Hvem var Yuri Andropov? Ideolog, politimand, Apparatchik
Vi burde ikke være overrasket over at i Vladimir Valdimirocitch Putins Rusland oplever Andropov - født den 15. juni 1914 - en stadig voksende mini kult der formes og opretholdes af den øverste ledelse. For Putin og mafiaen rundt om ham - alle personer kommer fra KGB’s strukturer - repræsenterer Yuri Andropov styrken i et system, der, mener de ikke burde være kollapset. I Andropov beundrer de viriliteten, vitaliteten robustheden i det system der kollapsede i december 1991. Ved at tilbede Andropov tilbeder de sig selv og deres ungdom.
Andropov
Fantasierne om Sovjets triumf år fortsætter med at præge Kremls indstilling. At vende tilbage til myten om Andropov er faktisk et forsøg på at legitimere historien. Helt klart har vi at gøre med en omskrevet, omfortolket, løgnagtig historieopfattelse. En mystificeret historie.
Ifølge dette hemmelige politi ville Andropovs reformer - omhyggeligt overvåget af deres ophavsmænd i partiet og sikkerhedsapparatet - ikke føre til det omfattende nedbrud i den ideokratiske partistats institutionelle struktur. Andropov var bureaukrat hærdet under Stalins udrensninger efter 2. Verdenskrig. Han var en ægte troende på USSR’s mission som en “bastion for verdenssocialismen.” Som så mange andre apparatchiks beundrede, ja tilbad han Stalin.
Han havde været Mikhail Andreyevich Suslov’s, den mest dogmatiske af de officielle ideologer, protege.
.
Suslov
Valget af Andropov som Generalsekretær for partiet og CPSU i november 1982 og præsident for Det Øverste Sovjet Præsidium, og dermed overhoved for Sovjetstaten, var en stor forandring i ‘arvefølge’ mønstret. Dette var første gang at en tidligere chef for det hemmelige politi nåede helt til tops i det totalitære regime der blev kaldt USSR. Lavrentiy Pavlovich Beria havde været ganske tæt på denne stilling men - som vi alle ved - blev han fjernet før han nåede sit mål. Han blev arresteret i juni 1953, få måneder efter Stalins død. Beria blev henrettet som spion december samme år.
Beria
Andropovs karriere begyndte med god oplæring af Andrei Alexandrovich Zhdanov, topideologen i Stalinismen. Zhdanov var leder af Den Karelsk-Finske Autonome Republik, hvor Andropov steg direkte opad i partihierarkiet. Jeg understreger dette fordi Zhdanov var den mest indflydelsesrige eksponent for Leningrad fraktionen, der brutalt blev udrenset efter hans død i 1948. Den politiske mytologi hos Leningrad kommunisterne betyder faktisk en hel del i denne del af historien. Vladimir Putin kommer fra den by, som så mange af hans ‘hof’ også gør.
Efter en periode som bureaukrat i Centralkomiteen blev Andropov sendt til Ungarn som ambassadør, hvor han fik den særligt følsomme mission at overvåge den politiske dynamik der fandt sted i skæbneåret for Ungarn - 1956. Formodentlig havde Andropov været noget chokeret over Nikita Sergeyevich Khruschevs afsløringer i den “Hemmelige Rapport” ved den 20. Kongres i CPSU, februar 1956. På den anden siden, ideologisk betragtet, var hans overbevisninger ikke til at ryste og helt uberørt, som gjort af stålarmeret beton. Han var ikke en mand der tvivlede, han manglede modet til at stille spørgsmål ved de mest oplagte betændte problemer i partiets historie som han havde tjent med stor nidkærhed. Han var en gennemført fanatisk kommunist med hud og hår - en sand troende.
På Sovjet ambassaden i Budapest i 1956 var en af Andropovs underordnede KGB officeren Vladimir Kryuchkov, der senere selv med chef for Stats Sikkerheds Komiteen. På underfundig vis, venlig og imødekommende spillede Andropov tilsyneladende med åben kort og det lykkedes således at dysse de mistanker som Imre Nagy og andre medlemmer af reformgrupperne havde helt i søvn. Da revolutionen brød ud den 23. oktober 1956 simulerede Andropov en forsonlig holdning og accepterede de krav den nye regering havde. Han var rolig og affabel, en verdens klasse skuespiller. Den venlige holdning var faktisk et skjul for kæmpe ængstelse som Moskva nærede.
Andropov var i sandhed en at de meste glødende aktivister, han støttede med stor energi ideen om at Sovjet skulle gribe ind militært. Han gav de lovligt valgte regeringsmedlemmer forsikringer om at de skulle komme ud af Jugoslaviens ambassadebygning, hvor de havde søgt tilflugt efter den anden Sovjet militære intervention, den 3. november 1956, og at de ville få deres frihed og kunne rejse hjem til deres familier. Straks efter Nagy og hans venner forlod ambassadens område, i tiltro til Andropovs løfter, blev de fanget, sat på Sovjet lastvogne og sendt til Rumænien. Den officielle historie går ud på at de havde forlangt politisk asyl. I virkeligheden var det hele en gangster operation, nemlig bortførelse af lovligt statsembedsmænd, der har turdet trække sig ud af Warszawapagten. Andropov var også den der fik overbevist János Kádár om at bryde med Nagy og skabe den såkaldte “Arbejdernes-Bøndernes” Quisling regering.
Som belønning for sit bidrag til at ødelægge det som kommunist propagandaen kaldte “den ungarske modrevolution,” blev Andropov sat i spidsen for CPSU’s afdeling for internationale relationer, en stilling han benyttede til at kæmpe for at fastholde Sovjets hegemoni i den kommunistiske verdensbevægelse. Som sekretær for CC samarbejde han med Suslov om konsolideringen af en benhård ideologi. Han var en af de mest aktive kritikere af Kinas Kommunist Parti der blev beskyldt for politiske eventyr, og som Jugoslavien, “revisionisme.” Han forhånede enhver afvigelse fra Marxistisk-Leninistisk ortodoksi.
.
Foråret i Prag i 1968 gav ham mareridt. Han støttede med stor ildhu en militær intervention for at undertrykke det som er gået over i historien som et forsøg på at fremstå med et menneskeligt ansigt. Han forsøgte, uden succes, at organisere en verdens kommunistisk konference for at ekskommunikere Maos parti. Han var blevet Kremls mest sofistikerede ekspert i verdens kommunistiske affærer.
Netop fordi han var en yderst loyal, disciplineret og trofast apparatick udnævnte Leonid Brezhnev og Aleksey Kosygin - tandemparret der sluttede på toppen i Sovjet diktaturet efter Khruschevs afgang (oktober 1964) - Yuri Andropov som afløser for Vladimir Semichastnys som formand for KGB i 1967. Maksimal effektivitet var der brug for og Andropov havde vist sig som en effektiv forsvarer af nomenklaturaet.
Den som foreslog at han blev udnævnt som politichef for USSR var den røde kardinal Mikhail Suslov, den ideologiske ‘gejstlige’ der havde fornemmet risikoen ved den officielle monolitiske doktrins faldgruber. Andropov hovedopgave var at undertrykke menneskerettighedsbevægelsen, at fjerne ‘topskuddet’ og ethvert initiativ fra dissidenter. Han var mesteren over denmest afskyelige misinformation og hensynsløsheden blev kultiveret med kriminelle “special metoder.”
Som vist i den intellektuelle Yuri Glazov’s oplysende skriverier var Andropov en præmiemodel på Homo Sovieticus. Hans hovedmodstandere var de store dissidenter Alexander Solzhenitsyn og Andrei Sakharov. Personligt stod han for misinformationskampagner mod dem. Han behandlede også terrorist aktionerne mod Pave Johannes Paul d. 2. I Den kolde Krigs historie fremstår den metodisk arbejdende og stædige bureaukrat Yuri Andropov som en af de absolut mest dystre personer.
Da han blev Generalsekretær begyndte KGB en misinformations kampagne i Vestens medier, hvor man forsøgte at beskrive ham som en hemmelig reformist, en “skabs liberal” en mand der i sit hjerte beundrede Vestens kulturelle værdier, elskede jazz, og på ingen måde var et ondskabsfuldt, firkantet og dogmatisk uhyre som han ellers blev opfattet som. Faktisk kom den ufleksible Andropov til magten som en udmattet og alvorlig syg person - lige så udmattet og alvorligt syg som selve det system som han så inderligt ønskede at redde. Hans reformer var beskedne, halvhjertede, manglede liv og vision, og gik mest på at stramme op på disciplinen i fabrikkerne. Han kom ikke med nogle skelsættende doktriner. Han formel var “acceleration (usskorenie).
Andropov følte så absolut ingen lyst til at opmuntre til gennemskuelighed som under Gorbachev, og som senere blev kendt som glasnost. Som Generalsekretær - lærte vi af Krushcevs memoirer - var han imod at den anti-Stalin partiintellektuelle Aleksandr Yakovlev kom hjem fra diplomatisk eksil i Canada. Han stod nær Yevgeny Primakov og Georgy Arbatov, som han bedømte som troværdige og ikke kun som ledere af partiet, men også for KGB. Primakov den fremtidige premierminister i Rusland mellem 1998 og 1999 var muligvis undercover KGB officer.
Primakov
Andropov stod personligt for de panikagtige reaktioner bag den officielle propaganda efter nedskydningen af det sydkoreanske passagererfly i 1983. Han døde i 1984, og ingen sørgede over ham undtagen hans KGB underordnede, herunder højst sandsynligt den fremstormende Vladimir Putiin. Hans eneste gode gerning var at promovere Gorbachev og således - ganske vidst ufirvilligt- sætte fart i et despotisk regimes fald, et totalitært eksperiment der er ansvarlig for at over 20 millioner mennesker måtte dø.
I et sjældent ærlighedens øjeblik sagde Andropov at der ikke kan være nogen større fejl end at åbne op igen for det “forbandede spørgsmål.” Hermed mente han Stalin. Tvunget af logikken ved kampen og magten genåbnede Gorbachev denne Pandoras æske og fremskyndede USSR’s fald. Denne efterdønning var noget der virkelig var afskyeligt for KGB. År senere talte Andropovs fan, Vladimir Putiin, en tidligere KBG oberstløjtnant om afslutningen på Sovjet æraen som den “største geopolitiske katastrofe i det tyvende århundredes historie.”
This essay was broadcast by the Moldovan service of Radio Free Europe. It was translated from Romanian into English by Monica Got.
About Vladimir Tismaneanu
Vladimir Tismaneanu is professor of politics at the University of Maryland (College Park) and author most recently of "The Devil in History: Communism, Fascism, and Some Lessons of the Twentieth Century" (University of California Press, 2012).
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar