Husk Maddox, Turner Joy, Maine, de førte til krig
Vil historien gentage sig i det østlige Middelhavet?
Pentagon har forberedt sig på et “straffende anslag” mod Syrien for at få nedgraderet landets muligheder for brug af kemiske våben, og afskrække landet for yderligere brug af disse skrækkelige våben.
The NAVY har sendt en flåde på fire destroyere og en ubåd, alle med krydsermissiler til det østlige Middelhavet som forberedelse på et angreb, der er blevet udsat - afhængig af en afstemning i Kongressen. Samtidig har hangarskibet Nimitz med dets slagkraft sat kursen ind i Det Røde Hav, som en yderlige magtdemonstration - man er forberedt på at slutte sig til armadaen.
Flådeopbygningen og dennes nærhed med syriske flådestyrker bringer erindringen tilbage hos de som husker den gnist der satte vor stadig større indblanding i Vietnam Krigen i gang.
Den 2. august 1964, kom destroyeren USS Maddox, der udførte efterretnings- og patrulje opgaver i kamp med tre Nordvietnamesiske torpedobåde ved Vietnams kyst. Et søslag udviklede sig, hvor Maddox affyrede over 280 3 tommer, og 5 tommers granater, og hvori fire Navy F-8 Crusader jetbombemaskiner angreb torpedobådene med deres maskinkanoner. Et fly blev skadet, en salve fra fjenden ramte Maddox, tre Nordvietnamesiske torpedobåde blev skadet, og fire Nordvietnamesiske marinere blev dræbt og seks såret. Der var ikke tilskadekomne hos U.S. mandskabet.
Den anden hændelse i Tonkin Bugten involverede USS Turner Joy, og blev oprindeligt hævdet af U.S. National Security Agency at have fundet sted den 4. august 1964, som endnu et søslag, men må måske have været det man kaldte “Tonkin Spøgelser” - falske radarbilleder, og ikke et virkeligt angreb med en torpedobåd.
Som svar på disse to hændelser vedtog Kongressen Gulf of Tonkin Resolutionen, der gav præsident Lyndon B. Johnson myndighed til at hjælpe ethvert Sydøstasiatisk land, hvis regering man betragtede som blivende intimideret af “kommunistisk aggression. Resolutionen tjente som Johnson juridiske retfærdiggørelse for at udsende konventionelle U.S. styrker og indledningen til åben krigsførelse mod Nordvietnam.
Som man siger - resten er historie. Gulf of Tonkin Resolutionen resulterede i udsendelsen af 549500 U.S. tropper til Vietnam og det tragiske dødstal løb op på 58209, og 153303 sårede. Det var en simpel reolution der foranledigede et nationalt mareridt med frygtelige konsekvenser - som mange stadig ikke er kommet sig over.
Sammen med Vietnam kan historien ‘tale med om’ farerne ved at overreagere på provokerende hændelser. “Husk Maine!,” der blev kampråbet der førte os ud i den Spansk-Amerikanske krig.
Den 15. februar 1898, blev slagskibet USS Maine, rystet af to separate eksplosioner og sank hurtigt. 240 søfolk blev dræbt. U.S. Navys stolthed var rystet, et af de første af United States slagskibe var ødelagt. Fartøjet befandt sig i havnen i Havana, Cuba og hændelsen var det som igangsatte krig mellem United States og Spanien. .
Efter katastrofen var aviser i USA meget hurtige til at lægge ansvaret på Spanien. Til trods for avispropagandaen konkluderede en officiel undersøgelse at skibet blev sænket af en mine, der igen antændte magasiner i skibets forende, og man fastslog at man ikke kunne placere ansvaret, herunder regeringen eller militære styrker fra Spanien.
Uanset situationens realitet, så havde tabet af Maine fået vendt den almindelige amerikanske mening til i udpræget grad at gå i krig mod Spanien. Trods hans bestræbelser for at undgå krig, besluttede præsident McKinley at intervenere militært på Cuba for at få afsluttet den stadige uro der, og “befri” Cuba fra spansk styre. Ironisk nok afslørede senere rapporter muligheden af at Maine sank som resultat af en brand i en kulbunke og som lå lige ved siden af ammunitionsmagasinerne og altså ikke som resultat af en spansk mine.
Ulykker og andre mindre hændelser fører ofte til at begivenheder kommer helt ud af kontrol. Flådeopbygningen i det østlige Middelhavet ud for Syriens kyst, har alle kendetegn på en krudttønde der venter på en gnist.
Sammen med sit lager af giftgas har Assad betydelige militært hardware til sin rådighed. Hans flåde og luftstyrke er ret væsentlig (den fjerdestørste militære magt i Mellemøsten, efter Egypten, Tyrkiet og Iran), og kan anvendes som en sidste mulighed, et desperat modsvar på præsident Obamas foreslåede “afstraffende angreb.” Syriens flåde består af 2 Romeo klasse ubåde, 2 fregatter, 30 missilfartøjer, 14 patruljefartøjer, 3 amfibie angrebsfartøjer og 7 mineudlægningsfartøjer.
Det syriske luftvåben er også en formidabel styrke, bestående af 75-90 MIG-29 kampfly, 80 MIG-25, 150 MIG-23, 200 MIG-21, sammen med 20 Su-24, og 60 SU-22 bombefly, og 10 luftfartøjer til elektronisk krigsførelse, 22 militære transportfly og 78 kamphelikoptere. Det er helt sikkert en styrke man skal regne med.
Præsident Assad har allerede demonstreret sin onde beslutsomhed for at fastholde sin diktatoriske magt uanset omkostningerne ved at benytte giftgas for at slå over 1000 borger, herunder 100 børn ihjel. Holdningen om at han vil forholde sig i ro og blot tage imod “straffende” angreb mod hans land uden at svare igen er ren fantasi. Hvis vi derfor er så belsuttede på at “straffe” ham for hans brug af giftgas, så bør vi hellere forberede os på at gå “hele vejen.” Det er jeg absolut ikke sikker på vi er.
Militære angreb, uanset hvor omhyggeligt de er planlagt og hvor kirurgisk de udføres fører ofte til totalt uventede resultater. “Krigens tåge” og loven om utilsigtede konsekvenser kan resultere i, at man ender i en tragisk mudderpøl af en lang og omfattende krigsførelse.
Vi burde alle være meget bekymrede over at være på vej ned af en sti som ligner endnu en Tonkin Bugt Resolution i det østlige Middelhavet.
http://spectator.org/archives/2013/09/11/remember-the-maddox/1
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar