Demens på Venstrefløjen

Venstrefløjsintelligentsiaens demens

J.T. Young

Klimatopmødet i København demonstrerede endnu engang intelligentsiaen på venstrefløjens instinktive anti-kapitalisme. Først gik man fra 'global afkøling' til 'global opvarmning' og nu til 'klimaforandring. Ligesom knalddygtige blodhunde følger de sporet ufortrødent gennem forvirrende mangel på beviser i håbet om dog at kunne få færten af byttet. Duftsporet forbliver kraftigt: Det Kapitalistiske System.

Hvis du havde svært ved at finde ud af hvad København handlede om, så vær ikke bekymret. Det er blot det seneste anti-kapitalistiske angreb fra venstreorienterede intellektuelle. Der vil snart vise sig en ny mulighed. Deres kavalkade af årsager kører rundt som en karrusel - Den Grønne Bevægelse, dyrerettighederne, den simple livsstil -- ja faktisk er hver og en af dem et forsøg på at knægte individets ret til at bestemme, hvordan vedkommende vil leve gennem det frie valg. Målet forandres ikke, kun tilgangen til jagten.

Hvorfor hader den venstreorienterede intelligentsia kapitalismen så meget? Det er instinktets triumf over indsigtens. Kapitalismen hviler på den samlede visdom hos samfund der udøver fri handel. Den beror på markedet - ikke eksperter - til at træffe afgørelserne. Den samlede visdom, hvis den frit udfolder sig på markedet, vil bestemme og give det optimale udbytte - priser, antal, tid og sted.

I kapitalismens kreative kaos, kan venstrefløjsintelligentsiaen kun se kaos. Og tilmed kun en lille rolle til dem.

Heri ligger venstrefløjsintelligentsiaens første frafald fra kapitalismen. De betragter nemlig sig selv som en priviligeret gruppe. Da de anser sig selv for at være de bedst egnede, synes de at der sættes spørgsmål ved deres elitære førstefødselsret gennem kapitalismens lighedsopfattelse.

Frastødt af kapitalismen drages venstreorienterede intellektuelle mod økonomiske systemer der er skemalagt eller dikteret. I kommandoøkonomierne mener de, at det er dem der skal udstede kommandoerne. Det har de så inderlig ret til - mener de selv.

Interessant nok har deres formodning været tilstede i kommandoøkonomiens mest yderligtgående former førhen. Trods Marxismens retoriske ophøjelse af arbejderne og masserne, har kommunismen i virkeligheden været domineret, siden Marx selv, af venstreorienterede intellektuelle der hævder de taler på arbejdernes vegne.

Venstrefløjsintelligentsiaen drages ikke kun til anti-kapitalistiske systemer for at få mere indflydelse. De søger også at flygte fra den fare kapitalismen udgør for dem.

Venstreorienterede intellektuelle har bildt sig selv ind, at de er immune overfor den forøgede produktivitet som kapitalismen har medført i alle dele af samfundet. Idet de tror på opdeling i overhøjhed har de betragtet kravene til forbedret effektivitet som noget der ikke vedrørte dem. En musiker, en lærer, en læge, en kunstner, en forfatter er de eneste som personligt kan tjene så mange. Da befolkningstallet øgedes, måtte deres antal nødvendigvis øges proportionelt, ikke sandt?

Helt forkert.

Arbejde der engang var begrænset til enkeltpersoner, eller i det mindste var begrænset, kan nu distribueres i stor skala. Den samme produktivitet er blevet anvendt på andre beskæftigelser, og altså også udvidet til intellektuelle forehavender og professioner. Vi kan lytte til en symfoni spillet uden fejl i vore hjem gennem en mangfoldighed af medier, og har ikke brug for en levende musiker udover den første fremførelse.

Det bedste virker, og de bedste i deres profession får kæmpefordel ud af det som hele samfundet også gør. Men for venstrefløjsintelligentsiaen er dette en trussel. Hele lighedstanken symboliserer venstrefløjsintelligentsiaens holdning til kapitalismen. Ideen om at aflønningskompensation bør afspejles i arbejdsindsatsen (eller uddannelsen) der krævedes for at skabe produktet er arvemæssigt frastødende for Venstrefløjen -- ligesom dets utilstrækkelighed er arvemæssigt klart for den bredere befolkning. Kapitalismen medfører dette -- kun som et resultat af den frie konkurrence mellem producenterne der søger kundernes gunst, ikke som en garanti. Hvor lighedstanken belønner uden risiko, da afbalancerer og belønner kapitalismen risiko og flid.

Venstrefløjsintelligentsiaens erkendte interesse i uselviskhed, gennem deres myriader af sager, er sådan set kun udtryk for deres egen selviskhed. De søger at ophøje sig selv på den ene side og prøver at sløre deres utilstrækkelighed på den anden side. Før vi konfronterer deres årsager direkte, bør vi først få øje på deres ultimative interesse og mål.

Deres mål er ikke den stykvise reform af kapitalismen, men den stykvise afmontering af et system de foragter og frygter.

Venstrefløjsintelligentsiaen forkaster kapitalismens forudsætning (kollektiv visdom over selektiv visdom), dens fremgangsmåde (individets frie valg), og dets frembringelser (uplanlagte og altid i forandring). Men i den endelige analyse da forkaster de kapitalismens nej til at ville sætte dem på troner og kapitalismens evne til at klare sig fint uden dem.