Er krig blevet til et computerspil?
Peter HuessyVed et nyligt afholdt symposium ved Det Nationale Forsvars Universitet (NDU) blev spørgsmålet behandlet om, hvorvidt avanceret teknologi, såsom UAV'er (ubemandede flyvemaskiner) og droner har fået den amerikanske offentlighed til at betragte krig som et spil, uden alvorlige negative følger for det amerikanske samfund som et hele, og som ikke kræver dystre ofre fra offentlighedens side og at der kan kæmpes på en ridderlig eller måske antiseptisk facon.
Kongresmedlemmet Rangel fremførte samme synspunkt da han introducerede lovgivning der skal genindføre værnepligten - ved at sprede krigens smerte og følger mere bredt, håbede han at undgå at Amerika skulle føre krig.
En naturlig konsekvens er, at teknologien formodes at gøre krig nemmere at støtte fordi amerikanerne derved formoder at krige kan være korte, kan udkæmpes "uden omkostninger" og uden at vi føler "vore hænder bliver snavsede." Det er sandt at i mange af vore mest populære fiktionsromaner, uanset om de er af Tom Clancy eller Dale Brown, da er det amerikanske gizmos og teknologi der vinder slaget.
Teknologien er fascinerende for amerikanerne - og det er derfor vi ofte hører, "Nuvel, hvis vi kan sende en mand til Månen, hvorfor kan vi så ikke banke en bande sorte turbaner der fører krig som i det 14. århundrede og som bor i huler i Afghanistan?" Lad dog teknologien gøre det vi har brug for at gøre!
Jeg holdt tale ved symposiet, og tror spørgsmålet der blev behandlet er vigtigt. Men min tilgang til det er en smule anderledes. Jeg voksede op, ofte omgivet af mine bedsteforældre ved deres spisebord sammen med overlevende fra Det Tredje Rige, herunder min bedstemoder, hvis første ægtemand blev dræbt af nazisterne fordi han bragte mennesker i sikkerhed der ellers ville være blevet ført til kz-lejre, og for at rejse til Danmark for at advare den danske konge om, at SS og Gestapo snart ville indlede en indfangning af alle jøderne dér med henblik på deportation.
Jeg lyttede ofte, dér ved spisebordet, til de overlevende enker af Kreisau Cirkel - en gruppe af modstandsledere i Nazi Tyskland, de fleste af dem blev myrdet. Disse selvsamme mennesker boede i Dresden og Hamburg da USAF og RAF bombemaskiner smed brandbomber mod dem. I 1944, landede min onkel, som nu bor i samme by som mine bedsteforældre, på Normandiets kyst og blev senere af General Eisenhower bedt om at føre en afdeling soldater og medlemmer af medierne til Buchenwalds porte. De var alle overbeviste om, at det som amerikanerne og briterne gjorde var retfærdigt, selvom det blev udført mod deres eget hjemland. Medlemmerne af denne samme gruppe gav forslag om hjælp til de Allierede for at flytte tyske styrker fra Vestfronten for at gøre det lettere for en succesrig Allieret invasion; et medlem har fortalt U.S. at jo hurtigere Patton nåede Berlin, des bedre ville det være for Tyskland og for efterkrigstidens Europa.
Vi bombede tyske byer og landsatte tusinder af mænd på Frankrigs vestlige kyster på D-Dagen, og det var det som, vi i det store og hele kunne gøre - vi havde ikke mange andre valg. Bombningerne, især om natten, var yderst upræcise. En B2 bombemaskine kan nå ligeså mange mål som mange dusin af B24're på adskillige bombetogter. Der døde civile i ti tusindvis.
Kunne vi så udkæmpe 2. Verdenskrig idag med den teknologi der var til rådighed, men med den mediefokus som nutidens medier ville have, og kunne vi støtte en sådan total krigsførelse i over tre år? Ville det amerikanske folk idag støtte en sådan krig? Ironisk nok betragter vi 2. Verdenskrig som en retfærdig krig, men den var langt, langt mere voldsom end krigene i Irak og Afghanistan - begge krige som et flertal af amerikanerne undertiden har været imod.
Idag har vi forskellige muligheder for, hvordan vi udkæmper krige. Fordi teknologien og doktrinen begge tillader og kræver at vi vælger at skelne - ikke blot mellem soldat og civil, men mellem civile og de uden uniform der skjuler sig blandt de civile og ikke bærer uniform - er vi nødt til at vælge, skønt det er med den omkostning at der kan komme flere U.S. tilskadekomne og en forlængelse af den nødvendige tid der skal til for at nå vore mål. Fordi vor avancerede teknologi gør os i stand til at vælge, kommer der et pres fra offentligheden, fra medierne og vore civile og militære ledere til at kæmpe nutidens krige på måder der tidligere aldrig har kunnet finde sted. De selvsamme kritikere der er imod disse krige kræver af os, at vi udkæmper dem på måder der kun kan forlænge varigheden af krigen og derved forøge risikoen for de amerikanske styrker.
Således giver de retningslinjer for indsatsen som vi udstikker os begrænsninger som vi ikke ville have haft problemer med i 2. Verdenskrig, i Koreakrigen og i Vietnam Vi undlader idag mange ting, fordi vi ikke kan være sikre på at uskyldige ikke også rammes. Vi gør dette, fordi vi har teknologien til det og således, frem for at gøre krigen "lettere," så bliver den faktisk langt vanskeligere, og samtidig til dels lettere - for vi er i stand til langt mere når vi først går i gang.
Alt dette lagt sammen giver en frustration som giver amerikanerne følelsen af, "Hvorfor, med al vor kapacitet, vore evner og den bedst udrustede og trænede kampstyrke i historien, hvorfor kan vi ikke 'vinde' og vinde 'hurtigt?'" (Ironisk nok så bragt vi både Saddams regime og Taliban på knæ få forbavsende kort tid, men den efterfølgende indsats har været brutal). I Irak nåede vi det punkt i juli 2005, kun for at blive reddet at det som blev kaldt "the surge," (forøget indsats) men som var såvel en strategisk ny kurs som en indsættelse af flere tropper. Jeg tror amerikanerne vil støtte "længerevarende svære indsatser" hvis de tror "sejren" er målet og kan nås. Det er derfor de blev enige om at støtte 'surgen' i Irak - den nye strategi så ud til at ville kunne lykkes. Det gjorde den også.
Trods vor teknologiske førerstilling, så var det doktrinen, 'forsøget' at undgå et "blodigt fodaftryk" fra 2003-05 der til dels førte til at Irak krigen mere så ud som en fiasko, end en succes. Under den formodning at tilstedeværelsen af amerikanske tropper var en "årsag til oprøret i landet," som vi kaldte det, da var surgen (den øgede indsats) det nødvendige modtræk. Det beviste i virkeligheden at tilstedeværelsen af de amerikanske styrker var med til at give den sikkerhed, der tillod vor irakiske allierede - især mange fra Anbar sunni stammerne - at kæmpe sammen med os, og isolere og besejre sunni Baathisterne og deres al Queda allierede.
Regeringen i Syrien og resterne af det tidligere irakiske regime var kort sagt allierede og ved at bringe det Nye Irak på knæ. Kun lidt opmærksomhed har der været på den irakiske regerings diplomatiske henvendelser til Syrien om, at de fleste af bombningerne og angrebene mod irakerne stammer fra tidligere Saddam og Baath tilhængere, der uden hindringer har kunnet operere fra syrisk område.
Her kunne vi se en gammeldags agression, men som ikke blev anerkendt af hverken 'de kloge' eller politikerne. I årevis blev terrorangreb i Irak karakteriseret som "al Queda arbejde." I dette tilfælde var det den syriske regering og dets eks-Saddam allierede vi kæmpede imod. Dog arbejdede de sammen med terrorister, som mange kalder "al Queda i Irak," men det var Baath tilhængere der oplærte dem i den brutalitet man har kunne se i slagte- og torturhuse afsløret af vore soldater, og det var eks-irakiske embedsmænd der søgte at genvinde magten.
I 'Horse Soldiers' (beretningen om en lille gruppe amerikanske soldater der på hesteryg red sig til sejr i Afghanistan) blev der benyttet teknologi fra tre århundreder - heste - laptops - og J-Dams (effektiv ammunition) til at besejre Taliban og al Queda i Afghanistan i en bemærkelsesværdig beretning om mod og heltegerninger - men med færre civile tilskadekomne. Uden vore soldateres heltemod sammen med Den Nordlige Alliance som de kæmpede sammen med, ville Afghanistan ikke være blevet befriet. Selvom teknologien var vigtig, kunne de ikke klare jobbet alene. Jeg kan varmt anbefale Baghdad at Sunrise af Mansoor; The Strongest Tribe af Bing Weat; og førnævnte Horse Soldier af Doug Stanton. Intet var nemt i kampene der beskrives i de tre bøger. Selvom brugen af teknologien i sådanne primitive kampe er fascinerende, så er det menneskeligheden hos vore soldater og vore allierede der er det mest åbenbare. Her er ingen robotsoldater.
For mange amerikanere lød rapporterne fra krigene i Irak og Afghanistan mere som en politirapport, som tidligere NDU præsident General Rokke udtrykte det overfor mig for nogle år siden. Vi hører om en vejsidebombe eller en selvmordsbomber og derpå den grusomme opgørelse af antallet døde og sårede, enten af amerikanske soldater eller irakiske/afghanske civile. Der omtales slet ikke, i nogen beretning, hvad det er vore soldater og deres allierede udfører. Det er som at tælle antallet af amerikanere der lå døde på stranden på Iwo Jima uden omtale af at Marinerne faktisk indtog øen.
Kori Shake, tidligere hos INSS her ved NDU, skrev fornylig at U.S. Militæret er i krig, men ikke Amerika eller det amerikanske samfund. Der er der en vis portion sandhed i. Det siges også ofte at U.S. offentligheden ikke bliver bedt om at bringe "ofre"; jeg er aldrig sikker på hvad der menes med det - betale mere i skatter, skal vi som frivillige melde os til militæret - hvad er det kritikerne ønsker af os? Jo, det er ikke en total krig - men hvis amerikanske byer blev bombet dagligt, ville vi så også bombe pakistanske eller afghanske eller iranske byer hver dag? Hvis vi gjorde dette, ville nutidens kritikere så omgående blive fans af krigsbestræbelserne?
Jim Woolsey holder af at tale om lighederne med 2. Verdenskrig. Fra december 1941 over til august 1945, i alt 3 år, 9 måneder - eller 45 måneder. Vi har været i Irak snart 80 måneder og i Afghanistan næsten 100 måneder. Amerikanerne er frustrerede, fordi der er en usikkerhed over om vi egentlig har "vundet" i Irak og om hvorvidt vi vil vinde i Afghanistan - trods vor fremragende teknologi og vore ekstraordinære folk.
Jeg mener vi har vundet i Irak og vi bør sige det højt og tydeligt. Hvor er det interessant at vore medier aldrig benytter ordet sejr til at beskrive indsatsen i Irak. Det har virkeligt været "en lang hård kamp" som det så korrekt blev beskrevet af vor tidligere Forsvarsminister. Vil amerikanerne støtte den afghanske "lange hårde kamp" fordi vor teknologi og forventningen om at vi kan vinde er tilstede eller beslutter de at ingen teknologi kan vinde og at det er på tide at trække sig ud? Her kunne kritikerne fremhæve at trods tilstedeværelsen af så megen militær teknologi så "har I stadig ikke vundet," så hvad nytter det at blive? Det er helt sikkert unfair, jo, men måske effektivt hvis man vil vende amerikanerne mod krigen.
Krigsførelsens teknologi, udover at den er mere dødbringende, lader os også være mindre ødelæggende - det behøver vi nemlig ikke, skønt det da vil tage os meget længere tid at nå vort mål. M. Scheuer skrev at Amerika bare ikke har mod og mandshjerte til at kæmpe den slags krig, vi bør kæmpe for at besejre "terrorismen" - vi er ikke 'vilde' nok. Ovenpå den konklusion besluttede han at løsningen for os er at sige fra overfor Israel og forsone os med de selvsamme barbarer der truer os i dag. Værsågo.'
På samme vis med Iran, trods vor teknologi konkluderer de fleste analytikere at vi ikke bør benytte militærmagt mod deres atomfaciliteter eller andre militære mål, fordi vi ved at gøre det ville være ineffektive eller hindre at vi når målet,.Det bedste ville være at "købe sig tid." Irans svar, får vi hele tiden at vide, ville være at blande sig endnu mere i terroraktiviteter mod USA og dets allierede, lukke for Hormuz Strædet og på andre måder gøre livet besværligt for Vesten. Som et resultat, udelukker vi os fra alvorlige absolut nødvendige handlinger. Det er sandt at nogle argumenterer for, at selv i fraværet af anvendelsen af militærstyrke så kan vi altid benytte sanktioner. De omtales nu som "forkrøblende" hvilket igen rejser spørgsmålet om hvorfor vi i de sidste 30 år har benyttet sanktioner, hvis de faktisk ikke har været 'forkrøblende.?
Selv det er for hård kost for de sludrende klasser. En klummeskribent på Washington Post skrev fornylig at selv sanktioner, som forslået af Kyl-Lieberman - loven om økonomiske sanktioner mod firmaer der handler med Iran, ville vise sig ikke at virke, fordi i en lignende simuleret situation blev Kina og Rusland "krænkede" fordi deres virksomheder kom ind under sanktionerne. Resultatet er at de ville indgå i skjulte forhandlinger med Iran og så ville sanktioner ikke hjælpe. Dette minder mig om, hvad Chamberlain sagde til Churchill da denne foreslog at Storbritannien havde brug for at opruste for at besejre Hitler: "Med det vil jo forstyrre handlen med Tyskland." Hvortil Churchill svarede: "Ja, lige netop!"
Så sent som den 15 december sagde Rusland og Kina at sanktioner faktisk ikke er vejen frem mod Iran, selv i lyset af nyhederne om at Iran er ved at færdiggøre det sidste til fremstilling af atomvåben, og at deres bestræbelser for at nå målet har været fortsat uafbrudt siden 2003, i modsætning til 2007 NIE der fortalte os helt utvetydigt at arbejdet var blevet standset. Selvom AEI's Danielle Pletka med rette beder om at afslutte Irans adgang til kapitalmarkedet og således afskære Irans "finansielle formåen," i tilgift med at skære ned på de raffinerede olieprodukter til Iran, som lovgivningen i Kongressen ønsker, da er det langt fra sikkert at tilstrækkeligt mange nationer vil slutte sig til yderligere sanktioner der vil kunne gøre opnåelsen af målsætningen effektiv.
Vi står således tilbage med den forundrende realitet at mens U.S forekommer at tøve med at benytte, i fuld udstrækning sin amerikanske magt, det være sig økonomisk som militær, da forekommer terrorens mestre især Iran, Syrien og dets allierede Kina, Rusland, Nordkorea, Cuba, Venezuela og dets banker -(herunder Saudiarabien) og deres terrortilhængere - Hezbollah, Hamas, Al Queda, Abu Sayef, FARC - alle at være meget ivrige efter at få fingre i det mest dødbringende våben af alle og benytte dem uden blusel. Den pragtfulde militærhistoriker Victor Daivs Hanson gjorde opmærksom på dette i en præsentation på Hillsdale College den 1. oktober 2009 da han konkluderede: "Alle de sædvanlige eftersyn på Vestens traditionelle krigsførelses metoder udstilles i vor tid ...Vi, der skabte Vestens måde at føre krig på, er meget tøvende overfor at lave om på den på grund at post-moderne kynismen, mens de som ikke skabte den er meget ivrige efter at anvende den på grund af præ-moderne nidkærhed. Det er er meget, dødensfarlig kombination." Ja, virkelig dødbringende.
FamilySecurityMatters.org
Contributing Editor Peter Huessy is a Senior Defense Associate of the
National Defense University Association and President of GeoStratic
Analysis.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar