Er Islam værre end andre religioner?
Siden terroristangrebene 9/11, 2001 er Islam ofte blevet anklaget for af natur at være voldelig. Som modsvar er et antal apologeter gået til forsvar for religionen. Den grundlæggende præmis hos næsten alle disse er, at Islams påståede vold - som den kan skildres i islamiske skrifter og historien - ikke er spor anderledes end volden der er blevet begået af andre religiøse grupper gennem historien og som den står beskrevet i deres skrifter - det gælder især jøder og kristne.
Kort fortalt går argumentet ud på, at det ikke er Islam som sådan, men snarere menneskets natur der er tilbøjelig til vold. Når det argument så fremføres at Koranen, sammen med de historiske udtalelser og gerninger af Islams profet Muhammad og hans efterfølgere viser vold og intolerance, kommer modargumentet øjeblikkeligt: Hvad så med de historiske overgreb begået af hebræerne i fortiden, og som de er optegnet i deres skrifter (Det Gamle Testamente)?
Hvad med den brutale cyklus af vold som kristne har begået i deres tros navn mod både medkristne og ikke kristne? Derefter bliver - to eksempler - det ene bibelsk, det andet historisk ofte citeret som paradigmer på den religiøse vold der er nedarvet hos både jødedommen og kristendommen
Det første eksempel er den folkedrabslignende erobring af Kana’ans land af hebræerne (c. 1200 f.v.t.)
Yahweh sagde til Moses.
“ Inden for landets grænser skal I udrydde alt og alle, I må ikke skåne nogen overhovedet, men udslette befolkningen totalt; hittitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren har befalet. På den måde undgår I at synde mod Herren ved at lade Jer friste til at deltage i deres væmmelige afgudsdyrkelse. Når I belejrer en by, må I ikke ødelægge frugttræerne på stedet. I må spise frugten, men ikke fælde træerne. Det er jo ikke dem I kæmper imod. De træer som ikke bærer spiselige frugter, kan I hugge om og bruge til angrebsramper og lignende.” 5. Mosebog.
“Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Han efterlod sig ingen overlevende. Hver levende sjæl udslettede han, sådan som Herren, Israels Gud havde befalet.” Josvas Bog.
Det andet eksempel drejer sig om Korstogskrigene, der blev udkæmpet af europæiske kristne mellem 11. og 13. årh. Korstogene var helt bestemt et “modangreb” imod islam – ikke et uprovokeret overfald, som det ofte fremstilles i revisionistisk historieskrivning.
En forenet kristendom forsøgte at erobre Jerusalems Hellige Land, der, før det blev erobret af islam i det 7. årh., var en integreret del af kristendommen i cirka 400 år. Ikke desto mindre så var disse Korstoge voldelige og blodige, og utallige grusomheder blev begået – alt sammen i kristendommens navn og under korsbanneret. Den måske mest berygtede ugerning, udført af disse “Kristi Stridsmænd”, var plyndringen af Konstantinopel i 1204, hvor kristne slagtede kristne i et voldsomt blodbad.
Set med baggrund i ovenstående - det ene et primaeksempel på vold fra Bibelen, det andet fra historien - hvorfor skulle Islam så være den eneste religion der altid beskrives og karakteriseres som nedarvet voldelig, blot fordi deres hellige bog og deres historie indeholder vold? Hvorfor skal ikke-muslimer altid pege på Koranen og fortidens historie som bevis på Islams voldelige tendenser når de aldrig ser på deres egne skrifter og historie?
Selvom sådanne spørgsmål er populære så åbenbarer de en ret væsentlig roden rundt i historien og teologien, mellem de handlinger mænd foretog sig på deres tid, og de uforanderlige ord fra Gud.
Den grundlæggende fejl der begås er at jødisk kristen historie - der vitterlig er voldelig - bliver sammenkædet med islamisk teologi - der befaler vold. Selvfølgelig har alle religioner haft deres del af vold og intolerance mod “andre.” Uanset om denne vold er ordineret, godkendt, af Gud eller om det blot er krigsgale mænd der ønskede den bliver således et altafgørende spørgsmål.
Volden som den beskrives i Det Gamle Testamente er interessant. Yahweh befalede helt klart at hebræerne skulle udslette kana’anæerne, og de folkeslag som boede i området. Sådan vold er derfor et udtryk for Guds vilje, god eller ond. Desuagtet, så er al den historiske vold der er begået af hebræerne og omtalt i Det Gamle Testamente netop - historie. Den fandt sted. Gud befalede den. Men den udspillede sig i en specifik tid og sted, og var rettet mod et specifikt folk. På intet tidspunkt blev en sådan vold standarden eller indskrevet i jødisk lov (det vil sige Halakha).
Det er på dette område at islamisk vold er enestående. Skønt den ligner volden i Det Gamle Testamente - befalet af Gud og som den kan ses i historien - er visse aspekter af islamisk lov blev standarden i islamisk lov (Sharia), og gælder til alle tider. Så selv om volden man finder i Koranen faktisk er historisk, så er dens ultimative betydning teologisk. Tænk nærmere over følgende vers fra Koranen:
Koran 9:5 “Når så de hellige måneder, hvor kamp er forbudt, er ovre, så bekæmp og dræb de vantro, uanset hvor I finder dem, tag dem til fange, belejr dem, læg jer i baghold for dem og brug alle krigsmidler. Men hvis de angrer, [og bliver muslimer, der …] udfører deres religiøse pligter og betaler zakat-skat, så tag imod dem. Allah er Tilgivende og Barmhjertig.”
Koran 9:29 “Bekæmp dem, der ikke tror på Allah eller Den yderste Dag, (bekæmp dem), der ikke forbyder det, som er blevet forbudt af Allah og Hans Budbringer (dvs islamisk lov), (bekæmp dem), der ikke anerkender Sandhedens Religion (islam), (om de så er) Bogens Folk (kristne og jøder), indtil de betaler jizya-skat som tegn på deres underkastelse, undertrykkelse og fornedrelse.”
Som med versene i Det Gamle Testamente hvor Yahweh befalede hebræerne at angribe og besejre deres naboer, har disse vers fra Koranen også en historisk kontekst. Allah (gennem Muhammad) udstedte først disse befalinger efter de arabiske stammer endelig var blevet forenet under Islams banner, og forberedte sig på at invadere deres kristne og hedenske naboer. Men ulig de krigeriske vers og fortællinger i Det Gamle Testamente, da blev disse såkaldte “sværdvers” som følge heraf afgørende for Islams forhold til såvel “bogens folk” (det vil sige kristne og jøder) som “hedningerne” (det vil sige hinduer, buddhister animister mv.).
Faktisk, og med baggrund i sværdversene (sammen med utallige andre vers fra Koranen og de mundtlige overleveringer knyttet til Muhammad) er Islams lærde, sheiker, muftier, imamer og qadier gennem tiden alle nået frem til den konsensus - og dermed for hele det muslimske samfund - at Islam skal være i en evindelig krig med den ikke-muslimske verden, indtil Islam underlægger sig denne. (Det er en udbredt opfattelse at alene ‘sværdversene’ annullerer cirka 200 af Koranens mere tolerante vers). Den berømte muslimske lærde, og “fader til moderne historie” Ibn Khaldun beskriver forskellen mellem jihad og forsvarskrig således:
“I det muslimske samfund er den hellige krig (dvs jihad) en religiøs pligt, på grund af det verdensomspændende i den muslimske mission og forpligtelsen til at konvertere alle til islam enten gennem overtalelse eller ved magt ... De andre religiøse grupper havde ikke en universel mission, og en hellig krig var ikke en religiøs pligt for dem dog undtagen med henblik på selvforsvar ... De er kun forpligtede på at etablere deres religion blandt deres egne folk. Det var derfor, at israelitterne efter Moses og Josva ikke gik op i kongelig autoritet (d.v.s. et “kalifat”). Deres eneste opgave var at etablere deres religion (ikke sprede den til andre nationer) … Men islam er forpligtet på at opnå magt over andre nationer.” (The Muqudimmah, vol. 1 side 473).
Selv når de sammenholdes med deres ‘tilsvarende’ vers i Det Gamle Testamente er ‘sværdversene’ noget helt for sig selv, idet der benyttes sprogbrug, ordvalg der ikke er afhængig af tid og sted. Her opildnes de troende til at angribe og besejre ikke-troende i dag ligesom som i går.
På intet tidspunkt gav Yahweh en uhæmmet befaling til hebræerne og efterfølgende deres efterkommere jøderne om at kæmpe mod og slå hedninge ihjel.
På den anden side – selv om islams oprindelige fjender i lighed med jødedommens var historiske (f.eks. kristne byzantinere og hedenske persere), så omtaler Koranen dem sjældent med deres behørige navne.
I stedet blev, og bliver, muslimer befalet at bekæmpe ‘bogens folk’ - “indtil de betaler afgift i villig underkastelse og opfatter sig som fuldstændig undertrykt” (9:29) og til at udslette hedningerne, hvor som helst I finder dem.” (9:5). De to bindeord “indtil” og “hvor som helst” viser at disse befalinger er eviggyldige: Der er nemlig stadig ‘bogens folk,’ der endnu ikke er blevet “fuldstændig undertrykt” (især i Amerika, Europa og Israel) og “hedninger” der skal udslettes, hvor end man leder (især Asien og sub-Sahara Afrika.
Udover de ‘guddommelige’ ord i Koranen er Muhammds handlinger og adfærd - hans “Sunna” eller eksempel - en yderst vigtig kilde til lovgivning i Islam. Muslimer opildnes til at efterligne Muhammad på alle livets felter: “I har i sandhed i Allahs Budbringer et smukt mønster (til efterfølgelse)” (33:21) Og Muhammads adfærdsmønster overfor ikke muslimer er ganske klar. I et bidende angreb på begrebet “moderat” islam fremstiller terroristen Osama bin Laden, der nyder støtte fra det halve af den islamiske verden ifølge en nylig al-Jazeera-undersøgelse, profetens Sunna således:
“Moderation” demonstreres af vor profet der ikke havde opholdt sig længere end tre måneder i Medina før han indledte overfald og sendte grupper ud til de vantros landområder for at indtage deres befæstninger og tage deres besiddelser, deres liv og deres kvinder (fra Teh Al-Queda Reader)
Når man benytter både Koranen og Muhammads Sunna er det krystalklart, at plyndring af vantro, slaveholdelse af deres børn og at deres kvinder blev benyttet som konkubiner er en kendsgerning. (f.eks.. 4:24, 4:92, 8:69, 24:33, 33:50, mv.).
Judaismen der dog er lovcentreret og jurabestemt indeholder dog intet der kunne svare til Sunna. Ordene og handlingerne af patriarkerne, selvom de er optegnet i Det Gamle Testamente, blev aldrig nogen sinde en del af jødisk lov. Heller ikke Abrahams “hvide løgne” eller Jakobs troløshed, eller Moses’ voldsomme temperament, eller Davids utroskab, eller Salomons eskapader er nogensinde gået over til at blive en norm jøder og kristne kan efterligne. Ganske enkelt blev disse hændelser forstået som historiske handlinger begået af fejlbarlige mænd der ofte blev straffet af Gud for deres, så langt fra ideelle opførsel.
I Kristendommen blev de fleste af Det Gamle Testamentes ‘love’ ophævet af Jesus. “Øje for Øje” blev til “vend den anden kind til.” Altomfattende kærlighed til Gud og ens næste blev den suveræne, øverste lov.
“Jesus svarede: »Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med hele dit liv og med alle dine tanker. Det er det vigtigste og største bud. Der er også et andet bud, som udtrykker det samme: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ Det er det, Toraen og profeterne drejer sig om.” Mattæus 22:38-40.
Hvis man skulle tale om en Sunna ifølge Jesus så ville den være karakteriseret ved “Hvordan ville Jesus have handlet” - altså kendetegnet ved næstekærlighed og forsoning.
Udfra dette kan man bedst forstå Korstogene. Uanset hvordan man ser på, fortolker disse krige - som offensive eller defensive, uretfærdige eller retfærdige - så står det lysende klart at de ikke var med belæg i læren fra Det Nye Testamente eller det eksempel Jesus Kristus tilskyndede sine efterfølgere til nemlig “elsk Jeres fjender, velsign dem som forbander Jer, gør godt over for de som hader Jer og bed for de som spotter Jer og forfølger Jer.” Mattæus 5:44.
Korsfarerne - ikke jihadisterne - er dem der har modsat sig, ikke er i overensstemmelse med deres religion.
Så langt fra at antyde noget iboende i Kristendommen hjælper Korstogene ironisk nok til bedre at forklare Islam. Det som Korstogene viste en gang for alle er at uanset religiøse læresætninger - til trods for disse såkaldte “kristne” Korstog, - så er mennesket i sandhed disponeret for vold og intolerance.
Men det helt store spørgsmål bliver tilbage. Hvis det er sådan kristne opførte sig - kristne som befales at elske, velsigne og gøre godt overfor deres fjender, der hader, forbander og forfølger dem - hvor meget mere kan man så forvente af muslimer, der, samtidig med de deler de samme voldelige tendenser, også befales af Guddommen til at angribe, dræbe og plyndre ikke-troende?
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar