Udryd gerne med alle midler - sex er det foretrukne

Judas Geden

I sommeren 1959 drog en gruppe fiskere til Galapagos Øerne, den lille ø Pinta var deres mål (her er et kort). De var forberedt på et længere ophold og havde medbragt mad, hvis de nu ikke fangede nok fisk. Maden bestod af tre levende geder som fiskere ville lade løbe frit på Pinta. Geder er måske ikke lige det lækreste for alle - især ikke amerikanere - men ged er faktisk en ganske alminde kødspise. Som New York magasinet engang bemærkede, det er “diæten i det meste af verden,” har “et højt proteinindhold som bøffer, lavere fedtindhold end kylling, og relativt nemt at holde som husdyr.” Geder kan være ret så nyttige, hvis man er en flok fiskere på en relativt øde ø. Derfor var fiskerne beslutning sådan set udmærket - skønt noget kortsigtet.

En af grundene til at geder er forholdsvis nemme at have er at de i det store og hele æder alt. De kan græsse på alt muligt. Et andet problem er, at geder formerer sig, og hurtigt, hvis de befinder sig i et område uden naturlige fjender. Såsom en næsten øde ø i Stillehavet, der aldrig har haft besøg af en ged. Fiskernes geder begyndte at græsse og lave små gedekid, og i 1970’erne, som

Modern Farmer rapporterede, var antallet af geder på Pinta oppe på hele 40000. Samtidig var det oprindelige planteliv på øen langsomt ved at blive udslettet af de altædende geder. Geder blev transporteret til nogle af de andre Galapagos øer, og også der steg antallet af dem hastigt og kom ude af kontrol.

Noget måtte gøres, og i 1997, oprettede Galapagos Øerne noget man kaldte "Project Isabela," som skulle genoprette økologien i området. For at gøre det måtte man slå gederne ihjel. Alle gederne.

Til en begyndelse gik Project Isabella ud på det man kalder “jagt fra luften” - helikoptere svævede over områderne, geværerne lynede, og man dræbte geder i stort antal (og hurtigt).

(Her er en kort video,)  Da antallet var kommet noget ned ankom Galapagos anti-ged holdet på jorden og jagede så gederne på landjorden. Dette gjorde at antallet af geder faldt til ganske få strejfere, måske kun nogle dusin eller hundred.

.

Målet var dog O geder - hvilket vel giver mening da hele problematikken begyndte med en trio af geder. At finde de sidste få geder var vigtigt for Project Isabellas succes, og viste sig vanskeligt. Når der er tusinder der strejfer omkring på en forholdsvis lille ø - er ingen sag - man vil hele tiden kunne finde nogen, men når der kun er ganske få? Langt vanskeligere.

Løsningen: Flere geder!!!

Det lyder godt nok selvmodsigende, men så dog. Dette var nemlig særlige geder -- “Judas Geder,” -- der var udvalgt og avlet til dette søg - ødelæg - job. (Nuvel, ihvertfald “søg.”)

Judas Gederne var næsten som enhver anden ged, dog med to ting der gør dem anderledes. For det første var de steriliserede - hvilket jo giver mening, hvis man skal holde fødselstallet nede. Den anden ting var at skabe en hormonal ubalance i disse geder - hele tiden være i brunst. Geder er flokdyr, så en altid brunstig Judas Ged ville helt naturligt tiltrække en flok. Når så første andre geder begyndte at ‘komme sammen” med Judas Geden så slog jægerne til.

I 2006 var den invasive gedebefolkning i denne del af Galapagos øerne udslettet. En stor del af den helt særlige geografiske flora er vendt tilbage og stortrives igen. Faren for at nye geder skulle lave om på det er imidlertid ikke helt borte. Nogle indbyggere på Galapagos har nemlig små hjorde af geder. Og ganske komisk er denne gede-relaterede krigsførsel ikke helt forbi. Modern Farmer forklarer: “Oveni i det hele er geder blevet en politisk handelsvare. Når de lokal fiskere er utilfredse med regeringens fiskeriregulativer så truer de med at gøre gengæld ved at slippe nye geder ud på øerne. “Genindførelsen er en nederdrægtig handling, siger Cambell som stod for Project Isabella.

---

Bonus Fakta: Der opstod så en helt andet problem ved alle de geder på Galapagos efter at man begyndte at slå dem ihjel. Der var rådnende gedelig overalt. Men som Modern Farmer påpegede - det er helt OK: “Gederne har konsumeret værdifulde næringsstoffer fra øernes plantevækster. At eksportere kødet ville være det samme som at fjerne disse næringsstoffer fra øen - for altid.” Ved at lade de døde geder forgår, vendte næringsstofferne tilbage til jorden.