De fem Bailey Brødre fra 2. Verdenskrig
På hver Memorial Day overværer jeg den årlige parade i Mercer, Pennsylvania. Det er ægte Americana: Flagene, børnene, isboden, de marcherende orkestre, the Shriners i deres go-carts, de lokale klubber og foreninger og 4-H, politikere fra lokalregeringen og kommunalbestyrelserne og alle andre. Der er altid veteraner fra tidligere krige der går eller rider ned af gaden.
Hvert år er der altid en opvisning der griber mig: En bil med en plakat, hvor der står the “Five Bailey Brothers.” Blot navnet får mig til at føle mig godt tilpas: Bailey. Det minder mig om “George Bailey,” spillet af den glimrende Jimmy Stewart i It’s a Wonderful Life. Naturligvis har den film en dejlig slutning - og det gælder også historien om Bailey brødrene.
Efter i nogle år at have betragtet Bailey bilen fandt jeg endelig tiden til at forsøge at få fat i hele historien om den sidste overlevende Bailey bror: Richard eller “Dick.” Jeg blev dejligt overrasket over at erfare, at han tilfældigvis boede lige i nærheden, her i Grove City, Pennsylvania. Han er 91 år gammel og stadig ‘knivskarp.’ Jeg bad om at kunne mødes med ham, og om jeg måtte tage tre af mine børn med. Det var han indstillet på og med glæde.
Brødrene: Fred, Fonnie, Jim, John, og Dick
Født i Grove City, Juleaften 1922, var Dick Bailey en af de fem Bailey brødre der tjente i 2. Verdenskrig. Jovist, der var fem. Du har hørt om Ryan brødrene i Saving Private Ryan og muligvis Sullivan brødrene i den gamle sort/hvid film The Fighting Sullivans. Så ved du at nationen besluttede aldrig igen at lade så mange brødre tjene sammen i en krig. Tabet af en af dem er tungt vor enhver far og mor. Husk på den helt uforglemmelige scene med moren i Midtvesten derude på farmen der får besked om sit tab i Saving Private Ryan. Den scene er bare så gribende.
At miste mere end en søn i en krig, eller tre eller fire eller det utrolige hele fem ...det ville ikke være til at bære.
Ikke desto mindre så har vi dem: Dick, Jim, Fonnie, John, og Fred. Og så må en af dem selvfølgelig være beskyttet af et ‘skrivebordsarbejde hjemme, ikke sandt? Næ Nej, alle fem Bailey brødre blev udsendt til fjendens territorium - mod Nazisterne og Kejserens Japan.
“De var alle i kamp,” siger Dick.
De havde alle meldt sig som frivillige efter Pearl Harbor og stod over for det hele - Europa, Stillehavet, Nordafrika - på land, i luften og til søs.
Den ene af dem Fred, blev skudt i maven og krigsfange hos nazisterne. Han var med i Pattons Tredje Hær, leder af en tankbataljon. Han tank blev skudt i brand af tyskerne. Da Fred kravlede ud skød nazisterne og han blev ramt. Næste destination: Nazi krigslejr.
“Tyskerne behandlede ham ikke godt,” sagde Dick om Freds tid som gæst i Det Tredje Rige. “Fred sagde det var rædselsfuldt. De banker dig og så meget andet, selvom du er såret. Han spiste næsten ikke....Fred vejede blot 50 kilo da han kom hjem.” Han blev tildelt et Purple Heart.
Dick var i Army Air Corps, og sergent. Han og John var længst tid i krigen. De begyndte begge i 1942. Han var på 6 forskellige øer i Stillehavet, herunder Filippinerne. Det var så absolut ingen skovtur. Den ene af øerne, Biak, i Schouten Islands, blev konstant bombet af japanerne i de 8 måneder Dick var der. Disk husker at bomberne kom næsten hver nat, sent om natten, og med en varighed af typisk to timer. “Megen søvn fik man ikke,” siger Dick på sin typisk underbetonede facon.
Samlet tjente Dick fra december 1942 til januar 1946. Og det var hele tiden. “Jeg kom slet ikke hjem før januar 1946.”
Tænk lige over det, ikke en eneste gang kom Dick hjem. Slut.
Hvor mange af Bailey brødrene kom så hjem i sidste ende? Det er her historien med Bailey brødrene - ligesom med George Bailey i It’s a Wonderful Life, får en lykkelig ende. De kom alle hjem. Alle fem.
Så spurgte jeg ind til øjeblikket da han endelig kom hjem for altid. Det var vinteren 1946, en klar januar dag. I ugevis havde han rejst tusinder af kilometer fra den anden side af kloden blot for at møde en frygtelig snestorm da han kom i nærheden af det vestlige Pennsylvania. Han tog toget fra Pitteburgh til Grove City. Hans forældre boede nu i en lille by, Harrisville, cirka 20 kilometer borte. På grund af vejret og andre besværligheder ankom Dick meget sent om aftenen og slog sig ned på en 24-hour diner i Grove City, og uden transportmulighed og med en halv meter sne. Dicks forældre anede intet om at han var på vej hjem. Forbløffende nok havde de intet hørt til ham i årevis, og omvendt - sådan var kommunikationsmulighederne og hemmelighedskræmmeriet nemlig. Faktisk havde Dick ikke været i kontakt med nogen af sine brødre. Han kunne kun regne med de muligvis var døde.
Fordi forældrene var flyttet siden han drog i krig kendte Dick ikke deres adresse. På dineren så han en gammel kammerat, der fortalte ham hvor hans forældre boede. Med denne nyttige nye viden drog Dick mod deres hjem. Han dukkede op ved forældrenes hus kl. 05.00 og bankede på døren. Den første der blev vækket var hans mor, der kom til døren og for første gang så sin søn efter fire år. Hun græd. Han græd.
Dicks far og mor kunne fortælle ham det han intet kendte til, men som han virkelig indtrængende gerne ville vide: Alle hans brødre havde overlevet krigen. Han var den sidste de ventede på at høre noget om. Det havde alle bevaret håbet. Som heldigvis blev bekræftet.
Dick situation var besynderlig - et hjem med kun far og mor. Alle hans brødre boede nu andre steder, to af dem var netop blevet gift. Hans to søstre var også blevet gift. Det var ikke som da han dorg hjemmefra. Det havde været et hjem med 9 mennesker. Krigen havde tømt Bailey hjemmet.
Men nu var alle Bailey knægtene “hjemme,” og de var i live. “Ret så heldigt,” siger Dick i dag. Det at bede havde heller ikke været til skade. Da jeg spurgte om hans mor havde bedt meget, lo Dick og sagde, “Åh ja, en masse.”
Ganske bemærkelsesværdigt er det at de fem Bailey brødre ikke talte meget om krigen. Delvist fordi de ikke så særlig meget til hinanden efter krigen. De havde alle stiftet familie, flyttet rundt omkring og levede deres liv. “De fem af os kom undertiden sammen, men det var sjældent,” siger Dick. “Mest af alt ønskede vi bare at glemme det hele.” Han og Fred talte om Freds skrækkelige prøvelser i Nazi lejren blot en eller to gange.
Jim, der aldrig forlod militæret måtte betale for det med en kortere liv end de andre brødre.
Jim kom til Korea som en Army faldskærmssoldat og derpå til Vietnam som helikopterpilot. Han blev så dygtig som pilot at han regelmæssigt var pilot for præsident Lyndon B. Johnson. Men tiden var kort for Jim. Under en særlig farlig aktion i forsøget på at redde amerikanske tropper under angreb blev Jims helikopter skudt ned. Det var 9. oktober 1969. Han overlevede ikke.
“Engang fløj han en Huey fra Washington hjem til Harrisville og landende på en boldbane,” siger Jim. “Det var sidste gang vi så ham.”
Jim blev begravet på Arlington, den eneste Bailey der ikke er begravet i Harrisville, Pennsylvania. Han fik 3 Purple Hearts, en for hver krig han var med i.
Dick kom altså hjem og arbejdede for det lokale Cooper-Bessemer værk i 44 år, samt en masse andre arbejdsopgaver. Blandt dem som buschauffør, hvis rute gik fra Tennessee hele vejen til Alaska. Selvom den rute kunne lyde spændende gjaldt det ikke Dick, hvis kærlighed til alt på hjul og fart er legendarisk - bogstavelig talt.
Dick Bailey blev en dygtig racerkører, en af de første medlemmer af Nascar, i 1950. Han er medlem af fem Racing Halls of Fame, og (mens vi talte) gjorde han sig klar til en tur til Daytona for at komme med i “Living Legends hall of fame. Han kørte sit første race på Daytona International Speedway i 1959 (og også det sidste race på Daytona og strandbanen). Han kørte race i over 30 år, indtil et slemt uheld sluttede hans karriere. Han ejer stadig og fremviser gerne nogle fantastiske klassiske biler, og har stadig sin licens som pilot. Det eneste der overgår han krigsmedaljer i Dicks hjem er de utallige trofæer han har vundet som racerkører.
Dick Bailey, mener helt sikkert han har haft et “wonderful life.” Han er på vej til de 100 år - der mangler blot 9 år. Og med hans indstilling, fremtoning, evner og aktive liv (han har aldrig røget eller drukket, og drikker ikke kaffe) så skal han nok nå det. (Jeg spurgte ham, “Klarede du virkelig krigen uden alkohol?” Svaret: “Jeps, og uden cigaretter. Ingen tror på det det!”)
Krigen, som hele hans liv, har været “quite an experience.” Jeg spurgte om han ville gøre det hele en gang til. Han smilede og sagde, “blot så længe jeg kommer tilbage i live.”
Det gjorde Dick Bailey netop, som alle fem Bailey brødre.
Hvordan kan vi ære dem? Det kan vi gøre ved ikke at smadre det Amerika de var villige til at ofre alt for. Vi kan kun håbe det ikke er for sent.
About the Author Paul Kengor is professor of political science and executive director of The Center for Vision & Values at Grove City College. His latest book is 11 Principles of a Reagan Conservative.
http://spectator.org/articles/59321/five-bailey-brothers-world-war%C2%A0ii
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar