Sigøjnere, tyve og hjemløse
For år tilbage boede jeg i en lille 1. salslejlighed på East 47th Street i New York. En af fordelene var, at når vejret var godt kunne jeg bevæge mig rundt om hjørnet og sætte mig til at læse i FN haveanlægget, mens der nogle meter bort var personer fra hele verden tungt belæsset med fotoapparater, der ventede på en rundvisning og få fyldt hovedet med sludderet om FN’s glorværdige historie af deres guider.
Jeg var også glad for at opdage, at en af beboerne i naboblokken var ingen anden end Katharine Hepburn, som jeg fra tid til anden så bære sit affald udenfor når jeg gik forbi hendes hus, slæbende på bøger fra Mid-Manhattan biblioteket.
Der var imidlertid også mindre rare ting ved min lille lejlighed. Langt den værste var ejendommens vicevært - en temperamentsfuld udlænding der boede i lejligheden under mig. At bo i nærheden af ham, og man oplevede den konstante strøm af slægtninge - kvinder, mænd, og en veritabel hær af rodede, og ganske synligt oversete børn. Det blev aldrig klart, hvis barn tilhørte hvem, og hvordan de var i familie. Det eneste jeg vidste var at der var masser af drama dernede.
Hver aften hørte jeg råben, møbler der blev kastet mod væggen, og anden støj der indikerede, at der blev udøvet vold i hjemmet. Jeg var ofte lige ved at ringe til politiet. Så en dag jeg kom hjem var der en politibetjent på vej ud af opgangen. Da jeg spurgte ham, hvad der var på færde sagde han, at der havde været en mindre episode med viceværten. Jeg fulgte med ham ud til bilen samtidig med jeg fortalte om forholdene - de mange mennesker der kom og gik, de elendigt klædte børn, og fremfor alt de natlige tumulter der lod formode, at kvinder og børn blev fysisk forulempet. Da jeg var ved at være færdig med min tirade satte betjenten der havde lyttet med stor ligegyldighed sig ind i bilen. Så på mig, med et ansigtsudtryk der indikerede at mente jeg var en kæmpetåbe, og så kom ordene: “De er sigøjnere.!”
Det var jeg helt ærligt ikke klar over. Så vidt jeg vidste så var jeg aldrig stødt på sigøjnere før. Siden da, jeg bor nu i Europa har jeg mødt rigtig mange. Det hele begyndte den 1. januar 2007, da Rumænien og Bulgarien blev medlemmer af EU - og således kom der en strøm af sigøjnere fra de to lande til hvert eneste af de rigere EU lande i Vesten. Nogle af dem slog sig ned permanent; andre rejste frem og tilbage, tiggede og stjal i nogle uger før de drog hjem.
Skønt denne massive nye bølge af sigøjnere - som muslimerne der var indvandret til Vesteuropa for adskillige årtier siden - repræsenterer en alvorlig trussel for regionens sociale orden, så er der betydelige forskelle mellem de to kulturer. Den ene står for den strengeste autoritarisme på jordens overflade i dag; den anden står for det man kommer nærmest det totale kaos.
Uddannelse i Islam er det samme som at lære en enkelt bog udenad som tilhængerne tror indeholder alle svarene; i sigøjnerkulturen er det at lære børn af tigge og stjæle - og afvise ethvert medlem af samfundet der måske ønskede at sende deres børn i skole. Islam foragter frihed; sigøjnerne udnytter friheden til det yderste. Mens jihadister søger med tiden at erstatte de demokratiske love og regler med Sharia Lov, så er sigøjnerne tilfreds med at være lovbrydere.
Jovist er Islam den største trussel. Dog kan en subkultur der kan defineres som det skinbarlige anarki også hjælpe med til at en civilisation falder. Islam er ansvarlig for utallige terrorhandlinger; der er dog også noget afskyvækkende ved et folk der gennem generationer af kulturel tilpasning føler sig frit stillet til at svine de steder som gives dem af generøse regeringer til - flå tæpperne af, rive tapet ned, fylde baggård med affald selvom der er affaldscontainere til rådighed, og skide på gulvet i hvert eneste værelse de sover i, selvom der er et toilet i lejligheden. (Og hvem, hvis de ikke får nøgler til deres eget sted, ville flytte ind i dit hjem hvis du er borte en weekend, og svine det til?) Nej et Vesteuropa der skal kæmpe mod både Islam og sigøjnere er uden for al tvivl en endnu mere skrøbelig og skræmmende enhed end et vesten der kun trues af Islam.
Som i tilfældet med muslimer findes det største antal sigøjnere i Vesteuropa tilsyneladende sig i Frankrig. Sammen med de mellem 6 eller 7 millioner muslimer (ud af en befolkning på 65 millioner) er Frankrig nu vært for cirka en halv million sigøjnere fra Rumænien og Bulgarien.
Mange af dem bor i ulovlige lejre uden for Paris, hvorfra de hver morgen rejser ind til byen (som DailyMail for nylig udtrykte det) for at “udnytte, genere og stjæle fra turisterne.” Nogle tigger ved togstationerne, nogle er lommetyve; nogle “turnerer på gaderne og spiller døve, lamme eller på anden vis handicappede, og søger at skaffe bidrag til fiktive velgørenhedsorganisationer.” Så er der de såkaldte “sværmere” en gruppe der morgenen den 25. juli sluttede op om to mandlige amerikanske turister i Paris, omringede dem, skabte postyr og forvirring og løb afsted med deres tasker, tegnebøger, mobiltelefoner og kameraer. En journalist der citerede en lokal siger at sigøjnerne er “overalt, og bemærkede at han en morgen havde set “flere end 100 sigøjnerbandemedlemmer ‘på arbejde’ inden for et par kvadratkilometer,” herunder på “hvert eneste turiststed.”
Også i Tyskland er antallet af sigøjnere i byer som Berlin, Dortmund, Duisburg, Mannheim, München og Hannover steget dramatisk på nogle få år. Mange børn af sigøjnere i Tyskland, selvom forældrene lader dem indskrive i skolen, kan ifølge Die Welt ikke læse eller skrive - eller blot finde ud af at benytte en blyant. Mens medierne over hele Europa i svær grad omtaler sigøjnernes tilbageståenhed og gør deres bedste for at skildre dem som ofre, et det særligt vanskeligt at finde en ærlig journalist rapportere om emnet i de tyske medier (hvilket ikke er overraskende, grundet den intense og ubehagelige viden i det land at nazisterne myrdede hundrede tusinder af sigøjnere i dødslejrene).
Således omtaler Die Welt affaldet, svineriet, forbrydelserne og plyndringen i kvarterer med mange sigøjnere som “tegn på fattigdom” og skildrer tyskere der føler sig frastødt over at se deres gader blive til lossepladser og scener for kriminalitet, som “xenofober.”
Samtidig siger Hermann Genz, chef for Arbejds- og socialafdelingen i byen Mannheim, faktisk at den selvsamme tilstedeværelse af så mange sigøjnere i Tyskland “viser at de har gå på mod, og ønsker at forbedre deres liv,” og føjer til: “Vi kan altid bruge sådanne mennesker.”
Hvis situationen i Storbritannien er mindre dyster end i Frankrig og Tyskland så er det på grund af at immigranter dertil, fra Rumænien og Bulgarien, teknisk set kræves at de kan bevise de kan klare sig selv. Dog er Storbritannien ikke uden problemer med sigøjnere. Sidste år brugte en by en masse penge og bestræbte sig virkelig meget, for at rydde en betragtelig stor lejr med sigøjnere ved Park Lane, et af de mere fine steder i London, og sende mange af dem retur. Dette forår kom præcis de samme mennesker dog tilbage til samme sted som trækfugle, og det fik et ledende medlem af Westminster Byråd til at udtrykke bekymring over at hele kvarteret “ville blive en gigantisk teltlejr.” Når man tager i betragtningen at alle restriktionerne i U.K. over for Rumænien og Bulgarien bliver sløjfet til januar, da synes Byrådsmedlemmets bekymring virkelig at være ret og rimeligt.
Også her i Norge, som jeg skrev for et år siden er mange sigøjnere sæson’arbejdere.’ “Endnu et forår, endnu en sigøjnerdebat.” begyndte Aftenposten en artikel i maj måned. Sidste år brugte byen Oslo cirka 700000 dollars på at rydde op efter sigøjnerlejre som beboerne havde forladt; i dette forår, i det håb at kunne komme en sådan situation i forkøbet, vedtog Byrådet forbud mod at overnatte i det fri - forgæves.
Sigøjnerne kom tilbage og overtog sådan set et skovområde ved en sø i Oslo, Sognsvann, der er et populært sted for sommer grilludflugter. De ansøgte om at få lov til at blive der, og vandt. Da politiet alligevel fjernede dem fra stedet, indgav de en klage selv samme dag og krævede området tilbage inden aften. En rumænsk avis, der snerrede af norske journalisters tårevædede historier om sigøjnerne, citerede en ikke-sigøjner rumæner der bor og arbejder i Oslo for at sige at “hver morgen når han er på vej til kontoret da overhører han samtaler mellem sigøjnere der praler med hvad de har stjålet op af lommerne på indfødte naive nordmænd.” (En sigøjner talsmand fordømte dette som “racistisk.”)
Medierne i Norge der elsker at fortælle nordmændene at de lever i et af verdens rigeste lande og moralsk er forpligtet til at hjælpe de mindre heldige har virkelig vredet hænderne for at finde ud af, hvordan de bedst kunne behandle sigøjnerproblematikken; mens socialister og Kristeligt Folkepartiets ledere er enige om at den norske regering burde give disse midlertidige gæster fra Rumænien og Bulgarien steder at sove og bade; mens Fremskridtspartiet har opfordret til udvisning og et forbud mod at tigge. (Danmark har et sådant forbud - og som en konsekvens langt færre sigøjnere, skønt der i maj 2011 var en enkelt familie ved navn Levakovic der som det berettes kostede den danske regering mindst 13 millioner dollars i social ydelser og fængselsomkostninger.)
Alle debatterne i Europa om sigøjnernes kultur og dens påvirkning af samfundet har i det store og hele været forbløffende spage, når det drejer sig om selve kulturen og dens påvirkning af dens allermest uskyldige medlemmer.
Hvis man vil deportere sigøjnerne (der, som Nicolas Sarkozy opdagede i Frankrig for år tilbage, ja det er faktisk ingen løsning på grund af EU’s flydende grænser), men forsøg dog i det mindste; for hvis de får lov at blive så forekommer det mig helt åbenbart at det er nødvendigt at indse virkeligheden og erkende hvad der foregår i lejrene.
Kan der være nogen tvivl om, at hvis en norsk familie var forældre på samme måde som sigøjnerne er, at Børneværnet ville fjerne deres børn og det så hurtigt som muligt? Det helt store spørgsmål - eller et af dem - er dette: Er de myndigheder i Vesteuropa der er forberedt på at give husly til sigøjnerne så også forberedt på at indse de triste virkeligheder i sigøjnerfamilierne og det på en ansvarlig måde? Eller vil de blot trække på skuldrene og afvise problemet, kaste flere penge til sigøjnerne og dermed faktisk sige - som den flegmatiske politibetjent i New York for mange år siden -- “De er sigøjnere!”
About Bruce Bawer
Bruce Bawer is a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center and the author of “While Europe Slept” and “Surrender.” His book "The Victims' Revolution: The Rise of Identity Studies and the Closing of the Liberal Mind" is just out from Broadside / Harper Collins.
http://frontpagemag.com/2013/bruce-bawer/gypsies-tramps-and-thieves/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar