikanere er ganske sunde og fornuftige; de har ikke tiltro til den politiske klasse og de forlader de førende medier i timillion vis i dette øjeblik. Grundlæggerne af Amerika vidste alt om vulgære pøbelforsamlinger og kunne betragte dem i den Franske Revolution i 1789, med en Napoelon der kom frem på baggrund af revolutionens kaos, og det hele eksploderede i en erobringskrig i stort format i Europa. Grundlæggerne foragtede alt dette. De udformede Forfatningen så der kunne styres efter en rolig kurs, på trods af pøbelhobe og demagoger. Den har virket upåklageligt i mere end tohundrede år, og med held og mod vil den blive ved med det.
Alexander Hamilton sagde de berømte ord, "Folket? Folket er et stort dyr!" Det var ikke helt korrekt: Vi er alle "Folket," som Uafhængighedserklæringen fortæller os. "Folket" er kilden til såvel gode som onde ting. Folket - kan afbalanceres gennem forfatningsapparatet - har skabt en velstand som man ikke kunne forestille sig for tohundrede år siden. Folket besidder klogskab og visdom og sund fornuft på en måde som de snobbede elitære har tendens til at glemme. Konservatismen er skeptisk overfor menneskets natur, men ikke på en kynisk eller opgivende måde. Vi ser heller ikke hen til messianske ledere som Barack Obama for at vore problemer skal løses. Vi forsøger at klare os så godt vi kan, at give plads til at individet kan udvikle sig , vokse og få succes, til at stå op imod pøbelhobe, vi fejler undertiden, men kæmper videre igen.
Hver gang konservative kan se endnu en pøbelbevægelse fra venstrefløjen føler vi det er vor pligt at gå til modstand. Det er ikke upatriotisk at kritisere tidens Messias - skønt det vil venstrefløjen sige. Vi kan gøre det med fornuft, med humor, og med klar tanke på venstrefløjens dårlige ideologier som de synes de slæber rundt på som en sæk stikkende lopper.
Præsident Bush var ikke en teoretisk politiker. Han var en praktiker. Han tog hele tiden de bedste beslutninger ud fra hans synsvinkel, undertiden mod egne idealer, fordi virkeligheden en gang imellem gør en krig nødvendig, ligesom virkeligheden sommetider gør det nødvendigt med massive hjælpepakker. Det konservative spørgsmål er altid, "Hvad er det realistiske alternativ?"
Slutresultatet af konservativ politik er en blanding af realisme og idealisme. Bush har sat omtrent 50 millioner muslimer fri, herunder en arabisk journalist der derpå kastede sine sko mod ham i en oldgammel gestus af foragt. Den mand er i live på grund af George W. Bush -- Saddam ville have kastet ham skrigende ned i en kødkværn. Sammenlignet med Obama og korruptokraterne vil Bush snart komme til at fremstå som en amerikansk helt. Bare vent og se.
Andre artikler af James Lewis ved klik
Opslag
1 kommentar:
Hvis du ikke lige ved det har du 9 artikler med James Lewis. Alle fremragende. Ham ville jeg gerne høre holde en tale. Denne om Bush er virkelig på sin plads. Der er rigtig mange oneliners der sætter tingene i perspektiv.
Send en kommentar