Drømme hos en bondeknold

Bondeknoldens drømme

Josiah Cantrall

Som landbrugsmedhjælper følte jeg mig godt tilpas, og hjemme, mens jeg lænede mig op ad væggen hos vor lokale landbrugs udstyrforretning. I dag holdt de nemlig deres årlige 'Åben Hus,' og min chef og jeg var kommet, sammen med mage andre, fra store dele af oplandet for at være tilstede. Den varme vintersol spejlede sig i traktorerne der omgav mig.

Jeg var sådan set noget forundret og forbavset. For mindre end en måned siden var jeg nemlig blevet valgt til repræsentantskabet for Nationalforbundet af Unge Republikanere, som det yngste medlem nogensinde. I de kommende måneder skulle jeg rejse til Indiana og Illinois og repræsentere Wisconsin ved Unge Republikaneres konferencer sammen med forskellige prominente politikere. Jeg lukkede øjnene og forsøgte at forestille mig sølvlysestagerne og marmorsøjlerne på de berømte hoteller jeg skulle bo på.

Derpå så jeg ned af mig selv og på de slidte og forrevne jeans og arbejdsstøvlerne der var smurt ind i kager af gødning og mudder. Turde en knægt i slidt og beskidt landbrugstøj endog vove at gå ind i den politiske verdens magt og elitisme? Var det i det hele taget realistisk for en almindelig ung fyr at drømme om at komme på jurastudiet og en dag indtage sin plads blandt nationens ledere?

En højlydt latter afbrød mine tanker.

"Hej drenge, se her kommer en r i i g t i i g Fin Herre" brølede en gråsprængt ældre mand.

Jeg så i hans retning og bemærkede en sælger iført et nyt jakkesæt, som forsøgte at bane sig vej gennem mængden. Jeg undlod at kommentere den gamles vittighed, men jeg kunne ikke glemme den. Er disse mennesker mon klar over, at jeg bruger halvdelen af min tid i en verden, hvor jakkesæt og slips er normen? Jeg så på min chef, for at lægge mærke til hans reaktion på mandens kommentar.

Uanset mine politiske drømme så ville jeg anse mit liv som en fiasko, hvis jeg mistede respekten og venskabet hos mennesker som ham. Der er måske nogle der synes at min chef og andre bondeknolde er noget tilbagestående og ikke særligt vigtige medlemmer af samfundet, men disse hårdtarbejdende indbyggere derude på landet vil altid være "mit folk."

Det var nu på tide at min chef og jeg sagde farvel, klatrede ind i pick-up'en og drog hjemad. Vi begyndte at fortælle historier om brudstykker af sladderen vi havde hørt i løbet af dagen.

"Har du hørt at Larsen er ved at købe flere køer?"

"Nej, det kan ikke passe! Hvor skulle han få pengene fra?"

"Har du hørt, at NN, er ved at købe en gødningspreder?" Nå, men dog? Hvor meget lort kan de tolv jerseykøer dog producere?" Lidt efter lidt drejede vor samtale sig om politik og mine fremtidsplaner.

"Jeg er helt sikker på, kammerat, at når du kommer ind i Det Hvide Hus, så vil jeg være den der samler hundelort op....du skal bare give mig et stort rejsebudget og nogle gode betingelser og så vil jeg feje lort op hele dagen for dig. Nej, vent lige lidt --- jeg vil måske hellere være den der passer græsplænen. Det tror jeg giver mere ikke?" Min chef smilede mens han fremførte disse planer.

"Beklager jeg har allerede lovet jobbet med at slå plænen til min anden kammerat," svarede jeg, og holdt vittigheden kørende..

Uden at blinke svarede han, "Åh ja, ansæt du bare din kammerat, min ven. Jeg gider heller ikke arbejde mere. Jeg vil bare have et hyggejob og så nyde nogle gratis velfærdsgoder."

Jeg morede mig. Vi lavede vittigheder mens vi talte om min fremtid, men var det han sagde egentligt bare fjollet? Er Amerika ikke landet hvor man kan drømme og have ambitioner? Er ikke håb og mulighederne selve essensen i et frit samfund? Jeg lænede mig tilbage og sukkede tilfreds. Ud af øjenkrogen lagde jeg mærke til et kærligt smil på denne barske landmand. Undertiden er en sådan tilkendegivelse af kærlighed stærkere end ord kan udtrykke. Jeg vidste, inderst inde, hvad han tænkte ... han ønskede mig virkelig succes. Jeg famlede efter ord mens jeg forsøgte at udtrykke mine følelser. Jeg tøvede og forsøgte så igen. "Tim... jeg holdt en pause. "Tim, hvis denne verden ikke var sådan en gang rod, så ville jeg være landmand som dig." Endelig fik jeg sagt det. Nu vidste min chef, hvordan jeg virkelig havde det med vor enkle livsstil. "Næ, nej min ven," sagde han.

Jeg betragtede ham med forundring. "Næ, nej," gentog han. "For ser du Josiah, vi har brug for nogen til at kæmpe for os, sådan nogen som dig."

En lettelsens følelse greb mig, og en tung byrde blev løftet fra mit hjerte. Med forsikringen om hans loyalitet og tro på mig, vidste jeg, at jeg kunne træde ud af mine landsbyrødder. Vi kørte det tilbageværende stykke i tavshed. Det var helt i orden. Jeg var nærmest lykkelig, og virkelig tilfreds. Uanset, hvor livet bringer mig hen, til trods for enhver sejr som jeg vil kunne få, vil jeg aldrig glemme denne landmand. En daglig stemme minder mig om at være vedholdende og aldrig opgive min kærlighed til Amerika eller mine drømme om at tjene mit land. For jeg har Gud, min familie og nu min ven Tim, landmanden, til at bakke mig op. I Amerika er det tilstrækkeligt.

Josiah Cantrall is a 19-year-old blogger at somethingtodiefor.wordpress.com.