Garcia Marquez’ løgne om Macondo
David P. Goldman
Gabriel Garcia Marquez døde i sidste uge. Hans ry var bygget op af et entusiastisk læsepublikum, ikke kun kritikernes hyldest. Han var elsket, og det af alle de forkerte grunde.
Jeg foragtede hans arbejde da jeg blev tvunget til at læse det i skolens spansk kurser, og igen da jeg forsøgte at komme igennem dem senere hen. Hans mest populære værk “100 års ensomhed.” skildrer det uvirkelige og meget mærkværdige (den “mirakuløse virkeligehed” - en forkert oversættelse af “magisk realisme”) i den isolerede (fiktive) colombianske landsby Macondo gennem skildringer over flere generationer af Buendia familien. Den blev slutteligen revet bort af en cyklon ifølge Gabriel Marquez’ beretning. Men det er ikke hvad der skete med dem. De blev på mest rædselsvækkende vis myrdet i Colombias “La Violencia” fra 1948-1958, sammen med 300000 andre colombianer, efter selv at have myrdet deres egne,
Wikipedia har følgende om Colombias borgerkrig:
På grund af ufuldstændige og ikke eksisterende statistiske optegnelser er det nøjagtige antal ved La Violencias humanitære konsekvenser umulige at komme præcist frem til. Lærde anslår imidlertid, at mellem 200000 og 300000 liv gik tabt, mellem 600000 til 800000 sårede og næsten 1 million fordrevet. La Violencia kom til at berøre 20% af befolkningen, direkte eller indirekte.
Alligevel blev La Violencia ikke kendt som La Violencia blot på grund af antallet af berørte mennesker. Det var måden hvorpå drabene, overgrebene, lemlæstelser fandt sted på. Visse døds- og torturteknikker blev så almindelige, at de fik navne. For eksempel “picar para tamal,” der betød at man langsomt skar en levende person op, eller “bocachiquiar” hvor hundreder af små huller blev lavet, indtil ofret langsomt forbløder til døde. Tidligere Senior Director of International Economic Affairs for the United States Nationale Sikkerhedsråd og nuværende præsident for Institute for Global Economic Growth, Norman A. Bailey beskriver overgrebene særdeles præcist: “Udsøgte former for partering og halshugning blev opfundet, og givet navne som “corte de mica”, “corte de corbata”, og så videre. Korsfæstelser og hængninger var almindelige, politiske “fanger” blev smidt ud fra fly, børn blev stukket med bajonetter, ufødte børn fjernet ved grusomme kejsersnit og erstattet af kyllinger, øre blev skåret af, skalperinger og så videre.”
Samtidig med at lærde, historikere og analytikere alle har debatteret årsagen til denne tid med uro, har de formuleret en vidt og bredt accepteret forklaring på, hvorfor det eskalerede til det voldsomme niveau.
Den rare, lidt mærkelige, hyggelige og magiske verden i Macondo skjuler en bitter, desperat paranoid tilbøjelighed til vold. Garcia Marquez’ fortælling er mere populær end den faktiske historie om landdistrikterne i Colombia, og det af samme grund som eventyret “Hans og Grete” er mere populært en beretningerne om kannibalisme, der var udbredt i Tyskland under 30 Års Krigen 1618-1648. Ud fra en ren fortællemæssig vurdering tilgav jeg aldrig Garcia Marquez for at spilde min tid. En novelle, lille bog, i bedste fald, blev så ‘udvidet’ til en roman hvor intet sker - et dusin gange (dermed slås Samuel Becketts’s “Mens vi venter på Godot,” hvor intet sker to gange.)
Garcia Marquez var journalist og hans spanske udfordrer aldrig en highschools elevs læsefærdighed. Ikke som de store latinamerikanske romaner han efterlignede: Tyrant Banderas af Ramon del Valle-Inclan, og Explosion in a Cathedral af Alejo Carpentier.
Sidstnævnte er om volden der fulgte med Den Franske Revolution i Europa og også i Caribien og efter min smag den ‘største’ latinamerikanske roman i det 20. århundrede. Hvis man vil forstå Latinamerika skal man læse de bøger. Jeg anbefaler også den store filminstuktør Luis Bunuels værker. For ligesom at slå det fast jeg bryder mig ikke om fiktion. Nævnte bøger er dog undtagelser.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar