Når børn bliver en forretning
Patrice Lewis
Dette var en vanskelig klumme af skrive for uanset, hvor meget jeg end forsøger at forklare mig, så vil jeg blive kaldt hjerteløs, rå og ufølsom. Med risikoen for personlige smædeord, vil jeg dog gå videre.
Alle hører om tragedien med børn der ikke er brug for, og her mener jeg ikke forældreløse - jeg mener de børn hvis fædre blot er sæddonorer og hvis mødre overser dem.
I sidste uge var jeg på en forretningsrejse til en stor by og havde den oplevelse at møde to af disse børn der er ‘til overs’ - en 10 årig dreng og hans 7 årige døve bror. De aner ikke hvem deres far er, og moren synes ikke at have nogen interesse i at opdrage dem. De lever med deres ugifte 24 årige søster, der har så rigeligt at lave med 3 egne børn.
Jeg mødte disse børn gennem nogle venner der er mentorer for dem. Drengene havde aldrig været i et ægtepars hjem. De fik sjældent hjemmelavet mad eller været sammen med mennesker der er afbalancerede og ordentlige. Det hjemmeliv mange af os tager for givet fra yderst fremmed og mærkeligt for dem.
Mine venner forsøger at give de døve barn den hjælp han har brug for. Som 7 årig kan han ikke tale (heller ikke med tegnsprog). Han kunne sådan set godt høre noget med noget teknik, og det havde han også engang , i ganske kort tid; men efter det forsvandt har ingen bekymret sig om at skaffe ham et andet. Ingen har forsøgt at lære ham tegnsprog, eller lade ham komme på en specialskole. Der er kommune og statstjenester for at hjælpe, men søsteren enten ikke kan eller vil anstrenge sig for at søge disse muligheder. Resultatet er at drengen vokser op i en tavs, forvirrende verden, uden at kommunikere på et effektivt niveau.
Mere påtrængende er begge børns desperate behov for almindelig hengivenhed - en kram, et knus, et venligt ord. Hver gang mine venner satte sig et øjeblik, ja så kravlede et eller begge børn op på skødet af dem og holdt fast. De nærmest bønfaldt, mine venner om at ‘adoptere’ dem.
Det er nu ikke på tale da den 10 årige dreng begyndte med seksuelle handlinger over for mine venners 10 årige datter. Han ved ikke det er forkert. Trods alt er det den eneste form for hengivenhed han ser hjemme. Drenge og piger har sex - så simpelt er det. Han er virkelig fuldstændig forvirret over at mine venner har gjort ham opmærksom på at hans handlinger er upassende.
Med mindre disse børn adopteres af nogen, vil de fortsætte med at leve i et kaotisk og ustabilt ‘hjem’ ledet af en overbebyrdet ung kvinde der ikke er i stand til at klare sig selv og sine egne børn, og derfor langt mindre sine krævende lillebrødre.
Ganske ironisk så afviste hun rasende mine venners betænksomme forslag om at lade drengene bortadoptere.
Disse børn vil næppe få en chance for at pleje og dyrke deres talenter eller interesser. De vil blot eksistere. Der vil komme en tid - i løbet af 3 til fire år for den ældstes vedkommende - da deres længsel efter et stabilt familieliv vil give sig udtryk i en voldsom vrede mod samfundet som helhed. Så vil de skeje ud, og samfundet vil komme til at føle deres smerte.
Og så spekulerer vi på hvorfra de ungdommelige banditter kommer fra.
Lad os se det i øjnene, “forældrene” til disse drenge har ikke bragt dem til verden for at elske og pleje dem. I stedet gav de liv til disse unger som var de levende åndende genstande. Den ældste dreng indrømmede at hans søster får flere penge for hvert barn i hjemmet, hvilket er grunden til hun ikke vil lade dem bortadoptere. Men som det døve barn kan bevidne, når først disse ‘genstande’ er født, så er der ingen er bekymrer sig det mindste om dem. Lad samfundet tage sig af dem.
Kort sagt, vort nuværende system belønner mennesker for at ‘producere’ børn der er ‘til overs.’ Se denne video som forklarer hvad jeg mener: (advarsel rå tale). Dette SKAL bare stoppe.
Man har nu brugt 50 år med sociale programmer for at ‘producere’ millioner af børn der er til besvær. At klare dette problem kan ikke ske over en nat. Flere velfærdsydelser og andre rettigheder til de stadig større fædreløse familier må og skal fases ud og der skal fases andre løsninger ind.
Der er så nogle der ganske rædselsvækkende argumenterer for, at hvis vi nu blot havde ladet alle disse børn der er til overs være aborter, så ville alt være fint. Abort skal der være masser af og betalt af skatten siger de ellers vil der blive født for mange uønskede børn.
Tror du virkelig dette er svaret? Tror du at disse børn skal fjernes lem for lem fra livmoderen? Mener du virkelig at disse babyer fortjener at få deres rygmarv skåret over mens de krummer deres tæer i smerte?
Kritikere af denne klumme vil øjeblikkeligt indvende at disse børn netop retfærdiggør behovet for en omfattende og endeløs række af ekstra velfærdstilbud. Trods alt er det jo for børnenes skyld. Hvad disse kritikere nægter at anerkende er, at alt for mange af sådanne børn netop er født på grund af velfærd. Selve deres eksistens hænger uløseligt sammen med rettighedsmaskinen. Kort sagt, fødslen (men ikke opdragelsen) af disse børn benyttes til at retfærdiggøre en evigvarende afhængighed.
Før 1960’erne havde vi ikke et udbredt problem med børn der er ‘til overs.’ Helt sikkert var der forældre der ikke levede op til deres roller, og der var illegitime fødsler; men disse var undtagelsen, ikke reglen. Svangerskaber udenfor ægteskabet var noget man skammede sig over. De var ikke udbredt, og de blev helt sikkert ikke belønnet gennem rettighedsydelser der så til gengæld eliminerede behovet for faren.
“Den enkle kendsgerning er at børn lider ondt på grund af at U.S. velfærdssystemet har svigtet.” bemærker Dr. Patrick F. Fagan og Robert Rector, i “Hvordan velfærd skader børn.” Oprettet som et system til at hjælpe børn er det endt med at skade og misbruge de selvsamme børn det havde til hensigt at redde. Velfærdssystem har svigtet fordi de ideer det var grundlagt på var fejlfyldte.
Det nuværende system er baseret på den formodning at jo bedre og mere velfærdsydelser og udvidet muligheder for velfærdsligheder des bedre for børnene. Ifølge denne teori, så skulle velfærd reducere fattigdommen og således forøge børnenes velbefindende og muligheder. Dette er ikke sandt. Højere velfærdsydelser hjælper ikke børnene; de øger afhængigheden og en fastholden i splittede familier, der igen har et ødelæggende påvirkning af børns udvikling.
Størrelsen af familien er ikke problemet - det er fraværet af en far. Der er ingen grund til - og slet ingen undskyldning overhovedet - for en ugift kvinde til at føde et halvt dusin børn (med forskellige fædre) udover en ting: Få flere penge fra regeringen. Da regeringen er blevet sugar daddy, så ser disse kvinder ingen grund til at give deres børn en fars kritiske kærlighed, disciplin og pleje. Smerten ved at en far ikke er der er bare helt umåleligt for disse børn der er ‘til overs.’
“Det er afhængighed af velfærd, og ikke fattigdom, der har den største negative virkning på børn,” siger Fagan og Rector. “Forskning .... viser at øgningen af den tid et barn bruger på velfærd kan reducere barnets IK med så meget som 20%....Velfærd spiller også en mægtig rolle i at fremme flere svangerskaber uden for ægteskabet.”
Mine venner gør hvad de kan, men til sidste vil deres anstrengelser højst sandsynlig ikke lykkes og blot være en lille episode i disse drenges liv. De har erfaret at ved at nægte at modtage velfærd er at benægte virkeligheden. Disse børn blev født, ikke fordi deres mor elskede dem, men fordi hun elskede rettighederne. Det er den yderst smertelige arv de kan tage med sig i livet.
Jeg nævnte i begyndelsen af denne klumme at jeg ville blive kaldt hjerteløs og barsk. Er det så barskt at kræve at mennesker tager ansvaret for deres egne børn? Sådan har nogle det sikkert.
Hold nu inde. Hold op med at ‘producere’ børn der er ‘til overs.’ Saml nu de ben, og hold din lynlås lukket. Opfostr og elsk de børn du har og betragt dem som en velsignelse, ikke et kreditkort.
Lad nu blot tilsviningen begynde.
Patrice Lewis is a freelance writer whose latest book is "The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable." She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The Lewises live on 20 acres in north Idaho with their two homeschooled children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house with depressing regularity. Visit her blog at www.rural-revolution.com.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar