Skyldig over for hvem og hvad?
Det gamle Israel have en Forsoningsdag, hvor nationens synder blev lagt på en syndebuk:
“Når han er færdig med at skaffe helligdommen og Åbenbaringsteltet og alteret soning, skal han føre den levende buk frem. v21 Aron skal lægge begge sine hænder på den levende buks hoved, og han skal bekende al israelitternes synd over den, alle deres overtrædelser og synder; dem skal han lægge på hovedet af bukken og derpå sende den ud i ørkenen med en mand, der står rede. v22 Bukken skal bære alle deres synder ud i ødemarken, og manden skal slippe den løs i ørkenen. Tredje Mosebog kapitel 16.
Idag har vi ikke mindre brug for en syndebuk; og på visse områder i vort samfund har vi allerede fundet belejlige mål som vi tilskriver som værende syndere.
Der er kriminalitet i de store byer, men der er ingen forbrydere der, fordi alle gerningsmændene alle er uskyldige; deres opførsel og handlinger skyldes nogen andre. Fattigdom, stofmisbrug, børn uden fædre - skylden for alt dette er ikke stofferne eller ægtemanden der forlod sin familie, eller de som ikke ville have en uddannelse; de er jo alle retfærdiggjort ved at skylden kan lægges over på andre.
Der er pøbler i gaderne, men de er jo alle uskyldige. De hævder deres ret med hvert et råb, og peger skyldfingeren mod de som forsøger at holde styr på dem: “Tag dog vore synder og forsvind!”
Hvem er egentlig mere uskyldig end den person der netop har røvet en købmand, og derpå angrebet en politibetjent?
Hvem er dog mere retfærdig end den der skændes med politiet, og går imod deres ordrer?
Og hvem kan være mere skyldig end oldebarnet til den femte generation, hvis forfædre engang var beskæftiget med slavehandel?
Eller hvis forfædre aldrig var med i slavehandel med har samme hudfarve som de som var med?
Hvorfor skulle dog alle efterkommere af slavernes fortrædeligheder dog ikke kunne overføres til dem?
Hvem er mere skyldig end den person der ville frarøve disse overtrædere deres uskyld? Hvem kan være mere forkert end en lovens betjent, hvis eneste funktion ville fratage folket deres syndebuk, og fortælle dem at de må stå til regnskab for egne synder? Hvorfor betragtes dette som en af de største løgne? For med disse retfærdige med deres syndebuk, så kan der ikke være kriminalitet. med
I det 19. århundrede lagde Dostojevski disse ord i den hellige munk Zosimas mund:
...for selvom en mand af folket uden uddannelse er uden moral og ikke kan holde op med sine ækle synder, så ved han at hans synder er forbandet af Gud og at han gør det forkerte når han synder. (Brødrene Karamazov).
.
I en kultur hvor omridset af bibelske normer er til stede kan selv den “moralsk fordærvede” se grænsen mellem rigtigt og forkert. Sådan tænker vi ikke længere; i dag går grænsen kun mellem undertrykkeren og de undertrykte. Der er altid en anden man kan give skylden; vi er uden skyld.
Af politikerne og medierne lures vi til at tro at det at bryde loven sådan set ikke er dårlig opførsel, det er faktisk et udtryk for en social protest, en ret som alle har; et primitivt råb om - til trods for al ironien - retfærdighed. Jeg nuppede de der sko eller andre varer, jeg smadrede vinduet, men jeg har ret til det. I er de skyldige. Jeres privilegier som hvide er ansvarlig, I har synden, ikke jeg.
Dostojevski lader Zosima fortsætte:
“Men dette gælder ikke overklassen. De ønsker at ....skabe et system med retfærdighed baseret på den rene fornuft, ikke som førhen på Kristus, og de har allerede erklæret at der ikke findes noget man kan sige er en forbrydelse og at der ikke er nogen synd. Og fra deres synspunkt har de ret - for hvordan kan der være forbrydelse hvis der ingen Gud er? I Europa rejser masserne sig mod de rige; deres ledere opildner dem til blod og vold, og indgyder i dem at deres vrede er retfærdig.”
Ren vrede skal altid overbevise sig om at den er retfærdig. Det er denne ‘rensede’ vrede der udrensede Dostojevskis Rusland nogle få årtier senere, resulterende i millioner af døde. Men deres drabsmænd var ikke mordere, det var retskafne mænd, uden synd: “Tag din synd og gå!”
Nu hvor vi har ‘afskaffet’ Gud i vort offentlige liv og givet næring til politik der eksplicit udelukker Kristus eller noget andet af bibelsk princip, hvorfor skulle vi da forvente at nogen skulle tro at man kan være individuelt ansvarlig? Vi har reduceret menneskeligheden til medlemskab af en eller to grupper; ofrene og de som gør dem til ofre. Vi placerer mennesker på nydeligste vis i disse grupper. Blev du så født i den forkerte? Din skyld er nedarvet og kan aldrig slettes. Blev du født i en anden gruppe? Du har så ingen skyld, du er for evigt perfekt uanset hvad du gør, fordi det er andre der er ansvarlige for dine gerninger. “Tag vore synder og gå!”
Men ved at fjerne os helt fra Gud så fjerner vi også den eneste acceptable syndebuk.
“Men de råbte alle sammen og sagde: »Bort med ham......."(Lukas 23:18).
Malcolm Muggeridge observerede:
Den kristne religion... har i 2000 år overbevist mennesket i Vesten om at mennesket eksisterede som en del af den menneskelige familie, hvis far var i Himlen. Som i en familie er hvert individ noget helt særligt og særligt elsket. Det mest hellige, mest ukrænkelige på jorden var en menneskelig sjæl, hver eneste af dem, uanset om den havde bopæl i en fattig eller i en rig, en klog eller en tåbe, en rask eller syg. Således at få mennesket til at være en del af en hjord og dermed lade ham komme under nødvendigheden af at følge hjordens skæbne var at ødelægge formålet med hans tilværelse. Han var sig selv eller han var ingenting.
Hvor længe mon det varer før vor kultur falder ud over klippekanten, i det sindssyge kapløb om at undslippe skylden, og i insisteren på at den kan finde sin egen vej til retskaffenhed uden Gud?
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar