Tårer er ingen beskyttelse mod mord og terror
Efter at have været fængslet nogle få år for sin rolle i Massakren i München flyttede Willi Pohl til Beirut. Den korte fængsling var nærmest en hån, men Pohl havde dog afsonet længere tid end de muslimske drabsmænd der havde myrdet 11 israelske atleter og trænere under Sommer Olympiaden i 1972. Mohammed Safady og Al-Gashey der var fætre blev løsladt efter få måneder at de tyske myndigheder.
De drog så tilbage til Libanon, og det samme gjorde Pohl.
Et årti efter angrebet begyndte Willi Pohl at gøre sig bemærket som forfatter af kriminalhistorier. Hans første roman var
Tränen Schützen Nicht vor Mord eller Tårer er ingen beskyttelse.
Samtidig med at Pohl sad og skrev sine kriminalromaner havde israelske agenter allerede lært af titlen på hans første bog. Tårer, om de faldt i 1939 eller 1972 kunne ikke forhindre mord på jøder. Med kugler var det noget helt andet.
Chefen for Sorte September i Rom var den første der faldt, fulgt af en række af PLO ledere over Europa. De angreb blev fulgt op af aktioner mod palæer og lejligheder tilhørende top Fatah embedsmænd i den samme by som Pohl havde søgt midlertidig tilflugt i. Da hans første bog udkom var hundreder af PLO terrorister og embedsmænd døde.
Europæiske ordenshåndhævere mislykkedes med at pågribe udøverne af München Massakren, og så ser vi helt bort fra PLO repræsentanter der ganske åbenlyst optrådte i de ‘røde’ hovedstæder. Israelske agenter gjorde det som det tyske retssystem ikke magtede, nemlig at eliminere Safady og en af Al-Gashey fætrene, og den anden skjulte sig hos Oberst Gaddafi i Libyen.
De israelske anslag mod PLO terroristerne i Beiruts muslimske kvarter fik ikke fat på et vigtigt mål - Arafat. Og således, en anden september dag, noget senere, den 13 september 1993, gav Israels premierminister Rabin og Arafat hinanden hånden på, og proklamerede, “Nok blod og tårer. Nok!”
Men blod og tårer var blot begyndelsen da PLO på et hængende hår blev vakt til live igen og fik opbygget sin terrorist infrastruktur inde i Israel.
I 1993 året for de berygtede Rose Garden håndtryk, havde israelerne dræbt 45 og såret 34 i muslimske terroristangreb. Et år efter håndtrykket, var dødstallet 109 døde israelere og 456 sårede. I 2002, året hvor Israels tålmodighed endelig var opbrugt og Sharon sendte styrker ud for at storme Arafats lejr, det år var det frygtelige 451 døde og 2348 sårede. 5
I dag 41 år senere efter Massakren i München og to årtier efter den endnu værre tragedie. september dagen i Washington D.C. med over 1500 døde siden det fatale håndtryk har der været strømme af blod og tårer. Og en udpræget mangel på kugler.
PLO embedsmænd vil med større sandsynlighed i dag dø af fedme, eller som Arafat af AIDS end ved israelske anslag. Der er større sandsynlighed for at de vil slå hinanden ihjel, som Arafats fætter, Moussa Arafat, den tidligere leder af Den Palæstinensiske Selvstyremyndigheds terroriststyrker, der blev slæbt ud af sit hjem og myrdet af sine egne.
Mordet på Mohammed Abu Shaaban der blev slået ihjel ugen efter håndtrykket af sine egne, var det første i en lang række af Fatah vold, der med større sandsynlighed forårsager død for topterrorister end jetfly og tanks fra det hadede Zionist regime.
Stømmene af tårer flyder hele tiden, men tårer beskytter ikke mod mord. Det gør fredsaftaler heller ikke. Ikke nok så mange tårer fra titusinder af lemlæstede, torturerede, forkrøblede, sårede, forældreløse og enker ved PLO i alle dens frontgrupper og under fraktioner herunder den nuværende manifestation af en fupregering har været nok til at stoppe regeringer i Vesten i at støtte, bevæbne og betale terroristerne.
Tårer beskytter ikke mod mord. De hindrer ikke drabsmænd i deres værk. De hindrer ikke myndighederne i at se den anden vej når drabene finder sted, fordi der er en fordel for dem selv. De får ikke bragt terroristerne for en domstol. De sikrer slet ikke at sandheden bliver fortalt, man rationaliserer terroren.
Tårer hindrede ikke et eneste gaskammer. De reddede ikke livet for en eneste jødisk flygtning. De standsede ikke en eneste dollar i at blive overdraget PLO eller Fatah eller Sorte September eller Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed eller nogen andre af de marionetdukker som var optrænet af Sovjet. De vil ikke hindre Iran i at få udviklet kernevåben og lade det detonere over Tel Aviv. De vil ikke standse Israel i at blive flået i stykker af terrorister hvis krav støttes af de diplomatiske hovedstæder der bøjer sig i retning af Mecca, Medina og Riyadh, og de gamle mænd der kontrollerer oliekilderne og moskeerne.
I 1998 fik Willi Pohl udgivet endnu en bog Das Gesetz des Dschungels eller Junglens Lov. Det selsamme år udførte PLO terrorister “Bus angrebets Moder” ved at tage en bus med passagerer, kvinder om bord, som gidsler og kræve løsladelse af fængslede terrorister. Derpå slog man to gidsler ihjel og Israeli Special Forces gik i aktion og dræbte terroristerne og reddede livet hos alle udover et gidsel.
Som reaktion stormede israelske kommandotropper Tunis, dræbte Abu Jihad et tidligere Medlem af Det Muslimske Broderskab og nummer to hos Fatah efter Arafat. FN’s Sikkerhedsråd mødtes og vedtog Resolution 611, og bemærkede med bekymring “tabet af menneskeliv” i særlig grad Abu Jihads, og fordømte ihærdige “aggressions handlinger.”
Ikke et eneste medlem af Sikkerhedsrådet stemte imod. United States undlod at stemme.
Ikke en eneste resolution blev vedtaget det år og året efter i fordømmelse af et terroristangreb mod Israel eller som kritik af de lande der havde optrænet, bevæbnet og ladet terrorister have et tilholdssted. I stedet var der adskillige resolutioner der fordømte Israel for at udvise og deportere terrorister.
Det nærmeste der ligner en form for kritik af terrorismen i en resolution var Resolution 579 som reaktion på bortførelsen af krydstogtskibet Achille Lauro, udført at mænd loyale over for Mahmoud Abbas, den nuværende Præsident for Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed, der også stod bag pengene til München Massakren. Resolution 579 nævnte ikke Achille Lauro, Leon Klinghoffer (der blev skudt og smidt overbord) eller de palæstinensiske arabiske terrorister. I stedet fordømtes “gidseltagning” generelt.
I 1972, året for München Massakren var der tre Sikkerhedsråds resolutioner der fordømte Israel. Ikke en eneste fordømte massakren på atleterne ved en international sportsbegivenhed. Ikke en eneste fordømte de lande der bevæbnede, optrænede og gav husly til og kontrollerede terroristerne. De lande der nægtede at sænke deres flag som svar på massakren.
Dette var Junglens Lov i forklædning som international lov. Mod jungleloven er tårer nytteløse. Jungleloven kan ikke debatteres til glemsel eller sludres til samme med taler af en Abba Eban eller en Benjamin Nethanyahu. Den kan ikke forsvares moralsk til at være anstændig eller underskrives bort ved fredsaftaler.
Den kan kun imødegås med modstand.
Tårer giver ingen beskyttelse mod mord. Det gør kugler.
Daniel Greenfield is a blogger, columnist and freelance photographer born in Israel, who maintains his own blog, Sultan Knish.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar