Medfølelsens fejl: Nürnbergmissionen og Nazismens eftermæle
En ny non-fiction bog Mission at Nuremberg: An American Army Chaplain and the Trial of the Nazis handler ikke om retssagen, men om hvordan Nazister i bedste fald manipulerede to feltpræster og i værste overbeviste dem om at de var Nazi sympatisører. Bogens hovedfokus er samværet mellem præsterne og de 21 Nazister der stod anklaget for krigsforbrydelser.
Forfatteren Tim Townsend skildrer de to feltpræster, Henry Gerecke og Fader Sixtus O’Connors tilværelser før krigen, med en hurtig gennemgang af Chaplain Corps’ udvikling og sammensætningen af Nürnberg tribunalet, missionen, de Nazistiske tilhængeres liv, og livet i fængsel som krigsforbrydere. Bogen har den utilsigtede konsekvens at den menneskeliggør disse massemordere gennem den måde forfatteren sammenstykker informationer. .
Der er kvalmende detaljer om hver enkelt Nazists liv, fra deres ungdom til årene som del af Det Tredje Rige. Gennem hele bogen skriver forfatteren konsekvent, “Gerecke bestræbte sig på at huske at før deres alliance med Hitler, før de tog de valg der førte til mord og kaos, havde de alle været drenge og de var stadig Guds børn.” Rabbi Marvin Hier, chef og grundlægger af Simon Wiesenthal Center bemærkede til American Thinker, “Sandt nok, havde de alle været børn engang, og jovist var de engang ganske uskyldige. Men vi kan ikke ignorere at i denne verden med frihed til at vælge, så se lige på de valg de foretog.”
Den værste del af bogen er, hvor forfatteren benytter ‘en lige for lige’ sammenligning selvom han i interviewet benægtede dette og kommenterede, “Det var mit valg at fortælle en historie, kronologisk, om hvad der skete.” Uheldigvis kan den måde de beskrives på nærmest sætte ofrene og U.S. Army på nærmest samme plan som Nazisterne. En specifikt kapitel begynder med samtalen med Henriette von Schrich, hustru til Baldur, der blev taget som fange af amerikanske soldater, sat i en jeep, hendes fire børn blev tilbage, og i en allieret Krigsfangelejr, “beordret til at klæde sig af og derpå beordret til at rengøre toiletter ... iført iturevne, sorte og hvide Hitler Jugend laser.” Hvad er formålet med denne beskrivelse udover at sætte de allierede på samme plan som Nazisterne?
Men det bliver værre endnu, fordi forfatteren går videre med at diskutere, hvordan “mange af de overlevende,” fra Mauthausen-Gusen koncentrationslejren fandt på metoder til at hævne deres behandling i lejren ved at benytte, formodede, rædselsgerninger over for vagterne: Henrettelser, halse der blev skåret over, gennembankninger, og urinering på dem. Man kan blot undre sig over, hvorfor dette er betonet i det samme kapitel som diskussionen af Nazi overgreb? Rabbi Hier ønsker at lade folk forstå, “Ved krigens afslutning var hævnfølelsen ikke stor og hævngerninger ikke mange. Lad os ikke glemme at ofrene var yderst svage og traumatiserede, og derfor næppe havde kræfter til at hævne sig.”
Blev disse feltpræster Nazi sympatisører? Townsend beskriver i bogen, hvordan en feltpræst omtalte Hermann Göring, som en “sympatisk mand,” en charmerende mand med en god natur og humoristisk sans.” O’Connor fastslog, “Man følte at med hans hjerne, kunne han have opnået en masse.” Townsend kommenterede for American Thinker et brev han har med i bogen, skrevet halvvejs gennem retssagen og underskrevet af alle 21 Nazi krigsforbrydere. Brevet bad Gereckes hustru, Alma, at at hun lod sin mand fortsætte som feltpræst indtil retssagen var forbi. Townsend fortalte American Thinker, “En del af brevet omtalte, hvilken usædvanlig mand feltpræsten var og en person de var kommet til at holde af.”
Først i interviewet fortalte forfatteren American Thinker, “Begge feltpræster må være kommet meget tæt på disse mænd, men jeg mener ikke de var Nazi sympatisører.” I slutningen af interviewet sagde Townsend imidlertid også dette, “Jeg tror de fik en umulig opgave, og blev indhyllet i de personlige forhold med Nazisterne. De kom til at holde at Nazi familierne. Gerecke løj for Görings hustru, og fortalte hende han ikke havde begået selvmord, og skrev til en anden Nazists barn om ‘at videreføre din fars ærefulde navn.’ De mistede muligvis begrebet om at disse mænd var massemordere, fordi de tilbragte for megen tid med dem, disse patetiske fængslede dyr.” Townsend bemærkede yderligere at Efraim Zuroffe, Nazi jægeren, blev rædselsslagen da han fik at vide at Gercke forsøgte at hjælpe Nazi familierne ved at sende dem gavekurve. Ikke overraskende er dette ikke lykkedes at få med i bogen. En nuværende Air Force felthjælpepræst bemærkede efter at have hørt dette, “Jeg ville ikke finde sympati. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan man kunne have sympati med Nazisterne når man tænker på hvad de har gjort.”
I sidste del af bogen forsøger forfatteren sig med en sammenligning mellem den kristne og den jødiske opfattelse af tilgivelse. Imidlertid er hans analyse noget flygtig da læseren efterlades spekulerende på, hvad der egentlig er forfatterens præcise pointe: Var det at forsvare feltpræsterne, kritisere det jødiske synspunkt, eller lidt af hvert. Townsend forsøger at forklare ved at citere Simon Wiesenthal, Maimonides, og den jødiske religions helligsted dag, Yom Kippur.
En rabbi der læste denne del af bogen sagde til American Thinker, “Forfatteren har placeret angerfuldhed det forkerte sted, og synes at have udvalgt disse citater med omhu.” Jødedommen vender ikke den anden kind til især ikke når det drejer sig om mord. Det Wiesenthal sagde var at “ingen enkeltperson har ret til at tilgive Nazister, fordi de forbrydelser de begik var mod menneskeheden.
Tænk på det på denne vis, mordene løb op til flere end 6 millioner, men det var flere da de som de dræbte ville have fået børn.” Rabbi Hier er enig og føjede til, “Selve essensen i debatten er om, hvorvidt en verbal konfession er tilstrækkelig. Jøderne ville svare Nej, fordi denne skal følges op med gode gerninger. Det nemmeste i verden for en person, når vedkommende er fanget er at blive troende. Vedrørende feltpræsterne - ja så udnævnte Gud dem ikk som sine repræsentanter for at tilbyde tilgivelse det er ikke i deres hænder.”
Mission at Nuremberg efterlader læseren spekulerende over, hvad der faktisk er bogens ‘mission.’ Det kunne se ud til at forfatteren forsøger at efterrationalisere for disse feltpræster der krydsede en grænse og kom for tæt på Nazisterne.
Townsend stiller spørgsmålet i bogen, “Hvis Gud skabte det onde, men også giver sine skabninger en fri vilje, er Gud eller Mennesket så ansvarlig for Holocaust?”
Der burde slet ikke være nogen debat om den problemstilling, uanset en person religion, at bede om tilgivelse er ikke nok til at redde disse Nazi uhyrer sjæle.
The author writes for American Thinker. She has done book reviews, author interviews, and has written a number of national security, political, and foreign policy articles.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar