Tilbage med Osmannerriget!
Som Europa for fem eller seks hundrede siden er Mellemøsten i dag en scene med skiftende alliancer blandt stater, politiske grupper og kæmpende hære, i en kamp for overherredømmet eller styret i området.
Som kontrast hertil var Det Osmanniske Imperium fra dets oprettelse i 1453 en magtfuld, multinational, mangesproget stat der holdt ud helt frem til 1. november 1922, da det tyrkiske monarki blev fjernet og man erklærede en republik. Det Osmanniske Kalifat blev sløjfet i marts 1924.
Til trods for problemer var Det Osmanniske Imperium intakt i 450 år. Det herskede ved at benytte administrative opdelinger: Provinser eller vilayets og distrikter, eller sanjaks. Islam holdt sammen på riget og sultanen, personifikationen af en familie der havde hersket i 7 hundrede år var Islams beskytter.
Palæstinensernes fortælling om at være ofre har gjort verden kendt med den palæstinensiske opfattelse af Nakba, den såkaldte katastrofe resultatet af arabernes flytning, fordrivelse af folk under og efter 1948-49 krigen - en krig de selv startede. Set helt objektivt, ja så var den ægte Nakba for araberne afslutningen af Det Osmanniske Imperium, der til trods for politiske og militære problemer havde hersket ved en stærk hær, og accepteret politiske institutioner, og som havde skabt sig alliancer med politiske- og folkegrupper.
Med afslutningen af Imperiet efter 1. Verdenskrig, oprettede Folkeforbundet de ‘kunstige’ arabiske lande i Mellemøsten med tvungne grænser og splittet af af interne etniske og religiøse forskelle. Verden stod nu midt i den rodebunke der stammer fra disse ‘kreationer’ med de to nært forbundne konflikter i Libanon og Syrien.
Problemet er ikke kun kampene og konflikterne i de lande. Langt vigtigere er sandsynligheden for de kan sætte bål i en langt større regional opløsning i Mellemøsten på forskellige måder: Endeløse kampe mellem Shiiter og Sunnier; fornyede angreb mod Israel af forskellige arabiske nationer og grupper; at palæstinenserne opmuntres til at være mere aggressive og mere aktive mod Israel nær Golan Højderne, ligesom i Gaza og på Vestbredden; og omringelsen af Tyrkiet, et ikke-arabisk land i sammenstød med andre muslimske lande.
Det er ildevarslende, at Shiiter fra Iran via Revolutionsgardens korps; fra Irak via Asaib Ahl al-Haq; og fra Hezb’allah ikke alene forsvarer Bashar al Assads regime, men nu forkynder genkomsten af Imam Mahdi - den tolvte Imam - som de anser som forsoneren der vil fjerne verdens ondskab og forene menneskeheden under Islams banner.
Libanon, grundlagt i 1922 af Frankrig, har 18 tydeligt opdelte regioner og sekter blandt de 4 millioner mennesker. Borgerkrigen mellem Maronit Kristne, den største gruppe og andre, der begyndte i 1975 og varede i 15 år førte til at 120000 døde. Politiske ledere, såsom den tidligere premierminister Rafik Harriri der i 2005 blev myrdet af politiske modstandere, fra en rivaliserende religiøs sekt, og medvirken af den syriske regering, der slog General Wissam al-Hassan, den kristne leder af Lebanese Internal Security Forces, ihjel i Beirut i februar 2005.
Martyr Pladsen statue i Beirut, 1982, under borgerkrigen
Den 11. november 1982 blev Hezb’allah skabt ud af ellers meget forskellige grupper der blev optrænet af Irans Revolutionsgarde der forvandlede dem til en formidabel terrorist gruppe. Hezb’allah er uden for al tvivl den største magtbesiddende gruppe i landet, stærkere end den officielle libanesiske hær eller nogen anden politiske gruppe.
Hezb'allah har ikke kun slået amerikanere ihjel i angrebene mod U.S. Ambassaden i Beirut oktober 1983, og på amerikanske fredsstyrker, men er også blelvet en stat i staten i Libanon. Som en Shiitisk organisation anerkender Hezb’allah stor ayatollahen i Iran som leder af den globale islamiske bevægelse. Hassan Nasrallah, lederen af Hezb’allah’ der er erklæret terrroristorganisation af FN i 19972, og af Israel og Bahrain, beordrede et angreb på Israel i 2006 og benyttede 4000 raketter og missiler. Den er nu i besiddelse af så mange som 50000 missiler, mange af dem langtrækkende.
Der er to muligheder dersom Hezb’allah får succes med at hjælpe Assad til at forblive ved magten. Man kan føle sig opmuntret til at genoptage angrebene på det nordlige Israel. Eller som en reaktion kunne det føre til at Sunnier i Libanon former politiske og militære alliancer med kristne og andre for at udfordre Hezb’allah.
Syrien der en smeltedigel af forskellige sekter af Sunnier, Shiiter, Alawitter og minoritetsgrupper (især kurderne) blev skabt af Frankrig i 1922. Den syriske regering har været brutal, internt som eksternt. Syrien har altid gjort krav på Libanon og invaderede landet i 1976, under dække af at ville “genskabe orden.” Syriske tropper blev i Libanon i 29 år indtil 2005, og modtog milliarder af dollars i bestikkelse og fra narkohandel. Regimets brutalitet blev demonstreret ved dets bombning af Hama i april 1982, da 20000 af deres egne borgere blev dræbt, og ved at benytte kemiske våben i den igangværende borgerkrig, der indtil nu har over 80000 dræbte.
Krigen har nu nået internationale dimensioner med hjælp der sendes ind til både regimet og oprørerne. Assad får våben og udstyr fra Rusland, Iran og Hezb’allah. Rulsand har forsynet, eller planlægger at sende, blandt andre ting, avanceret antiluftskyts missilsystemer og Scud missiler der kan medføre kemiske våben. Optræning under ledelse af disse lande har hjulpet Syrien til at oprette en særlig milits, National Defense Force, bestående af 50000, flest alawitter, en uafhængig regulær hær.
Anti-Assad oprørerne får hjælp af Vestens økonomiske sanktioner mod regeringen og rejseforbud mod syriske embedsmænd, og måske hemmelige våbenleveringer. Imidlertid er Vestens lande splittede om våbenembargo, om man skal bevæbne oprørerne, og oprettelse af no-fly-zones overvåget af Patriot missiler, og om bombning af det syriske luftvåben. Præsident Obama har til nu afvist at forsyne med våben og hjælp til oprørerne af frygt for at våbnene falder i de ‘forkerte’ hænder.
Situationen i Syrien udgør et dilemma for Vesten. Mens krigen fortsætter, er rebellerne blevet mere og mere islamistiske. Oprørerne udgøres af vigtige grupper knyttet til al-Queda, såsom Jabhat al-Nusra (Sejrsfronten) med anslået 6000 mænd der kæmper under et sort banner og hvis ideologi er at skabe en islamisk stat. Adskillige ekstreme Salafist fraktioner, den største er Ahrar al-Sham, er også på rebellernes side. Adskillige flere verdslige grupper, nu af mindre betydning end ellers, regner også sig selv til at være blandt de mobiliserede.
Vesten er klar over at våben der sendes til oprørerne kan gå til al-Queda tilknyttede militante. Man er også bekymret over de brutale overgreb og bortførelser begået af nogle af oprørerne, og de meget bitre forskelle mellem grupperne.
Det eneste land i Mellemøsten der er stabilt er Israel, der ironisk nok har været modtager af så mange fordømmende internationale resolutioner. Ikke alene er de arabiske lande ikke stabile; de er splittet af politiske og sekteriske forgreninger. De er ikke politisk frie, ejheller økonomisk; de har ikke integreret de minoriteter der er hos dem; de har ikke overholdt menneskerettighederne, borgernes rettigheder eller har lighed mellem kønnene.
Araberne der lever i disse ustabile og splittede kunstige lande skabt af kolonimagterne må på dette tidspunkt helt sikkert begræde af Det Osmanniske Imperium, der bragte dem sikkerhed og fred, om ikke demokrati og borgerretigheder, ikke eksisterer mere
Resten af verden, der står med de utallige, evindelige konflikter i de arabiske stater og med en stadig større islamistisk trussel, vil helt sikkert være ivrige efter at se form for genskabelse der kunne leve sammen med et stabilt og demokratisk Israel.
http://www.americanthinker.com/2013/06/bring_back_the_ottoman_empire.html#ixzz2Uy0JGmBA
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar